“I am Woman” hedder Helen Reddys store hit fra 1972, som sendte hende til tops på de amerikanske hitlister. Og med den sang ramte hun rent tidsånden, der var præget af rødstrømpernes feminisme. Og sangen brændte sig ind i min indre jukebox, fordi Helen Reddy lignende en af mine klassekammeraters mor til forveksling. Så medens sangen lå på listen og blev spillet flittigt i radioen – også i Danmark, kunne jeg ikke se min klassekammerat uden straks at tænke på den sang og sætte den indre afspilning i gang.
Nu er Helen Reddy så død efter i nogle år at have lidt af en af vor tids tunge plager, demens. Men den australsfødte Reddy fortjener en minderune, også fordi hun var, hvad The Daily Mail kalder en “trailblazing feminist”, hvis kvindesang blev en slagsang for det, man har kaldt ‘feminismens anden bølge’.
Om et par uger fylder Cliff Richard 80. Og han er ude med et nyt album, det 42. af slagsen. Så vi kan godt glemme alt om at glemme ham lige med det samme. Han har været med siden debuten i 1959 (hvor jeg fyldte 6 år) og har solgt rigtig mange plader, kun overgået af Elvis og The Beatles. Og dengang i starten af tresserne var man enten til Elvis eller Cliff. Jeg var til Elvis, men som tiden er gået har Cliff også fået en varig plads i mit musikhjerte. Især hans tidlige rock-and-roll-indspilninger står stadigvæk med en friskhed og ungdommelig frimodighed.
Jerry Lee Lewis optrådte første gang offentligt i november 1949, og i marts måned i år var han efter sigende i pladestudiet for at indspille nogle gospelsange. I den mellemliggende lange periode har han været indbegrebet af rock-and-roll med sit “pumpende” piano. Et af de helt store navne ved siden af Elvis Presley, Chuck Berry og Little Richard.
Den fremragende, tyske tv-serie Babylon Berlin – hvor krimiplot møder politisk historie, romantik og andet – er tilbage på DR i form af tredje sæson. Den begynder i aften på DR2 kl. 21. Gik man glip af de første to sæsoner, så er man henvist til en af de store streamingtjenester eller DVD’er. Uanset hvad kan de anbefales, hvis man er til krimi, historie og solid tv-produktion.
Det er ved at være ved den tid. Og tuben giver os lov til at vise denne fine optagelse fra Top of the Pops med Kinks og Ray Davies’ perle af en hyldest til efteråret. Har nogen nogensinde skrevet en så imponerende førstelinje i en sang? Jeg spørger bare.
For mange år siden – 1991 helt præcist – købte jeg ovenstående, billige opsamling med The Kinks. Et genoptryk af “20 Golden Greats” fra 1978 plus nogle ekstranumre. En simpel AAA-kvalitet (ikke noget med remaster osv.) på discountmærket Castle Communication, der levede højt (?) på den slags opsamlinger.
Og i dag fik jeg så fat i den på hylden og satte den på. Og det er en frydefuld rejse gennem noget af det bedste fra Ray Davies og Kinks – fra You Really Got Me til Suzannah’s still alive. Ingen nitter.
Art of Noise, SPK med meget mere. Jeg fandt en udsendelse med afdøde Jan Sneum på DR-arkivet Bonanza. Frekvens X hed programmet – hør det i sin helhed (ca. 55 min.) – her.
Og i dag er det nøjagtig 55 år siden, den første udsendelse i programmet “Beat-Club” løb af stablen. Programmet havde sit udspring i radioen – Radio Bremen. Derfor er det radiomanden Wilhelm Wieben, der får lov til at præsentere det nye program – for unge, af unge – og undskylde over for den ældre generation, der måske ikke kan lide den moderne musik.
Programmet lægger ud med det tyske band The Yankees og deres sang om vild ungdom “Halbstark”.
Uschi Nerke får sin debut som “Moderatorin” – sammen med Mike Lekebusch og Gerd Augustin – og præsenterer bl.a. det skotske band John O’Hara & the Playboys, der spiller et Beatles-cover, “I’m down”.
Og så pigegruppen The LIverbirds fra Liverpool, der havde succes i Hamborgs Star-Club på den tid, får lov til at starte det nye program.
Set fra i vor tids post-MTV og Youtube-streaming synes det ikke af meget, men dengang var der nærmest tale om en revolution, at beat-grupper fik lov til at spille på fjernsynet og oven i købet i en god lyd.
