juni 2018 arkiv

Springsteen snurrer…

15. juni 2018

https://www.youtube.com/watch?v=J1GBIlmkUO0

Efter Grateful Dead og Paul Simon var spørgsmålet: Hvem skulle afløse på afspilleren over en længere periode? Og – som så ofte i mit liv – tilfældet ville, at det blev Bruce Springsteen. Nærmere bestemt Springsteen i perioden omkring jubilæumtpladen Darkness on the edge of town. Tilfældet ville at jeg sad med dobbeltalbummet The Promise med 21 sange fra tiden omkring Darkness-pladen. Det er årgangs-Springsteen. Sange fulde af americana og Springsteensk storladenhed. Egentlig har jeg aldrig været den allerstørste Springsteen-fan, men jeg anerkender ham som en af de få, der som Bob Dylan, The Band og Grateful Dead kan indfange det andet Amerika med dets historie, mytologi, stemninger og drømme.

Capac anbefaler: Holtsø og Wittrock – Det’ altid nu!

14. juni 2018

Tre år er gået, siden Holtsø & Wittrock forsynede os med Glemte nætter. Et stykke gedigent dansksproget bluesrock af den langtidsholdbare slags. Og nu er duoen så tilbage med Det’ altid nu!

Også denne gang har de to fået hjælp til sangskriveriet af Marcus Winther-John. Og så har de fået solid hjælp af en række kendte musikere fra de danske scener. På en enkelt sang får Jes Holtså velgørende modspil og -sang af selveste Esther Brohus. Og i baggrunden spiller Knud Møller, Jens Runge, Racob Rathje, John Chipman, Mikkel Risum m.fl. Og i koret hører man garvede navne som Ivan Pedersen og Lei Moe. Så ved man, at der er styr på den side af sagen.

Ellers fortsætter Holtsø og Wittrock i det spor, de lavede med Glemte nætter. De har fundet et udtryk eller en stil, de forståeligt nok holder fast i. Fordi den virker i al sin enkelhed. Med sin ramponerede mandstemme synger Holtsø sig gennem de ligefremme, jordnære tekster om livet i hverdagen – og skriver sig endnu engang ind i den tradition for folkelig dansksproget rock, vi har haft siden tresserne.

Jeg slipper aldrig fri af Olsenbanden, har forsanger Jes Holtsø, der engang var en lyshåret ung knægt i de folkelige komedier om Olsenbanden. Men jeg ville nu ikke være så pessimistisk. For hvis Holtsø holder fast i sin hverdagsblues fra storbyen, så vil han ende med at stå for en anden og nok mere autentisk folkelighed end den banden stod for engang. Som forgængeren Glemte nætter er Det’ altid nu! ikke en plade, der ændrer radikalt ved det musikalske landskab her i landet. Men i kraft af sin stilbevidsthed og ærlighed repræsenterer den et hjørne af den folkelige musik, som vi helst skal bevare. Hermed anbefalet.

Holtsø & Wittrock. Det’ altid nu! Producer: Morten Wittrock. DME. Er udkommet.

Capac anbefaler: Judith Owen – RedisCOVERed

14. juni 2018

Jeg har haft den store fornøjelse at anbefale waliseren Judith Owen seneste to album. Og begge gange har jeg fremhævet hendes rødder i halvfjerdsernes amerikanske vestkyst, som hum – bl.a. med samarbejde med musikere, der er rundet af samme vestkyst – med talent og personlighed har forstået at opdatere, så enhver elsker af den bølge kun kan føle sig godt og grundigt forført.

Med sit nye album kaster Judith Owen sig over den særlige øvelse, det er at fortolke andres sange. Og pladetitlen siger det hele. Det handler om at lave coverversioner, men også om at genopdage gode gamle sange. Og med understregningen af “redisCOVERed” fremhæver Owen, at det er den personlige fortolkning, der står i centrum. Det handler ikke blot og bare om at lave loyale fortolkninger (hvilket i sig selv kan være svært nok…), men om at sætte sit helt eget aftryk på fortolkningen. Og det går ud over så forskellige sange som Drakes “Hotline bling”, Ed Sheerans “Shape of you”, Soundgardens “Black hole sun”, Donna Summers “Hot Stuff”, Joni Mitchells “Cherokee Louise” og “Ladies Man”, Beatles’ “Blackbird”, Deep Purples “Smoke on the water, Grease-hittet “Summer nights”, Wild Cherrys “Play that funky music” og Ella Fitzgeralds “Dream a little dream of me”.

