Også den 63-årige John Mellencamp er aktuel med en ny plade, der bærer den nøjsomme titel Plain Spoken. Talt lige ud af posen og uden omsvøb. Ærlig snak. Og at dømme efter de skæringer, man kan opspore på nettet, så er Mellencamp stadigvæk nede ved rødderne til den amerikanske populærmusik. Med en stemme, der lyder som adskillige cigaretter og flasker bourbon, synger Mellencamp sine vedmodige sange til en kriseramt verden.
Storytone hedder Neil Youngs nye, kommende album. Og helt i mandens ånd, så kaster han sig her ud i nye prøvelser. Denne gang som en anden Frank Sinatra at optræde uden den sædvanlige rockentourage og i stedet med et symfoniorkester i ryggen. Og man er ikke engang overrasket over resultatet, der så umiskendeligt er Youngsk.. I hvert fald i den forløbende skæring, den geopolitiske sang “Who’s gonna stand up”.
Â
Det var næsten forbigået min opmærksomhed, at popsangerinden og -komponisten Lynsey de Paul (Lynsey Monckton Rubin) døde den 1. oktober i år af en hjerneblødning. Hun blev kun 64 år gammel.
Lynseys vej til poppen er lidt speciel. Som ganske ung ernærede hun sig ved at kreere omslag til album og det førte, fordi hun måtte lytte til pladerne bag coveret, til sangskrivningen, der så blev hendes levevej. Først som komponist for andre, og i starten af halvfjerdserne kom hun så selv på banen som sangerinde og hittede med sangen “Sugar me“. Successen blev fulgt op af en lille håndfuld hits de efterfølgende år. Men Lynsey holdt sig ikke kun i den lette popboldgade. Hun samerbejdede også med Mott the Hoople og skrev sangteksten til deres sang “Roll away the stone”, ligesom hun arbejde sammen med pigetrioen Thunderthighs, der fik et par hits med hendes sange (“Roll away the stone” og “Central park arrest”). Og i perioden 1972 til 1977 stod hun for ialt fjorten singlehits på den britiske liste, bla. med Barry Blue, Flash Cadillac og Bond. I 1977 satte hun kronen på popværket med “Rock Bottom“, der var Storbritanniens bidrag til årets store kommercielle begivenhed, Melodi Grand Prix.
Fra firserne og frem fortsatte hun med succes med at skrive sange for andre og kastede sig også over musik til film, reklamer, børneplader m.m. Hun fandt også tid til at engagere sig i politik (for de konservative), kvindesagen (selvforsvar) og andet. Nogle af hendes seneste aktiviteter var at være med-vært ved 35års mindekoncerten for Marc Bolan. Og sidste år udkom to antologier med nogle af hendes mest kendte sange: Sugar and Beyond og Into my music.
Lynsey de Paul havde evnen til at skrive fængende popsange og det er som sådan hun fortjener en lille minderune.
Waging Heavy Peace hedder Neil Youngs seneste erindringsbog. Men den er åbenbart ikke dækkende nok for Young liv og levned, for i slutningen af denne måned kommer Special deluxe. A memoir of life & cars. Som titlen angiver, så er bogen bygget op omkring alle de biler, Young har haft frem til sin senste specialkonstruerede Lincvolt (anno 1959), som Young har gjort ethanol- og batteridrevet i erkendelse af, at den traditionelle bil og dens fossile brændsel snart er en saga blot. En bog om amerikanske drengedrømme altså. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvem andre end netop Neil Young kunne finde på at skrive en så politisk ukorrekt (han egne politiske anskuelser in mente) erindringsbog?! Nå, men jeg ser frem til at læse de næsten 400 sider…
