CAPAC

Cat Power – alias Chan Marshall – leverede en af de bedre koncerter i 2014 her i byen. Og her er hun så igen ved NPRs skrivebord.

Jeg har skrevet om det før. Dengang i 1972, hvor Grateful Dead gav en legendarisk (i hvert fald i lokalområdet) koncert i Stakladen. Det var året før, jeg begyndte at læse på universitetet, og jeg ved ikke engang, om det gik op for mig, at det var i den jyske hovedstad på det tidspunkt. Der var langt fra Esbjerg til Århus i 1972. Men da jeg først kom til byen, gik det op for mig, at jeg var gået glip af noget stort.

En god bekendt gjorde mig i dag opmærksom på, at begivenheden har fundet vej til universitetets hjemmeside, hvor koncerten og pladeudgivelserne i forbindelse hermed omtales. Det manglede da også bare.

Koncerten ligger i øvrigt i sin fulde længde på nettet:

Navnet Clive Swift siger nok de færreste noget. Men siger man derimod Fru Hyacints mand Richard fra tv-serien Fint skal det være (Keeping up Appereances), så er der nik nogen, der kan være med.

Serien med ægteparret Bucket hører til mine “uskyldige glæder”. Der er bestemt ikke tale om højpandet, intellektuel, britisk underholdning fra øverste skuffe. Snarere tværtimod. Det er folkelig lavkomik, der trives godt med et fordomsfuldt billede af mennesker, der – som fru Hyacint – drømmer om at komme længere op på den sociale rangstige, end deres sociale position berettiger til. Og lever derefter. Og i den sammenhæng har Clive Swift haft den (u)taknemmelige rolle som ægtemanden Richard, hvis fornemste rolle er at servicere fru Hyacint i alle hendes mere eller mindre fantasifulde projekter, der alle har til formål at fremme hendes sociale ambitioner.

Det gode ved denne folkelige serie er, at den er så professionelt gennemført. Efter et par afsnit køber man gerne præmissen om den opadstræbende Hyacint og tøffelhelten Richard, der helst vil drikke en pint på den lokale pub med sin umulige svoger Onslow, der er en skarpt skåret karikatur af en mislykket arbejderklassehelt i netundertrøje og en dåseøl i hånden. Clive Swift spiller sin figur nærmest til perfektion og det er hos ham sympatien ligger i denne folkelige serie. Men nu er Clive altså død og enhver tanke om at genoplive serien forhåbentlig slettet.

Fint skal det være gjorde Swift kendt i en større kreds. Men han har også spillet fx Shakespeare og var en ferm sangskriver, der havde sig eget post-Bucket-show med sine sange. Og så var han i mange år gift med den kendte britiske forfatterinde Margaret Drabble.

Hard Jazz, Hård Jazz, kalder Jan Lippert Hard Company – der også tæller Hans Emborg (bas, tangenter), Mikkel Brink (trommer) og Mads Storm (piano) – gruppens vist nok tredje fælles udgivelse. For nogle årtier siden ville man nok have omtalt musikken som jazzrock eller måske fusionsmusik. I

I hvert fald går der en lige, klar linje eller rød tråd fra denne plade og tilbage til og gennem den funky Miles Davies i 1980’erne og videre tilbage til halvfjerdsernes store navne inden for det særlige, vitale møde mellem jazzen og rocken. Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Return to forever, Brødrene Brecker og mange flere.

Og den råde tråd træder tydeligt frem allerede ved indledningen af første nummer “Humongous”, hvor en potent, legende el-guitar tager føringen og hurtigt ledsages af lige så markante trommer og tangenter. Ja, der er streg under hard i Hard Jazz. Rockkanten fornægter sig ikke, men det gør jazzen heller ikke, for fra første færd er det ludisk-improviserende på færde og spil, og der broderes lystigt hen over de klare melodiske strukturer i numrene, der er skrevet af Lippert og Emborg.

Men selv om Hard Company altså står trygt og godt på skuldrene af en jazz-rock-tradition, så har deres bud på denne hybrid sin egen karakter og farve. Hard Company svinger, swinger, let mellem de to punkter, samtidig med, at der er toner af noget nordisk – eller måske ligefrem dansk – melankoli over dele af musikken. Hvorved fusionen får en særlig dobbeltkarakter, hvor jazz og rock, leg og tungsind, melodiøsitet og improvisorisk vildskab danser med hinanden og rækker ud mod både et inkarneret jazz- og rockpublikum – og dem, der sagtens kan sidde mellem begge stole uden at falde igennem.

