CAPAC

Jeg går ind for, at befolkninger selv må bestemme over deres liv og derfor har ret til at kræve uafhængighed. Hvad enten der er tale om Baskerlandet, Catalonien eller – Skotland. Uafhængighed forhindrer ikke, at en nation kan indgå i alskens fælleskaber af økonomisk, kulturel eller anden natur – på frivillig basis. God valgdag til skotterne – uanset, hvad I så vil stemme…

 

Det er snart fire år siden Captain Beefheart forlod denne jammerdal. Men han nåede at sætte sig sine spor i musikken og i mange lytteres bevidstheder med sin helt egen avantgardistiske tilgang til musikken. Og nu kan man så snart få et samlet overblik over noget af det bedste fra hans krøllede hjerne. Nemlig når boksen Captain Beefheart Sun Zook Spark 1970-1972 kommer i butikkerne (til november). Boksen indeholder mesterværkerne Lick My Decals Off, Baby, The Spotlight Kid og Clear Spot og en hel cd med “hidtil uudgivet materiale”. Boksen ville kunne fås både i vinyl og digitale formater.

Man skal vare sig for superlativer og bastante substantiver, men det er en begivenhed, at Omnivore Records til november udgiver den eneste kendte, filmatiserede koncert med det legendatisk Memphisband Big Star. I følge plademærkets forskræp indeholder optagelsen kendte sange som “September Gurls”, “The Ballad of el Goodo”, “I am Cosmos” m.fl. og en række coversange hentet hos T. Rec, The Kinks o.a. Udgivelsen kommer i de gængse formater – vinyl, cd og dvd.

1. IN THE STREET
2. DON’T LIE TO ME
3. WHEN MY BABY’S BESIDE ME
4. I AM THE COSMOS
5. WAY OUT WEST
6. TILL THE END OF THE DAY
7. THE BALLAD OF EL GOODO
8. BACK OF A CAR
9. FIRE*
10. DAISY GLAZE
11. FOR YOU
12. BABY STRANGE
13. FEEL
14. SEPTEMBER GURLS
15. BIG BLACK CAR
16. THANK YOU FRIENDS
17. THE GIRL FROM IPANEMA
18. PATTY GIRL
19. SLUT

The Cry of Love var den første – i en lang række – af såkalt posthume udgivelser med Jimi Hendrix. Den kom i 1971, året efter Hendrix’ alt for tidlige død. Efter sigende skulle de meste af musikken have indgået i et planlagt dobbeltalbum, som Hendrix havde i tankerne. Om Hendrix ville have sympatiseret med udgivelsen er et futilt spørgsmål, men musikken fremstod og fremstår stadigvæk umiskendeligt som solid Hendrix. Det var den første vinyl, jeg købte med guitarhelten, og den har fået en særlig plads i mit musikunivers, selv om Electric Ladyland og andre nok er bedre – trods alt.

Nu genudgives den så i en lydforbedret udgave, efter at have været uopdrivelig en længere periode. Samtidig kommer også den samtidige Rainbow Bridge-plade, der er en langt mere diskutabel udgivelse, som ikke kan siges at have været i Hendrix’ tanker….

Bag bandnavnet Generationals gemmer sig duoen Ted Joyner og Grant Widmer. Generationals dannedes i 2008 og året efter kom debutlabummet Con Law. Den blev efterfulgt af ep’en Trust i 2010 og af albummet Actor-Caster i 2011. I 2013 kom så deres tredje album Heza. Og nu er de på banen igen med et nyt album Alix.

