Indlæg tagget med anmeldelse

En intim aften med Lucinda Williams på Voxhall, århus

22. maj 2013

 

Jeg har efterhånden været til mange fine koncerter på det lille århusianske spillested Voxhall. Og gårsdagens koncert med den amerikanske singer-songwriter LucindaWilliams var ingen undtagelse fra den regel. Faktisk hørte koncenten til de allerbedste af slagsen.

Lucinda gik på lidt over kl. 20 sammen med sit lille band bestående af bassisten David Sutton og guitaristen Doug Pettibone, og koncerten varede inklusive to omgange ekstranumre godt og vel to timer. Sceneshow var der ikke noget af. Lucinda stod ved sin mikrofon i midten flankeret af de to andre og fremførte sang efter sang med små, præcise introduktioner. Allerede et par sange inde i koncerten stod det klart for undertegnede, at denne aften helt ville stå i den gode sangs tegn. Ikke noget med rockattituder, overflødig blikfang og udvendig appeleren til publikum. Snarere var der tale om, at Williams antog en professionel beskedenhed, billedligt talt trådte et skridt tilbage og lod sangene om at kommunikere med publikum.

Williams lagde ud med sin vel nok mest kendte og elskede sang ”Passionate Kisses”, som hun skrev til kollegaen Mary Chapin Carpenter, der kvitterede med at gøre den til et singlehit i 1993. Dermed anslog Williams lige som grundtonen i sin sangskriverkunst, hvor hjerte-smerte-melankoli er et grundelement. Samtidig forhindrede hun måske, at aftenen skulle gå hen og blive en ønskekoncert. For hun fortsatte med en anden a fhendes mest kendte sange, titelsangen fra gennembrudsalbummet Car wheels on gravel stones, der også står centralt i sangskriverens tematiske univers af eksistentielt betonede sange med rod i etl andligt syd-USA. Og herefter gik det slag i slag med sange fra Williams bagkatalog, et par helt nye sange (der skal indspilles i år) og nogle covernumre.

Williams blev bakket effektivt op afsine to medspillere, der løftede flere af sangene op til regulæ rcountryrock – og ja, rock. Som Williams selv pointerende havde de sparet på trommeslageren (der vist opholdt sig i Rom), men de kunne sagtens rocke alligevel. Jovist kunne de det. Sutton lagde en lækker, blød pulserende bas under sangene, når han ikke lige brugte bassen som slagtøj, og Pettibone leverede et stramt økonomisk guitarspil, der aldrig forfaldt til guitarlir – heller ikke når han kastede sig ud i leg med feedback og guitareffekter. Han forstod at dosere sine virkemidler og underordne dem sangene.

Der var mange højdepunkter på denne aften. For mig var et af højdepunkterne, da Williams spillede den gamle bluesmusiker Skip James’ sang “Hard Time Killing Floor Blues” og forbandt denne sang fra depressionens tid med vor nutids krise. Williams havde på det tidspunkt allerede beklaget sig over, hvordan corporate capitalism havde sat sig ubehagelige spor iden europæiske virkelighed med 7-11-butikker ogMcDonalds-restauranter overalt. Sangen har Williams tidligere spillet i Martin Scorsese Presents the Blues.

Et andet højdepunkt var, da Williams i overtiden spillede Jimi Hendrix’”Angel” og dedikerede den til den netop afdøde Doors-tangentspiller Ray Mazarek. I det hele taget var det kendetegnende for Williams intimkoncert, at godt nok er mange af sangene eksistentielt indadvendte i deres emnevalg og handler om brydsom kærlighed, død og indadvendthed. Men som de andre storesangskrivere i sin generation – fx Springsteen og Dylan – så er der også et social engagement, der undertiden viser tænder. Tydeligst da Williams henvendt til publikum sagde: Peace, Love and Revolution. Power to the People. Så vidste vi, hvor hun stod. Og hvor ofte oplever man lige en (amerikansk) kunstner melde så klart ud om sit politiske ståsted?

Ogsåden amerikanske religiøse fundamentalisme fik et par ord med på vejen. Dels i den nye sang, Something Wicked This Way Comes(der deler titel med en Ray Bradbury-tekst og – som Lucindas mand måtte belære hende om – stammede fra selveste Shakespeare) og i en sang om ikke at kunne komme overens med gud, sådan som man forventes at skulle i guds eget land. Jo, hos Williams går den sociale indignation og den religiøse skepsis hånd i hånd. Noget,d er har præget hendes nyere sangskrivning.

Lyden nærmede sig det perfekte. Williams gjorde selv opmærksom på det, da hun krævede dette rum, fordi lyden var ‘god’. Det var en underdrivelse. Bruce Spingsteen ville helt sikkert have været grøn af misundelse efter sine oplevelser i Parken. Lydbillledet var klart.Instrumenter og stemmer stod distinkt i helheden. Og bedre blev det kun af, at Lucinda med sin modne tenor forstod at intonere og frasere forbilledligt, så man kunne opfatte hvert eneste ord, der kom fra hendes læber. Jo, Voxhall er et godt spillested, hvor kunstnerne kankomme fuldt til deres ret.

Samlet set gav koncerten et meget vellykket indtryk af spændvidden og dybden i den amerikanske singer-songwriters sangkunst. Her var rock,countryrock, blues og ballader. Her var sange fra hendes eget roste sangkatalog og skønsomt udvalgte covernumre. Ud over Skip James og Hendrix fik vi Bettye Lavettes ”Joy” og sangen ”Honey Bee”. Aftenen blev meget mere end en intim aften i fruens selskab. Det bleven fremragende koncertaften med plads til både intimitet i sangene og perspektiv. For at understrege, hvad en koncertaften som denne drejer sig om, takkede Williams sit publikum for, at de havde hentet penge op af lommen for at gå til koncerten i en krisetid. For uden publikum er musikerne ingen ting, lod hun fortstå. En fin gestus af en kunstner, derved, hvad det drejer sig om. Hun må gerne komme igen – tilVoxhall.  

The first four – from Gudrun Solja with love…

18. november 2012

Tv-mediet kan med sin dyrkelse af den skinnende overflade og fascinationen af øjeblikket nok sikre de warholske femten minutters berømmelse eller gøre et ungt mennesket til ‘stjerne for en aften’. Men eksempler på, at berømmelsen ofte ikke holder meget længere end projektørlyset er tændt, er legio. Hvem husker EyeQ i dag…

På den anden side kan tv heller ikke holde et talent nede. Hvis talentet også har noget på hjerte, så skal det nok finde vej til sit publikum. Den færøske sangerinde Gudrun Solja har været vejen om DRs “Stjerne for en aften”, hvor hun vandt i 2003. Og det banede vejen for et par plader med fortolkninger af andres sange.

