25. januar 2009 arkiv

Genhør: Bridget St. John

25. januar 2009

Det er mange år siden, jeg lånte et par grammofonplader på biblioteket med den engelske folkemusiker Bridget St. John. Jeg overspillede dem til min gamle tosporsbåndoptager og lyttede meget til dem gennem en længere periode.

Bridget St. John var sanger og sangskriver i den engelske folks anden division; forstået på den måde, at hun ikke fik så megen opmærksomhed som tidens leading ladies. Det var legenden John Peel, der bragte Bridget frem i lyset. Han sørgede for, at hun fik indspillet tre albums på Peels eget plademærke, Dandelion. I 1969 kom “Ask me no Questions”; i 1971 “Song for the gentle Man” og i 1972 “Thank you for…”.

Og selv om hun har udgivet et par stykker til (Jumblequeen i 1974 og Take the Fifth i 1995), så er det især de tre første plader, der har givet hende det ry, hun har. Som en fin guitarist (med vennen og kollegaen John Martyn som læremester) og en fin, melodisk stemme.

Bridget St. John har været aktiv alle årene og er det stadigvæk. Og undervejs gennem karrieren har hun hjulpet venner som Mike Oldfield, Kevin Ayers og Nick Drake på plader og til koncerter.

Hvorfor hun har indspillet så få plader, kan man måske undre sig over. Men måske drejer det sig om, at hun helst vil optræde for et publikum. Og det er måske i virkeligheden det, det drejer sig om i musikken…

Bridget St. John “Want To Be With You”

Arbejdsløshedskasse

25. januar 2009

Siden jeg blev færdig med min uddannelse har jeg været medlem af en a-kasse og har betalt, hvad det kostede. Og jeg er fortsat medlem og vil være det resten af den tid, jeg er indskrevet på arbejdsmarkedet. Men ikke alle er det. I Fogh-regeringens periode har især mange unge droppet den faste udgift, fordi de har været forført af de borgerlige, neo-liberale talestrøm om den “historisk lave arbejdsløshed” og tyrkertroen på, at den borgerlige politik nok skulle klare ærterne…

Men finanskrisen, der er blevet til en generel økonomis krise, hvis dyb man kun kan gisne om, har belært os, at de borgerlige ideologers tale har lige så meget indhold som Baron von Münchhausens historier, og nu stiger arbejdsløsheden med støt tempo. Ingen kan vide sig sikre. Både høj og lav kan blive ramt af ledighed. Og så melder spørgsmålet sig så: Skal “samfundet” redde dem, der ikke i tide har meldt sig ind i en a-kasse? Skal “samfundet” holde hånden under dem, der naivt har troet på politikernes floromvundne vrøvl? Eller må de tage til takke med socialkontoret?

Socialdemokraten og arbejdsmarkedordføreren, Thomas Adelskov, mener, at “vi” skal give dem en chance for at komme ind i varmen. Men vil det være retfærdigt over for alle dem, der i årevis  har betalt deres a-kasse-bidrag i forvisning om, at ledigheden en dag kunne ramme dem? Og måske oven i købet har lavet en ekstra forsikring for at gøre overgangen til ledighed mere skånsom i de første måneder?


Adelskovs holdning kan man læse som et forsøg på at påtage sig det politiske ansvar for politisk vildledning om markedets indretning. Ledigheden er – og vil altid være – en del af den kapitalistiske økonomi. På godt og ondt. Måske ville det være på tide, at man accepterede dette økonomiske faktum og gjorde det obligatorisk for arbejdssøgende at være medlem af en a-kasse? Så ville vi være fri for det problem, vi nu står med.