Hard Jazz er et godt bud på en opfriskning af en fusionsmusik, der måske har haft trange tider hen over årtusindskiftet, og et godt argument for at tage den op og alvorligt igen. Hermed varmt anbefalet.

Jan Lippert Hard Company. Hard Jazz. Gateway Music. Er udkommet.

På min smarttvboks har jeg gemt nogle film, som jeg kan hive frem, hvis tv-programmet ikke byder på noget, der er værd at spilde sin kostbare tid på. Og sådan var det i går aftes, hvor genudsendelser hobede sig op på skærmen i skarp konkurrence med nye hjernedøde livsstilsprogrammer. Så valget faldt på den italienske film Perfetti sconosciuti, der på dansk er blevet til Ukendte venner. En oversættelse, der ikke er helt forkert, uden dog at ramme helt præcist i forhold til den italienske. Den amerikanske titel Perfect strangers er dog bedre.

Filmens plot er genkendelig, ja, man fristes til at sige, at der er tale om et klassisk filmisk plot. Nogle venner samles til en social begivenhed – i dette tilfælde en fælles spisning – og så kommer hemmeligheder og sandheder frem for dagen. Vi kender det fx fra Lawrence Kasdans klassiske Gensyn med vennerne (1985). I den nye udgave af plottet kommer det skjulte ikke op til overfladen, hjulpet frem af almindelige snak og indtagelse af alkohol, nej, helt i overensstemmelse med vor tids ånd, så er det mobiltelefonen med dens sociale medier o.a., der bliver generator for afsløringen af det hemmelige. Man kan sige, at filmen – af Paolo Genovese – behandler et emne, der meget ofte får en overfladisk behandling i pressen, nemlig de sociale medier og deres betydning for vores sociale liv. Senest i går var emnet oppe, idet skolernes seksualundervisning måtte inddrage de sociale medier, fordi – hed det sig – forældregenerationens havde svært ved at forstå de unges brug af seksuelle emojis osv. Men Genoveses kunstneriske behandling af emnet fik en alt andet end overfladisk journalistisk-pædagogisk omgang vask og strygning.

En af vennerne i filmen får den idé, at de alle skal lægge deres mobiltelefoner midt på bordet, hvorefter de sammen skal læse, se og lytte med, når det var aktivitet på mobilerne. Og ganske forudsigeligt kommer der ganske artige ting på bordet. Lige fra afsløringen af den ene mandlige vens homoseksualitet over to andre venners utroskab og afsløringer af psykiske problemer og problemer med svigermor, der bor i hjemmet. Så langt, så godt eller skidt. Og helt efter bogen, kan man hævde. Men det lykke for Genovese, at foretage nogle kreative drejninger, der kaster et helt andet lys over situationen. Dels opstår der forvirring om, hvem der er i spil, når telefonen bliver aktiv. Fx afsløres det, at det er en anden, der er homoseksuel, end ham der først udpeges og udskammes. Men der er også en anden kunstnerisk interessant drejning. Fællesspisningen foregår en aften, hvor der sker en måneformørkelse. Og parrene er flere gange ude på altanen for at beundre det himmelske fænomen. Men da formørkelsen er overstået og månen skinner klart fra himlen, så er alle skærmydslerne omkring telefonlegen pist borte. Glemt er homoseksualitet, utroskab osv. Og parrene finder sammen igen og tager hjem og fortsætter deres liv med hemmeligheder og så videre.

Det er en stor styrke ved filmen, at den laver denne kunstneriske pirouette, fordi Genovese dermed undgår den store fælde, det er, at lade historien ende i en eller anden form for moralisme eller pædagogisk korrekthed. Hvis man kan drage en lære af historien, så er det måske med den terapiramte hovedpersons ord, at menneskene er “skrøbelige”. I hvert fald er der noget meget europæisk, ja, Woody Allensk, over den finurlige lethed, hvormed plottets alvor turneres, så tæppet trækkes forsigtigt væk under ethvert tilløb til moraliseren.

Hermed anbefalet.