I morgen udkommer så EP’en The first four, hvis titel signalerer en ny begyndelse og et løfte om mere. Sammen med Maria Guttesen (der også spiller en række instrumenter på pladen og står for produktion og arrangementer) og Lene Drachmann (tekster) har Gudrun Solja lavet fire personlige, alvorlige popsange, der nok er indiskutabel poprock, men ligger milevidt fra den blanke, kantløse mainstream.  Der er erfaringtyngde i teksterne. Det er refleksion og eftertanke, der præger sangene, hvad enten det er den besværlige kærlighed, vi ikke kommer uden om (“Got that smile again”), tabets uafvendelighed (“If I could”) eller identitetens skrøbelighed (“Lack of words”).

Og med hjælp fra guitaristerne Simon Bekker og Peter Steenild og bassisten Thomas Sejthen har Gudrun Solja sammen med Maria Guttesen skabt fire sange, der både giver noget til det fordringsløse popøre (fx i det latente pophit “Got that smile again”) og til den lytter, der gerne vil udfordres af originale arrangementer. Og så er der Gudrun Soljas stemme, der har forførende poptøssødme, men også ubesværet klarer mere modne fraseringsudfordringer som i “If I Could”, hvor der spændes over hvisken og råb. En stemme med potentiale til mere.

Og EP’en giver som sagt et løfte om mere. Og dette mere kunne passende være et helt album, hvor Gudrun Solja, Maria og Lene kunne folde den indiskutable talentmasse helt ud. Det vil jeg se frem til. Hermed anbefalet.Video: “If I Could”

GudrunSolja. The First Four. Produceret af: Maria Guttesen. MGRoots Records. 2012. Udkommer i morgen.

 

En aften med Tim Christensen & the Damn Crystals – hvor den romantiske popsang mødte grungen

17. november 2012

Forleden – i forgårs tror jeg, det var – kunne man opleve Tim Christensen på bedste nørdvis åbne en postpakke fra Amazon med – den nye vinylboks med The Beatles. Det skete på Tims nye weblog. Jeg kom til at tænke på den lille video få minutter inde i den koncert, som Tim gav på det aarhusianske spillested Voxhall i går aftes.

Tim Christensen har ikke lagt skjul på, at han er en kæmpestor Beatlesfan, der som lille kunne drømme om at tage en tidsrejse tilbage for at møde sine idoler Lennon og McCartney. Og ånden fra The Beatles og tresserne svævede da også over musikken i går. Ikke mindst i det akustiske solosæt, der indledte koncerten, hvor Tim alene med sin guitar diverterede med syv numre. Der er noget ved Tims stemme, melodierne og det harmoniske, der uvægerligt sender tankerne tilbage til Beatles og ikke mindst Paul McCartney, som Tim og vennerne for nylig viede en hel koncert til. Men det slog mig også, at der måske i virkeligheden er tale om mere end ”bare” en tydelig Beatlesveneration i musikken. Måske er der i virkeligheden tale om, at det ikke bare er McCartney og Beatles, der skinner igennem, men hele den vesterlandske tradition for gode popsange, som samme McCartney for nylig udnævnte til at være sin primære inspirationskilde (hvormed han gjorde rock’n rollen til noget ikke uvæsentligt, men dog sekundært…).

Der var en hel del coversange i koncerten. I solosættet dukkede versioner udgaver af Depeche Mode, Ozzy Osborne (!) op sammen med en ‘afdizzyficeret’ udgave af en af Dizzy Mizz Lizzys kendte sange. Det var cover-versioner, der i mine ører lod Tim Christensen fremstå som den fremmeste, nutidige danske forvalter af den romantiske popsang, som Beatles befrugtede med rock’n roll, og som generationerne før fandt i de store uudtømmelige amerikanske sangbog fra forrige århundrede.

Tim indtog scenen præcist kl. 21 og indtog den med en afslappet selvfølgelighed, som vidste han, at han var på hjemmebane. Og det var han sådan set også. For der var ingen tvivl om, at fanklubben af unge, der var flasket op med Dizzy Mizz Lizzy og Nicolai & Julie-titelsangen “Right Next to the Right One”, var massivt tilstede. Fra første akkord klappede de og sang med på de kendte sange – også uden at hovedfiguren havde behøvet at opfordre dem til det. Således i sikker havn kunne Tim koncentere sig om arbejdet. Og som kunstner afslørede han sig selv som ikke blot en mere en kompetent guitarist, men ikke mindst som en sanger, der helt har styr på sin stemmes potentiale og begrænsninger – og ubesværet kan formidle en ballades stille, intime fortrolighed og den lidenskabelige, intense modsætning, som i det efterfølgende bandsæt fik mine tanker til at glide hen på en Little Richards energiske eruptioner.

Jeg bemærkede mig, at Tim bar på en t-shirt med navnet Tame Impala, det australske neo-psychedeliske band, der hører til blandt de mange moderne bands, der står solidt forankret i traditionen. Og jeg kunne kun læse det som et tegn på Tim Christensens placering med et ben i tressernes pop og beat og den rock, der kom til siden hen.

Og netop den rock, der kom til siden hen, prægede det elektriske sæt. Ganske vist kalder de sig Tim Christensen & The Damn Crystals, men fremhævelsen af solisten og singer-songwriteren kan ikke ændre på den forhold, at Tim sammen med guitaristen Lars Skjærbæk, bassisten Søren Michael Koch, keyboardspilleren Christoffer Møller og trommeslageren Jesper Lind udgør et sammetømret band. Det blev også i den grad understreget af lydbilledet, som – hørt fra, hvor jeg stod, sådan cirka i midten tæt på scenen – rendyrkede det samlede udtryk og lod de enkelte instrumenter underordne den nærmest monoagtige helhed. En velstyret, velgørende lyd, der kun forbipasserende blev generet af Jesper Linds buldrende, kropsgennembankende stortromme.

Det elektriske sæt dyrkede både den romantisk-melodiske popsang og den rock, som Tim Christensen engang excellerede i sammen med trioen Dizzy Mizz Lizzy. Overgangen og forbindelsen mellem den balladedyrkende akustiske indledning og det elektriske sæt blev på fornemste vis understreget af en coverversion af Crowded House’s ‘Distant Sun’. Crowded House er om nogen australienernes svar på The Beatles, og der er ikke langt fra Neil Finn og til Tim Christensen i tilgangen til musikken.

