Pludselig gled jeg ned ad Memory Lane og tilbage til de sommerdage, hvor (især) pigerne – Nuller, Duddi, Lita og hvad de alle hed – sled de blanke glashinkesten op på fortorv og i baggårde. Og allerede dengang var jeg fascineret af disse simple og tidsfordrivende stykker legetøj.
Og så finder jeg på det store net en side, der netop har specialiseret sig i dette lille stykke legetøj.
Det forlyder, at ophavsmanden til fodboldstadionplagen “Na Na Hey Hey…”, Gary DeCarlo, er død efter en kræftsygdom. Det må vist være et eksempel på et one-hit-wonder, eftersom Gary DeCarlo ikke siden fik hits.
Musikken og teksten er lige så rå som tatoveringerne på Sarah Shooks arme. Men det bevæger…
Det er ikke altid en taknemmelig opgave at være opvarmnings- eller supportnavn til et større navn. Og det blev sådan set illustreret ganske godt og instruktivt i går aftes, hvor Toronto-bandet Bernice havde opgaven at være både opvarmning og backingband for hovednavnet Martha Wainwright.
Bernice er et ungt band fra Toronto, der – i aftenens udgave – bestod af forgrundsfiguren Robin Dann (tror jeg hun hedder), en trommeslager og en bassist. Og de ekscellerede i en slags indierock, der var præget af eksperimenterende, minimalistisk electronica. En håndfuld sange gav de til gode på deres set-up af synthezisers, computer, bas og trommer. Sange, der virkede mere monotone og udfuldendte end melodiske og afrundede – og dannede en radikal modsætning til det, der siden skulle komme.
Hovedattraktionen ved Bernice var i mine ører forsangerinden Robin Dann, der besidder en god, kraftig, klar kvindestemme, der vil kunne gøre sig i enhver pop- og rocksammenhæng. Og det blev sandelig også understreget, da Dann efterfølgende indtog rollen som backingvokalist for Martha Wainwright, hvor hun lydefrit og til tider unisont bakkede op om Wainwrights imposante stemme. I det hele taget viste Bernice sig fra en helt anden side som velbegrundet backing for hovednavnet. Hvad de tabte som opvarmning, vandt de mangefold tilbage som effektiv backing – i mine ører.
Ved 21-tiden kom Martha Wainwright på scenen. Og med sin akustiske guitar indledte hun koncerten med en sang, der lagde forbindelsestråde tilbage til Wainwrights første musikalske udspil – det eponyme, akustisk dominerede debutalbum fra 2005 – og til hendes musikalske baggrund i Wainwright-McGarrigle-Roche-klanen, hvor hun har fået sin musikalske dannelse (Hendes far er Loudon Wainwright III, moderen er Kate McGarrigle, storebroderen er Rufus Wainwright og dertil kommer en række andre musikalske familiemedlemmer). Og jeg tror sangen var moderens “Talk to me of Mendocino”, som moderen har skrevet og som er indspillet af Kate & Anna McGarrigle, men også af Martha selv ( hvert fald på Youtube).
Og trådene tilbage lå der hele vejen igennem koncerten, hvor Martha Wainwright med udgangspunkt i sit seneste album Goodnight City (2016) førte os – publikum – gennem en række sange af såvel nyere som ældre dato. Og af Wainwrights fyldige kommentarer mellem numrene kunne man aflæse, at hendes ældre sange har fået en slags renæssance i hendes kunstneriske virke. De er så at sige blevet restitueret i repertoiret. Og det er godt, for der ligger mange perler på hendes første plader, fx sangene “G.P.T” og “Ball & Chain”, der blev fremført som var de lige lavet til lejligheden.
Selv om Bernice lagde en velfungerende, smidig, opfindsom og lydhør grund, så var der ingen tvivl om, at det var Martha Wainwright med sin akustiske guitar, sin pragtfulde, passionerede, kraftige vokal og sine meget personlige, iørefaldende, medrivende og bevægende sange, der var koncertens helt naturlige centrum. Og, selv om hendes plader er blevet mere komplekse, med mere udpræget moderne singer-songwriter-folk-rock-arrangementer fra og med gennembrudspladen, tooeren I know you’re married but i’ve got feelings too (2008), så var koncerten – i mine ører – en demonstration af, hvor stærk Martha Wainwright står plantet i sin fransk-kanadisk-amerikanske-folk-tradition. Det er her hun henter kraft og saft til sine sange. Men det skal også understreges, at Wainwright er mere end blot en videreførelse af en tradition. Som sådan er hun fornyelse og modernisering af traditionen. Og det gennemsyrer hendes modige, personlige og stærkt vedkommende sange.