Alix er produceret af den i indiesammenhænge kendte kultproducer m.m. Richard Swift (medlem af The Shins), der fik til opgave at bringe de to Generationalsmedlemmer ud af en mindre kreativ krise. Og i hans hænder blev et demobånd med færdige sange forvandlet til Alix. Det hjælper næsten altid at få et par friske ører til at lytte med…

Måske er Swifts lyd anderledes end den, man finder på de foregående plader, men noget har ikke ændret sig synderligt. De to indiedrenge Joyner og Widmer kan ikke løbe fra deres fascinerede inspiration fra ældre generationers musiksmag – fra halvtredsernes doo wop over tressernes soul, British Invasion, surferrock, wall of sound og videre fremt til fx Pet Shop Boys og den melodiøse electronica, der har rødder i Kraftwerks berømte besyngelse af motorveje og andre moderne fænomener. Og alle disse indtryk og impulser er hældt i indie-kødkværnen, der sikrer at det musikalske output får netop den air af samtidig indierock, der skal til for at få musikken til at lyde helt moderne.

Skraber man forsigtigt indielagene af – de lag, der er skabt af en moderne maskinpark, der stort set undgår traditionelle rockinstrumenter til fordel for computere og anden electronica – så finder man ti poppede, meget fængende sange, der sagtens kunne være skrevet i et andet årti. Indieklædedragten på dette album henter især sine påvirkninger i firsernes electronicalydbillede. Jeg kan fx ikke løsrive mig fra en association til Pet Shop Boys. Generationals lyder som en lidt mere frisk, dansant, nærmest punket udgave af gode gamle Pet Shop Boys – og det skal sgu forstås som et kompliment… Lyden peger bagud mod firserne, men også fremad i kraft af Swifts kølige og rene lydbillede. Hermed varmt anbefalet.

Generationals. Alix. Producer: Richard Swift. Polyvinyl Records. Udkommer herhjemme i dag.

Leonard Cohen nærmer sig med raske skridt de 80 år og må derfor siges at være en af de rigtige ronkedorer i populærmusikken. Nogenlunde på samme dag som fødselsdagen – den 21. september – kommer Cohens nye album Popular Problems. Og den kan man lige nu høre i sin fulde længde både på Guardians hjemmeside og lige her. Og efter en hurtig gennemlytning, må jeg konkludere, at Cohens stemme er endnu mere præget af alderens ubønhørlige fremadskriden end tidligere. Han har aldrig haft en stor stemme målt med gængse sangstemmekriterier, men er altid blevet elsket for dens særlige maskuline sonoritet og hans næsten dovne fraseringskunst. Og den side er til fulde til stede på den nye skive. Så Cohen-elskerne kan sagtens finde tegnedrengen frem. Cohen lever op til forventningerne – igen.

Måske har man lidt saltvand i blodet, når man kommer fra den jyske vestkyst?! I hvert fald har jeg, siden jeg forlod Esbjerg og Sædding for mere en fire årtier siden, haft det sådan, at jeg mindst en gang om året skulle vende tilbage til Vesterhavet for at tage en dukkert i dets rå, salte vand. Det er ikke lykkedes hvert år, men drømmen lever intakt her midt i den jyske hovedstad. Og måske fortæller denne lille personlige historie noget om os, der ikke bare kommer fra udkanten af Danmark, men fra vandkanten. Vesterhavets. Måske får man en særlig tilgang til livet og et særligt lidt skævt blik på den danske virkelighed, når man har lidt vesterhavssaltvand i blodet!?

Sådanne tanker kan jeg godt gøre mig, når jeg nu sidder med det nye udspil fra Telestjernen (Rasmus Johansen) og Manden de kaldte Lefty (Kasper Vegeberg) med titlen Det kolde Hawaii. For det er – som titlen peger på – netop et album, der gør en dyd ud af at hente sin inspiration helt ude ved Vesterhavets vandkant, Det kolde Hawaii ved Klitmøller.

Telestjernen kender vi fra hans foregående album – blandt andet Hvidt Skidt – hvor han med sin uslebne stemme har besunget provinsens skæbner i et ligefremt, sprogligt ubesmykket sprog. Og her på den nye plade deler Telestjernen pladsen med Manden de kaldte Lefty, guitaristen Kasper Vegeberg, der har sine rødder i området ved Klitmøller.