Og man tænker ved synet af de musikalske bredde, der er tale om – fra moderne pop som Drake til Deep Purples heavyode “Smoke on the Water” – hvad kan der gå galt? Og svaret er: ingenting. For Judit Owen er klar, præcis og kompromisløs i sin tilgang til sine fortolkninger. Alle sangene trækkes ind i en fortolkningsmodus, hvor melodierne og teksterne underordnes nedtonede, intime arrangementer, hvor fokus er på sangerindens smukke stemme og dens udviklede sans for forfinede fraseringer, der både understreger det personlige og afslører melodiernes oprindelighed. Netop Deep Purple-oden er et godt eksempel. Mangen en kunstner ville med sikkerhed knække nakken på den sang, der næsten kalder på et heavy arrangement. Men i Owens arrangement drosles sangen så meget ned, at sangen næsten – men også kun næsten – er uigenkendelig i sin indlejring et arrangement, der især er båret af et diskret pianoakkompagnement. Men kan man sin Deep Purple er man ikke i tvivl og glædes ved, at Owen formår at redde teksten og melodien smukt i land.

Og sådan er det hele vejen gennem pladen. Owen insisterer på gøre sangene til sine ved at skære ind til kernen i sangen og arrangere dem neddæmpet og overvejende akustisk – uden skelen til om udgangspunktet var pop, hård rock, funk eller grunge. Og på den måde lykkes det for sangerinden at gøre sangene helt personlige.

Pladen er selvskreven i enhver Judith Owen-elskers pladesamling. Ganske vist lægger den ikke alen til hendes andre plader med selvskrevne numre, til gengæld er den med til at udvide indtrykket af hendes stadigvæk smukke og imponerende stemmepragt. Hermed anbefalet.

Judith Owen. RedisCOVERed. Twanky Records. Er udkommet.

https://youtu.be/VtuK2_or8gw

 

Synspunkt: Og det var Danmark – om VM på tv

14. juni 2018

Jeg holder meget af fodboldspillet. Dette i og for sig enkle spil, hvor 22 spillere kæmper om en bold på en bane med to mål. Jeg havde ikke det store talent for fodbold (eller nogen anden sportsgren, bortset fra kuglestødning) som dreng, men holdt alligevel meget af at spille fodbold med kammeraterne nede i baggården, hvor vi så stort på, at der kun var et mål og lidt forskelligt antal spillere fra gang til gang. Og siden dengang har mit hjerte banket for hjembyens hold, Efb, uanset hvilken række de spillede i. For sådan er det, når man kommer fra et arbejderkvarter i en dansk provinsby.

Men selvfølgelig følger jeg også det danske landshold – M/K. Og ser frem til nogle forhåbentlig gode kampe de kommende uger og måneder.

Derimod har jeg det svært med meget af den danske sportsjournalistik omkring VM. Følger man med på DR og TV2 og stationernes respektive hjemmesider, så bliver man for det første slået af en umiskendelig, glorificerende nationalisme, når det gælder omtale af landsholdet. Allerede nu er holdet nærmest selvskreven til finalen i VM. Og man tænker: Selv om vi har et godt landshold, så ved vi også godt, at der er andre landshold, der sagtens kan gøre os rangen stridig. Tyskland, Brasiien, Frankrig – og hvem ved hvad hjemmeholdet kan præstere i en så prestigefuld turnering? Selv om “vi” engang blev Europamestre, så er der god grund til at dæmpe nationalismen.

Noget andet, jeg har svært ved at sluge, er den udprægede idoldyrkelse, som journalistikken ligger under for. Vel er Christian Eriksen en fortræffelig fodboldspiller, der kan få stor betydning i de kommende kampe, men enhver fodboldfan ved også, at  selv en Messi eller en Ronaldo ikke er bedre end det hold, der er omkring ham. Og det er sammentømrede hold, der vinder turneringer. Jvf. EM 1992.

En andet sigende eksempel: Forleden vandt det danske kvindelandshold først stort over Ukraine, og dernæst over Ungarn. Og i begge tilfælde blev sportsjournalisternes kæledægge Nadia Nadim fremhævet og påskønnet. Fordi hun lavede mål. Og i forbifarten glemte journalister at fortælle, at en Sanne Troelsgaard lavede lige så mange mål (mod Ukraine). Og man forbigik at nævne, at Nadim faktisk spillede en ret dårlig første halvleg mod Ungarn, hvor hun bl.a. brændte et par store chancer. Men hvad gør det, når nu hun næsten lavede et hattrick i anden halvleg – og i øvrig har en spændende livshistorie som Afghansk flygtning og notorisk kritiker af fodboldsystemet…

Og sådan kunne man blive ved. Idoldyrkelse (som vi i øvrigt kender fra journalistikken som sådan) går hånd i hånd med udtalt nationalisme (ikke at forveksle med almindelige nationalfølelse) og skygger for elementær sportjsournalistik, hvor man fokuserer på det enkle spil i dets komplekse virkeliggørelse på grønsværen. Det er en anden side af det. Jeg savner gode analytikere blandt kommentatorerne (og her hjælper det ikke at hente afdankede stjernespillere som Flemming Povlsen, Brian Laudrup, Frank Arnesen osv. ind), der kan forholde sig til spillets udfoldelse og dynamik. Analytikere, der brillerer ved deres faglighed (journaistisk og sportfaglighed) og løfter forbolddramaet op som oplevelse – i stedet for at drukne det i ideologiske tomme kalorier.

Men man kan jo skrue ned for lyden….

Exit Danny Kirwan

13. juni 2018

Man har knap nok fordøjet nyheden om, at Lindsay Buckingham er blevet gået fra sit band Fleetwood Mac, før nyheden om guitaristen Danny Kirwans alt for tidlige død tikkede ind.

Kirwan var en af de mange guitarister, der spillede blues, og hans første band var Boilerhouse. Det var her han blev opdaget af Fleetwood Macs daværende manager Mike Vernon, der gjorde Peter Green opmærksom på den talentfulde unge mand. Og  efter et mindre tilløb blev Kirwan den guitarist, der skulle supplere Green i Fleetwood Macs unge år. Og Kirwan “kvitterede” med at bidrage til bandets førrste større hit “Albatros”. Green gav siden hen Kirwan æren for, at denne sang blev et hit. Green og Kirwan supplerede hinanden rigtig godt musikalsk set, men de havde meget forskellige temperamenter. Og i 1970 forlod Peter Green Fleetwood Mac, fordi det ikke længere kørte for dem.

I 1972 blev Kirwan fyret fra Fleetwood Mac. Ud over hans temperament, så havde han udviklet en alkoholisme, der bl.a. betød at han i flere dage levede udelukkende af øl. Og han distancerede sig af samme grund mere og mere til de andre i bandet.

Efter tiden med Mac fik Kirwan en solokarriere, men årene efter var især præget af et svigtende fysisk og psykisk helbred. Og i perioder af firserne og halvfemserne levede han som hjemløs. Og den 8. juni kunne Mick Fleetwood og Fleetwood Mac skrive følgende anerkendende ord på deres Facebookside:

”Today was greeted by the sad news of the passing of Danny Kirwan in London, England. Danny was a huge force in our early years. His love for the Blues led him to being asked to join Fleetwood Mac in 1968, where he made his musical home for many years.
Danny’s true legacy, in my mind, will forever live on in the music he wrote and played so beautifully as a part of the foundation of Fleetwood Mac, that has now endured for over fifty years.
Thank you, Danny Kirwan. You will forever be missed!