De tre Grunge-musketerer kaldte en Gaffa-journalist engang Dizzy Mizz Lizzy, og netop grungen dyrkelse af en enkel hard-core-rock med smag for forvrængede guitarer stak undertiden sit hoved frem i sangene, og momentvis – fx og tydeligt i den nye sang ”Happy ever after” fra bandets seneste album – gled musikken ud i rockklichéernes hængedynd, hvor guitarduellen mellem kapelmesteren og singleguitaristen tangerede det ordinære og fik en til at tænke: Tomme tønder… Det var ikke kun mig, der et forbigående øjeblik tabte tråden. En ung dame tog sig i at kigge på armebånduret, medens en anden lige fik sendt en sms… Men fanklubben slugte det råt.

Det var dog kun et forbigående problem, der blot kunne tjene som understregning af, hvor styrken i dette fortrinlige band ligger. Ikke som heavyrockere på rockens klichedyrkende festivaloverdrev, men som et solidt sammenspillet combo af lykkelige, rockende riddere af den melodiske, romantiske ballade. På de betingelser melder jeg mig gerne ind i fanklubben, for samlet set var det en overbevisende koncert, hvor vi både kom tilbage i Dizzy Mizz Lizzy-kateloget og rundt i Tim Christensen soloarbejder. En alt i alt vellykket koncert, der giver en smag efter mere og ikke lod sig forstyrret af mængden af tændte, fotograferende mobiltelefoner eller et en håndfuld temmelig overrislede unge mænd, der hensynsløst maste sig frem i salen for at råbe og hoppe. (De burde være gået på værtshus i stedet…)

Fotos fra koncerten er af Simon Skipper (c). Tak til Simon for samarbejdet.

Dagens filmoplevelse: James Bond – Skyfall

3. november 2012

Der går alt for længe mellem mine biografbesøg. Jeg ynder at efterleve Ole “Bogart” Michelsens gamle bon mot ‘film skal ses i biografen’, og det ændrer en 42 tommers fladskærm ikke ved. Men det er for sjældent, hverdags- og ikke mindst arbejdsliv giver plads til den fornøjelse. Men i dag lykkedes det. Oven i købet planlagt.

Rygterne var løbet i forvejen. Anmelderne har stået i kø for at lovprise den nye James Bond-film Skyfall. Og selv om jeg ikke har læst anmeldelserne og selv om jeg pr. instinkt er skeptisk, når anmelderlemmingene unisont griber til superlativerne og overdænger en film med stjerner osv., så må jeg sige, at filmen på ingen måde skuffede mine indprogrammerede forventninger. Det er en rigtig god Bond-film. Den bedste af de tre, der er kommet med Daniel Craig i hovedrollen.

Forklaringen på successen ligger gemt i flere forhold. For det første i selve grundfortællingen, der nærmest er en arketypisk historie om en fjende, der ikke skal findes bag jernmuren eller i en eksotisk lokalitet, men blandt ens egne. Skurken Silva – fremragende spillet af den spanske skuespiller Javier Bardem – er tidligere privilegeret agent og kollega til 007 i den britiske efterretningstjeneste M6.

Plottet er lige så klassisk. Silva er blevet forrådt – “i fædrelandets interesse” forstås – af M6s chef M, i skikkelse af den altid fortrinlige Judy Dench, og derfor er det Silvas mål at gøre kål på M. Omkring dette enkle, klassiske og dramatiske plot udfolde der sig så en række underordnede, men væsentlige og udviklende sidefortællinger. En om det komplicerede, latent erotiske mor-søn-forhold mellem Bond og M. En historie, der får ekstra dynamik, fordi Silva i en scene afslører over for Bond, at M også har forrådt ham – “i fædrelandets tjeneste” forstås.

En anden sidefortælling er forholdet mellem Bond og den kvindelige agent Eve, der handler om forholdet mellem kønnene – og måske i virkeligheden gemmer på en gammel kønsrollefordeling. I hvert fald ender det med, at Eve, der er aktiv i felten sammen med Bond i filmens begyndelse, til slut bliver kontorets nye Miss Moneypenny. Mere skal ikke afsløres om slutningen på filmen. Men de små sidehistorier er med til at nuancere personskildringerne i filmen i en grad, som jeg ikke mindes at have set i James Bond-sammenhæng før. Persongalleriet, der tidligere nærmest har tenderet mod at være karikaturer eller tegneserieskabelonagtige skikkelser får indhold og kød på kroppen her. Og det giver Bond-universet et skud realisme, der klæder den gamle serie rigtig godt.

Et andet forklarende element på filmens vellykkethed er den måde, instruktøren Sam Mendes på samme tid bekræfter filmens actionsdogmatik og suspenderer den. Som jeg tidligere har nævnt i forbindelse med de to foregående film, Casino Royal og Quantum of Solace, så bekender den nye serie af Bond-film sig til den actionæstetik, som fx dyrkedes til fuldkommenhed i trilogien om Jason Bourne. Vanvittigt hurtigt klippede virtuose actionscener, der fastholder publikum i åndeløs spænding. Men også en virtuositet, der – hvis den ikke doseres rigtigt – risikerer at bliver trættende. Ja, udmattende. Men det er lige her, det lykkes for Mendes i filmen.

Filmen starter med en brillant sammenskruet forfølgelsesscene, hvor Bond til fods, i bil, på motorcykel, på taget af et tog og ved hjælp af revolver og gravko (!) jagter en identitetsløs agent, der er sluppet bort med en harddisk, der indeholder navne og data på alle M6s udstationerede agenter. Det lykkes næsten for Bond at få standset skurken, men Eve forhindrer ham i det, fordi hun på Ms ordre skyder – Bond. Den særdeles effektivt fortalte prolog er hele filmen værd. Den er fortalt med et djævelsk drive og leverer en fornem optakt til Bonds genopstandelse og genoptagelse af jagten på skurken – og ikke mindst den bagmand, Silva, der bruger de hemmelige data til at komme ind på livet af M. Det lykkes til sidst. Mere skal som sagt ikke afsløres, men vejen derhen balancerer Mendes mellem relativt rolige passager og spændingseruptioner, der forstærkes af modsætningen i fortælletempo.