Telestjernen fortsætter med at fortælle om skæbner og steder, sådan som han tidligere har gjort. Blot er det en mere fokuseret fortællekunst denne gang. Desværre er teksterne ikke trykt på det anmeldereksemplar, jeg har, men man får et udmærket indtryk af, hvad Telestjernen kan i den store, næsten novelleagtige historie om “Leftys oldefar alias slagteren og profeten fra Vegebjerg”, der er aftrykt i pr-materialet. Det er – en måske lidt selvbiografisk? – historie om knægten, der er lokumspoet og som stikker lidt ud i Klitmøllerområdets miljø med sine skriverier og fantasterier. En outsider i ud-  og vandkanten, som Telestjernen og sikker også Lefty nok ikke har svært ved at genkende noget af sig selv i. Derude på kanten kan man let komme på kant med de andre…

Musikken på den Telestjernedominerede første halvdel af pladen (Part 1, de første otte sange) er en skramlende rock, der får en til at tænke på fx Tom Waits (med sydvest og olietøj… ) eller Kevin Coyne. På den anden del folder Lefty sig ud med sin guitar og det er overvejende instrumentalt. Og stilistisk er musikken præget af inspiration fra halvtredsernes og de tidlige tresseres instrumentalrockbands, men også – som fx i den episke “Dødedans ved Nørre Vorupør” og den efterfølgende “Vesten vild” inspireret af tressernes filmmusik, bl.a. musikken fra de såkaldte spaghettiwesterns. Hvor Telestjernen med sine nøgne fortællinger indfanger ånden fra Klitmøller og nærmeste omegn, der rammer Lefty med sine nostalgisk anlagte udfoldelser nogle stemninger, som man – jeg! – kun kan forbinde med den andethed, som ikke-udkantsdanskere tillægger Udkantsdanmark. Det er en lyd af noget anderledes, noget utilpasset, der ikke bare vil indordne sig under den normalitet, som ikke-udkantsdanskerne mener at stå for.

Med Det kolde Hawaii bidrager de to vestjyske outsidere med en plade, der er velgørende i sin på samme tid bevidste og insisterende satsning på et lokalt virkelighedsperspektiv. Her er vi langt fra globaliseret mainstream, og derfor skiller pladen sig ud som unik og aparte. Og det er som sådan, den vil finde sin naturlige plads i pladesamlingen… Hermed anbefalet.

Telestjernen & Manden de kaldte Lefty. Det kolde Hawaii. Eagle Vision. Udkommer i dag.

I 2008 omtalte jeg københavnerkvartetten Harmonics EP Return Different og konstaterede, at gruppen spillede en melodisk rock med rødder i halvfjerdsernes og tressernes rock – og mente, at de måske ville finde deres stil i håndteringen af arven fra disse formative årtier. Jeg kunne måske også have valgt at skrive, at Harmonics havde en nostalgisk tilgang til rocken – en traditionssøgende musiksmag. Og måske er det ikke tilfældigt at bandet kalder deres album “Nostalgi er ikke, hvad det har været”. Måske er det udtryk for både en bekræftelse af traditionalismen i musiksmagen og et ønske om at give musikken et ekstra twist, der sikrer en samtidighed og fremtidig udviklingsmulighed!?

I hvert fald er det en sådan dobbelthed, jeg hører, når jeg lægger øre til Nostalgia isn’t what it used to be. Og det understreges allerede i den første sang “Pledge”, der egentlig er en iørefaldende, lidt tilbagelænet rocksang af den type, man kunne spille på den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne eller (også) i senere årtiers indierock, men Søren Manschers guitarspil inducerer en god portion vildskab og støjende rock i nummeret, så sangen også griber ud efter post-punken og den hvide lyd i metropolrocken og med denne legering bekræfter, at musikken er et barn af nutidens rock og har et fremtidsperspektiv.

Den samme dobbelthed finder vi i sangen “Sally Girl”, hvor de prægnante guitarer ved Søren Manscher og Frederik Langkjær igen følger Søren Manschers sang som en kontrapunktisk skygge ved den melodiske popsang. Og bag den lyse mandepopstemme og de flyvende guitarer ligger Søren Damsbo-Svendsens sikre, mærkbare bas og Frederik Håkonssens solide trommer, der giver musikken den rette poprockpuls og svedige fremdrift.

