Hun skabte furore, da hun som ganske ung hittede med sangen “Society’s child” om et kæresteforhold mellem en hvid og en sort. Siden hittede hun igen med “At seventeen”, og udsendte den ene overbevisede plade efter den anden. De senere år har der måske været lidt stille om Janis Ian – selv om hun fortsat har udsendt fine plader. Her er hun i en ny koncertoptagelse, der bare understreger, at hun er i fineste form.
Selv om mit kontor er beskedent, så hænder det, at jeg ikke kan finde en bog, en plade eller noget andet. Det har forputtet sig. Sikkert, fordi jeg har sat min lid til, at jeg nok kunne huske, at jeg havde sat bogen/pladen/DVD’en lige dér. Og sådan gik det for Jimi Hendrix’ Axis bold as love, som jeg ville spille i mit lille Hendrix-tilbagefald forleden. Nå, men når den dukker op, så tager jeg endnu en tur ned ad den sti…
Hvad stiller man op, når ens never ending turné er stoppet af en pandemi? Og når ens seneste plade sælger godt? Jo, når man er Bob Dylan, så laver man noget, man har lavet før. Nemlig Radio. På mandag genopstår Dylan Theme Time Radio Hour på SiriusXM. Og emnet er “whisky” – sikkert inspireret af his Bobness’ eget mærke Heaven’s Door, der efter sigende skulle smage ganske udmærket.
De gamle udsendelser er tilgængelig på nettet – bl.a. her.
Den svenske sanger- og skuespillerinde Anita Lindblom er død efter kort tids sygdom, 82 år gammel. Hun tilhører min tidligste poperindringer, debuterede det år, hvor jeg fyldte 3 og fik et kæmpehit i 1961 med “Sånt är livet” (en coverversion af Roy Hamiltons “You can have her”). Og så var hun en af de skandinaviske sangerinder – sammen med Gitte Hænning, Dorthe Kollo, Wenke Myhre, Sylvia Vrethammer m.fl. – der slog igennem i Tyskland.
Jeg har været der før. Hos David Byrne og hans ideosynkratiske radio på Mixcloud. Denne gang har han kastet sig over cover-versioner. Med fx Los Ecos særlige udgave af Beatles’ “I feel fine”, Bryan Ferry og Dylan og meget mere. Et perfekt lydspor på mere end en time til sådan en diset og lidt grå søndag i september. Nyd den.
“While David Crosby yowls about assassinations, Young divulges darker agonies without even bothering to make them explicit. Here the gaunt pain of Everybody Knows This Is Nowhere fills out a little—the voice softer, the jangling guitar muted behind a piano. Young’s melodies—every one of them—are impossible to dismiss. He can write ‘poetic’ lyrics without falling flat on his metaphor even when the subject is ecology or crumbling empire. And despite his acoustic tenor, he rocks plenty. A real rarity: pleasant and hard at the same time.”[Robert Christgau]
En Niel Young-klassiker kan fejre halvtredsårsdagen for dens udgivelse i dag.
Hugh Grant fyldte som bekendt 60 forleden. Og nogen på DR har måske tænkt, at så ville det være passende at markere fødselsdagen med en af mandens mange film. Og så faldt valget på – nej ikke den om Notting Hill eller den om bryllupper og begravelser, selv om det ellers lå lige til den populistiske højrefod – men derimod den ‘romantiske komedie’ Two Weeks Notice, der har fået den opfindsomme danske titel To ugers opsigelse.
