For et årstid siden anbefalede jeg Sternlumens (Thomas Kudelas) første eponyme, pianobårne plade. Og nu sidder jeg så med opfølgeren Nørrebro Nights. I min omtale af debutpladen understregede jeg Kudelas eksperimenterende, improviserende tilgang til musikken. Og musikkens strømmende, aleatoriske og i en vis forstand grænseløse karakter. Og dette indtryk fortsærkes og bekræftes på den nye plade, hvor de seks stykker kan opfattes og opleves som forsøg på musikalsk at udforske seks forskellige sindstilstande, der hver især er inspireret af den bydel i København, som Kudela bor i og som giver titel til pladen.
Det er en egensindig, insisterende og, ja, aparte musikform Thomas Kudala dyrker. Den minder om moderne kompositionsmusik, moderne improviserende jazz og musik fra rocken progressive grænseområder. Det er, som jeg også skrev i min førse omtale, ikke musik for fastholdere. Sternlumen går sine egne veje i musikken og kun hvis man accepterer det som betingelse får man det fulde udbytte af musikken. Og det kan kun anbefales. Jeg tror ikke, der er nogen som Sternlumen i moderne dansk musik.
Sternlumen. Nørrebro Nights. Gateway. Udkom d. 23. september 2017