Jeg kunne fortsætte analysen af de enkelte sange ud fra den indledende karakteristik og den ville passe på dem alle sammen, fordi det er et signalement af Harmonics stil anno 2014. En stil, der bygger på den bedste tradtion for melodiforankret, fortællende rocksange, men også spalter sig i en fremadrettet postpunkinficeret, frenetisk rock. Og så er det hele krydret med lag af andre instrumenter, fra Langkjærs brug af theremin og tangentinstrumenter over gæstemusikernes inddragelse af violin (Nanna Treu, Anne Marie Hjort Christiansen), cello (Torbjørn Eika Jørgensen) og trompet (Jørgen Stenbæk). Det giver et lag, der både udvider lydebilledet i det melodiske og harmoniske udtryk, samtidig med at det opbløder rockkanten lidt.

Det samlede indtryk er, at Harmonics helt lever op til de forventninger, de afsatte i mit sind med debut-EPen i 2012 og fremstår som et band, der på smukkeste vis tager den røde tråd op fra de foregående årtiers tradition for følelsesbåret, narrativ, iørefaldende rockmusik og iklæder det en tonedragt, der både er tilbage- og fremadskuende og ikke mindst en bekræftelse af, at rocken stadigvæk har noget at byde på i vort århundrede. Hermed anbefalet.

Harmonics. Nostalgia isn’t what it used to be. NMS. Udkommer i dag.

 

Når man har skreve sange som “Big Girls Don’t Cry”, “Walk Like a Man”, “Rag Doll”, “Silence Is Golden”, “The Sun Ain’t Gonna Shine (Anymore)” og “Can’t Take My Eyes Off You”, så er man ikke hvem som helst i populærmusikken.
Stanley Robert “Bob” Crewe, der døde den 11 september, var et mangesidigt talent. Han var sanger, danser, manager, pladeproducer og – altså – sangskriver. Og det var især i kraft at sidstnævnte han blev kendt. Egentlig ville han være arkitekt, men efter en dannelsesrejse til Europa som ungt menneske endte han med en pladekontrakt i hjemlandet. Men selv om han havde både udseende og stemme med sig, var det ikke som udøvende kunstner, hans styrke lå.
Sammen med pianisten Frank Slay begyndte Crewe i halvtredserne at skrive sange til andre. I første omgang var dt doo-wop-gruppen The Rays, der nød godt af sangene og gruppen fik et større hit med “Silhouettes”, der blev det første overbevisende eksempel på, hvad Crowe havde at byde på som sangskriver. Det helt store gennembrud kom først i tresserne, hvor Crewe sammen med en anden partner, Bob Gaudo, skrev sangen “Sherry” til The Four Seasons, der med den sang blev kendt i det ganske land. Og den blev fulgt op af flere store hits, fx “Big girls don’t cry” og “Walk like a man”.
Ved siden af sangskriverrollen fortsatte Crewe med at synge som solist og i gruppesammenhæng, men det forblev som sangskriver, han skrev sig ind i musikhistorien. Den sidste store succes, han oplevede, var da Christina Aguilera hittede med sin version af “Lady Marmalade” i 2001.

Tre weekender i september måned har Den Gamle By helliget en 70’erfestival, der tager tråden op efter institutionens vellykkede genskabelse af et 70’erkollektiv og en -bydel. Blandt de mange oplevelser, man kan få, er samtaler mellem musiker, Beatlesconnaisseur, skribent m.m. Per Wium og Jørgen de Mylius om halvfjerdsermusik, Mylius’ rolle i medierne og meget andet, en stor udstilling om rocken i Aarhus fra tresserne og frem, ABBA Revival Band, Hønsestrik og halvfjerdsermode og meget andet.