Letbenet. Det var det sammenfattende tillægsord, der faldt mig ind, da de to hovedpersoner fik hinanden til sidst. For der er tale om en letbenet romantisk komedie. Med Hugh Grant i hovedrollen som den stenrige byggematador George Wade og den fagre Sandra Bullock i rollen som den venstresnoede jurist Lucy Kelson, der kæmper for bevaringsværdige bygninger, miljøsager og lignende. Med andre ord er de hinandens modsætninger, og så ved man godt som erfaren publikummer af amerikanske komedier, at de to skal have hinanden. Sagt på en anden måde, så er plottet i filmen endnu en variation over et klassisk Hollywoodtema – modsætninger mødes og sød musik opstår + en happy ending. Og samtidig får man så kørt en masse ideologiske pointer ind i folk, fx at kærlighed overvinder alkens forskelle (også økonomiske og sociale), at selv venstreorienterede rebeller gerne vil have del i den kapitalistiske kage, at intellektuelle, selvstændige kvinder blot skal møde den rette, naive og umulige mand for at falde til patten og så videre.
Hugh Grant spiller med vanlig, kølig charme. Ikke nogen toppræstation fra hans side, men en rutineret udgave af tidligere roller. Og Sandra Bullock kører også rutineret sin rolle igennem. En rolle, der ikke byder på de store udfordringer, fordi også den holder sig til alle klicheerne og gammelkendte effekter.
Men filmen kører ellers som smurt. Til dens fordel tæller, at den dog ikke ender i Hollywood-romantik-komediernes hængedynd af sentimentalitet og overdreven føleri. Den holder fast i den letbenede komiks gelænder. Og derfor kunne aftenen sagtens fordrives med den film, i mangel af en god britisk krimi.
Og så udmærker filmen sig ved, at have en lillebitte scene, hvor Wade møder selveste Donald Trump i rollen som sig selv. Men det er kun interessant, fordi han nu spiller rollen som USAs præsident. Det gør han til gengæld ikke særlig godt.
Man er ikke forvænt med at høre navne som The Pretty Things og Velvet Underground på DR TV – eller andre tv-kanaler for den sags skyld. Men her til eftermiddag kom jeg til at se to udsendelser om atomkatastrofen på Thule Airbase. Og her dukkede både Pretty Things og Velvet Underground op på lydsiden. Uden nogen forklaring eller særlig anledning.
Og jeg kan selvfølgelig ikke nævne Jimi Hendrix’ bortgang uden også at tænke på Janis Joplin, der døde et par uger efter Hendrix. Også hendes tidlige bortgang har været genstand for nogen debat, men det meste tyder på, at en cocktail af alkohol og heroin var skyld i hendes død.
Klaus Lynggaard skriver i denne uges udgave af Weekendavisen om de to under overskriften Psykedeliske koryfæer.
Det slog mig, at det var alt for længe siden, jeg havde lyttet til Jimi Hendrix. Og hvad er der så andet at gøre end at sætte en plade på. Are you experienced? fra 1969. Herfra skæring 1, “Foxy Lady” med en lidt kedelig video, men det er jo musikken, det gælder.
Og helt tilfældigt opdager jeg, at det netop i dag er 50 år siden, Jimi Hendrix døde. Ganske vist diskuteres det stadigvæk hvornår præcist, han døde, om det var d. 17. eller 18. september 1970, men i hvert fald er 50 år gået, siden han stemplede ind i klubben af unge – 27-28-årige – kunstnere, der forlod os alt for tidligt. Så her er en optagelse fra The Lulu Show
Coronaen har sit greb i os. I følge Europakommisionens formand Ursula von der Leyen vil coronaen forme vores fremtid og vi skal stå sammen om at holde afstand. Og i følge direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbak skal i begynde at tænke i bobler. Vi skal med andre ord begrænse vores omgangskreds til en lille gruppe af 5-10 personer, som vi omgås. Sådan har jeg det allerede i min hverdag. Jeg er en dreng i en bobbel. Og det har jeg det sådan set godt med.
Som læsere af denne blog ved, så anbefaler jeg nu og da musik. Og det glæder mig altid, at mine anbefalinger bliver læst. Fx den seneste fra i går, der allerede er blevet læst af mere end 50 personer. Og jeg drømmer om – men ved det ikke – at nogle af læserne vil lade sig inspirere til at lytte aktivt til musikken – via streamingtjenester eller endnu bedre ved at købe musikken i fast form. Men som skrevet: Jeg ved ikke om det er sådan. Jeg håber det. Hvis bare jeg kan bevæge en eller to læsere til at støtte musikerne ved at købe musikken, så har mine anstrengelser ikke været forgæves.