Når man ikke kan synge, så kan man måske tale. Nej, alting har sin tid. Og i Linda Ronstadts tilfælde gjorde en Parkinsons-sygdom det umuligt for hende at fortsætte som sangerinde efter årtusindskiftet. I en alder af 72 år må hun tage til takke (og det gør hun!) med at være derhjemme, læse bøger o. lign. Men alligevel har hun kunnet trække fuldt hus til en samtale om karriere og liv – opfulgt af et lignende tv-interview, hvor hun med stoisk ro forholder sig til sin skæbne. Og der er noget livsbekræftende i Ronstadts livskloge håndtering af journalistens spørgen, som fx da hun afvæbner spørgsmålet om en vis medaljes betydning med at det, det drejede sig om, var arbejdet som sangerinde, ikke medaljer…

Aftenens anden film blev en helt anden slags “biopic”, nemlig Jay Roachs Trumbo fra 2015. En film om Hollywood-tekstforfatteren (screenwriter) Donald Trumbo.

Trumbo er en af Hollywoods mest talentfulde og succesfulde skriverkarle, men han er også medlem af det amerikanske kommunistparti og kommer derfor i søgelyset da kommiteen for uamerikansk virksomhed begynder sin heksejagt i halvtredserne.

Sammen med andre tekstforfattere tvinges Trumbo til at deltage i en af de høringer som kommiteen gennemfører og hvor de afhørte skal fortælle om deres forhold til kommunistpartiet og Sovjet i almindelighed. Men Trumbo nægter at acceptere præmisserne for heksejagten og sætter personligt alt ind på at forfægte den amerikanske grundlovs sikring af ytringsfriheden. Og i filmen følger man Trumbos indædte kamp med alle de menneskelige omkostninger, den har. Tab af venner, dødsfald og en begyndende opløsning af familien.

Trumbo overlever, selv om heksejagten koster ham hans job. Hans talent gør det  muligt for ham at arbejde som ghostwriter under synonym. Hans held og lykke er, at filmselskaberne mangler talentfulde screenwriters ,og Trumbo er bare en af de bedste. Og til sidst vinder han kampen, godt hjulpet af skuespilleren Kirk Russel og filminstruktøren Otto Preminger, der begge insisterer på at sætte Trumbos navn på deres filmplakater.

Bryan Cranston spiller rollen som Trumbo overbevisende og får fint mod- og samspil af fx Diane Lane i rollen som Trumbos kone og Helen Mirren som den magtfulde, skarpsindige, anti-kommunistiske klummeskriver Hedda Hopper. Og selv om enkelte kritikere har postuleret (men ikke underbygget), at filmen tegner et glasnbillede af Trumbo og hans kamp og er ideologisk og historisk vildledende, så giver den faktisk et fint billede af, hvad der skete, da anti-kommunismen rullede hen over Amerika og tilsidesatte alle demokratiske hensyn med forfølgelse og sortlistning af anderledestænkende. Trumbo er endnu et bidrag til opgøret mod halvtredsernes heksejagt og en påmindelse om, at den slags sagtens kan ske igen. Og ikke kun i USA.

Nej, man behøver ikke gå i biografen – selv om film helst skal ses der – for at få en filmoplevelse. Og det viste sig, at omtalte James Brown-“biopic”, Get on up, var mere end almindelig seværdig.

Ganske vist er der tale om en nærmest klassisk biografisk film, der følger James Browns liv  – fra barndommen i fattige vilkår i syden med en mor, der ikke vil være mor, og en far, der tæver både mor og barn og heller ikke forstår sit ansvar for alvor – til en karriere som den amerikanske godfather of soul og hvad man ellers har kaldt Brown gennem tiderne. Ganske vist er der flash backs, men grundlæggende er det en kronologisk fortælling.

Men historien i sig selv har både kød, blod, saft og kraft, idet det er Browns kærlighed til musikken, der fra barndommen af driver den unge mand frem. Der er nærmest tale om en slags guddommeligt kald, der fører Brown frem, uden store hensyn til andet og andre end manden selv. Og det er en af filmens styrker, at der er så stort et fokus på netop musikken. Og en forklaring på denne skarpe vinkel finder man måske i det forhold, at filmen er produceret af Jagged Films, der er selveste Mick Jaggers filmproduktionsselskab. Det er Mick Jagger, der står bag filmen, og Jaggers begejstring for James Brown – som Jagger selv har lært en del af undervejs med Rolling Stones – der skinner tydeligt igennem filmen, der ikke helt kan undgå at glorificere mennesket James Brown.

En anden ting, der gør filmen mere end seværdig for musikelskere, er, at hovedrolleindehaver Chadwick Aron Boseman ikke alene ligner James Brown meget, men også spiller rollen nærmest til perfektion. Især i de mange scener, hvor Brown optræder, overbeviser Boseman ved sin næsten detaljerede gengivelse af Browns bevægelser og sang. Og Boseman bakkes godt op af en række solide birollepræstationer, bl.a. Dan Aykroyd som Browns store jødiske manager, der forstår Browns talent og hjælper ham frem i verden.