Men tråden tilbage holdt hun fast i, og det blev understreget af, at hun også i sidste afsnit af koncerten – og de to ekstranumre – stod frem som solist med den akustiske guitar i et fast greb. Og lige fra den fine, forenklede udgave af moderens allersidste sang “Proserpina” (ekstranummer) og ind i sin egen sangskat viste Martha Wainwright sig som forførende sangerinde, som en meget kompetent guitarist, der både mestrede det sublime fingerspil og den medrivende rytmeguitar og som en intet mindre end vedkommende, moderne sangskriver.
Med denne koncert voksede Martha Wainwright flere alen i min musikalske agtelse, og hun afslørede sig som en professionel, humoristisk og skarp performer, der med gode anekdoter, skarpe bemærkninger og smil på læbe og i øjenkrogene fik sit publikum med sig. For mig var koncerten en af årets musikalske højdepunkter. Ingen tvivl om det. En alt i alt helt vellykket koncert, som alt for mange desværre gik forgæves til (der var udsolgt, venteliste og lang kø). Og som endnu flere gik glip af.
Fotoet ovenfor er fra koncerten og er lånt fra fonden Voxhalls hjemmeside. Fotograf: Kim Song Sternkopf.
På afspilleren snurrer Martha Wainwright som opvarmning til aftenens koncert på spillestedet Atlas. Jeg har for længst gaflet mig en billet til begivenheden og glæder mig til omsider at være i rum med Martha – og dermed en fra Wainwright-McGarrigle-Roche-klanen, der i årevis har spundet en tråd i mit musikalske bagtæppe. Så får vi se, om jeg kan skrive noget fornuftigt om koncerten i morgen.
Laura og Lydia Rogers har tre album bag sig. Senest er kommet You don’t own me anymore. Og de er blevet sammenlignet med selveste The Everly Brothers. Sådan en sammenligning vil altid tynge, men jeg synes nok, at de kan klare sig uden den slags belastende sammenligninger, som anmeldere alt for ofte føler sig fristet til at gribe til i mangel af adjektiver og andre beskrivende ord og vendinger.
Bebel Gilberto fortolker Ray Davies’ “No return” (fra albummet Something Else). Kinks som samba – ja, men jeg synes det holder i dette relativt ukendte Davies-nummer.
Det er festivaltid. Roskilde, Glastonbury og så videre. Men her i bloggen er der en (stort set) festivalfri zone. Bortset fra de obligatoriske tilbageblik til fx Monterey Pop Festival og Woodstock. Og apropos sidstnævnte så viser DR fra og med i aften den absolut seværdige dokumentar i tre dele Woodstock Diaries, der sammen med den originale festivalfilm giver et meget grundigt indtryk af alle festivalers moder. Kan kun anbefales. Første afsnit begynder kl. 21 på DRK. (Og det timelange program efterfølges af filmen Rum Diaries med Johnny Depp – lige noget for fans af Depp og Hunter S. Thompson).
PS. I øvrigt viser DR en hel del indslag fra de forskellige danske festivaler hen over sommeren. Og det skal DR da have tak for – for det var også på tide.
https://www.youtube.com/watch?v=szRueCKDFXA
I den sidste lange tid har jeg holdt igen med min trang til at svinge krabasken over den politiske og mediale virkelighed her i kongeriget. Men i går nåede jeg et punkt, hvor jeg synes, jeg måtte skrive lidt – og komme ud med lidt galde.
I DRs TV-avis havde man et indslag om, hvad man kunne kalde ‘ondskabsfuldheder på internettet’. På Facebook har mange – især børn og unge – lavet en side (ja, flere faktisk), hvor det åbenbart går ud på at hænge andre ud – i billeder, videoer og tekst. Bl.a. blev en angiveligt ‘retarderet’ mand på 54 år lokket og brugt som en slags fælles håneoffer.