Man kan også fremhæve personskildringen som noget, der bidrager til at gøre filmen mere end seværdig. Daniel Craigs Bond-figur blev i Quantum of Solace næsten reduceret til et upersonligt muskelbundt af en monoman dræbermaskine, men i Skyfall gøres han meget mere menneskelig. Dels i kraft af alderens tema. Bond mærker alderen trykke og dumper fx til den prøve, han skal gennemføre for at genoptage arbejdet efter nedskydningen. Fordi han er usikker på aftrækkeren og har svært ved at klare de fysiske tests. Og dels fordi slutscenen åbner døren til Bonds fortid. Han vender hjem til barndomshjemmet, minderne og historien om den forældreløse dreng, der siden blev agent. I det hele taget er det individualhistoriske et nyt krydderi i historien. Fx også i forhold til luderen Sévérine (Bérénice Marlohe), der i en birolle fører Bond hen til Silva. Og jeg tror ikke det er tilfældigt. For et gennemgående tema i de sidste tre Bond-film er den individualistiske agent. Det unikke individ med sin helt egen historie og sin egen personlighed. Dette tema udfoldes i den nye film. Blandt andet sker det i en scene, hvor M over for en undersøgelseskommission skal forklare, hvorfor M6 stadigvæk skal spille en vigtig rolle, forklarer, at M6 står over for en svært identificerbar individuel fjende – og ikke som tidligere en stormagt eller en anden mægtig organisation. Tidligere var virkeligheden sort-hvid. Nu bevæger vi os i individualimens skyggeområder. Vor tids dyrkelse af en på mange måder historieløs og identitetslabil individualisme bliver tematiseret i den nye Bond-film som både en trussel og et potentiale. Det er filmens tidsstempel.

Man kunne fremhæve mange andre kvaliteter ved Skyfall. Den er superbt fotograferet. Birollerne er virkelig godt castet. Fx den altid seværdige Albert Finney som den gamle skytte i barndomshjemmet eller Ralph Fiennes som den nye ansvarlige for efterretningsaktiviteterne. Hvis der overhovedet er noget at kritisere for alvor, så er det måske – men kun måske – at filmen med sine godt 2 og en halv time er lang. For lang? Men døm selv.

Og så skal jeg lige nævne, at Adeles titelsang til Skyfall vinder ved at bliver oplevet i forbindelse med billedsiden. Hermed anbefalet.

Le Cul sparker til rockens røv! – Le Cul – The “Here’s our friend Charlie” EP

31. oktober 2012

Et par sekunder inde i “Want to forget” – første skæring på københavnerrockbandet Le Culs nye plade The “Here’s our frien Charlie!” EP rejser hårene sig på min venstre underarm. Shitdetektoren har overgivet sig og er slået fra, for Le Cul kommer piskende ud af høretelefonerne med en – ja – hårrejsende energi, der straks lader tankerne flakke til The Strokes og videre tilbage til alle de drenge og unge mænd, der har fået udtryk og udløsning for testetoronoverskuddet ved at trykke den af i garager, på små uglesete scener og på plade. Jeg må lige høre den en gang mere. Jo, det er rock som koncentreret maggieterning. Le Cul har greb om rockens DNA. Ikke for ingenting tager pladens sidste sang titel efter den moderne rocks selvdestruktive, romantiske Wunderkind, Pete Doherty…

Guitarerne flintrer derudaf. Rytmesektionen er tæt som tobaksrøgen i et tilrøget lokale (på bagsiden af coveret anbefales lytteren – meget politisk ukorrekt – at ryge tobak før, under og efter lytningen!) og forsangeren – Dre Deville – krænger sin sjæl og energi ud som en dansk pendant til Julian Casablancas eller Johnny Rotten eller Eddie Cochran. Le Cul [fr.: bagdel, røv…] sparker røv og sætter gang i både krop og hoved. “Want to forget” skriver ikke rockhistorien om, fornyr den ikke, men minder en om, at rocken i de rette hænder er frisk og sprælsk som altid.

Som tjeneren med ølbakken på coveret balancerer Le Cul af sted – nemlig mellem beskidt, svedig rock, som vor fader lavede den i garagen, og mere afdæmpede sange, der nok er rockede, men også leder tankerne hen mod rockens overdrev, hvor excentrikerne holder til. Det gælder fx sangene “Dealers’s Ring” og “C.O.K.E”, hvor forsanger Maxis lyder som en ældre Iggy Pop eller Tom Waits med Four Roses-flasken inden for rækkevidde og tungen i kinden. For Le Cul-sangernes – Maxis’ og Dre Drevilles – sang er nok bevidst højspændt, eksalteret, manieret og for meget, men der er et stærkt forsonende element af humor og glimt i øjet over det hele, som bærer de vokale udfoldelse helt igennem.

På pladen får Maxis og Dre Dreville hjælp af Gustav Niepoort (banjo, orgel og kor), Mads Ringblom (theremin og Hammond) og Josephine Strøberg Schmidt (violin og kor) og sammen har det i Gustavs studie på Frederiksberg fået skruet et minialbum sammen, der med sange om skæve oplevelser, kærlighed og erfaringer fra provinsen overbeviser i kraft af sin ukuelige spilleglæde, sin rå energi og sin fandenivoldskhed. Velbekomme.

Le Cul. The ‘Here’s to our friend Charlie!’ EP. Produceret af Gustav Niepoort. Eget plademærke. 2012. Er udkommet.

Letters from the Faroes – Lena Anderssen

8. oktober 2012

Den gode popmelodi går ind i en som en varm kniv i kold smør. Den afvæbner en med sin melodi og sine forførende harmonier. Den kræver ikke tilvænning, snarere afvænning, så man har lyttet længe nok til, at magien for en tid fortager sig. Sådan en sang er der på Lena Anderssens album Letters from the Faroes. Den hedder “Departure blues” og kommer som nr. 2 på pladen en umiddelbar, direkte forlængelse af det indledende nummer “Hey Mr. Kay”.

Det er i det hele taget en rigtig dejlig plade, den færøsk-canadiske singersong-writer Lena Anderssen har lavet. Og man forstår godt, hvorfor pladen blev årets plade på Færøerne og Lena “årets sangerinde” sammesteds. Sammen med sin musikalske partner Niclas Johannesen har Lena skrevet pladens 14 sange, der er indspillet i Seattle. Det er sange, der bevæger sig inden for en velkendt tematik: kærlighedens kommen og gåen, ensom- og tosomhed, drømme, længsler, savn osv. Men selv om det er gammelkendte temaer, så tåler de et genoptryk, når de kommer som små vedkommenede breve fra Fæøerne itonesat som akustisk båret, moderne indiepop med et klart hitpotentiale.

