november 2014 arkiv

Capac anbefaler: Bryan Ferry – Avonmore

30. november 2014

Det er efterhånden et par år siden, vi fik nyt fra Mr. Bryan Ferry. Det var da han i 2012 udsendte den smagfulde The Jazz Age med Bryan Ferry Orchestra, et musikalsk retrospektivt album, hvor Ferry lod sine sange møde mellemkrigstidens jazz – uden at løfte sin røst. En vellykket parentes på en flot musikalsk løbebane.

Men nu er han så tilbage i den solistrolle, som vi kender ham for – siden solodebuten i 1973 med These Foolish Things. Ferry har selv skrevet de fleste af sangene på den nye plade, men har dog fået hjælp af Johnny Marr (ex-The Smiths) og Oliver Thompson på et par af sangene – uden at det ændrer grundlæggende ved det ferryske indtryk. Og så har han et par coversange med, dels Stephen Sondheims klassiker “Send in the Clowns” og Robert Palmers “Johnny and Mary” – to sange, der er helt kongeniale i forhold til Ferrys musikalske univers.

Ikke kun pladetitlen – Avonmore – men også musikken på pladen ledte mine tanker hen på Roxy Musics sidste studioalbum Avalon, der med sin bløde, melankolske, melodiøse udgave af voksenrock gav os alle et fingerpeg om, hvad solisten Bryan Ferry kunne byde på hen ad vejen. I mine ører går der en rød tråd fra Avalon og gennem Ferrys ialt femten soloplader og frem til den nye skive. Melankolien, melodiøsiteten og perfektionismen er helt intakt.

Ferry kan det der med at skrive melodier, der efter et par lytninger går lige i blodet på en som et letopløseligt sukkerstof – uden at melodierne på noget tidspunkt bliver hitlisteleflende popsange. Det er smagfuld voksenpop, der ikke let antænder lytteren som en fængende hitsang, men langsom forfører sin lytter med sin melodi og sine smagfulde, perfektionistiske arrangementer.

Og Ferry synger med en vemod og melankoli i sin bløde maskuline stemme. Han lyder som et handyr, der er såret af amors pile og sender sine kærlighedsklagesange ud gennem højtalerne til alle andre, der har kæmpet deres kampe i kærlighedens navn. Det er både uendeligt smukt og smerteligt at lytte til.

Og arrangementerne på pladen lader ikke noget tilbage at ønske med hensyn til elegance, smagfuldhed og udførelse. De kendte navne på musikerlisten – fra Johnny Marr til Mark Knopfler – er ikke kun med for at give det hele en air af kændished. De tilfører med deres professionalisme musikken netop den dimension af perfektionisme, som som er et vandmærke i Ferrys udsøgte kunst. Og helt i Ferrys ånd, så er det hans egen stemme med sin lidt transparente skrøbelighed, der står helt centralt i lydbilledet. Musikken er voksenrock, men den vegeterer lidt tilbagetrukket i lydbilledet. Her er ingen udfarende Roxy Music at finde. Det heftigste nummer på pladen er måske i virkeligheden coverversionen af Palmers “Johnny and Mary”, men selv den er blevet nedtonet og afdæmpet, så den glider perfekt ind i det samlede lydbillede.

Avonmore er en plade, der i den grad henvender sig til rockmusikalske feinschmeckere. Ikke kun dem, der for længst har meldt sig ind i Mr. Ferry fanskare, men alle, der forstår at sætte pris på moden, smagfuld rock. Hermed varmt anbefalet.

Bryan Ferry. Avonmore. BMG. Er udkommet.

Rock or Bust – AC/DC er tilbage

29. november 2014

Selv om de for længst har smidt de korte bukser (i hvert fald billedligt talt…), er i pensionsalderen og har haft haft alvorlige problemer at slås med (dødsfald, demenssygdom m.v.), så forstår AC/DC stadigvæk at finde ind til den hårde rocks DNA. De gjorde det med Back in Black og fortsætter ufortrødent på den nye plade Rock or Bust, der er lige på trapperne. Der er ikke så megen fikumdik, de gamle drenge går lige til benet…

Genhør med Skousen & Ingemann anno 2014

29. november 2014

Alrunen har været så flink at lægge en video med første sæt af Skousen & Ingemanns koncert på Voxhall i april måned op på tuben. Jeg omtalte koncerten dengang – her – og i skal da ikke snydes for videoen.

I øvrigt kommer Niels Skousen tilbage til Voxhall den 18. december. Det er nok en koncert, der kunne være værd at få med her i 2014. Desværre forhindrer arbejdslivet mig i selv at være tilstede, men sådan er der jo så meget… Med arbejde går megen god tid til spilde, som man sagde engang.

Some Velvet Morning

29. november 2014

Alison Goldfrapp og John Grant er modige nok tll at tage livtag med Lee Hazlewoods og Nancy Sinatras gamle traver “Some Velvet Morning”. Og jeg synes, de hiver den i land – men alligevel når den nye version ikke helt den gamle udgave til sokkeholderne…

Girlpool – kvasifeministisk minimalrock fra Los Angeles

28. november 2014

De to unge damer ovenfor på pigeværelset udgør lo-fi-punk-bandet Girlpool. De har en enkelt EP på samvittigheden. Og den har fået blandede anmeldelser. Gaffas anmelder kan godt lide punkintensiteten i musikken, men har vist et forbehold over for de unge damers anstrengte forhold til det modsatte køn. Singleudspillet “Blah Blah Blah” kan da også forekomme at være en smule pubertær i sin udlevering af mandekønnet. Men sådan er det måske, når man er i den alder.

