Ovenfor ses den første computermus, der blev lavet af den amr. ingeniør Bill English og straks resulterede i øgenavnet “computermus” på grund af den lange hale… Siden er “musen” blev mange menneskers daglige følgesvend – på godt og ondt (Av, min albue!).
Sent i går kom turen til George Harrisons 1975-album Extra Texture (Read All About It). Pladen var den sidste, inden Harrison sprang ud som pladeselskabsejer med Dark Horse. Som sædvanligt omgærdes han af gamle og nye venner. Denne gang dog ikke Eric “Slowhand” Clapton! Blandt de nye er David Forster fra bandet Attitudes, som Harrison havde indlemmet i sit nye pladeselskab. Pladen indledes med nummeret “You”, som Harrison havde skrevet med henblik på Ronnie Spector, der dog aldrig fik indspillet det. Et rigtig iørefaldende Harrison-sang med hitpotentiale. “This Guitar (Can’t Keep From Crying)” er endnu en meta-Harrison-sang, der alluderer til While My Guitar Gently Weeps uden på nogen måde at være en gentagelse. Værd af fremhæve er også Harrisons hyldest til Smokey Robinson i “Ooh Baby (You Know That I Love You)”, der nok er det mest atypiske Harrison-nummer på pladen, hvor Harrison lægger sig op af Robinsons smægtende sangstil med held. Og så er der det spøjse nummer “His Name Is Legs (Ladies and Gentlemen)”, der afslutter pladen og har Bonzo-Dog-Doo-Dah-Bands Larry “Legs” Smith med på “sang”…
Harrison var vist ikke særlig tilfreds med pladen, der blev til som kontraktforpligtelse. Ikke desto mindre solgte den ganske godt og er siden blevet genudgivet i en remastered cd-udgave. Den er bestemt heller ikke noget dårlig Harrison-plade.
Jeg kunne ikke lige finde en video fra pladen, men faldt over denne herlige optagelse fra Rutland Weekend Television samme år. Rutland Weekend Television var et sketch-show, der blev lavet af Eric Idle og Neil Innes og affødte Beatles-parodien The Rutles.
George Harrison on Rutland Weekend Television 1975
Lige siden som hvalp sad i en kælder ved Rundkørslen i Esbjerg (Esbjergensere ved, hvilken rundkørsel, jeg taler om…) og lyttede til fire, langhårede drenge kæmpe sig gennem “Kansas City” og et håndfuld andre tidlige Beatles-For-Sale-sange på akustiske guitarer og plastikdunke, har jeg haft et godt øje og øre for bands, der direkte eller indirekte lod sig inspirere af de fire fra Liverpool og i det hele taget lyden af The British Invation. Ikke alt har været lige talentfuldt, men meget af det har. Fx The Spongetones fra Charlotte, North Carolina, som jeg ved en ren tilfældighed stødte på engang i firserne. Bandet, der bestod af Jamie Hoover på guitar og sang, Rob Thorne trommer, Pat Walthers guitar og sang og Steve Stoeckel (Höffnerbas og sang), blev dannet i 1978. Fra første stofe erkendte de deres gæld til Beatles og lyden fra den britiske beat. Og denne åbenlyse kærlighedserklæring er måske også en del af forklaringen på, at de ikke bare var epigoner, men tilførte musikken deres helt egen charme og energi. Lige som fx Badfinger.
Spongetones slog ikke internationalt igennem, da de dukkede op i starten af firserne. Forklaringen er sikkert, at det ikke rigtig var ‘musikalsk korrekt’ at spille glad Liverpool-pop-rock dengang. Men bandet fortsatte ufortrødent – og gør det endnu – og de er blevet kendt for dels deres personlige tilgang til forbillederne, men også et yderst energisk-vitalt live-show.
Seks album er det blevet til indtil videre. Plus det løse. I 1982 kom debutpladen Beat Music. Den blev fulgt op af en EP – Torn Apart – med seks numre, hvor de blandt andet fik lidt hjælp af REM; og i 1987 udsendte de – på deres eget pladeselskab Triapore – Where-Ever Land, der er en del mere hårdslående og lettere psykedelisk end forgængerne. I 1991 kom Oh Yeah! – en smittende Beatles-inspireret sag. Og i 1995 udsendte til Textural Drone Thing, hvor Mersey-klangen var nedtonet til fordel for en mere uafhængig, enkel lyd. Endelig har de så sent som i 2000 – med fem års ventetid – udsendt Odd Fellows, der igen bevidner deres kærlighed til Beatles og the British Invasion, og hvorpå de fortolker Mccartneys smukke “On The Wings Of A Nightingale”.