Selv om man skal vare sig for at fortolke for meget på den færøsk-canadiske forbindelse, så er der forbigående associationer i retning af de store melodimagere fra Canada – Joni Mitchell, Neil Young og måske ikke mindst Ron Sexsmith osv. Og måske er der også noget Teitur over det. Men først og fremmest er det pop, der har et internationalt præg. Det er pop, men ikke letbenet pop, snarere den forfinede, musikalsk udfordrende slags, der går under betegnelsen indiepop. Letters from the Faroes er en organisk sammenhængende popplade af 14 iørefaldende, vanedannende sange, der fremføres af Lena Anderssons forførende, varme, pigede stemme. Og jeg kan kun ærgre mig lidt over, at jeg ikke har opdaget den unge dame fra det høje nord noget før, men det må jeg så råde bod på ved at lytte til de foregående plader. I hvert fald er det en plade, der klokkerent har ramt min popmusiksmag. Hermed anbefalet.

Lena Anderssen. Letters from the Faroes. Produceret af Niclas Johannesen. ArtPeople. 2012 Pladen udkommer i dag.

Lyt med her.

PS. Lena Anderssen kan oplevet på scene i oktober og november: århus (17.10 Gyngen), Kolding (10.10 Godset), Kbh. (lukket arr.), Holte (01.11, dagligstuekoncert) og Holstebro (06.11 Den sorte box).

Beth Hart – Bang Bang Boom Boom

8. oktober 2012

På coveret til sin niende langspiller slænger den 40-årige amerikanske singer-songwriter Beth Hart sig forførende iført corsage, selvsiddende nylonstrømper og højhælede sko. Og under kunstnernavnet er der placeret et stort, mørkerødt læbestiftkys. Bang Bang Boom Boom hedder den nye plade, og man kunne let af coveret og titlen forledes til at forvente letbenet knaldpopmusik, der vil sælge sig selv via et sexet blikfang.

Om det er pladeselskabets marketingafdeling, der har været ‘kreative’ og har grebet til et ældgammelt, men stadigvæk virksomt trick – sex sælger! – skal jeg lade være usagt, men givet er det, at skindet bedrager, og måske er det knaldrøde kys mere et smækkys til selve livet end et simpelt tegn på sexappeal.

For – selvfølgelig – spiller erotiken og kærligheden en rolle på pladen. Fx i den indtagende, soulfulde ballade “With you everyday”, hvor Hart lyder som en ung Aretha Franklin, der besynger forelskelsen. Eller i ligefremme, effektive rocker “Better Man”, der som titlen antyder, handler om at finde en bedre mand. Eller i titelsangen, den hitpotentielle popsang “Bang Bang Boom Boom”, hvor Hart kan minde om Amy Winehouse.

Men først og fremmest er Bang Bang Boom Boom et meget varieret album, der musikalsk og tekstligt sprænger de rammer, som coverets layout måtte sætte. Beth Hart bevæger sig ubesværet mellem blues, soul, rock, pop, bigbandswing, gospel o.a. Hart har selv skrevet alle numrene, og det er sange af høj klasse. Sange, der tematisk gør status over den nu modne sangerindes oplevelser på kærlighedens slagmark og det levede liv i det hele taget. En plade båret af erfaringer og spilleglæde.

Godt hjulpet på vej af et stærkt hold af musikere – blandt andet guitaristen Joe Bonamassa, der også var med på Harts forrige plade – har Hart lavet et slidtstærkt album med en god snes holdbare sange. Og som altid er det båret af Harts uforlignelige, let vibrerende, stærke passionerede vokal, der til tider kan give associationer i retning af andre store sangerinder – fra Billie Holliday til Janis Joplin – men først og fremmest umiskendeligt er sin egen. Hermed anbefalet.

Beth Hart. Bang Bang Boom Boom. Producer: Kevin Shirley. Mascot Music Production and Publishing. 2012. Udkommer i dag.

Bang Bang Boom Boom – officiel video

Moderne visesang – Illeborg & Nussbaum

1. oktober 2012

Er det ikke moderne visesang? Tanken dukkede op under lytningen til den nye plade med Illeborg & Nussbaum. Jo, i hvert fald i den forstand, at man kan kalde Trille, Joan Baez og Joni Mitchell for visesangerinder. Viser i betydningen: Sange, hvor teksterne har en særlig vægt. Hvor teksterne ikke blot er supplement til musikken.

Bag duonavnet Illeborg & Nussbaum gemmer sig venindeparret Laura Illeborg og Channe Nussbaum. Channe er ikke mindst kendt som den kvindelige livstykke i klezmerbandet Klezmofobia (hvis seneste plade, jeg havde fornøjelsen af at omtale for et par dage siden). Laura Illeborg er dansk rocks godt bevarede hemmelighed med en god håndfuld, meget personlige og meget anbefalelsesværdige soloplader på samvitttigheden (og en anden duoplade med Jens Lysdal). Channe har lavet musikken på den nye plade, og Laura teksterne. Og der er tale om modsætningers møde. I hvert fald musikalsk set, hvor Channe er den varmblodede, iltre klezmertrold og Laura det feminint tankefulde, kølige væsen.

Men i venindesamarbejdet ophæves modsætningerne i en række intime singer-songwriter-sange, der er båret af både blå stemninger (som det fx hedder i sangen “Kuløren er blå”: “Eneste kulør jeg kan få øje på/må jeg se helt i mig selv for at få/og kuløren er blå“), jordbunden livserfaring (som i sangen “Schwam darüber”, hvor det handler om ikke at hænge fast i fortrydelser og spildte muligheder – og komme videre) og boblende livslyst (som i sangen “Jeg er klar”, hvor ønsket er at “Blive serveret på et sølvfad/leve af champagne og kærlighed“).

Musikken, som Channe Nussbaum altså står for er svær at sætte på formel, og det er en oplagt styrke. Her er stille ballader som fx den indledende, vemodigt åbne “Til 7ende & sidst”, der løftes op til himlen af en glad fløjtende Channe Nussbaum eller den harmonikabårne, længselsfuldt smukke sang “Frederiksberg Allé”, der ledte denne lytters tanker i retning af Kate & Anna McGarrigle. Her er også – selv om balladerne er i overtal – mere medrivende sager som fx “Elsk mig som før“, der fører en ud på dansegulvet og har noget klezmerdansant swing over sig. Men også den næste poppede, rockende “Var det måden din venstre hånd strejfede min skulder” er med til at give pladens musikalske udtryk både bredde og fylde.