Selv med det forbehold, at filmen helgengør Brown, er den værd at se for musikelskere, og de giver en en stor lyst til at finde James Brown-pladerne frem igen og lytte til mesteren. Hvis du har smarttv eller lignende kan du nå at se den endnu.

I aften bruger vores fælles public service-kanal DR 1 hele aftenen på “Danmarks Indsamling 2019 – styrk verdens piger”, hvis officielle formål er at indsamle penge til de piger uden i den store verden som ikke har samme muligheder for uddannelse, job og fremtid, som piger i Danmark i mange tilfælde har. Et show, der bliver blandet godt med underholdning (intet tv uden underholdning synes være tidens grundtanke), konkurrence (vind en bil til en værdi af….) og showstemning.

Hvis man som undertegnede holder sig langt væk fra den slags indsamlinger af politiske eller andre grunde, så kan man finde andet at kigge på, hvis man absolut skal se tv om aftenen – i stedet for at læse en bog, gå en tur med fruen og hunden, besøge en ven eller noget andet livsbefordrende. Og tilfældet er, at søsterkanalen DR K viser den biografiske film Get on up om ingen ringere end James Brown. Jeg har ikke set den, men ovenstående ‘trailer’ lover ganske godt for historien om hr. Brown, Og så kan det jo være en passende påmindelse om, hvor stor en kunstner han faktisk var.

https://www.youtube.com/watch?v=1UzZUfFUnxY

Forleden var jeg inde i det centrale Århus for at hente en økologisk te til fruen. Og jeg kørte i vores lille bil. Normalt ville jeg være taget med den lokale bus, men da jeg alligevel var ude at køre i bilen i et andet ærinde uden for bycentrum, så tog jeg chancen, vel vidende at det kan være et sandt helvede at finde en parkeringsplads i det centrale Århus – også på en hverdag.

For mængden af privatbiler er vokset støt gennem de seneste år, og byadministrationen har slet ikke formået at regulere sig ud af de problemer, der opstår med mange biler på gaden og – ikke mindst – med at finde parkeringsmuligheder.

Med den voksende mængde biler er det også blevet tydeligt, at det står rigtig sløjt til med overholdelsen af almindelige trafikregler. For eksempel er det nærmest blevet en selvfølge, at bilister ikke længere viser af, når de svinger til venstre, ligesom overholdelse af fartgrænser heller ikke længere er noget, der tynger bilisternes samvittighed. Og stressniveauet er tydeligvis vokset proportionalt med antallet af biler. Privatbiler.

Det lykkedes mig at finde en parkeringsplads i midtbyen, hvor jeg formedelst 22 kroner kunne holde parkeret i en time.  Nyt parkeringsanlæg forhindrer, at man – i modsætning til tidligere – kan holde parkeret i ubegrænset tid og betalte ved afhentning af bilen. Måske et adminstrativt forsøg på at presse bilister til at skynde sig videre og dermed lette lidt på presset på parkeringspladserne!?

I dagens nyheder kan man så læse, at en række kommuner – bl.a. Silkeborg – har gjort det gratis at parkere inde i byen i de første to timer. Af hensyn til – nej, ikke bilisterne – de handlende i byen. For de handlende oplever åbenbart parkeringsproblemerne som en uheldig dæmper på handelsaktiviteten i byen. Bilisterne er ikke så tilbøjelige til at køre ind og handle i midtbyen, når de skal betale for parkering, lyder argumentet. I stedet finder de et andet sted at handle – uden for byen eller på internettet.

Men er det nu en god idé?! I hvert fald ikke, hvis man ønsker at nedbringe antallet af biler i bymidten og dermed give et bidrag til en bedre bytrafik, mindre miljøbelastning og mindre stress. I stedet burde man sørge for at holde privatbilerne ude af bymidten og gøre det meget mere attraktivt at køre med offentlige transportmidler. Løsningen på byernes trafikproblemer er ikke at gøre det mere attraktivt at køre ind i byen. Det siger næsten sig selv.

Jeg kom hjem med min økologiske keemunte til fruen og med en dårlig smag i munden over at skulle betale 22 kr. for en times parkering og en ubehagelig oplevelse af, hvordan trafikafviklingen er anno 2019 i den jyske hovedstad. Næste gang tager jeg bussen eller cyklen.

