5. maj 2017 arkiv
Dylan-sange som musical
5. maj 2017
Ja, det kan vel næsten ikke undre nogen. At Dylans sange også bliver genstand for en musical. Det er skuespilforfatteren Conor McPherson, der står for stykket “Girl from the North Country”. Musicalen opføres på The Vic Theater i London fra den 10. maj.
Capac anbefaler: Rovdrift – Troløs
5. maj 2017
I dag udkommer EP’en Troløs med kvartetten Rovdrift, der består af David Hertz, Thomas Borge, Rasmus Broe og Carsten Bjørnlund. Som titlen kunne antyde, så er EP’en et seks sange langt studie i det mørkeland, der ligger hinsides vor tids foretrukne emotionelle område, melankolien.
Rovdrift er musikalske mørkemænd, der på et herligt, ligefremt, let forståeligt dansk besynger desillusion, håbløshed og ja tro-løshed. Som fx i den indledende sang med den sigende titel “Ateistisk mesterværk”, der – hvis jeg ellers har opfattet ordene rigtigt (for igen mangler tekstarket! Kom nu pladeforlag, tag jer lidt sammen…) – handler om at være troløs i den virkelighed, man lever i. ‘Vi er alle i samme båd, men jeg springer over bord..’ hedder det sådan cirka. I et tekstunivers, der lægger afstand til det positive og optimistiske. Håbløsheden og kuldslåetheden råder hos Rovdrift.
Skuespilleren Carsten Bjørklund synger for med en prisværdig klar stemme, der med næsten overflødiggør aftrykte tekster (men også kun næsten). Og musikalsk er sangene bundet op af arrangementer, der trækker på musikalske genrer, der også ofte har været repræsentative for det utilpassede og modsatte: punk, spillemandsmusik, støjrock og balkanmusik. Og det hele er kogt sammen til en voldsom ret af sort negativitet, der er befriende og overbeviser med sin konsekvens og kompromisløshed. Det skal blive spændende at følge de fire mørkemænd fremover og se/høre om konceptet måske kan bære en langspiller… Hermed anbefalet.
Rovdrift. Troløs. Grammafon. Udkommer i dag.
Aftenens filmoplevelse: Their Finest Hour
5. maj 2017
Det er længe siden, jeg har været i biografen. Meget længe. Og det skyldes til dels dovenskab og magelighed (fladskærmen er jo lige der…) og travlhed (arbejde med lang transporttid). Men det skyldes også og nok ikke mindst, at jeg synes, der har været meget langt mellem de filmiske snapse. Der har ikke rigtig været film, jeg gad bruge 100 kroner og en aften på.
Men i går aftes lykkedes det så. Fruen ville også gerne have mig ud af huset, så det passede fint. Og inde i biografmørket ventede Lone Scherfigs seneste opus Their Finest.
Måske siger det noget om min lidt forfinede smag udi filmens verden, at jeg denne torsdag aften fik hele salen for mig selv. Og det er vist første gang, jeg har haft fornøjelse af at sidde mutters alene i en sal med plads til mere end hundrede publikummer. De restende publikummer foretrak film som Guardians of the Galaxy vol. 2 og Ghost in the Shell og Fast and Furious. Synd for dem, for de gik glip af noget.
Scherfigs film, der vist er hendes fjerde rent udenlandske produktion, er uden tvivl den bedste film, jeg har set fra hendes hånd. Og det siger ikke så lidt, når man har iItaliensk for begyndere og An Education på samvittigheden. Men det forekommer mig, at instruktøren i den nye film er vokset lidt på alle parametre.
Filmen handler om en ung kvinde, der får job som manuskriptmedarbejder på en propagandafilm, der under 2. Verdenskrig skal få 30 millioner biografforbrugende briter til at bakke om omkring den britiske og allierede kamp mod nazismen. Catrine Cole (smukt spillet af Gemma Arterton) tror, det er et sekretærjob, hun har fået, men hun skal skrive de kvindelige dialoger, som ingen af de andre (mænd) forstår sig på eller har noget til overs for, hvilket kommer til udtryk i nedsættende bemærkninger. Men det viser sig hurtigt, at Catrine kan langt mere en blot turnere feminine dialoger.
Ud over fortællingens hovedspor – skabelse af propagandafilmen – fortælles en række underordnede historier. En kærlighedshistorie, en historie om en falleret ældre skuespiller, der får en ny chance og genopblomstring af karrieren og en håndfuld mindre tilløb til sideløbende historier. Og det hele væves smukt sammen i en historisk ramme, hvor Scherfig overbevisende og smukt får fremstillet England under krigen. Man mærker, at filmen er lavet i et land, hvor man har en beundringsværdig, ja misundelsesværdig, evne til at genskabe svundne tider på film. Og noget lignende kunne man sige om skuespillerpræstationerne i filmen. Det er svært at forestille sig en ret bedre casting end den, der er på spil her. Gemma Arterton har den sødme, der skal til for at overbevise publikum om, at hun både har ben i næsen og rummer et god portion romantik. Sam Claflin som kollegaen Buckley rammer den kantede, lidt mandschauvinistiske hjemmefrontskæmpende manusforfatter med et (viser det sig) følsomt hjerte ganske præcist og Bill Neighy lægger endnu et par lag af kvalitet på sin fremstilling af den lidt bedagede skuespiller, der via en mindre rolle i filmen bliver en af filmens redningsmænd. Og så er der alle de fine, fine birollepræstationer (men se dem selv).
Propagandafilmen kommer i hus og bliver en succes. Mere vil jeg ikke afsløre, men ellers er filmen fuld af små finurlige drejninger og overraskelse, der får filmen som helhed til at vokse på lærredet. Som jeg sagde til den unge mand, der lukkede mig ud af biografen bagefter, så burde salen have været fuld til bristepunktet, hvis der havde været nogen rimelig- og refærdighed til. Men det er der som bekendt ikke. Jeg tror dog, at jeg fik kontrolløren overtalt til at bruge en aften på filmen. Og måske også dig kære læser!?
PS. Inden jeg kom ind i salen, nåede jeg at læse et interview med Lone Scherfig (i Politiken). Det drejede sig bl.a. om, hvorvidt Lone Scherfig var feminist eller ej. Underforstået, at filmens fortælling om Catrine Coles succes som manuskriptforfatter skulle være en slags feministisk lærestykke. Men det vil jeg tillade mig at mene mest af alt er udtryk for en tidstypisk, ideologisk overfortolkning. Fortællingen om Coles vej til et liv som manuskriptforfatter er først og fremmest en historie om et talent, der ikke kan holdes nede af samtidens moralske normer – hvad enten de er mandlige eller ej. Cathrine Cole sejrer, fordi det er det hun vil, ikke blot fordi hun er kvinde.