Channe og Laura hjælpes professionelt lydhørt og medlevende på vej af en række håndplukkede musikere – Henrik Liebgott (guitar), Steffan Søgaard Sørensen (kontrabas), Gert Smedegaard (trommer), Peter Rosendal (klaver, basun), Jakob Munck (basun), Ole Reimer (trompet), Bjarke Kolerus (klarinet), Morten Alfred Høirup (guitar), Sonnich Lydom (harmonika), Ruthie Dornfeld (violin), Tapani Vargas (bas, jødeharpe), Gæst Vincent (tangenter), Andres Ugorskij (guitar), Mette Smidl (violin) – der med den instrumentelle variation er med til at skabe den helt særlige stemning, der er på pladen, og som i sig selv er en anbefaling.

Dertil skal lægges, at de to sangerinder Channe Nussbaum og Laura Illeborg har to stemmer, der passer utroligt godt sammen. Det er ganske enkelt frydefuldt at lytte til dem, og man tager sig i at ønske, at pladen går så godt, at de to snart finder sammen igen og laver endnu en plade. Hermed fik jeg vist anbefalet pladen.

Laura Illeborg og Channe Nussbaum. Illeborg & Nussbaum . Produceret af: Nusbaum, Illeborg, Jan Vinther og Thomas Davidsen. Art People. Eastwing.Co. 2012

Rock’n Curry – rock med indiske rødder: Vicky Singh – Heartful of Hollow

1. oktober 2012

Coveret på Vicky Singhs debutalbum Heartful of Hollow bringer associationer frem i retning af den britiske kolonitids Indien. Det er som et stillfoto fra en af de film om kolonitiden, jeg så i min barndoms biograf, Phønix Bio i Esbjerg. (En fortrolig kilde har fortalt mig, at det er Vickys mormor og morfar, der pryder omslaget), Og man kunne i et uovervejet øjeblik tænke, at det er udtryk for falsk varebetegnelse for et rockalbum. Men det er det ikke. Det er snarere et smukt udtryk for, at vi i dag lever i den globale landsby, hvor der – ikke mindst i kulturlivet – er vendt op og ned på forestillinger og begreber om verdens indretning. Det er efterhånden meget længe siden The Beatles var med til at gøre den klassiske indiske ragamusik til en modificeret del af beatmusikken og vænne vores ører til den eksotiske lyd af sitar og tabla. På Vicky Singhs plade går inspirationen den anden vej – også med Beatles som musikalske vejledere i ånden…

Vicky Singh har indiske familiære og kulturelle rødder og står ved dem, men er samtidig et barn af vor tid og står også ved sin kærlighed til vestens rock’n roll.

Den 33-årige Singh er ikke noget ubeskrevet blad i dansk rock, hvor han har arbejdet sammen med bl.a. vores allesammens rockmama Sanne Salomonsen og kultvidunderet Baby Woodrose. Men nu har han fået sig eget band – bestående af Peter Kjøbsted (bas), Johan Lei Gellett (trommer) og Mats Madestam (tangenter) – og udsender i dag sit første bud på, hvordan rock’n roll med indiske rødder kunne lyde. Det er nu hverken raga-inspiration eller Bollywood-sange, der dominerer pladen. Det indiske er ikke fraværende. Især i sangen “The 28th of April”, der er en slags kærlighedsbrev til en elsket, afdød mormor, farves musikken af lyden af sitaren. Men det er mest som et mood og som et fint drys musikalsk curry det indiske sætter sig igennem på pladen.

Heartful of Hollow er melodiøs rock med andre tydelige rødder i tressernes og halvfjedsernes singer-songwriter-rock. Musikken har Vicky Singh selv stået for, men han har fået hjælp til teksterne af Neill C. Furio, og det har sikkert været med til at hæve den engelsksprogede tekster over det niveau, vi er vant til på engelsksprogede danske plader. Det er 11 sange, der er båret af kuldslået , melankoli og desperation , men også af livsmod og -appetit. “I’ll wait for the blues skies to se/ If it makes any difference to me/ I’ll fall in love some other day” hedder det fx i sangen “Som other day”, der egentlig meget godt indfanger Singhs reflekterende spaltethed mellem spleen og glødende livsgnist.

Vicky har en god rockstemme, der brænder igennem af lidenskabelig ild og kan under tiden minde om salig John Lennon – uden dog på nogen måde at lyde som ham. Måske er det mine gamle ører, det er galt med, men jeg hører de rockende Beatles (ikke mindst fra det hvide album) i lyden. Men også fx Crosby, Stills, Nash & Young (når de strækker ud på Dèja Vu eller Four Way Street). Men også spor af andet fra rockens gyldne årtier. Prøv fx at lytte til den allerede omtalte sang “Some other day”. Så vil du måske forstå, hvad jeg tænker på.

Det er en ganske helstøbt langspiller Vicky Singh og bandet har lavet. Et renlivet poprockalbum med en god variation af bevægende ballader og rocknumre, der både sender lytteren tilbage og frem i tiden med tradtionsbevidste og talentfulde arrangementer. Det er en plade, der sagtens kan måle sig med konkurrenterne i det store udland. Vi behøver ikke at gå over dammen for at finde rockens kilder. Vi kan drikke af dem lige her i lille Dannevang – fx hos Vicky Singh. Hermed varmt anbefalet.

PS. den 11. oktober kan man høre Vicky Singh i Aarhus på Backstage. Rockelskere kend jeres besøgstid”

Vicky Singh. Heartful of Hollow. Produceret af: Vicky Singh, Johan Lei Gellett og Phong Le. Vickysingh.com. 2012 Udkommer i dag.

CAPAC anbefaler: Klezmofobia – Kartushnik

29. september 2012

Kartushnik kalder Klezmofobia deres nye album, der kom på gaden i går. Kartushnik betyder spillehaj, altså betegnelsen for en person, der satser stort og spiller lidenskabeligt med risiko for stor gevinst og store tab. Detl ligger lige for at betragte de seks musikere i Klezmofobia som spillehajer. Sangerinden Channe Nussbaum, klarinetisten Bjarke Kolerus, trompetisten Ole Reimer, guitaristen Andreas Ugorskij, trommeslageren Jonatha Aisen og basisten og balalajkaspilleren Jesper Lund Jakobsen satser alt på et bræt, musikalsk set, med det nye album, og gevinsten er en foryngelse og revitalisering den traditionelle yiddische klezmermusik med ingredienser fra den store verdensmusikalske kogebog. Her er splinter af vestlig pop, sigøjnersmusik, jazz, mariachi m.m. Klezmermusikken er i sig selv en hybrid musikform, der ud over sin jødiske kulturelle arv trækker på både mellemøstlig og amerikansk folkemusik, og i Klezmofobias udgave tranformeres klezmeren til en slags dansk-jiddish svar på den amerikanske americana.