Sygdom forhindrer hende i at synge og indspille plader, men hun er stadigvæk en af de bedste kvindelige fortolkere, som amerikansk popmusik har frembragt. Linda Ronstadt. Om kort tid udsender Rhino-nostalgiplademærket et livealbum med Ronstadt Live in Hollywood med en række af hendes mest kendte sange.

Opdatering: Desværre kan man læse af diverse kommentarer til denne udgivelse, at lyden ikke er så god, som man kunne forvente af sådan en plade. Måske har pladeselskabet taget chancen og sprunget over den redaktionelle efterbehandling. Det er synd og skam, så måske skal evt. interesserede kigge sig om efter en af de andre live-indspildninger med Linda. Der er ingen grund til bare at fodre de pengegriske…

Forleden skrev jeg lidt om nødvendigheden af at huske holocaust/shoa. Og i går blev jeg mindet om nødvendigheden igen. Jeg fik omsider set den ungarske instruktør László Nemes’ prisbelønnede film Sauls søn.

Filmen foregår i Auswitz-udryddelseslejren. Saul arbejder der som medlem af den såkaldte Sonderkommando, hvis arbejde er at føre jøderne ind i gaskamrene (under påskud af at de bare skal i bad…), tømme deres aflagte klæder for værdigenstande (guld og smykker), brænde resten, sørge for at ligene – kaldet “stykker” – blev sendt i krematorierne, rengøre gaskamrene, fjerne asken fra krematorierne og mere af den slags. Vel vidende, at de som del af af særkommandoen kun havde et halvt årstid at leve i.

Under arbejdet finder Saul, der er ungarsk jøde, en dreng, der ikke er helt død efter sin tur i gaskammeret. Og han sætter sig for at give drengen, som han vist opfatter som sin søn (han hævder, t der er tale om en illegitim søn), en rigtig jødisk begravelse, udført af en jødisk gejstlig, en rabbi.

Og vi følger Sauls anstrengelser for at få fat i drengens lig og få det i sikkerhed til en sådan begravelse. Hvordan filmen ender, kan jeg ikke fortælle, da jeg så ville afsløre dens – i mine øjne – nærmest mystiske slutning, der er åben for flere fortolkninger. Men fortællingen frem til denne afslutning er også særpræget. Alene kameraføringen er et studie værd. Stort set alle optagelser er nærbilleder af Saul og de få personer, han er i kontakt med. Dermed undgår instruktøren at skulle udpensle de rædsler, der foregår i lejren og kan nøjes med at antyde dem med delbilleder og lydsiden. Til gengæld opnår instruktøren en sjælden intensitet, fordi vi følger den næsten udtryksløse Saul i nærbilleder, hvor selv de mindste nuancerer er med til at give et indtryk af hans sindstilstand.

Det er nærliggende at udlægge Sauls forsøg på at få drengen begravet på korrekt jødisk vis som et desparat forsøg på at få en lille bitte smule mening ind i en livssituation, der ellers er berøvet enhver form for mening. Livet i Auswitz er – som beskrevet i filmen – den absolutte meningsløshed. Her står alle i dødens tjeneste. Over for dødens realitet – i form af gaskamrene eller det store hul i jorden, der også bliver brugt – smuldrer menneskeligheden, anstændigheden, moralen, empatien osv. Og måske er det det, Saul instinktivt erkender: At han må gøre en sidste anstrengelse for at bevare sin menneskelighed ved at sørge for, at drengen får en ordentlig begravelse.

Det er en næsten knugende oplevelse af følge Sauls anstrengelser for at udrette sin mission. Og slutningen er mildest talt overraskende og åben for fortolkning. Og netop slutningen fik mig til at tænke på alle de fine østeuropæiske film, vi har kunnet se, siden Anden Verdenskrig. Film, der – især før Berlinmurens fald – midt i deres særlige realisme formåede at tilføre kunsten noget magisk og hyperreelt. Fx hos den unge Milos Forman. Og slutningen i Nemes’ film er sådan en slutning, der transcenderer den ubærlige virkelighed i Auswitz.

Ron fortsætter med at afsøge popsangskatten for dens bedste og fineste sange, der så får en tur ved køkkenbordet eller klaveret i stuen. Denne gang er han igen landet hos Lennon & McCartney og deres umaneligt dejlige “I’m only sleeping”. Hvis jeg kunne mere end et par akkorder, så ville jeg gøre som Ron.