I tv-indslaget fokuserede journalisterne og de til lejligheden indkaldte ‘specialister’ på dels de (primært) unges ondskabsfuldheder og dels forældrenes åbenbare uvidenhed om ynglets opførsel på nettet. Journalisternes og eksperternes påtagede ‘bekymring’ lod ikke nogen tvivl tilbage om, at det her var skandaløst og moralsk forkasteligt. Og man (jeg) kunne ikke lade være med at tænke, at journalisterne og eksperterne havde en alder, der passede fint til den forældregeneration, der var på spil i denne “sag” – at der med andre ord var tale om en (langt hen forståelig) spejling i de berørte forældres pinlige situation.
Men ved nærmere eftertanke slog det mig, at indslaget brillerede ved et åbenbar mangel. For selv om man kan være enig om, at det er slemt at henved 100.000 unge deltager i den slags internetudhængning af tilfældige ofre, og at det er “uforståeligt”, at forældre sidder tilbage ganske uvidende om, hvad deres unger har gang i – så manglede et meget vigtigt element. Nemlig, at denne offentlige mobning foregår på en privat ejet side – nemlig Facebook – der eller markedsfører sig som forfægter af en særlig moral, der fx ikke tillader afbildning af nøgenhed.
Hvorfor var der ikke en eneste journalist, der satte spørgsmål ved Facebooks rolle i denne – og lignende – offentlige mobning? Jeg mener, at det dog var nærliggende – selv om man har valgt en vinkling på de unges umoralske adfærd og forældrenes “afmagt” – at konfrontere netop bagmændene bag Facebook, hvis man ville sætte en effektiv stopper for den slags. Ikke? Men nej. Det hele blev reduceret til et spørgsmål om unges opdragelse og forældres manglende eller utilstrækkelige håndtering af deres afkom.
For skåret ind til benet, så er der intet fundamentalt nyt i at børn/unge mobber hinanden og er onde over for andre jævnaldrende. Der er heller ikke noget som helst overraskende i, at forældre ikke altid ved, hvad deres børn tænker og foretager sig, når de ikke lige er i nærheden. Sådan var det i min barndom, og sådan er det nu. Forskellen er, at mobning og andre ondskabsfuldheder i dag kan lægges ud på internettets “sociale medier” og derved få mange “likes” og sympatireaktioner.
For mig at se, så er denne sag først og fremmest en illustration af, hvor problematisk en størrelse en privatejet, reklame- og sponsorfinansieret virksomhed som Facebook er. Den markedsfører sig som eksponent for en (amerikansk funderet) moralisme, men ser igennem fingre med moralsk forkastelige aktiviteter, når blot de foregår i “lukkede grupper”, hvor kun de skyldige og deres ofre er med. Og sagen peger også på, at moderne dansk tv-journalistik savner en efteruddannelse i kritisk journalistik.
I den sidste lange tid har jeg holdt igen med min trang til at svinge krabasken over den politiske og mediale virkelighed her i kongeriget. Men i går nåede jeg et punkt, hvor jeg synes, jeg måtte skrive bare lidt – og komme ud med lidt galde.
I DRs TV-avis havde man et indslag om, hvad man kunne kalde ‘ondskabsfuldheder på internettet’. ‘Hadegrupper’ var vist et ord, der blev brugt. På Facebook har mange – især børn og unge – lavet en side, hvor det åbenbart går ud på at hænge andre ud – i billeder, videoer og tekst. Bl.a. blev en angiveligt ‘retarderet’ mand på 54 år lokket til at være med og brugt som en slags fælles håneoffer. Manden blev opfordret til at komme med seksuelle ytringer og lægge nøgenbilleder af sig selv frem. I tv-indslaget fokuserede journalisterne og de til lejligheden indkaldte ‘specialister’ på dels de (primært) unges ondskabsfuldheder og dels forældrenes åbenbare uvidenhed om ynglets opførsel på nettet. Journalisternes og eksperternes påtagede ‘bekymring’ lod ikke nogen tvivl tilbage om, at det her var skandaløst og moralsk forkasteligt. Og man (jeg) kunne ikke lade være med at tænke, at journalisterne og eksperterne havde en alder, der passede fint til den forældregeneration, der var på spil i denne “sag” – at der med andre ord kunne være tale om en (langt hen forståelig) spejling i de berørte forældres pinlige situation. Vi forstår jer godt og føler med jer… vvi har selv børn i samme alder….