RETURN TO COMBOLAND – THE SPONGETONES – She Goes Out – 1983
Better Take It Easy – The Spongetones
Marit Larsen “If a Song Could Get Me You” greengrocer.
Hos 
Når talen falder på George Harrison kommer vi ikke uden om The Concert for Bangladesh, som George Harrison og en masse venner afholdt i 1971 for at samle penge ind til hjemløse Bengali, der var på flugt efter Bangladeshs befrielseskrig. Koncerten blev afholdt i Madison Square Garden i New York
og er på flere måder noget særligt. Dels er den et af de tidlige eksempler på en vellykket live-udgivelse – og dels er den forløber for en række – mere eller mindre vellykkede – velgørenhedskoncerter, som vi har måttet overvære siden…
Det var med vennen og læremesteren Ravi Shankars mellemkomst, at Harrison blev engageret i sagen. Først blev singlen “Bangladesh” udsendt og derefter fulgte så den store koncert, der resulterede i et tredobbelt album – og senere endnu en dobbeltdvd. George Harrison red på succesbølgen efter All Things Must Pass og kunne derfor være nogenlunde sikker på, at begivenheden ville blive fulgt med interesse. Især, fordi han hidkaldte en række af sine gode musikalske venner. Ud over den uundgåelige Eric Clapton var Bob Dylan, Billy Preston, Ringo Starr, Leon Russell, Badfinger og selvfølgelig Ravi Shankar med til at løfte arrangementet. Koncerten blev en stor succes og indsamlede mange penge. Efterfølgende er der dog – ikke usædvanligt – rejst tvivl om, hvor mange af pengene, der faktisk tilflød ofrene. Til George Harrisons store forbitrelse.
Men musikken står tilbage som en fint vidnesbyrd om en ædel handling.
På albummets første side fik Ravi Shankar lov til at indlede koncerten med et næsten sytten minutter langt nummer “Bangla Dhun”. Og man kan høre Harrison indledningsvist bede koncertpublikum og at sætte sig ned og lytte andægtigt til citarmesteren. Herefter tager Harrison over – til rockpublikummets tydelige begejstring. Harrison spiller en række af sine bedste sange. Det samme gør Dylan senere i koncerten, hvor vi får både Blowin’ in the Wind, Mr. Tambourine Man, Just Like A Woman og et par andre klassikere.
En særlig attraktion på pladen er Leon Russell og de andre musikeres sejt svingende medley af Jagger/Richard-klassikere Jumpin’ Jack Flash og Leiber/Stoller/Pomus-sangen Young Blood. Leon Russell kan virkelig få tingene til at koge….
Koncerten sluttes af med en fin, følsom udgave af “Banglasdesh” med Harrison selv.
Bangladesh-koncerten er en af de mange fine live-album, der udkom i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne. Og den fortjener at blive lyttet til. De medvirkende musikere trykker den virkelig af og har noget på hjerte…
PS. Meget sigende for pladeindustrien opgave man siden det originale pladecover, der viser et udsultet flygtningenbarn, til fordel for et – i øvrigt ikke særlig godt – billede af George Harrison. Man skulle jo helst ikke forbinde musikken med verden tragedier. Det sælger jo nok ikke…
George Harrison – Bangladesh
Vi lever i en – på godt og ondt – spændende tid. Verden står over for store forandringer. Nødvendige forandringer. Vi tænker ikke her på bagateller som den finansielle krise. Men på klimaet. Og evolutionen…
The Independent fortæller i dag om en ny rapport, der offentliggøres inden for de nærmeste dage. En omfattende rapport, der beskriver de effekter, som den menneskelige kemiske industri har på alle levende væsner på kloden. Det handler om, hvordan menneskeheden ved sin ukritiske brug af kemikalier griber fundamentalt forstyrrende ind på evolutionens gang. Den alarmerende kendsgerning er, at mange af de kemikalier, som menneskeheden har spredt ud i sin omverden, indgår i en uheldig alliance med de menneskelige hormoner med det resultat, at især den mandlige frugtbarhed er truet. Og det gælder stort set inden for alle dyrearter, mennesket inklusive. Skræmmende er det at læse, at vores globale sfære er udsat for mere end 100000 kemikalier, hvoraf 99% ikke er reguleret og 85% ikke er tilstrækkelig analyseret og beskrevet… En tikkende bombe.
