Nyt dansk: Telestjernen – Hvidt Skidt

28. april 2012

I dansk rock har vi en fornem tradition for lokalt forankrede sangskrivere. Tænk på Kim Larsen (København), Allan Olsen (Nordjylland), Johnny Madsen (vestkysten), C. V. Jørgensen (Lyngby) og så videre. Ikke alle deres sange har lokalt udspring, men nogle af de væsentligste har. Til den ufuldstændige liste hører også Telestjernen – hvis borgerlige navn er Rasmus Johansen – der bor i Brabrand ved århus og skriver sange med udspring i det jyske.

I næste uge udkommer Telestjernens tredje album, Hvidt Skidt, der følger op på Ungt Blod (2009) og Roxy Grill (2010).

Allerede på den anden skæring på pladen, "Donni Tarantino og den flammende dødsdrom", anslås det lokale tema. Det er en sang om den cap-klædte Donni, der er lun på den lokale grill-bar-servitrice Sally, som er cool, lækker og smækker. Scenen kunne være skåret ud af hvilken som helst jysk provinsforstad, hvor unge henlever deres liv og går rundt med drømme, der næres af mediernes stjernedrys. Donni og Sally stikker af i en Mustang fra 1969 – eller også er det bare en fantasi om at træde ud af de gråmellerede hverdag som i en film af Tarantino eller med James Dean. Musikalsk befinder sangen sig et sted mellem guitarbaseret halvtredserrock og det vokale forbillede C. V. Jørgensen i et lydunivers med ekkodybde. Sangen får en ekstra dimension med Emma Acs i korrollen som Sally.

"Med næb og kløer" er en nærmest arketypisk sang om en ung mand på knallert (en Tomos!) på vej ind i byen til kammesjukkerne en fredag aften – men også på vej bort fra barndommen og ind i de voksnes verden med en smertende tatovering som symbol på det uigenkaldelige uskyldstab. En ligefrem ballade båret frem af lige dele vemod og guitarlyd.

"I en gammel oldsmobile" er en ballade om ikke at ville blive voksen. Om desperat og forgæves at forsøge at holde fast i den barn- og ungdom, der kun kan overleve som erindring. Perspektivet lægges fra en gammel Oldmobile, hvor drengen fødes på bagsædet og faderen græder over sit tabte liv: "Far han græd/sad & så sig tilbage/i et spejl så han ungdommens dage/tone frem som perler på en snor/en tåre faldt/& et lys blev brudt i et prisme...". Oldsmobilen er et billede på selve livet, "er du træt af at køre/eller bare kørt træt/din kobling er måske røget/& du vækkes bag dit rat/af et kraftfuldt baseballbat". Igen er der tale om en melankolsk ballade, der associerer til sangskriveren fra Lyngby, men har sit eget ligefremme tonesprog med flotte backingvokaler og strygere.

I "1989" tematiseres Janteloven i en sang om at vokse op et sted, hvor drømmene næres af lorte-tv, pop, kulørte blade og radio i mono. I sangen nævnes The Tornados, og der er også en klar musikalsk gældsætning til halvtredser- og tresserguitarlyden i dette nummer, hvor Telestjerne også får hjælp af ingen ringere end Manoj Ramdas (SpeKtr) på netop guitar.

Telestjernen dyrker et lydbillede, der sender tankernen i retning af Phil Spectors voluminøse lydmur. I det hele taget er inspirationen fra lydbillederne fra de for rocken formative årtier – halvtredserne, tredserne og halvfjerdserne – ikke til at tage fejl af. Sålede også i sangen "Roserne på min gravsten", der er endnu en tabersang om at leve et liv, hvor dagene mest "er i sort og hvidt" og hvor håbet skrumper ind til en lille drøm om roser på gravstenen, som andre spytter blod på… En storladen rocksang, der vokalt står i gæld til traditionen fra The Beach Boys.

"R.I.P. Johnny Boy – hvad så nu" handler om Johnny, der har en baggrund som kriminel i storbyen, men ender sine dage i en trailer i provinsen, hvor han, sådan som man kan læse i aviserne, findes død, glemt og i opløsning. Endnu en fortælling om en white trash-eksistens, iscenesat som en slags country-cowboyfilm-sang, der både kan minde om gamle westerns og Lee Hazelwood i countryhumør.

Telestjernens plade bevæger sig som allerede antydet i krydsfeltet mellem mediedrevne drømme, vesterlandske myter og den konkrete liv på provinsens bund. I "Rute 15" portrætteres en anden arketypisk provinsfigur, bilhandleren og mekanikeren Hardy, der forsøger at overleve, medens motorvejsudvidelser æder sig ind på hans lille fristed med pin-up-piger på væggene og spilleautomater i baglokalet til kundernes underholdning. Helt logisk er det et stykke vaskeægte garagerock med huggende guitarer og smældende trommer.

I "Psykopaten" fortælles en lille enkel sang om pige, der udsættes for overgreb fra en anonym mand. Et sørgerlig tidsaktuel sang, men også en sang om at drømme sig væk. En lille bagatel, der starter ganske stille som akustisk folk, men vokser som en ballon, der pustes op til bristepunktet, takket være operasangerinden Rikke Simonsen, der løfter sangen op og ud af banaliteten.

I "forbandet svineri" føjes endnu en historie til provinslivets moderne mytologi. En historie om handel med for gammelt svinekød. Den kunne være trukket lige ud af kriminalspalterne i en af de utallige lokale onsdagsaviser. Akkompagneret af keyboard fortælles historien ligefrem og uden svinkeærinder.

Telestjernen skriver sange, der ikke kan se sig fri for klicheer, men som er mundrette og som sprogligt set passer godt til den kuldslåede univers, som beskrives i de små fiktioner om det såkaldte Udkantsdanmark. Det er ligefremme sange af den slags, rocken lever højt på. Sange skrevet ind i et fiktivt univers, hvor hjørner af provinsdanmark møder store amerikanske biler og mediebårne drømme i et mytologisk univers. Jeg tror, at den afdøde forfatter Erik Thygesen, som havde sans for rock med lokalkolorit og rødder, ville have elsket Telestjernen, lige som han elskede Paravion. Jeg gør. Hermed anbefalet.

Hvidt Skidt udkommer d. 30. april på Eagle Vision Records /VME

Skriv en kommentar

626 har læst indlægget