Men ved nærmere eftertanke slog det mig, at indslaget brillerede ved et åbenbar mangel. For selv om man kan være enig om, at det er slemt at henved 100.000 børn, unge og andre gruppemedlemmer deltager i den slags internetudhængning af tilfældige ofre, og at det er “uforståeligt”, at forældre sidder tilbage ganske uvidende om, hvad deres unger har gang i – så manglede et meget vigtigt element. Nemlig, at denne offentlige mobning foregår på en privat ejet side – nemlig Facebook – der ellers har markedsført sig som forfægter af en særlig moral, der fx ikke tillader afbildning af nøgenhed. ‘
Hvorfor var der ikke en eneste journalist, der satte spørgsmål ved Facebooks rolle i denne – og lignende – offentlige mobning? Jeg mener, at det dog er nærliggende at konfrontere netop bagmændene bag Facebook, hvis man ville sætte en effektiv stopper for den slags. Ikke? Men nej. Det hele blev reduceret til et spørgsmål om unges adfærd og dermed opdragelse og forældres manglende eller utilstrækkelige håndtering af deres afkom.
For skåret ind til benet, så er der jo intet nyt i at børn/unge mobber og er onde over for andre. Der er heller ikke noget som helst overraskende i, at forældre ikke altid ved eller ønsker at vide, hvad deres børn tænker og foretager sig, når forældrene ikke lige er i nærheden. Sådan var det i min barndom og sådan er det nu. Forskellen er, at mobningen og de andre ondskabsfuldheder i dag kan lægges ud på det store internets såkaldt “sociale medier” og derved få mange “likes” og sympatireaktioner. I vores digitale virkelighed forstørres, forvrænges og forstærkes hverdagens nederdrægtigheder med voldsom kollektiv styrke.
For mig at se, så er denne sag først og fremmest en illustration af, hvor problematisk en størrelse en privatejet, reklame- og sponsorfinansieret virksomhed som Facebook er. Facebook markedsfører sig – lige som fx Apple koncernen – som eksponent for en (amerikansk funderet) moralisme, men ser igennem fingre med moralsk forkastelige aktiviteter, når blot de foregår i “lukkede grupper”, hvor kun de skyldige og deres ofre udfolder sig. Og sagen peger også på, at moderne dansk tv-journalistik savner en efteruddannnelse i kritisk journalistik.
Journalisterne vil muligvis dække sig ind under deres faglige vinkling: At de har valgt en vinkel på ‘problemet’, som de synes er relevant for seerne. Men lige som andre problemer i denne verden, kan man ikke se bort fra, hvad man kunne kalde ‘rammebetingelserne’ for den menneskelige adfærd.
I den sidste lange tid har jeg holdt igen med min trang til at svinge krabasken over den politiske og mediale virkelighed her i kongeriget. Men i går nåede jeg et punkt, hvor jeg synes, jeg måtte skrive lidt – og komme ud med lidt galde.
I DRs TV-avis havde man et indslag om, hvad man kunne kalde ‘ondskabsfuldheder på internettet’. På Facebook har mange – især børn og unge – lavet en side, hvor det åbenbart går ud på at hænge andre ud – i billeder, videoer og tekst. Bl.a. blev en angiveligt ‘retarderet’ mand på 54 år lokket til og brugt som en slags fælles håneoffer. I tv-indslaget fokuserede journalisterne og de til lejligheden indkaldte ‘specialister’ på dels de (primært) unges ondskabsfuldheder og dels forældrenes åbenbare uvidenhed om ynglets opførsel på nettet. Journalisternes og eksperternes påtagede ‘bekymring’ lod ikke nogen tvivl tilbage om, at det her var skandaløst og moralsk forkasteligt. Og man (jeg) kunne ikke lade være med at tænke, at journalisterne og eksperterne havde en alder, der passede fint til den forældregeneration, der var på spil i denne “sag” – at der med andre ord var tale om en (langt hen forståelig) spejling i de berørte forældres pinlige situation.
