Jeg holder meget af fodboldspillet. Dette i og for sig enkle spil, hvor 22 spillere kæmper om en bold på en bane med to mål. Jeg havde ikke det store talent for fodbold (eller nogen anden sportsgren, bortset fra kuglestødning) som dreng, men holdt alligevel meget af at spille fodbold med kammeraterne nede i baggården, hvor vi så stort på, at der kun var et mål og lidt forskelligt antal spillere fra gang til gang. Og siden dengang har mit hjerte banket for hjembyens hold, Efb, uanset hvilken række de spillede i. For sådan er det, når man kommer fra et arbejderkvarter i en dansk provinsby.
Men selvfølgelig følger jeg også det danske landshold – M/K. Og ser frem til nogle forhåbentlig gode kampe de kommende uger og måneder.
Derimod har jeg det svært med meget af den danske sportsjournalistik omkring VM. Følger man med på DR og TV2 og stationernes respektive hjemmesider, så bliver man for det første slået af en umiskendelig, glorificerende nationalisme, når det gælder omtale af landsholdet. Allerede nu er holdet nærmest selvskreven til finalen i VM. Og man tænker: Selv om vi har et godt landshold, så ved vi også godt, at der er andre landshold, der sagtens kan gøre os rangen stridig. Tyskland, Brasiien, Frankrig – og hvem ved hvad hjemmeholdet kan præstere i en så prestigefuld turnering? Selv om “vi” engang blev Europamestre, så er der god grund til at dæmpe nationalismen.
Noget andet, jeg har svært ved at sluge, er den udprægede idoldyrkelse, som journalistikken ligger under for. Vel er Christian Eriksen en fortræffelig fodboldspiller, der kan få stor betydning i de kommende kampe, men enhver fodboldfan ved også, at selv en Messi eller en Ronaldo ikke er bedre end det hold, der er omkring ham. Og det er sammentømrede hold, der vinder turneringer. Jvf. EM 1992.
En andet sigende eksempel: Forleden vandt det danske kvindelandshold først stort over Ukraine, og dernæst over Ungarn. Og i begge tilfælde blev sportsjournalisternes kæledægge Nadia Nadim fremhævet og påskønnet. Fordi hun lavede mål. Og i forbifarten glemte journalister at fortælle, at en Sanne Troelsgaard lavede lige så mange mål (mod Ukraine). Og man forbigik at nævne, at Nadim faktisk spillede en ret dårlig første halvleg mod Ungarn, hvor hun bl.a. brændte et par store chancer. Men hvad gør det, når nu hun næsten lavede et hattrick i anden halvleg – og i øvrig har en spændende livshistorie som Afghansk flygtning og notorisk kritiker af fodboldsystemet…
Og sådan kunne man blive ved. Idoldyrkelse (som vi i øvrigt kender fra journalistikken som sådan) går hånd i hånd med udtalt nationalisme (ikke at forveksle med almindelige nationalfølelse) og skygger for elementær sportjsournalistik, hvor man fokuserer på det enkle spil i dets komplekse virkeliggørelse på grønsværen. Det er en anden side af det. Jeg savner gode analytikere blandt kommentatorerne (og her hjælper det ikke at hente afdankede stjernespillere som Flemming Povlsen, Brian Laudrup, Frank Arnesen osv. ind), der kan forholde sig til spillets udfoldelse og dynamik. Analytikere, der brillerer ved deres faglighed (journaistisk og sportfaglighed) og løfter forbolddramaet op som oplevelse – i stedet for at drukne det i ideologiske tomme kalorier.
Men man kan jo skrue ned for lyden….