Jeg tilbragte noget af dagen på festivalen og kan kun anbefale den varmt, fordi Den Gamle By har forstået at levendegøre 70’erne meget historisk konkret og sanseligt. Jeg oplevede også Wium og Mylius folde sig ud – og det fungerede (som man kan få et indtryk af via min video nedenfor…) godt. Jeg så også ABBA Revival Band spille ABBAs klassikere, og det slap de mere end hæderligt fra. Se smagsprøven nedenfor.

Hvis man har rod i halvfjerdserne er der al mulig god grund til at at tage til Den Gamle By en af de kommende to weekender.

Nedenfor ca. en tredjedel af Wiums og Mylius’ første samtale på dagen. Vi forlader dem, da de skal til at snakke om Slade…

Og en lille smagsprøve på, hvad ABBA Revival Band har at byde på… Lyden er ikke den allerbedste, men stemningen fejler ikke noget.

Jeg har ikke hørt om Christian Fitness før, men hans musik river og rusker, så det er svært ikke at holde af den, hvis man ellers er til støjende rock. Værsgo.

En af rockens bagmænd er død. Cosimo Matassa blev 88 år. Og hvis du ikke har hørt navnet før, så er der en god grund til det, for det er relativt sjældent, at pladestudiernes teknikere bliver trukket frem i lyset. Men når man er ansvarlig for stort set alle de R&B-indspilninger, der blev lavet i New Orleans fra slutningen af 1940’erne og frem til de tidlige 1970’ere, så er man ikke en hr. hvemsomhelst. Mere end 250 amerikanske hits og 21 guldplader blev til i Cosimos studie og med hans lyd, der var kendetegnet af stærke trommer, tung bas, let piano, kraftig guitar og lette horn. The New Orleans Sound.

Plademærker som Chess, Atlantic og Specialty indspillede i Cosimo’s Recording Studio. Her opstod LIttle Richards “Tutti Frutti” og “Good Golly Miss Molly”, Big Joe Turners “Shake, Rattle and Roll”, Fats Dominos “The Fat Man” og mange andre klassiske skæringer.

Cosimo studerede oprindeligt kemi på universitetet, men sprang fra og begyndte at sælge grammofonplader. Og det førte til ideen om at lave et sted i New Orleans, hvor man kunne indspille musik. I 1946 begyndte Cosimo at indspille de første plader. Indspilninger, der blev skåret direkte på plade uden nogen form for redigering – sådan som man kender det fra Elvis Presleys allerførste indspilninger. Derfra udviklede det sig, og i tresserne forsøgte han sig også med sit eget plademærke Dover Records, der dog forblev en underskudsforretning.

Med sine albums 12 Songs, Home before Dark og Dreams har Neil Diamond i årene 2005-2010 givet sig selv et kunstnerisk comeback, hvor han har fundet tilbage til det basale – sangskrivningen – og til et nøgternt og nøgent udtryk, der står i ofte grel modsætning tli fortidens til tider opulente arrangementer og iscenesættelser. Og nu er den gamle singer-songwriter på banen igen med en ny plade, Melody Road, der til syneladende tager tråden op fra de nævnte plader.

Mercury-prisen er som bekendt Storbritanniens svar på amerikanernes Grammyer. Men jeg synes, at britternes nomineringer er en tand mere overraskende end amerikanernes, der ikke helt kan sige sig fri for en vis forudsigelighed. Ganske vist er det forudsigeligt at Damon Albarn er nomineret i år, men hvem har fx hørt om GoGo Penguin? Ikke jeg i hvert fald – før nu, hvor nomineringslisten er officiel. Og GoGo Penguin byder på deres helt egen særlige crossover mellem jazz, klassisk og easy listening/chillout… Det er ganske indtagende og fascinerende at lytte til.

Jeg har fremhævet Kate Tempest før – her – og gør det gerne igen, fordi hun er et lysende talent inden for den genre, der kaldes “spoken word”. Nu er hun så blevet nomineret til den prestigiøse Mercury Prize for sin medrivende gadepoesi. Jeg er ellers ikke meget for spoken word eller rap, men jeg synes, Tempest løfter det hele i kraft af en umiskendelig musikalsk fornemmelse.