Men ved nærmere eftertanke slog det mig, at indslaget brillerede ved et åbenbar mangel. For selv om man kan være enig om, at det er slemt at henved 100.000 unge deltager i den slags internetudhængning af tilfældige ofre, og at det er “uforståeligt”, at forældre sidder tilbage ganske uvidende om, hvad deres unger har gang i – så manglede et meget vigtigt element. Nemlig, at denne offentlige mobning foregår på en privat ejet side – nemlig Facebook – der eller markedsfører sig som forfægter af en særlig moral, der fx ikke tillader afbildning af nøgenhed. Hvorfor var der ikke en eneste journalist, der satte spørgsmål ved Facebooks rolle i denne – og lignende – offentlige mobning? Jeg mener, at det dog var nærliggende at konfrontere netop bagmændene bag Facebook, hvis man ville sætte en effektiv stopper for den slags. Ikke? Men nej. Det hele blev reduceret til et spørgsmål om unges opdragelse og forældres manglende eller utilstrækkelige håndtering af deres afkom.
For skåret ind til benet, så er der intet nyt i at børn/unge mobber og er onde over for andre jævnaldrende. Der er heller ikke noget som helst overraskende i, at forældre ikke altid ved, hvad deres børn tænker og foretager sig, når de ikke lige er i nærheden. Sådan var det i min barndom og sådan er det nu. Forskellen er, at mobning og andre ondskabsfuldheder i dag kan lægges ud på internettet og derved få mange “likes” og sympatireaktioner.
For mig at se, så er denne sag først og fremmest en illustration af, hvor problematisk en størrelse en privatejet, reklame- og sponsorfinansieret virksomhed som Facebook er. Den markedsfører sig som eksponent for en (amerikansk funderet) moralisme, men ser igennem fingre med moralsk forkastelige aktiviteter, når blot de foregår i “lukkede grupper”, hvor kun de skyldige og deres ofre er med. Og sagen peger også på, at moderne dansk tv-journalistik savner en efteruddannnelse i kritisk journalistik.
https://youtu.be/klTw94kTstg
Den nåede “kun” en 8. plads i hjemlandet, men blev en af mine Stones-favoritter fra første lytning. Måske, fordi den var så eksperimenterende – på Sgt. Pepper-måden – og lidt atypisk for den Stones-lyd, jeg kendte. I hvert fald er det stadigvæk en Stones-favorit i min musikverden.
Sangen var en del af Stones’ indspilninger til albummet Their Satanic Majesty’s Request. Og til anekdoterne hører, at Lennon og McCartney (anonymt) lagde backingstemmer til nummeret.
Et ekstra plus ved singlen var den af Pete Whiteshead instruerede “syrede” promotionfilm (“video”), der fulgte udgivelsen. En psykedelisk film, hvor man bl.a. ser en tydeligvis påvirket Brian Jones.
Den forfærdelige tragedie i højhuset Grenfell Tower har forståetligt nok fået en række engelske musikere til at lave en velgørenhedssingle – en coverversion af Simon & Garfunkels “Birdge over troubled water”. Og den har netop nået toppen af den britiske singlehitliste – og det udløser forhåbentlig en portion penge, der kan hjælpe de stakler, der overlevede branden, der ikke alene kostede næste firs mennesker livet, men også blotlagde uligheden og uretfærdigheden i Storbritanniens samfund.
I dag er det 50 år siden, Beatles fremførte deres “All you need is love” i forbindelse med den frste globale tv-transmission, Our World, der nåede ud til 25 lande og 400 millioner seere. Bealtes havde fået den opgave at skrive en sang med et enkelt budskab til alle verdens seere. Og hvad kunne være mere enkelt og uforståeligt end ‘alt hvad du behøver er kærlighed’. Eller som Brian Epstein blev citeret for at sige: “It was an inspired song and they really wanted to give the world a message. The nice thing about it is that it cannot be misinterpreted. It is a clear message saying that love is everything.”. På B-siden finder man den anderledes kontroversielle sang “Baby, you’re a rich man”. Sangen indfanger også hippietidens budskab på et tidspunkt, hvor hippierne allerede var lidt på retur – og også, som den franske filosof Michel Serres har været inde på, selve kernen i Beatles-sanguniverset: kærligheden.
Den oprindelige optagelse med The Beatles er ikke til at finde på nettet (Apple-koncernen spærrer den vist…), men er er et indtryk af den globale tv-oplevelse, man fik dengang capac var en ung knægt. Den opr. video kan vist (hvis jeg husker rigtigt) ses på Beatles-videosamlingen Beatles 1+.
https://youtu.be/dHm7otkZgnA
Her sidder han bag gryderne i sit eget bluesband i en Rockpalastoptagelse fra 2008. Men mest kendt er han jo for sit spil i Fleetwood Mac – både det gamle bluesede og det nyere. I går blev han 70.