Klezmofobia er tidligere blevet anerkendt som et ensemble af internationalt format. Og det bekræfter de kun med den nye plade, hvor ballader og heftige, dansante stykker veksler, og hvor især klarinettens vemodige og lidenskabelige klang trækker linjer tilbage til klezmerrødderne og frem. Sproget, der synges på, er jiddish, og Channe Nussbaum synger medrivende og passioneret med sin lidt hæse, varme, fyldige stemme, der til tider kan minde om salig Janis Joplin. Kartushnik lægger endnu en alen til det format, som Klezmofobia demonstrerede på de to foregående plader – Tantz! (2006) og Ganze Velt (2008) – og demonstrerer, at klezmermusik anno 2012 ikke er forbeholdt genrefetischister, men appellerer til enhver, der kan lide at tage en svingom og lytte til en iørefaldende ballade. Skulle der sidde en derude, som lider af klezmofobi, så er Klezmofobias nye plade den rette modgift. Hermed anbefalet.

Få et indtryk af pladen her.

Klezmofobia. Kartushnik. Producer: Dragi Ŝestić. Tiger 2012

CAPAC anbefaler: Sulahue – Eating Stars

25. september 2012

Cirkusstemning. Cabaretstemning. “Being for the Benefit of Mr. Kite!”, Joel Grey og Liza Minelli på scenen i filmen Cabaret. Gøglerliv og kærlighed i Marcel Carnes Paradisets børn. Cirkus Nemo. Sangerinden og komponisten Sulahue Armengols debut-EP Eating Stars dyrker bevidst gøgleriets og cirkuslivets univers, og det er langt fra tilfældigt at de indledende tanker dukker op i ens hoved, medens man lytter til EP’ens fem numre.

Sammen med sit hold af musikere – sjælevennen Lars Emil Riis (klaver og komposition), Alexander Kraglund (violin, mundharpe), Spencer Gross (guitar), Michael Dalgas (trommer, slagtøj) og Søren Lund (kontrabas) – byder Sualahue ind i Cirkus Sulahue, hvor hun som syngende sprechstallmeister præsenterer klovnen, ballerinaen og andre cirkusakter.

Men musikken er ikke cirkusmusik i renkultur. På Eating Stars møder jazzen gøglet, og mødet mellem de to verdener resulterer i sød musik, der både oser af ovennævnte stemning, swinger lystigt og jazzet som i Django Reinhardts ‘sigøjnerjazz’ eller smelter sammen i melankolsk kammerjazz, som i den smukke ballade “Round & Round”. Som allerede antydet er der noget filmisk over musikken. Musikken på Eating Stars er eminent stemningsskabende og fantasiæggende. Og Sulahue synger med en klar ungpigerøst, der forlener det musikalske univers med et skær af uskyldighed. Anbefales cirkus-, jazzelskere og andre, der synes om musik, der ikke følger strømmen. Pladen er udkommet.

Sulahue. Eating Stars. Red Hill Records, juli 20012

Sulahue “Clown” – live

CAPAC anbefaler: Sebastian Oscar – Reason to stay

21. september 2012

Bag navnet Sebastian Oscar gemmer sig en historie om en ung mand, der fandt ud af, at der var andre strenge at spille med og på end dem, der sidder på en tennisketsjer. I de brydningsfulde teenageår, hvor livet for alvor presser sig på, blev det guitarens strengeleg og udtryksmuligheder, der tog over, og Sebastian begyndte at sætte ord og toner til det levede liv og tanker om det. Det er nu resulteret i debutalbummet Reason to stay, der møder lytteren som det, man engang kategoriserede som AOR, adult oriented rock. Betegnelsen blev også brugt i en lidt nedsættende betydning om ‘progressiv’ rock, der leflede lidt for meget for salgbarheden, hitlisterne og FM-radioernes playlster. Men det er der ikke tale om hos Oscar. Hvis man kan kalde det AOR – og det kan man godt, for så vidt der er tale om rock, der helt klart har appel til mainstream – så er det AOR med en kant eller to.

Bag producerknapperne har Lars Danielson og Søren Runge stået. Og de to musikere, der også spiller med på bas, trommer, tangenter og guitarer – og synger kor, har skabt en flot, professionel lyd, der ikke lader musikken forsvinde i blank ligegyldighed, men tværtimod lader instrumenter og deres samspil stå fornemt og forbilledligt klart i lydbilledet. De to producermusikere og deres kolleger – Marcus Liliequist (trommer), Sebastian Lilja (guitar og sang) og Sebastian Oscar selv (sang og guitar) – spiller poprock med stor publikumsappel, men poprock, som samtidig har masser af sprækker og åbninger, hvor der er plads for musikerne til at udfolde sig – åbninger, der måske også vil få mere kræsne lyttere til at spidse ører. Det er der i hvert fald god grund til at gøre.

Sebastian Oscar har en god rockstemme, der er blevet sammenlignet med John Mayors, og han synger nogle vedkommende sange, der uden at flytte hegnspæle for sangskrivningens temaer, fortæller om de emner, der optager de fleste. Kærlighedens uopslidelige tema og livets karuselture, begyndelser og afslutninger. Nok er det kendte emner, men Sebastian Oscar synger med dirrende nærvær, indlevelse og passion og tilfører sangene netop det overskud, der skal til at gøre sangene vedkommende for lytterne.

Albummet består ligefremme rocknumre og ballader og fremstår som et både varieret og helstøbt album, der både egner sig til bilstereoen og Ipoden. Moderne AOR med kant. Flot debut. Hermed varmt anbefalet. Pladen er udkommet d. 10. september.

Sebastian Oscar. Reason to Stay. Zewskimusic. com. Produceret af Lars Larry Danielsson og Søren Runge. 2012.

