Mange vil sikkert give mig ret i, at det er en mildest talt forstemmende oplevelse at læse dagens nyheder. Ikke kun fordi nyhedsjournalistikken følger sine læresætninger – eller måske bedre: trossætninger – om, at nyheder stort set aldrig er gode, opmuntrende og opløftende. De er tværtimod negative, konfliktbestemte, deprimerende og andet skidt. I gamle dage var der nogle gange – i tv-avisen – plads til en lille positiv nyhed til allersidst, f. eks. andemor, der går over et trafikeret strøg i København og slipper af sted med det og med livet i behold. For lige at tage toppen af alle de dårlige nyheder. I dag er der ikke plads til den slags frivoliteter. Og måske skyldes det, at vi i dag befinder os i en virkelig kritisk situation, hvor vi godt ved, men ikke siger det, at vi lever i tider med kriser – eksemplarisk: klimakrisen – som vi ikke kan løse; og da slet ikke med de løsninger, der forudsætter, at vi fortsætter vores livsførelse som hidtil. Vi befinder os med andre ord i en situation, hvor det hverken er på sin plads at være renlivet optimist og heller ikke – for det er uudholdeligt – at været suveræn pessimist. Hvilke muligheder er der så!?

Jo, man kan jo gribe tilbage til den nu afdøde, gamle øst-tyske filosof Ernst Bloch, der dyrkede håbets princip. Vi har altid lov at håbe. Og skal man forklare dette princip ultra-kort, så kan man (jeg!) vende tilbage til ham lokumsfilosoffen, som jeg citerede forleden. Her kommer han med et godt råd til den såkaldte generation Z (dem der er født mellem 1995 og 2012):

Uden at gå i deltaler med alle hans pointer, så er hans brug af Max Horkheimer en måde at give Z-generationen (og alle andre) håbet tilbage – med en venstreorienteret drejning selvfølgelig. Pessimisme i teorien, optimisme i praksis. Det løser ikke nødvendigvis de desperate tider, vi befinder os i, men gør det måske en smule lettere at forhold sig til dem. Det kan man i hvert fald – håbe…