Hvad vil verden politikere stille op?
Los Angeles Times beretter, at Harold “Hal” Kant er død af kræft. Hal tog sig gennem mere end tredive år af Grateful Deads juridiske opgaver og var ledende rådgiver for “forretningen” Grateful Dead. Når det er værd at nævne, så er det, fordi rock- og pophistorien er brolagt med historier om svindelagtige managere, daglejeragtige pladekontrakter og anden økonomisk udnyttelse af kunstnerne. Ha Kant var en af dem, der bragte anstændigheden ind i musikindustrien i form af sober rådgivning og vejledning af Grateful Dead, der fremstod som inkarnationen af de flippede tresseres livsform og ideologi. Uden Kants styring af forretningen ville Grateful Dead have været knap så taknemmelige. I nekrologen fortælles en lille sjov anekdote, der siger en del om mandens kvaliteter. På et tidspunkt kreerede iskræmfirmaet Ben & Jerry en is kaldet Cherry Garcia. Uden så meget som at spørge Jerry Garcia. Derfor ville Kant tage sagen op, medens Garcia mente, at ‘det heldigvis ikke var en motorolie”, de havde navngivet efter ham. Hvortil Kant svarede: “They will name a motor oil after you if you don’t confront this, Jerry. You’ll have no control over your name at all”. Hvil i fred, Hal Kant.
Grateful Dead – Bertha
Citat nr. 1
“I Danmark havde bankerne udlånt deres egenkapital knap 9 gange ved udgangen af 2007 mod en udlånsgearing i 2003 på knap 7, hvilket faktisk også var gennemsnittet de foregående 30 år. Uden ny kapital vil en tilbagevenden til den gearing kræve, at bankerne reducerer udlånene med 25 pct.“
(Nils Bernstein, Nationalbanken)
Citat nr. 2
“Nok er finanskrisen båret ind over Danmark af internationale vinde, men vi må erkende, at flere bankledelser heller ikke har været agtpågivende nok, når det gælder deres udlånspolitik og udlånsstyring. Krisen kom hurtigere og kraftigere ind over os fordi der var identificeret brodne kar i den danske finansielle sektor. Mistilliden til Danmark var derfor større end til mange af vore nabolande“
(Peter Schütze, Finansrådsformand og Nordea-direktor)
De 500 milliarder er størrelsen af det indlånsunderskud, de danske banker har oparbejdet…
Hvordan sikrer vi os, at den slags situationer ikke opstår i fremtiden?
Kilde: DR-Nyhederne
Fra The Raspberries til The Nerves er der ikke så langt. Musikhistorisk i hvert fald. Også Nerves var en del af musiklandskabet i halvfjerdserne. Blev dannet i L.A. af guitaristen Jack Lee, basisten Peter Case og trommeslageren Paul Collins. De fik kun en kort levetid, hvor det lykkedes bandet at blive opvarmningsgruppe for tidens store speed-rockere The Ramones. Og en enkelt firesangs-EP blev det til.
Når The Nerves ikke går i glemmebogen skyldes det nok, at de repræsenterede en af de første grupper, der lagde sig efter new-wave-lyden i USA -og så, at deres coverversion af Blondies “Hangin on the Telephone” – som i øvrigt er skrevet af Peter Case -stak ud. Jeg har tidligere nævnt dem. Når der grund til at gøre det igen, så er det, fordi der er udsendt et album – One Way Ticket – med det meste af bandets numre plus ekstranumre med The Plimsouls, The Breakaways og Jack Lee.
Jeg er ved at få nok af ham platuglen Stein Bagger. På TV2 nyheder fortalte en mediedarling med henført stemme om Baggers flugtrute. Hvad rager det mig!? Jeg har aldrig været i tvivl om, at de nok skulle få fat i krabaten, der rejser rundt i Armani-læderjakke og flasher sit Rolex-ur, når han kan. Store dele af medierne opfører sig som en flok nyhedsliderlige historiejægere, der har slået enhver snusfornuft og moral fra for på bedste Se&Hør-vis at bringe de seneste (ubetydelige), slibrige detaljer i en økonomisk skandale, der kun kan måle sig med Nordisk Fjer-skandalen. Det er til at brække sig over.