Believe in me and youMiss Sunshine

CAPAC anbefaler: My bubba & Mi – Wild & You

20. september 2012

My bubba & Mi er allerede gamle kendinge her i bloggen. Det skal ikke stoppe mig i at slå endnu et slag for pigerne, der har været så søde at sende mig deres EP Wild & You. Bag coveret, der bringer associationer frem om parfumerede pigepoesi og -dagbøger, og den lille bolsjestribede papirpose, gemmer sig fem sange, hvor lytteren føres ind i en meget feminint univers af akustisk musik, der ubesværet bevæger sig mellem folk (“Nothing Much”), søvnig ballade (“Oh kiss no”), slideswingende blues (“Wild & You”), vuggevise (“Good Night Heart”) og croon, som vor forfædre lavede den, “Through & through”. Det er et betagende og forførende musikalsk univers My bubba & Mi har skabt. Og man kan ikke undgå at blive en smule forelsket i deres musiceren, når man først har fået adgang til den.

My bubba & mi på Bandcamp

CAPAC anbefaler: Jakob Park – Weekend lover – lækker dansk jazzy pop

16. september 2012

Lækker. Det var det tillægsord, der først faldt mig ind ved lytningen til Jakob Parks album nr. 2, Weekend Lover. Musikken er gennemført lækker, og lækkeriet når helt ud i det stilrene cover, hvor Park på forsiden poserer med sorte solbriller og sort jakke på en sortgrå baggrund. Et cover, der et eller andet sted minder mig om de udskældte yuppifirseres dyrkelse af den lækre pop med mere end en snert af jazzfeeling. Hos Sade fx.

Weekend Lover noget så gammeldags som som et conceptalbum, hvis tema er kærligheden til kvinderne. En kærlighed, der er splittet mellem den hurtige, gnidningsløse engangsaffæres erotiske fast-food og den dybt romantiske længsel efter og drøm om at møde en kvinde, der kan sætte en stopper for den emotionelle rastløshed og forankre den evigt jagende mand i tosomheden. På den måde er temaet ældgammelt. Vi finder det hos hos den franske instruktør Francois Truffaut i “Manden der elskede kvinder”, men også i Casanovas erindringer og så videre tilbage i tiden. Gammeldags, men også et portræt af en mand, der lever af den liquid love, der i følge sociologen Zygmunt Bauman, er kærlighedens vilkår i moderniteten. Den ældgamle modernitet.

Musikalsk befinder Jakob Park sig med sin lækre, jazzede pop et sted mellem iørefaldende singer-songwriter-pop, som vi fx kender den fra halvfjerdsenes Los Angeles (James Taylor, Carole King m.fl.), Elton John eller Neil Diamond i det følsomme hjørne og den lette, men ikke letbenede, swingende lounge-jazz, der blandt andet var med til at give lydbagtæppe til de vist nok lette tressere og siden blev rådyrket i fattigfirserne. Jakob akkompagnerer sig selv på Steinway & Sons, og man kan høre, at han er uddannet pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium, og han synger sine sange med en lys, behagelig stemme, der til tider kan minde mig om en yngre udgave af Kasper Winding.

Bag sig har Jakob Park et hold af dygtige musikere, der ud over selve bandet (Aske Jacoby på guitar, Eva Skipper bas og Emil de Waal på trommer) indbefatter Dan Hemmer (orgel), Peter Marott (trumpet), Mads Hyhne (trombone), Anders Gaardmand (saxofon) og ikke mindst Christina Boelskifte (kor). De musicerer lydhørt og med stor empati for Jakob Parks lette og let vemodige sange om kærlighedslivets veje og vildveje. Og så står Aske Jacoby (kendt fra blandt News, Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, C. V. Jørgensen og Billy Cross) for en produktion, der er loyal over for og befordrende for Jakobs lækre, lette easy listening-jazz-pop. Alt i alt er det et heltstøbt album i sin genre. En plade til fem sorte solbriller!

Jakob Park Weekend Lover. Gateway Music. Producer: Aske Jacoby 2012

Pladen udkommer i morgen.

CAPAC anbefaler: Cody – Fractures

11. september 2012

Det var Ivan – blogbestyrer og medlem af bandet Oliver North Boy Choir – der i 2008 henledte min opmærksomhed på Cody. ‘Det bedste band i DK’ kaldte Ivan dem. Og den slags opfordringer kan man jo ikke lade ligge. Dengang havde Cody ikke udsendt nogen plade, men kunne opleves live og på Myspace og Bandbase. Siden er der kommet to EP’er og to album fra gruppen, senest albummet Fractures, som skal omtales her.

Første gang jeg lyttede til Cody blev bandet omtalt som anti-folk og mine associationer gik i retning af de svært definerlige genrebetegnelser lo-fi-country, americana osv. Men det der slår mig ved lytningen til det nye album Fractures er, at Cody – uden at fornægte inspirationskilderne – har sluppet den direkte, associationsprovokerende forbindelse og har bevæget sig ind i et soundunivers, hvor der er kommet en umiskendelig dansk tone over det. Denne originale drejning skyldes ikke kun det let melankolske stemning, der præger pladen uden at belaste den, men også den fornemme brug af kor og instrumenter som strygere (violin, cello), klarinet, trombone, trompet og piano. I hvert fald har det givet mig associationer i retning af den smukke danske tradition for korsang og sider af dansk symfonisk musik.

I det hele taget er Cody på vej et sted hen, hvor det bliver lidt meningsløst at bruge genrebetegnelser som andet en vejvisere for læseren. Også den ellers rummelige betegnelse rock bliver fattig alene af den grund, at Casper Hegstrups håndtering af slagtøjet flytter det musikalske udtryk over i en helt anden boldgade. Cody er på vej til at finde et udtryk, der helt er deres eget. Og selv om der stadigvæk er reminiscenser af country, americana osv., så er er der ikke langt igen.

Fractures hedder pladen, og brud er det tema, der gennemspilles i teksterne, som i de fleste tilfælde er skrevet af Kaspar Kaae med hjælp fra Troels Høegh og Jacob Høegh. Det er tekster, der bæres af stemninger og billeder mere end det fortællende. Hvilket passer fint til tematikken på pladen.

Med Fractures har Kaspar Kaae, Line Fjelding, Leif Bruun, Fredrik Thyboe, Casper Hegstrup, Torleik Mortensen, David Fjelstrup og deres hjælpere skabt et album af den slags, der åbner sig mere og mere for hver gang, man lytter til den. Et smukt, melankolsk, men ikke tungsindigt album, der er langtidsholdbart og giver lyst til at opleve bandet på en scene (igen). Hermed varmt anbefalet.

Video: Mirror