10. januar 2015 arkiv

En rod fylder 70: til lykke til Rod Stewart

10. januar 2015

Som læserne af denne blog vil vide, så har Rod Stewart en stor stjerne i denne sammenhæng. Ja, det er her Torben Bille har udnævnt ham til at være den bedste sanger overhovedet. Større kan det næsten ikke blive. Min yndlingsudgave af Rod Stewart er Rod som forsanger for The Faces, selv om jeg også lytter med allerstørste fornøjelse til det, han siden hen har lavet. Og jeg tager gerne “I am sailing” og “Do you thing I’m sexy” med i købet.

Flip ud med Sonny and the Sunsets

10. januar 2015

Når man kan lave en sang om “Happy Carrot Health Food Store” – Sundhedskostbutikken den lykkelige gulerod – og lade sangen vare i syv minutter, så har man vist sendt et klart budskab om, at man er inspireret af svundne tiders musikkultur. Og det er netop, hvad det obskure band Sonny and the Sunsets er. De dyrker en slags lo-fi-psychedelia, der giver mindelser om Brewer & Shipley m.fl. fra The Summer of Love og årene deromkring.

Nyt fra Sharon Jones & The Dap-Kings

10. januar 2015

Nu hvor vi er på spindesiden, så er der godt nyt fra energibundtet Sharon Jones og hendes livlige The Dap-Kings. “Little Boys with shiny toys” hedder det nye nummer, der måske – måske ikke – er forløber til et nyt albu.
ḿ…

Capac præsenterer: Nathalie Prass

10. januar 2015

Natalie Prass har været en del af Jenny Lewis backingband, men er nu sprunget ud som solokunstner i sin egen ret. Nedenstående smagsprøve fra hendes selvbetitlede debutalbum viser, at hun både kan synge (med en forførende, feminin stemmepragt), skrive komplekse popsange med elementer af soul m.m. og ramme en streng i mit indre musikunivers. En god plade her ved indgangen af 2015.

Jeg er en mand

10. januar 2015

Forleden kom jeg til at se lidt af en af de utallige amerikanske tv-serier, der løber over skærmen (hvis man vil det…). Underholdende var det bevares, men heller ikke mere. Men et stykke inde i afsnittet dukkede Bo Diddley op med sin udgave af “I’m a man” (fra hans debutalbum fra 1958). Og pludselig blev det hele lidt mere spiseligt. – Ingen kan som Diddley barbere en sang ned til det absolut minimalt væsentlige.