23. maj 2017 arkiv

En ‘uheldig helt’ er død: Roger Moore, 89 Ã¥r

23. maj 2017

rm

Han blev nok mest kendt for sin fremstilling af James Bond-figuren i filmene af samme navn. Men for mig vil han altid især være forbundet med tv-serien The Persuaders, hvor Moore sammen med Tony Curtis fremstillede to umage playboys (med forskellige national og social opkomst), der opklarede forskellige forbrydelser i jetsetlaget, gerne i Sydfrankrig eller lignende miljøer, hvor overklassen udfolder sig. Letbenet og harmløs underholdning som man kun fandt den i tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Og det var en rolle, der gav et godt indtryk af Sir Roger Moores beskedne skuespiltalent, der dog rakte til hovedrollen som 007-agenten (og en række biroller i andre spillefilm).

Capac anbefaler: Musikkens kraft

23. maj 2017

MK

Musikkens kraft hedder den plade, der her skal anbefales. Undertitlen lyder: et støtteprojekt for unge kræftramte. For pladen og musikken er ude i et ærinde. Nemlig at itale- og itonesætte den særlige situation, det er, at være ung og kræftramt.

Fem unge mennesker fra Esbjerg og omegn – Sallie Nielsen, Betina Lodberg Jakobsen, Sabine Varmking Cheyne, Marlene Sørensen Baatz og Ole Brøndberg Selstø – omfavner den situation at være kræftramt i en alder, hvor livet først for alvor rigtig er begyndt. Og sammen med sangskriver Gert Barslund er de alvorlige tekster blevet forvandlet til sange. Og de ialt ti sange er lagt i hænderne på andre unge fra samme lokalområde. Jonas Rendbo, Rikke Egholm Ravn, Silje Holtan, Zenia Levring Madsen, Mia Nielsen, Frederik Kjeldsen Hertz, Janne Mark, Christine Brandstrup Jørgensen og Gert Barslund synger sangene. Og de gør det smukt, bevægende og med popfremdrift. Dertil kommer et hold musikere, der sætter det hele i musikalsk scene.

Jeg skal afholde mig fra at nærlæse de enkelte tekster (der kan studeres på projektets hjemmeside), men det siger næsten sig selv, at de alle forholder sig til effekterne af den alvor – og potentielt: det memento mori – som en kræftsygdom har på et ungt menneske, der må revidere ungdommens indbyggede tro på udødelighed og besinde sig på netop den. Men også om den paradoksale livskraft og -vilje, der følger med som den mørke alvors lyse skyggeside. Og teksterne er generelt ligefremme og undgår heldigvis at blive søgt litterære i deres udtryk. Ja, de fremstår som en slags alvorspoptekster.

Og musikken på pladen kan også beskrives sådan. Som alvorspop, der er ude i et alvorligt og dybt sympatisk ærinde. Men også en pop, der sagtens kan konsumeres uden at tænke på kræft, alvor og dødelighed – lige i det øjeblik, hvor sangene lyder. Og det er en stor styrke ved sangene på pladen, at de formår at balancere med denne dobbelthed af at være dødsensalvorlige og dybt underholdende, sådan som pop nu engang er og skal være. Hermed varmt anbefalet.

Musikkens kraft. Produceret af Boe Larsen og Jonas Rendbo. Gateway. Udkom d. 5. maj 2017