Uden forbindelse til ovenstående en sang fra min egen ønskeliste:
Jeg fik et job på et postkontor Min chef var en dame der ligned’ min bror Men hun var flink og en rigtig makker Og hun gav mig en hånd når vi sorterede pakker.
Men pludselig sagde hun: “La’ pakkerne ligge Nu skal vi frankere, og du skal slikke” Det var en fredag aften, og det var meget sent Og i retten sagde hun, det var venligt ment.
Men enhver ku’ se at det var sexchikane Enhver ku’ se at det var sexchikane Put cheferne under den kolde hane Vi finder os ikke i sexchikane.
I årevis løb jeg fra job til job For der var altid en der var efter min krop Og en voksen mand kan blive frygtelig såret Af klap i numsen og hænder på låret.
Vi finder os ikke i sexchikane Vi finder os ikke i sexchikane Det’ typisk det’ os der skal bringe det på bane Vi finder os ikke i sexchikane.
Når man ka’ li’ sit job og gi’r den en skalle Så’ det surt hvis chefen kun tænker på at knalde Men la’ os stå sammen og kæmpe til trods For at liderligheden er over os
Vi finder os ikke i sexchikane Vi finder os ikke i sexchikane Vi klager til ombudsmanden en af dagene Vi finder os ikke i sexchikane.
Så endte sexchikanedebatten, der for nylig blev genstartet i mediebranchen, i Folketinget. Og kvindelige folketingsmedlemmer kan berette om seksuelle insinuationer, kropslige berøringer (uden samtykke) m.m. Og så er det, jeg kom i tanke om Shu-bi-duas succesfulde håndtering af emnet. Godt nok vendes den 180% og lader chikanen gå ud over mænd (det hører vi jo endnu ikke så meget om, men tro mig, den findes også…), men ellers er budskabet helt klokkeklart: Vi finder os ikke i sexchikane.
Hvad er nu det?, tænkte jeg, da de sprøde, behagelig toner fra Late Bloomer gled ubesværet ind i mine ører. Engang for snart længe siden talte man i musikpressen om cross over-musik, musik, der krydsede genregrænser. Typisk mellem rocken og jazzen, men også mange andre genrer, fx bozza nova, folk. I dag er vi nok mere vant til at se, hvordan musikalske genrer og strømninger glider ubesværet sammen som akvarelfarver på et stativ.
Og projektet Thomas Madsen & I think you’re awesome – sangskriver og band – er tydeligvis et barn af deres tid, hvor grænser er for at overskrides og genrer og stilarter noget, man frit fortolker og forholder sig til efter behov.
I dette tilfælde er det tydeligvis jazzen, der er en slags forankringspunkt, hvilket selvfølgelig afslører sig i en lystig hengivelse til improvisation. Men det er meget mere og andet end jazz. Der er noget dybt nordisk-melodisk over Thomas Madsens numre, en nærmest easy listening-følelse over tilgangen til sangene med deres kredsen omkring de følelser og stemninger, som livets gang giver anledning til og en betagende, kvasi-poppet appel til lytteren.
Det er kun forståeligt, at projektet allerede for længst har gjort sig positivt bemærket (fx ved DMA Jazz og på P8Jazz og diverse streamingtjenester). For det er helt igennem sympatisk musik kollektivet bag Late Bloomer leverer, musik med appel både til jazzpurister og pophoveder og alle dem midt imellem. Jeg kan kun anbefale pladen varmt og vil se frem til endnu flere udgivelser fra denne konstellation.
Thomas Madsen & I think you’re awewsom. Jaeger Community Music. Udkom d. 4. september 2020
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger