Som skrevet, så er Macca ude med en dobbeltsingleforløber til sit kommende album Egypt Station (1/9). Du kan lytte til dem ovre på tuben (søg bare på hans navn). Det er dels en meget mccartneys ballade – ja, nærmest en klagesang – og en enkel rocker. Ingen grund til ikke at se frem til det nye album.
Et øjeblik følte jeg mig hensat til tiden lige i kølvandet på punkens og new wave-rockens gennembrud i Århus, da jeg for første gang lagde ører til den århusianske kvartet Hvem er Alf? og deres eponyme, nye udspil.
For musikken kommer ud af højtalerne og ud over rampen med en friskhed og energi, der minder ikke så lidt om forne tiders musiksmag. Og det har sikkert noget med kvartettens tilgang til deres musik. Det er poprock, der dyrker gode, gamle dyder – med en markant, fængende forsangerinde (Laura Lundfold, sang og guitar), iørefaldende poprocksange, man kan synge med på, arrangementer der er centreret omkring sangen, trommerne og fængende guitarer.
Teksterne er enkle, ligefremme og kredser om hverdagens kaotiske tilstande i vor tid, i privatlivet såvel som verden omkring os. Og de leveres af Lundfold med frished og sprælskhed. Tekster kastes nærmest ud gennem mikrofonen og ind i øret på lytterne med en energi, der netop minder om dengang nybruddet skyllede ind over Århus.
Hvem er Alt? er et frisk pust fra den jyske hovedstads rockundergrund. Et pust, der minder en om, at selv om vi skriver 2018, så kan man sagtens lave ligefrem powerpoprock, der vil sit publikum uden teknologiske svinkeærinder og finder sit brændstof i poprockens elementarbestanddele. Hermed anbefalet.
Hvem er Alf? Produceret af Tommy Hansen og bandet. Eget forlag. Er udkommet.
Det er efterhånden længe siden, vi har fået helt nyt fra his Bobness, hvis vi ser bort fra hans udforskning af croonersangskrivningen på de seneste udgivelser. Så derfor er det måske – kommercielt set i det mindste – logisk nok, at forretningen Dylan nu udsender et dobbeltalbum med koncertoptagelser gennem tiden. Med titlen Live 1962-1966 Rare Performances From The Copyright Collections. Som man kan se på oversigten nedenfor, så kommer udgivelsen langt omkring i den ustoppeligt turnerende kunstners katalog.
CD1:
01. Blowin’ In The Wind (Live at Gerde’s Folk City, New York, NY – April 1962)
02. Corrina, Corrina (Live at Gerde’s Folk City, New York, NY – April, 1962)
03. John Brown (Live at Town Hall, New York, NY – April 1963)
04. Don’t Think Twice, It’s All Right (Live at Town Hall, New York, NY – April 1963)
05. Bob Dylan’s Dream (Live at Town Hall, New York, NY – April 1963)
06. Seven Curses (Live at Town Hall, New York, NY – April 1963)
07. Boots of Spanish Leather (Live at Town Hall, New York, NY – April 1963)
08. Masters of War (Live at Carnegie Hall, New York, NY – Oct 1963)
9. The Lonesome Death of Hattie Carroll (Live at Carnegie Hall, New York, NY – Oct 1963)
10. When the Ship Comes In (Live at the March on Washington – Aug, 1963) – Dylan, Baez
11. The Times They Are A-Changin’ (Live from Royal Festival Hall, 1964)
12. Girl from the North Country (Live from Royal Festival Hall, 1964)
13. Mr. Tambourine Man (Live from Royal Festival Hall, 1964)
14. It Ain’t Me, Babe (Live from Royal Festival Hall, 1964)
15. To Ramona (Live at the Newport Folk Festival, Freebody Park, Newport, Rhode Island)
16. Chimes of Freedom (Live from Royal Festival Hall, 1964)
CD2:
01. One Too Many Mornings (Live at BBC Studios, London, England – June 1, 1965)
02. It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding) (Live at The Oval, City Hall, Sheffield, England – April 30, 1965)
03. Love Minus Zero / No Limit (Live at the Odeon, Liverpool, England – May 1, 1965)
04. Gates of Eden (Live at Free Trade Hall, Manchester, England – May 7, 1965)
05. It’s All Over Now, Baby Blue (Live at the Odeon, Liverpool, England – May 1, 1965)
06. She Belongs to Me (Live at the Royal Albert Hall, Manchester, England – May 10, 1965)
07. Maggie’s Farm (Live at the Hollywood Bowl, Los Angeles, California – September 3, 1965)
08. It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry (Live at Newport Folk Festival, Freebody Park, Newport, Rhode Island – July 25, 1965)
09. Desolation Row (Live at TCN 9 TV, Sydney, Australia – April 1966)
10. Baby Let Me Follow You Down (Live at the Capitol Theatre, Cardiff, UK – May 1966)
11. I Don’t Believe You (She Acts Like We Never Have Met) (Live from Cardiff 5/11/66)
12. Ballad of a Thin Man (Live from Edinburgh 5/20/66) – Dylan, Bob (7:41)
13. Visions of Johanna (Live from Belfast 5/6/66)
Der er også nyt fra to andre ronkedorer i rocken. Paul Simon har haft tid – på sin afskedsturné – til at komponere et par album med sjældne optagelser af gamle sange. Det skulle resultere i to udgivelser senere på året. Og Paul McCartney, der lige er fyldt 76, har en dobbelt-single i handlen lige om lidt. Sikkert en forløber for den af mange imødesete nye langspiller med nyt materiale. Aktive seniorer.
PETER INGEMANN from Ronni Skovmand on Vimeo.
Jeg iler med at dele denne lillebitte, fine film om og med Peter Ingeman (præsentation burde være unødvendig). En film, der let kunne forsvinde i den billedstrøm og -storm, vi dagligt udsættes for. Men det ville være synd, for den fortæller noget godt om Ingeman – musikere, revisoren og meget mere.
Nej, Springsteen har endnu ikke sluppet afspilleren. Og her er han med “The Promise” fra overskudsboksen Tracks, der netop oser langt væk af det kreative overskud Springsteen havde, da han lavede Darkness-pladen.
[Fotoet er lånt fra Bellis egen hjemmeside]
I dag runder Peter Belli et skarpt hjørne. Han bliver 75 år. Og som fortalt her i bloggen, så har han afviklet sin afskedsturné og vil hellige sig sin familie og sine andre interesser.
Peter Belli og Les Rivals var det nærmeste jeg kom – i tresserne – på et dansk idol. Det var dem, der fik reserveret en plads blandt idolplakaterne af Rolling Stones, Pretty Things, Kinks og de andre britiske R&B-influerede bands. Og selv om Belli gennem årene har holdt fanen højt og leveret rock med saft og kraft lige til det sidste, så er det stadigvæk de allerførste indspilninger i pigtrådsperioden, der står mit hjerte nærmest. Meget af det er nostalgi, men det handler også om den særlige umiddelbarhed og intensitet, der var dengang, hvor ungdommen opfandt musikken igen under navnet pigtrådsmusik.
Peters otium skal være ham velundt, men hans stemme vil nu være savnet i koret af danske rocksangere en tid endnu…
Og fra Peters hjemmeside låner vi videoen med “Hvis jeg nu var arbejdsløs” fra den periode, hvor Belli dyrkede dansktoppen på sin helt egen måde.
Nogle af poppens og rockens bedste tekster udgør en udfordring for enhver tekstfortolker. De forbliver lidt i forståelighedens gråzone. Man kunne nævne flere Dylan-tekster eller Jimmy Cliffs “Many rivers to cross” eller – Jimmy Carrs “Dark end of the street”. Hvad handler den egentlig om? Utroskab eller måske bare kæresteforholdet i almindelighed? Disse tekster understreger, at der ikke er så langt mellem pop-og-rocktekster og poesi i almindelighed, som man ellers kunne tro.
Her er Linda Ronstadts version af Jimmy Carrs smukke “Dark end of the street”, som hun tog med på albummet Heart like af wheel i 1974. Og hun gjorde en rockballade ud af en soulballade. Og med stort held…
D. J. Fontana fik følgeskab af en anden trommeslager, nemlig The Cramps’ Nick Knox, der døde kun tres år gammel i fredags.
Billedet ovenfor (lnt fra sitet elvisnews) viser The King sammen med trommeslageren D. J. Fontana, der døde i onsdags i en alder af 87 år.
Fontana var med Elvis i 14 år, hvilket bl.a. omfattede Elvis’ tidlige optræden hos Ed Sullivan i 1956 og Elvis’ comebackoptræden på tv i 1968.
I nekrologerne fremhæves Fontana for sit no-bullshit-enkle trommespil. Han blev en del af den berømte trio bag Elvis, som også bestod af Scotty Moore (guitar) og Bill Black (bas). Det var i 1954. I 1968 – efter Elvis’ comeback på tv – ville Elvis have Fontana med til Las Vegas, hvor The King skulle optræde. Men i mellemtiden havde Fontana fået et godt job i Nashville som session- og studiemusiker – og takkede derfor nej til Elvis’ tilbud. Som sessionmusiker arbejdede Fontana sammen med en perlerække af store kunstnere, lige fra Paul McCartney og Ringo Starr til Dolly Parton.
I går var det 50 år siden, Iron Butterflys andet album In-a-gadda-da-vida udkom. Pladen blev fra starten berømt for titelnummeret, der fyldte hele B-siden på albummet (18 minutter og 51 sekunder). Selv dengang var det usædvanligt. Og det blev kun bedre af, at nummeret også er et af de fineste eksempler på psykedelisk inspireret musik. Pladen solgte stort og er siden blevet genudgivet på CD.
