CAPAC

Den kontroversielle franske HADOPI-lov, der giver myndighederne mulighed for at afbryde en internetforbindelse, hvis den tre gange er blevet brugt til ulovlig download/fildeling, er blevet vedtaget i den franske nationalforsamling med stemmerne 296-233. For at loven kan træde i kraft skal den også godkendes af senatet og præsident Nicolas Sarkozy. Men deres godkendelse forventes at være en formalitet. Det største problem er, at EU anser internetadgang som værende en fundamental menneskeret. Og man må forvente, at Frankrig vil blive genstand for en retsag i EU-regi. HADOPI-loven anfægter den fundamentale ret ved bl.a., at svække kravet om bevisbyrden, lige som den anklagede/dømte ikke har nogen mulighed for appel (det skulle da lige være EUs menneskeretsdomstol…). EU har allerede afvist et kompromisforslag fra den franske regering, så der er lagt i kakkelovnen.
Balladen om den famøse lov er ikke blevet mindre efter, at det er kommet frem, at en ansat i kulturministeriet er blevet fyret, fordi han – i en privat email – har skrevet en kritisk email om HADOPI-loven.
Den franske enegang i denne sag er vigtig, fordi den forstærker den fundamentale konflikt mellem borgerlige internetrettigheder og kommercielle interessers kamp mod illegal fildeling. HADOPI-loven er en éntydig partitagen for de kommercielle interesser. Man må forvente, at EU gør sagen til en principiel sag, for der er behov for klarhed om borgernes retssikkerhed, når det gælder internettet. EU må nu træde i karakter og sikre alle EU-borgeres fundamentale rettigheder på nettet.

I denne blog er der skrevet meget om fildeling og musikdistribution på internettet, men ikke så meget om konflikten mellem kommercielle interesser i styring og regulering af internettet (fx i forbindelse med den famøse sag om Pirate Bay) og på den anden side: den enkelte EU-borgers rettigheder på nettet. Det ville være yderst uheldigt, hvis kampen om illegal downloading ville munde ud forringelser af borgernes digitale rettigheder, således om fx den franske lovgivning på området kunne tyde på. Derfor – læs Modpress’ indlæg om digitale borgerrettigheder og overvej nøje, hvem du vil stemme på ved det kommende valg, hvis internettets muligheder betyder noget for dig…

Balladen om Pirate Bay og den ulovlige nedladning af musik og andet skal ikke skygge for den positive udvikling, der omkring legalt køb af digital musik på nettet. I stort set alle lande meldes om stigende legalt køb af digital musik. Personligt tror jeg, at en af barriererne for den legale distribution af musik har været priserne. Musikbranchen har fra starten konservativt prissat musikfiler – mp3-filer – til en pris, der stort set svarer til prisen for en skæring på en cd. Og det hænger ikke sammen med nettets indretning. På internettet har musikkøbmændene i princippet mulighed for at komme ud til alle musikforbrugere på kloden med det samme. Omkostningerne – når først siderne er kommet op at køre – må alt andet lige være  lavere end ved gammeldags distribution som cd. Det burde betyde lavere priser pr. musikfil. Dertil skal lægges, at mp3-filerne ikke har samme kvalitet som lyden på en cd…
Men omstillingen til internetvilkårene sker som bekendt langsomt, og noget tyder på, at også priserne netmusik vil ændre sig markant. De store førende musiksælgere på nettet, ITunes og Amazon, har for nylig ændret prissystem. Det nye system betyder, at nogle sange sælges til en pris og andre til en anden. Typisk vil det være sådan, at hitsange vil være dyrere end andre sange. En hitsang vil fx koste 1.29$ (ca. 7.30 kr.) og en ikke-hitsang 69 cents (ca.3.90 kr.). Foreløbigt er de høje priser forbehold de store musikforretninger.
Det interessante ved den nye prispolitik er, at den skubber til konkurrencen på internetmarkedet. Allerede nu er det sådan, at priserne på nye album i mp3-format kan variere meget, afhængig af hvilken butik, man opsøger. Fx er det nye Depeche Mode-album set med priser fra omkring 10 $ og ned til omkring 4 $. Den differentierede prissætning kan også komme til at betyde, at uafhængige kunstnere vil få et større salg, fordi deres ikke-hitlistemusik vil være billigere at anskaffe
Der kan ikke være tvivl om, at musikken vil blive billigere. Og det vil blive sværere for musikbranchen at sælge nye cd’er for 150 kroner pr. stk.

På vej hjem fra et trafikalt kaotisk Århus hørte jeg Ruth Storm læse noget velkendt op. Og jo, sandelig om ikke capac igen har fået æren af at blive læst op i DRs Radiobloggen. Denne gang med en postering om Paul Mccartney, medierne og den fortsatte saga om fildelingen på internettet.

Jeg synes, det virker rigtig godt med de oplæsninger. Det giver en ekstra dimension i oplevelsen af blogteksterne fra de forskellige webloggere…
PS. Jeg opdager lige, at der også er et andet indlæg fra denne signatur: Beskæftigelsesminister Clausescu Hjort Frederiksens arvtager, hvor capac ikke lægger fingre imellem…
link

Venices egen annoncering.

Hvis ellers koderne vil makke ret, så har capac i morgen fornøjelsen af for første gang at præsentere sine læsere for en direkte live-koncert! Det drejer sig om det unge, lovende band Venice, der – som tidligere omtalt – forsøger at vise nye veje for musikformidlingen. På opfordring fra Jannick fra Battle & Bounce stiller jeg blog capac til rådighed for det unge orkester, således at koncerten bliver transmitteret på her og på deres egen blog og vist også et andet sted. Jeg håber, at eksperimentet lykkes – og at I måske vil lægge vejen forbi og være til koncert i en halv times tid.