Det var vist The Who og deres “My Generation”, der satte gang i Jan Sneums livslange interesse for rock. En interesse, der holdt sig til det allersidste. Sneum døde af en kræftsygdom.
55 år blev det til i musikkens tjeneste. Først som fotograf, siden som radiomedarbejder og skrivende journalist. Og – som hans britiske parallel John Peel – havde Sneum altid antennerne ude og var på evig jagt efter nye og oversete navne i rockens store fauna. Hvis man ville høre ny musik i radioen, så var det Jan Sneum, man skulle lytte til.
Vel vidende, at han snart skulle dø, nåede Sneum at færdiggøre sine (efterspurgte) erindringer i bogværket Sneums kalejdoskop. Mennesker, steder og Musik, der er ude i andet oplag. Et værk, man ikke kommer uden om, hvis man er interesseret i rockmusik.
Med Sneums død er endnu et at de store træer i dansk rockarkæologi og -journalistik væltet, og det bliver nok ikke erstattet af et tilsvarende.
TV-menuen var beskeden og så pegede pilen på DVD-bunken. Nærmere bestemt den lille bunke, som fruen i huset havde hjembragt fra et besøg i et af de større supermarkeder i området. Og oven i bunken lå Donovan Marsch’ såkaldte action-thrillerHunter Killer. Og da navne som Gary Oldman og Michael Nyqvist glimtede på DVD-coveret, så så den tilforladelig ud.
En amerikansk u-båd USS Tampa Bay forsvinder i havet ved Arktis, hvor den skyggede en russisk u-båd. U–båden USS Arkansas sendes af sted for at opklare, hvad der faktisk er sket. Samtidig sender et hold Navy Seal-soldater på en hemmelig mission til den russiske flådebase Polyarny (Murmansk) for at observere, hvad russerne har gang i. Men missionen ændrer hurtigt karakter, da de når frem, idet de bliver vidne til et militærkup, hvor flådeadmiral Durov gennemfører et statskup og tager præsidenten til fange.
Samtidig finder USS Arkansas den forsvundne Tampa Bay – og den russiske ubåd Konek, der viser sig at være blevet genstand for sabotage. I Konek er der to overlevende – bl.a. den ansvarshavende kaptajn Andropov (Nyqvist). Begge reddes over i Arkansas.
Da det går op for den amerikanske militære ledelse, at der er tale om et kup frygter de, at det vil føre til krig, og derfor vil de gøre forberedelse hertil. Men en admiral foreslår, at man i stedet for sender Arkansas til Polyarny for at hente Navy Seal-personellet, der samtidig får til opgave at befri den russiske præsident fra kupmagerne. Og Arkansas ansvarshavende Joe Glass (Gerard Butler) overtaler den russiske flådekaptajn Andropov til at hjælpe sig med at få Arkansas ind i Polyarny, der er sikret med sonarer, miner og andet.
Hvordan det går, vil jeg overlade til evt. seere at opleve. Men historien fortælles fermt og uden slinger i valsen. Som sådan er filmen velinstrueret og -fortalt, og skuespillet er godt uden at byde på store præstationer.
Det er en ganske underholdende action-thriller, og den ligner mest af alt, hvis man skal tage de kritiske briller på, et Hollywood-bidrag til den ideologiske koldkrigsoprustning i Putinæraen (filmen er fra 2018). Men, hvis man kan komme sig over det synspunkt, altså en ganske underholdende tju-bang-film, der sagtens kan harmonere med aftenkaffen og flødekagen.
Forleden døde Anita Lindblom, og i går var det så en anden, stor sangerinde, franske Juliette Greco. I en fremskreden alder af 93.
For mig var hun indbegrebet af noget fransk, da jeg første gang hørte hendes mørke stemme i radioen og så billeder af hende i ugebladene. Mørk, dragende og mystisk. Og min beundring voksede kun, da hun senere blev en del af det venstreintellektuelle Paris omkring filosoffen Jean-Paul Sartre m.fl. og fastholdt sin politiske orientering resten af livet. Hun fortsatte med at synge til hun var 89, hvor hun fik et slagtilfælde, der satte en stopper for den del af karrieren. Hun arbejdede også som skuespillerinde, men det var sangen, der var hendes væsentligste bidrag til fransk kulturliv.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