Magic Carpet Ride i Vietnam

13. juni 2018
I like to dream, yes, yes
Right between the sound machine
On a cloud of sound I drift in the night
Any place it goes is right
Goes far, flies near
To the stars away from here
Well, you don’t know what
We can find
Why don’t you come with me little girl
On a magic carpet ride
Well, you don’t know what
We can see
Why don’t you tell your dreams to me
Fantasy will set you free
Close your eyes girl
Look inside girl
Let the sound take you away
Last night I hold Aladdin’s lamp
So I wished that I could stay
Before the thing could answer me
Well, someone came and took the lamp away
I looked
Around
A lousy candle’s all I found
Well, you don’t know what
We can find
Why don’t you come with me little girl
On a magic carpet ride
Well, you don’t know what
We can see
Why don’t you tell your dreams to me
Fantasy will set you free
Close your eyes girl
Look inside girl
Let the sound take you away
Lydsporet til den amr. serie om Vietnamkrigen er – selvfølgelig, havde jeg nær skrevet – præget af datidens pop og rock. Og det giver også god mening et stykke ad vejen, når filmmagerne skal beskrive tidsånden med andet end billeder eller når lydsiden på en eller anden måde understreger eller kommenterer på billedsiden. Men nogle gange går det galt, fx da Steppenwolfs legendariske sang om “Magic Carpet Ride” lægger lydside til voldsomme billeder af det amr. luftvåbens beskydning og bombardement af fjenden. Selv om sangens syrede tekst kan læses i mange retninger, så er det ikke i lige netop den retning. Snarere tværtimod. Skulle man være kritisk kunne man mene, at brugen af netop denne populære sang her får funktion af formildning eller banalisering af de grusomheder, som billederne viser. Altså en slags tilsløring af de brutale virkelighed, Vietnamkrigen var. Ikke mindst i året 1968. Heldigvis er billedsiden samlet set så voldsom, at skaden er til at overse. Heldigvis.

50: Rosemary’s Baby

12. juni 2018

I dag er det 50 år siden Roman Polanskis film Rosemary’s Baby havde premiere i USA. En klassisk, okkult gyser, der siden er blevet fast inventar på lister over seværdige gysere. Hvilket er helt fortjent, fordi Polanski forstår med enkle midler at fremmane en gennemgående uhygge-suspense, som mange gyserinstruktører ikke har evnet at efterligne.

På hjernen: Mrs. Robinson

12. juni 2018

Og her er til dig fru Robinson/ Jesus elsker dig mere end du aner/wo wo wo/ Gud velsigne dig fru Robinson/ himlen har en plads til dem der beder/ hej hej hej hej hej hej/ Vi vik gerne vide lidt mere om dig til vores arkiv/ Vi vil gerne hjælpe dig med at lære at hjælpe dig selv/Se dig omkring og du ser kun sympatiske øjne/ Gå omkring indtil du føler dig hjemme/ Og her er til dig fru Robinson/Jesus elsker dig mere end du aner/wo wo wo/ Gud velsigne dig fru Robinson/ Himlen har en plads til dem der beder/ hej hej hej hej hej hej/ Gem det på gemmestedet hvor inge nogensinde kommer/ Læg det i skabet hvor du har dine kager/ Det er en lille hemmelighedhed lige som Robinsonaffæren/Og især skal du gemme det for ungerne/ koo-koo-ka-choo fru Robinson/ Jesus elsker dig mere end du aner…/Sidde på en sofa om eftermiddagen en søndag/ lytte til kandidaternes debat/ le ad det råb om det/ Når du skal vælge/Uanset hvordan du ser på det så taber du/ Hvor er du henne Joe DiMaggio/Vor nation vender sine ensomme øjne mod dig/wu wu wu/ Hvad er det du siger fru Robinson/ Hurtige Joe er gået og er væk/ hej hej hej hej

  • selv om Paul Simon er pillet af afspilleren, så forfølger han mig lidt endnu. Sangen om Mrs. Robinson vil ikke sådan give slip på mine gamle, grå hjerneceller. Og det resulterede i, at jeg satte mig til at fordanske teksten helt spontant og uden svinkeærinder…

Ron gør det igen

11. juni 2018

Nemlig at fortolke en af mine yndlingspopsange gennem tiden, Paul Anka “Put your head on my shoulder”. Ved køkkenbordet med guitar, ren skjorte og sin stemme. Sådan.

Vietnamkrigen og musikken

11. juni 2018

Den fine tv-serie om Vietnamkrigen er nået til syvende afsnit af ti. Og tressermusikken er med som ledetråd og meget mere, når fortællingen om den tragiske krig oprulles. Seneste afsnit, der drejer sig om 1968 – det måske sværeste år for begge parter – bød bl.a. på Beatles og “Revolution” og Rolling Stones og “Streetfighting Man”.

Slik og stik

10. juni 2018

I januar i år døde bluessangerinden Denise Lasalle, 78 år gammel. Hun nåede at overtage Koko Taylors øgenavn, Queen of the Blues. Men alligevel har jeg ikke lyttet ret meget til Denise. Og det er nok en undladelsessynd, der skal rettes lidt op på med tiden.
Denise var ikke en bluessangerinde, der lagde beslag på hitlisterne, men mere en af den slags, der havde en fast følgeskare og blev anerkendt af andre kunstnere og musikskribenter.
Her er hun med en frivol sang, der rammer en pæl gennem den tvetydighed, som bluessanger (og for den sags skyld: pop- og rocksange) ofte ekscellerer i. Her tales der rent ud af posen, hvis I forstår, hvad jeg mener.

Bare en sindstilstand

10. juni 2018
Can you hear me
That when it rains and shines
It’s just a state of mind
Can you hear me
Can you hear me

Ja, og så kom der lidt regn. Hunden og jeg gik over det høje, våde græs, medens det langsomt og stille silede ned over os. Den af mange efterlyste regn. Og græsset nyder godt af den og grønnes lidt. Og håret bliver vådt, og tøjet. Men pyt. Sommertøj og sommerhår tørrer hurtigt. Og så hjem og finde videoen med Beatles og “Rain”, der er min regnsang gennem alle tider. Can you hear me?!

Capac møder Smadremanden

9. juni 2018

Kender man Zirkus Nemo, Søren Østergaards zirkus for voksne, så kender man også samme zirkus’ trækplaser numero ono: Smadremanden. Søren Østergaards gestaltning af en mand fra Otterup.

Nu og da gør dagens politik i Danmark, at jeg føler mig endog meget beslægtet med Smadremanden. Ja, når de borgerlige politikere for alvor kvajer sig og afslører deres sande politiske natur, så føler jeg mig som Smadremandens alter ego eller storebroder og får tilsvarende smadrefantasier.

Senere i dag vil jeg få afløb for nogle af mine fantasier og besøge Zirkus og tage Smadremanden i øjesyn. Jeg glæder mig allerede. De må blive som at se sig selv i spejlet.  Jeg har før besøgt Zirkus, men dengang var Smadremanden endnu i Otterup, så det gør selvfølgelig en stor forskel, at jeg for første gang skal møde ham i levende live. Ikke i nærkontakt, men alligevel… Og så håber jeg, at han har Pløk med, smadrehunden.

Og et lortehomomadindslag, velbekomme:

Songs from the Capeman

9. juni 2018

Vi afrunder Paul Simon-temaet med endnu et kommercielt flop. Songs from the Capeman kom i 1997 i fodsporet på Rhythm of the Saints og Graceland. Pladen var musik til Simons Brodwaymusical af samme navn. Musicalen blev en fiasko med stort underskud, og pladen solgte heller ikke godt. Men også denne plade vinder med tiden. Simons musikalitet fornægter sig ikke, selv om der ikke er klokkeklare hits.

Hjerter og knogler

8. juni 2018

Bortset fra pladen Concert in Central Park, som Simon lavede med Art, så var firserne et lidt tyndt år rent kommercielt. Efter One-Trick Pony kom Hearts and Bones, der egentlig var tænkt som en duoplade. Men da Art gik sin vej, så måtte Simon selv færdiggøre pladen som solo. Den solgte relativt dårligt og kritikerne var ikke så begejstrede, så det gjorde noget. Men også denne plade vinder ved et genhør, nu hvor samtidens interesse og meninger er fortid. Sådan er det heldigvis med kunst…