Det ville klæde den journalistiske stand, hvis de brugte al deres energi på at få afdækket fakta i sagen og fik analyseret de politisk-økonomiske perspektiver – og ikke mindst de store pengeinstitutters foruroligende rolle i finansieringen af bedrageriet. Men også bestyrelsens og det tilgrænsende erhvervslivs roller. Der burde være stof nok til mere end en Cavling-pris.
Læs Lottes harmdirrende indlæg, som jeg kun kan sympatisere med.
PS. Jeg undlader af samme grund at bringe et foto af banditten…
Sangeren Eric Carmen er vel en af dem, der er gået lidt i glemmebogen. Men engang i halvfjerdserne var han et stort navn. Ikke mindst i kraft af det ( i mine ører ret ulidelige ) hit “All By Myself“. Inden Carmen gik solo og hittede med omtalte sang, der var med på debut-solopladen, var han med i det ikke uefne, Beatles-influerede power-pop-rock-band The Raspberries, der i årene 1972-74 udsendte fire absolut lytteværdige albums. Et af dem havde et cover med smell-o-gram. Når man kradsede på coveret lugtede det stærkt af syntetisk hindbær-aroma. Jørgen (de) Mylius nævnte de flere gange i sine udsendelser.
Ud over Carmen bestod bandnet af Wally Bryson (senere med i Fotomaker), Dave Smalley og Jim Bonfanti.Her er en lidt bedaget, men alligevel fin optagelse, hvor de giver All The Way.
I disse år er ytringsfriheden – en af demokratiets vigtigste grundpiller – under pres, ja, under angreb. Ikke alene fra religiøse mørkemænd, som i tilfældet med sagen om Kurt Westergaard og de famøse Mohammed-tegninger, men også fra magthavernes side. Ytringsfriheden – og dens mediale modstykke, pressefriheden – er garanten for at demokratiet kan fungere. Pressen er – når den fungerer bedst – demokratiets lille arrige vagthund, der bider og flår magthaverne i bukseben og skørter, når disse ser en interesse i at dølge og tilsløre magtmisbrug eller begrænse borgernes rettigheder.
I weekendens udgave af Information kan man læse om justitsminister Brian Mikkelsens og partiformand Pia Kjærsgaards alt andet end elegante forsøg på at lukke munden på en seriøs kritiker af Politiets Efterretningstjeneste, regeringens udlændingepolitik og den såkaldte “terrorlovgivning”, Hans Jørgen Bonnichsen. Bonnichsen har, som det vel er bekendt, en fortid som højtstående medarbejder for PET, og har siden fået en rolle som kommentator i forhold til den globale terrorisme, terrorlovgivningen og beslægtede emner. I den forbindelse har han – til Dansk Folkepartis og andre magthaveres fortrydelse – plæderet for en åben dialog med moderate muslimer og for, at vi behandler “vores muslimske landsmænd anstændigt”. Dertil kommer, at han har forholdt sig kritisk til den såkaldte “tunesersag”.
Der er ingen tvivl om, at en mand som Bonnichsen – med den erfaring, han har fra sit virke inden for PET – er en uvelkommen debattør for regeringen og dens parlamentariske grundlag, DF, når det drejer sig om politikken på udlændinge- og terrorområde. Ikke mindst, når hans udtalelser går regeringen imod. For er der noget, de aktuelle magthavere ikke bryder sig om, så er det at blive modsagt. Regeringen og dens støtter tåler ikke kritik. Tænk blot på, hvordan det gik Birthe Rønn, da hun luftede sine forbehold over for “tuneserloven”…
Brian Mikkelsen har reageret på Bonnichsens kritik ved – på nærmest injurierende og i hvert fald intimiderende vis – at antyde, at Bonnichsen er i konflikt med sin tavshedspligt. Og Pia Kjærsgaard har forsøgt at gøre manden umulig ved at beskrive ham som en emsig pensionist, der burde holde sig til modeltog i stedet for at blande sig i regeringens selvgode politik.
De to repræsentanter opfører sig grangiveligt, som om de var talsmænd for en (u)oplyst enevælde og ikke et parlamentarisk demokrati. I begge tilfælde er der tale om åbenlyse angreb på Bonnichsens ytringsfrihed. Forsøg på at lukke munden på en kritiker, der stiller regeringen og DF i et dårligt lys. Det er, som om de pågældende politikere, mener at være i deres gode ret til at diskvalificere enhver ytring, der går imod regeringen, som værende en ikke ikke-gyldig ytring. Og at ethvert middel helliger dette mål. Og den går ikke. I et demokrati.