Koncerten løber af stablen fra kl. 21 til ca. 21.35

PS. I næste uge har jeg også fornøjelsen af at omtale Venices nye album Sober, der udkommer den 27. april.

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begået en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier på nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro på, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvil om, at forfatteren er journalist med hud og hår – og at han tror på journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.

Imidlertid kan der være grund til at være bekymret på forfatterens vegne. For spørgsmålet, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…
Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe på med, når man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), så er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler på, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken på den ene side og de nye webbaserede medier på den anden. Der er også tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger også en nedladenhed, en arrogant seen ned på de digitale medier. Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer på nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og så videre.

Gennem disse citater får man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin står fast på journalistikkens klassiske idealer. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed, når journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.

Men spørgsmålet er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder på meningsgyderi og nynarcissisme, så byder de også på megen velskreven og vidende journalistik. Også journalistik, der overgår, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dårlig journalistik og nynarcissime. Tænk blot på de såkaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb på de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmålet er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?

Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret på en avis eller to. Med små pauser. Og vil fortsætte så længe jeg kan – og så længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, så er jeg ikke sikker på, at den gammeldags avis vil bestå i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, så tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere på gulvet…

I det forgangne år har vi her i bloggen forsøgt at følge med i udviklingen på det betrængte musikområde. Og i følge de seneste oplysninger fortsætter tendensen fra de foregående år. Salget af cd’er er faldet. Salget af mp3-filer er steget, men ikke så meget, at det kan kompensere for cd-faldet. Og den illegale fildeling fortsætter ufortrødent.
I USA har musikindustrien besluttet at ændre strategi. Man vil ikke længere jagte individuelle pirater. Det er juridisk omstændeligt og meget omkostningsfuldt. Faktisk giver det underskud at gøre det. I stedet vil man arbejde for at pålægge internetudbyderne ansvaret for at holde kontrol med, hvad folk downloader. Og – hvis det sker – afbryde folks internetforbindelse.
Strategien er ikke ny. Den har allerede – og er – til debat i Europa. Frankrig var lige ved at gennemføre en såkaldt three-strike-model (tre lovbrud og så hægtes du af nettet!), men EU-kommissionen kom på tværs. For nettet handler jo ikke kun om ulovlig fildeling, men først og fremmest er det et kommunikationsværktøj, som ingen kan undvære nu til dags. Større og større dele af den offentlige kommunikation sker via nettet. Derfor er det også uheldigt at koble borgerne af. Internetudbyderne er også imod, for det stiller dem i en pinlig, ubehagelig situation over for de kunder, de har.
Hvad så? Musikindustrien har jo ret i, at internetudbyderne er placeret centralt i forhold til problemerne vedr. ulovlig downloading af musik og andet (film, bøger osv.). I forvejen betaler vi jo en medielicens, dvs. vi betaler for retten til at bruge internettet medialt. Vi betaler også for at få leveret tv-kanaler, hvis vi ønsker det. Enten via kabel eller parabol. Kunne man forestille sig, at internetbrugerne på samme måde betalte en slags “forbrugsafgift” for fri brug af nettet? Så kunne de fildelte slås om pengene bagefter? Og brugerne frit downloade, hvad de ville.I hvert fald tror jeg, at vejen til en løsning ikke går  gennem kriminalisering af millioner af internetbrugere, men derimod gennem konstruktive løsninger, der både tilgodeser kunstneres og ophavsmænds rettigheder og internetbrugernes frihed.

Hurra for internettet! Selvbetjening on-line er en fin opfindelse. Når det virker i det mindste. Jeg er inde på et site, hvor jeg skal have robotten til at sende mig mit “glemte” password. Og jeg indtaster de efterspurgte oplysninger. “Der er nu sent et nyt password til din emai-adresse”. Nå, er der det? Vi prøver igen. Og igen. Og igen.
Hvad gør man så? Er der et telefonnummer på sitet? Nej. Er der en administrator-email. Nej. En postadresse da? Nej.
Så forsøger jeg at kontakte nogle af dem, der kunne tænkes at have med siden at gøre (en statslig institution): “Der er kø – vent venligst”. Efterfulgt af muzak. Afbrudt regelmæssigt af en monoton stemme, der siger: “Der er kø – vent venligst”. Der er kø…

Man oplever et og andet som internetkunde. På Amazons engelske afdeling, hvor jeg handler en del (af indlysende grunde), går jeg tit til “markedspladsen”, hvor der er kroner at spare for samme produkt. Og når man så har modtaget varen giver man en karakter, et “feedback”. Jeg modtog fx en cd, hvor ‘juvelkassen’ var knust, fordi firmaet ikke havde pakken cd’en ordentlig ind. Det resulterede i en dårlig karakter, hvorefter samme firma straks bad mig slette anmeldelsen – til gengæld for to splinternye ‘juvelæsker’. Et andet markedspladsfirma sendte mig en hel anden cd, end den jeg havde bestilt. Da jeg beklagede mig, tilbød de mig, at jeg da kunne beholde den fremsendte vare (!), alternativt få refunderet beløbet, hvis jeg returnerede fejlforsendelsen. Jeg valgte at beholde fejlforsendelser (der i øvrig viste sig at være en god plade). I kan selv tænke jer til, hvilken “feedback” firmaet fik…
Og så var der den der boghandel i USA, der sendte mig en bog, som aldrig kom frem. Jeg rykkede og rykkede, fik lovning om tilbagebetaling, men intet hændte, før den dag, hvor klagefristen var udløbet. Derefter: tavshed. Win or loose… Eller: Hvor der handles, der spildes.