Julen truer…

28. november 2014

Alle snakker om den – julen. Men ingen gør det som Taj Mahal og Blind Boys of Alabama…

Black Friday osv.

28. november 2014

Den amerikanske kultur(imperialisme) vælter bogstaveligt sagt ind over os. Og danskerne er åbenbart forsvarsløse over for den amerikanske kommercialismes hærgen. Vi tér os som hjernedøde konsumenter, der kun gør, hvad der forventes af os: Vi forbruger – til vi segner. Forbrug! er den moderne, globale kapitalismes imperativ. Og borgerne i den vestligt influerede verden gør, hvad der forventes. Forbruger efter bedste evne.

Seneste tiltag er, at vi i dag skal fejre Sorte Fredag. Den dag, hvor julekommercialismen for alvor begynder i United Bluff – efter Thanksgiving Day (som vi endnu ikke helt har implementeret – men bare vent… det kommer med fyldte kalkuner og hele udtrækket). Lige som vi slugte en masse græskar og iførte os Halloween.

St. Louis – besunget

28. november 2014

En side derude på det store internet har fået den gode idé at samle en lang række sange om bluesens hovedstad St. Louis. Og der er masser af musik, der relaterer sig til den stolte by. Fx Emmett Millers rytmisk slæbende og meget charmerende sang fra 1929, “The Ghost of St. Louis Blues”, der ganske rammende karakteriseres som et ‘missing link’ mellem blues, jazz, country og rock’n roll.

I den anden ende finder vi Chuck Berry og hans klassiker “Back in the U.S.A”, back “in ol St. Lou”. En sang, der både er en hyldest til St. Louis – og til den vaskeægte, uforfalskede rock’ roll.

Mere moderne hyldestsange finder man fx hos the Skeletons og deres medrivende rocker “St. Louis” fra 1992…

Og hos Wilco i “Casino Queen” fra deres “A.M.” (1993)

Mere at fordybe sig i – lige her.

Capac præsenterer: Ghost of Belle Starr – Pink Guillotine

28. november 2014

Det aarhusianske indierockensemble Ghost of Belle Starr ( Kenneth Nielsen,trommer, Anders Bloch Bruus,bas, Julius Stefan
Nielsen leadguitar og synths og Jakob Mygind Andersen, rytmeguitar) pladedebuterer med singlen “Pink Guillotine”, der er en let syret sang om en kvinde. En fin collagevideo følger med og understreger gruppens særlige drømmeriske lydbillede.

Singlen følges op af en EP, som jeg nok skal vende tilbage til – til januar.

Capac præsenterer: The Pool

27. november 2014

Medens vi er ved det eksperimenterende, så er det helt naturligt at omtale The Pool, der er på vej med albummet Repetitions (marts 2015). Måske kommer der også en omtale af den plade til den tid?! Og The Pool har udsendt en single med den kuldslåede titel “Party Crashing on icy Streets”. Og musikken passer ganske godt til kuldslåetheden med en blanding af Kraftwerklignende hårde, mekaniske beats og neo-psychedeliske lydlandskaber.

Capac præsenterer: Frisk Frugt

27. november 2014

Frisk Frugt er psedonym for Anders Lauge Meldgaard, der har specialiseret sig en eksperimenterende form for musik, der er en slags dansk world music, hvis ellers det siger nogen noget… Frisk Frugt har allerede et album bag sig, nemlig Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite (2010). Og til januar kommer et nyt, som jeg nok skal vende mere udførligt tilbage til, når udgivelsesdatoen nærmer sig. Men her er en rigtig appetitvækker…

Nyt fra Thåström

27. november 2014

Thåström er en gammel kending her i bloggen, og vi har ikke hørt fra ham siden han gæstede Aarhus og udsendte albummet Beväpna dig med vingar i 2012. Men nu er det sluppet ud i de svenske medier, at han vender tilbage med et splinternyt album til februar. Titlen er Den Morronen og tracklisten ser sådan ud:

1. Gräsfläckar
2. Den morronen
3. Ner mot terminalen
4. Kom med mig
5. Alltid va på väg
6. Slickar i mig det sista
7. Gärna gjort det
8. Långsamt genom
9. PSALM

Thåström kommer også til Danmark – København – til marts.Der er vist ikke sluppet smagsprøver ud endnu på pladen. Så vi griber tilbage til hans optræden ved Grammyuddelingerne i 2012.

Bent Rej og Rolling Stones – fotos fra en svunden tid

26. november 2014

Vi skal ikke glemme fotografiet. Og vil i den forbindelse gøre opmærksom på en lille udstilling, der vises i København med fotos af Bent Rej. Fotos af Rolling Stones i deres unge dage. Jeg har tidligere omtalt Rej – her. Og her. Så hvis man er til fine sort-hvide fotos med nostalgisk dybde, så er muligheden der fra og med med den 30. november.

The Decemberists er tilbage: Make you Better

26. november 2014

Det er snart december – og The Decemberists rører meget passende på sig med løfter om et nyt album, turnevirksomhed og mere. Til deres mailinglistvenner har de sendt nedenstående video som en appetitvækker til albummet.

Otte gode grunde: Sinead O’ Connor

26. november 2014

Mere end 30 år har hun været i musikbranchen, men hun kan stadigvæk lave musik med mening i. Både musikalsk og indholdsmæssigt. Her er den nyeste single fra Sinead O’Connors seneste overbevisende album I’m Not Bossy, I’m the Boss. Jo, hun er chefen i sit eget liv…