Forsøget på at få en tidligere embedsmand, offentlig ansat, til at tie ved at insinuere pligtforsømmelighed – og derved bringe han i et potentielt dårligt lys i offentligheden – og ved at latterliggøre ham på en diskriminerende vis (skulle pensionister ikke have ret til at deltage i demokratiet?) siger en del om to politikere, hvis magtbrynde er steget dem til hovedet. Og det siger også noget om de dybe politiske problemer, de pågældende politikere har rodet sig ud i med en fejlslået udlændinge- og indvandrerpolitik, en uigennemtænkt terrorlovgivning og et katastrofalt, perspektivtløst engagement i to svagt begrundede krige.
Vi springer et par år tilbage til 2001, hvor Ringo udsender et tredobbelt live-album med sit All-Starr Band. Udgivelsen er en opsamling af live-indspilninger, som Ringo tidligere har udsendt i 1990 og 1993 – plus en del ikke hidtil udgivet musik. En slags greatest hits fra årene som bandleder for et hold udsøgte musikere. Ringo har selv givet udtryk for, at han længe har drømt om at lede sådan et band, og det for står man, når man ser listen over medvirkende kændisser: Randy Bachman, Gary Brooker, Jack Bruce, Tim Cappello, Eric Carmen, Felix Cavaliere, Clarence Clemons, Burton Cummings, Rick Danko, Dr. John, Dave Edmunds, John Entwistle, Mark Farner, Peter Frampton, Levon Helm, Jim Keltner, Simon Kirke, Nils Lofgren, Billy Preston, Mark Rivera, Todd Rundgren, Timothy B. Schmit, sønnike Zak Starkey og Joe Walsh. Pladen består af numre fra Ringos eget katalog (It Don’t Come Easy, Honey Don’t, You’re Sixteen m.fl.), Beatles-numre og numre fra de medvirkendes kataloger. Dermed bliver de tre plader også et tværsnit af meget af den fremmeste musik fra tresserne og halvfjedserne især.
Udgivelsen fik fine anmeldelser rundt omkring i medierne, men solgte – ikke overraskende – ikke noget særligt. Det er en skam, for det er et fint, varieret live-album med både stille ballader og rigtige rockere fremført i Ringos tilbagelænede, svingende stil. Anbefales. (Man kan være heldig at finde udgivelse i pladeforretningernes udsalgskasser til en slik…).
Ringo and his first All Starr Band (part 1)
Det skulle være sikkert og vist, at den berømte russiske filminstruktør Sergej Eisenstein (Panserkrydseren Potemkin m.fl.) og den irske forfatter James Joyce (Ulysses, Finnegans Wake m.m.) mødtes en novemberdag i 1929, hvor de blandt andet snakkede om filmatiseringen af Joyces “Ulysses” – og Karl Marx’ “Das Kapital”. Samtalerne fandt sted få dage efter det store børskrak, den Sorte Fredag.
Umiddelbart lyder det som et vidtløftigt projekt. Hvad skulle den joyceske roman og Marx’ økonomiske kritik have med hinanden at gøre? Jo, Joyces roman handlede blandt andet om et subjekt, der ikke er tekstens herre, men på det nærmeste flyder med teksten som en prop i Liffey floden og går i opløsning. Og Kapitalen kan læses som en fortælling omvarernes, pengenes og kapitalens odysse – og om bugøjsernes og proletarerne som marionetter i et økonomisk spil, de ikke er herre over. Eisenstein havde æstetiske forestillinger om et filmsprog, der brød med ikke bare den traditionelle linieære fortællestruktur, men også sin egen montage-teknik.
Nu – midt i den aktuelle, globale finansielle krise – tager tyskeren Alexander Kluge – som folk, der læste på universitetet i halvfjerdserne vil huske som medforfatter til bogen ‘Offentlighed og Erfaring’ – tråden op fra Eisensteins idéer og udsender tre DVD’er med titlen Nachrichten aus der ideologischen Antike, Marx – Eisenstein – Das Kapital, der gennem 55 kapitler forsøger at realisere nogle af Eisensteins tanker, heriblandt fremstillingen af dele af Kapitalen i en visuel og musikalsk form.
