Capac anbefaler: Judith Owen – Somebody’s Child
12. maj 2016
For et årstid siden omtalte jeg Judith Owens album Ebb & Flow og fremhævede hendes stilsikre forankring i en angelsaksisk singer-songwriter-tradition, der ikke mindst havde dybe rødder i halvfjerdsernes amerikanske vestkyst, hvor folk som Carole King, James Taylor og mange flere huserede (og stadigvæk gør det). Og at der ikke bare var tale om en tilfældig tradition blev understreget af, at Owen fandt en fin musikalsk klangbund hos navnkundige musikere som bassisten Leland Sklar, trommeslageren Russell Kunkel og guitaristen Waddy Wachtel, der netop udgjorde en væsentlig del af rygradden hos datidens singer-songwritere. Kig bare efter på covernoterne på dine gamle halvfjerdseralbum fra USAs vestkyst…
Og de musikalske esser finder man da også – og heldigvis for det! – på den nye plade Somebody’s Child, hvor deres indforståede og lydhøre musiceren næsten fra første tone sikrer, at den røde tråd fra benævnte singer-songwriter-tradion står lysende klar som flammeskrift i de tretten fornemme sange (inklusive et par covernumre). Og for at det ikke skal være løgn har Owen denne gang suppleret de omtalte tre esser med flere musikere af samme kaliber. Det gælder den britiske slagtøjspiller Pedro Segundo, cellisten Gabriella Swallow og kontrabassisten (og ægtemanden) Harry Shearer. Og de tre glider sømløst og umærkeligt ind i den musikalske enhed og supplerer og udvider det samlede musikalske udtryk. Og det er rene plusser på kontoen – den musikalske altså.
Men det er ikke kun klangen og stemningen fra West Coast-lyden, der er til stede på den nye plade. Jeg synes også, at man tydeligvis kan mærke og høre, at Owen i sin stofmættede, lidenskabelige og smukke stemme gemmer dimensioner af britisk og walisisk musiktradition. Så den nye plade betyder nye landvindinger i forhold til den velmodtagede forgænger. Og det ville være synd og skam, hvis ikke denne anden plade med Owen på dansk grund for alvor kunne overbevise danske musikelskere om, at hun er et navn, der fortjener tilhængere – på linje med andre store britiske og amerikanske singer-songwritere af hunkøn. Andet ville være synd og skam.
Oven i de allerede nævnte musikalske kvaliteter skal lægges nogle meget personlige sangtekster, der er som short stories og beskriver livets nære ting uden dog at glemte et skarpt blik til den komplicerede tid, vi alle sammen lever i nu om stunder.
Somebody’s Child er en i ordets allerbedste forstand moden plade, der på smukkeste og mest overbevisende vis bærer sine mange kvaliteter frem med den naturlighed, man kun kan forvente af en kunstner, der med kærlighed og hårdt arbejde har kæmpet for sin kunst i et par årtier og på tilsvarende mange album. Judith Owen har sikret sig en fast plads i mit musikhjerte og på min pladehylde. Hermed anbefalet på det varmeste.
Judith Owen. Somebody’s Child. Produceret af Judith Owen. Twanky Records. Udkom d. 6. maj
