12. maj 2016 arkiv

Capac anbefaler: Judith Owen – Somebody’s Child

12. maj 2016

For et årstid siden omtalte jeg Judith Owens album Ebb & Flow og fremhævede hendes stilsikre forankring i en angelsaksisk singer-songwriter-tradition, der ikke mindst havde dybe rødder i halvfjerdsernes amerikanske vestkyst, hvor folk som Carole King, James Taylor og mange flere huserede (og stadigvæk gør det). Og at der ikke bare var tale om en tilfældig tradition blev understreget af, at Owen fandt en fin musikalsk klangbund hos navnkundige musikere som bassisten Leland Sklar, trommeslageren Russell Kunkel og guitaristen Waddy Wachtel, der netop udgjorde en væsentlig del af rygradden hos datidens singer-songwritere. Kig bare efter på covernoterne på dine gamle halvfjerdseralbum fra USAs vestkyst…

Og de musikalske esser finder man da også – og heldigvis for det! – på den nye plade Somebody’s Child, hvor deres indforståede og lydhøre musiceren næsten fra første tone sikrer, at den røde tråd fra benævnte singer-songwriter-tradion står lysende klar som flammeskrift i de tretten fornemme sange (inklusive et par covernumre). Og for at det ikke skal være løgn har Owen denne gang suppleret de omtalte tre esser med flere musikere af samme kaliber. Det gælder den britiske slagtøjspiller Pedro Segundo, cellisten Gabriella Swallow og kontrabassisten (og ægtemanden) Harry Shearer. Og de tre glider sømløst og umærkeligt ind i den musikalske enhed og supplerer og udvider det samlede musikalske udtryk. Og det er rene plusser på kontoen – den musikalske altså.

Men det er ikke kun klangen og stemningen fra West Coast-lyden, der er til stede på den nye plade. Jeg synes også, at man tydeligvis kan mærke og høre, at Owen i sin stofmættede, lidenskabelige og smukke stemme gemmer dimensioner af britisk og walisisk musiktradition. Så den nye plade betyder nye landvindinger i forhold til den velmodtagede forgænger. Og det ville være synd og skam, hvis ikke denne anden plade med Owen på dansk grund for alvor kunne overbevise danske musikelskere om, at hun er et navn, der fortjener tilhængere – på linje med andre store britiske og amerikanske singer-songwritere af hunkøn. Andet ville være synd og skam.

Oven i de allerede nævnte musikalske kvaliteter skal lægges nogle meget personlige sangtekster, der er som short stories og beskriver livets nære ting uden dog at glemte et skarpt blik til den komplicerede tid, vi alle sammen lever i nu om stunder.

Somebody’s Child er en i ordets allerbedste forstand moden plade, der på smukkeste og mest overbevisende vis bærer sine mange kvaliteter frem med den naturlighed, man kun kan forvente af en kunstner, der med kærlighed og hårdt arbejde har kæmpet for sin kunst i et par årtier og på tilsvarende mange album. Judith Owen har sikret sig en fast plads i mit musikhjerte og på min pladehylde. Hermed anbefalet på det varmeste.

Judith Owen. Somebody’s Child. Produceret af Judith Owen. Twanky Records. Udkom d. 6. maj

Capac anbefaler: Vida Sophia – Soundtrack

12. maj 2016

Jeg har været inde på det før og flere gange. Der løber en kraftig understrøm af melankoli gennem vor tids populærmusik. Ja, jeg fristes til at døbe den den ny melankoli, for så vidt melankoli altid har været en fast ingrediens i populærmusikkens ungdommelige univers.

Og pladedebuterende Vida Sophia rammer præcist og smagfuldt den ny-melankolske bølge med EP’en Soundtracks seks sange. Fra første intonation på pladen synker Vida Sophia ned i melankolien med sin kønne pigestemme, der tematiserer kendte ungdommelige kærlighedstemaer, fx det uopslidelige opbrudstema. Og hele det tekstlige setup er indlejret i en næsten kontrapunktisk, let dyster ramme af skarp, kantet electronicalyd, der både understøtter den melankolske tilbøjelighed med et næsten metallisk mørke og kontrasterer den.

Jeg kan forstå, at Vida Sophia allerede har greb i mange unge lyttere med sine første udspil. Og det er forståeligt, for med sin musik rammer Vida Sophia som nævnt fint den ny melankoli og passer derfor godt ind i tidsåndens toneklang. Velkommen til Vida Sophia og god vind fremover.

Vida Sophia. Soundtrack. Nordic Music Society/ MMS. Udkommer i morgen

Jamen selvfølgelig skal også Grateful Dead hyldes…

12. maj 2016

Grateful Dead er fortid, og har vel været det siden dengang, Jerry Garcia forlod de levendes land. Men bandet bliver ved med at “trucke” derudaf i hovedernes på dem, der kan huske bandet. Og bandets musikalske efterladenskaber er – for nu at sige det diplomatisk – omfattende. Så derfor kunne man måske tro, at der ikke var grund til ligefrem at lave en omfattende hyldestplade. Men, så må man tro om igen, for det er netop, hvad der er på trapperne. Fire fuldfede skiver med masser af hyldest fra store som små navne. Day of the Dead hedder pladen. Og det lyder sgu som titlen på et soundtrack fra fra en zombie-film af George Romero. – Følg linket ovenfor og lyt med.

Læs mere »

Den politiske side af Anohni

12. maj 2016

Listeners may assume that “Obama” is simply an attack on the president, but is it also about you grappling with how you’ve been complicit in his foreign policy?
Oh, make no mistake, I’m very critical of aspects of his foreign policy, which I find repulsive and inhumane – inhuman, almost. The drone bombing campaign of the last eight years has been, to me, an atrocity. For him to campaign on this platform of transparency, with the promise of closing Guantanamo and wanting to restore America’s moral standing in the West – it’s a deception. Everyone that George Bush saw fit to imprison and torture Obama has executed from the sky. Anyone put in Guantanamo Bay in the last few years has been put to death, as has anyone near them – including children, wives. All you have to do is kill a child’s family unjustly, and you can guarantee hundreds of years of repercussions. Look at the American history of slavery. Can you say that hundreds of year later that has been eased? That pain has not yet been eased.

Yes, I’m ashamed of my participation as a taxpayer in American drone bombing. But having said that, the last line of the song is “Like children we believed.” Obama was given a Nobel Peace Prize within a month or so of taking office. The world cried and lay at his feet. I mean, in retrospect, it was very naive to think he was going to…

Save us all?
Yeah, that he was going to be a savior figure, when he ended up being a compromiser – the opposite of a revolutionary, which is what a lot of people were hoping they’d elected. He ended up trying to work within the system to do what he could. That would all be fine and well if we had time left. But we don’t have any time left. It’s like the climate conference in Paris. An agreement not to raise the temperature by two degrees is a triumph, when the two degrees Celsius rise in global temperature guarantees a kind of apocalypse, at least for the rest of nature. Maybe we can find some way to continue to exist in a world that’s two degrees hotter, but much of nature and biodiversity won’t be able to.

[fra et interview i Rolling Stone med Anohni]

Â