American Epic er en dokumentar, der fortæller om den tidligste pladeindustri i populærmusikken i USA. Og dokumentaren ledsages af nyindspilninger af gamle, kendte bluessange. Senest har Alabama Shakes med den uforlignelige Britannie Howard i forgrunden kastet sig over Memphis Minnies “Killer Diller” fra 1946.
Vi skal ikke slippe pub rockeren Mickey Jupp helt. I hvert fald ikke uden at nævne hans og bandet Legends album, der fik øgenavnet “Red Boot“. Den røde støvle er Legends debutalbum fra 1970, og den er en slags forløber til den new wave, der få år senere skyllede ind over England og øerne. En løssluppen gang pub rock på en kultplade, der matcher fx Dr. Feelgoods bedste. En plade, der er umådeligt svær at komme uden om, hvis man elsker den elementære pub rock.
Martin Scorsese har haft mod til at lave en film om The Grateful Dead. En nærmest umulig opgave, når man betænker, hvor mange år bandet var undervejs – og hvor mange problemer, det havde undervejs også. Men nu er den der så filmen, med den sigende titel: Long Strange Trip.
https://www.youtube.com/watch?v=u8TweRcNWpA
Efter sin død får Chuck Berry udsendt et album med nyt materiale, altså materiale, som Chuck ikke fik udgivet i levende live. Og der er lavet en fin video i den anledning til sangen “Big Boys”. I Chucks ånd, så at sige… looking for joy when I was a little, bitty boy, yeah…
Hvor længe holder han? spørger dagbladet Information i dag. Og den ‘han’, der er tale om, er selvfølgelig præsident Donald Trump, der i sin korte embedsperiode har tromlet rundt som en elefant i en porcelænsbutik. Og hvis man som undertegnede er træt af den løbende, skandaløse fortælling om The Donald, så var den velgørende modgift at gå i byen i går for at lytte til og opleve bandet Happy Family, der på en lang tur, lagde vejen forbi spillestedet Atlas.
For i Happy Family kan man ikke lide Trump eller – som forgrundsfigur Brett Sparks (sang og guitar) betegnede ham “the orange ape”. I den orange abemands tid er der ikke noget godt at fortælle om Amerika, kunne fru Rennie Sparks (banjo og basguitar) tilføje som optakt til deres musikalske udfoldelser.
Og musikalsk set passer Happy Family nærmest perfekt til Donaldismens æra. Især de af Rennie forfattede tekster virker med deres groteske og absurde humor som en rigtig modgift til Trumps overfladiske succes og brilleren. Man fristes næsten til at opfatte Happy Family som repræsentanter for de mange amerikanere, der skammer sig over og har dårlig samvittighed over at have en Trump som førstemand.
Sangene, der for størstedelens vedkommende denne aften var hentet fra bagkataloget og ikke fra den seneste plade, udspringer af Sparks-familiens hverdagsliv i og omkring Albuquerque, New Mexico. Sange om slanger, om at købe ind i et spøgelseshjemsøgt Wall Mart sent om aftenen, om et af familiens mange husdyr, om frygt, om Chicago (hvor parret boede en periode – “it sucks”, som Rennie sagde), om en bestemt lufthavn i Chicago med en bestemt “gate” (“I hate it”, pointerede Rennie), men også fx om den læderbukseklædte, partyglade, kvindelige pilot Amelia Erhart, der endte sine dage i et fly ud over det store hav.
Men alle sange, der kunne have været danske skillingeviser (hvis eller parret havde levet for mange år siden), som på en tyk bund af mørk humor fortalte små historier, som man kunne være i tvivl om var sande eller det modsatte. Og det hele blev bundet sammen af Rennie Sparks sprechstallmeisteragtige styring af de musikalske løjer, suppleret af husbond Bretts små afbrydelser.
Stilistisk bevæger Handsome Family sig som altid i grænselandet mellem americana, country, murder ballads og rock. Og denne aften med hovedvægten på rock. En rock, der var meget præget af halvtredsernes garagerock, fx. Link Wray and his Ray-Men. I et kort, vægtigt sæt, der varede ca. halvanden time blev det talrigt fremmødte publikum ført igennem en perlerække af Handsome Familys bedste sange i en fremførelse, der – bortset fra lidt tekniske problemer med Rennies bas – ydede de gode sange og melodier stor retfærdighed. Og et par ekstranumre blev det også til, bl.a. en smagsprøve på en ny, ikke helt færdig sang. Så Handsome Family er stadigvæk i gang og vi kan se frem til flere møder med dem i Aarhus – forhåbentlig.
Fotoet ovenfor er taget af Kim la Cour ved koncerten.
Grunge-rock-pioneren Chris Cornell – Soundgarden – meldes død i en alder af kun 52 år. Det vides endnu ikke, hvad dødsårsagen er. Men listen over døde stjerner i 2017 vokser støt og når måske det forgangne års omfang, hvis det fortsætter i samme tempo som i de forgangne fem-seks måneder.
Opdatering d. 18/5: I dag oplyses det så, at Cornell hængte sig selv.
https://www.youtube.com/watch?v=KhJ9IwYc5NU
Hvornår blev rocken født? Punken? Bluesen? Musikgenrerne har alle deres mytologier og oprindelsesmyter. Og når de står til fald, må fortællingerne skrives om. Således har en ny akademisk afhandling med titlen The Original Blues: The Emergence of the Blues in African American Vaudeville påvist, at myten om bluesens oprindelse i Mississippideltaet er – netop – en myte, der ikke holder. Afhandlingen påviser, at blues allerede i 1910’erne og 20’erne var naturlige dele af sorte vaudeville teatre, der var spredt over det sydøstlige USA. Men selv om en myte er blevet overstreget, så betyder det ikke, at et nyt indiskutabelt fikspunkt er fundet. For som forskerne selv påpeger, så fremstod the blues ikke fuldt formet på disse teatre, men var fragmentarisk og rudimentær. Og måske tyder det på, at der ikke findes noget absolut oprindelsespunkt for the blues eller kun som en bagklog rekonstruktion.
https://www.youtube.com/watch?v=h3yd-c91ww8
Melbournes egen rocktøs, Courtney Barnett, har bidraget til projektet Split Singles Club med en genindspilning af en gammel demosang, som hun ikke har udgivet – før nu altså.
I The Guardian funderer man over det forhold, at Elvis Presleys berømmelse åbenbart er ved at aftage her kort før 40 årsdagen for mandens død. Den britiske ungdom kender ikke eller kun meget lidt til Presley og hans musik spilles ikke tilnærmelsesvis så meget på Spotify som fx Beatles, David Bowie eller Michael Jackson. Spørgsmålet er så hvorfor? Artiklen tyder på, at det ikke er musikken som sådan, men snarere det forhold, at medielandskabet har forandret sig radikalt de sidste årtier. Engang kunne man ikke undgå at høre Elvis i radioen og på tv, men i dag skal man aktivt opsøge steder, hvor manden spilles. Og måske er det mere hans omdømme, der har overlevet i medierne. Historierne om hans ynkelige endeligt og hele det forlorne billede, som bagmændene har opbygget af The King. Rinstenssparkedragtene, Gracelands candy floss-byggeri osv.
Om hundrede år er alting glemt, plejede min far sømanden altid at sige. Og måske gælder det også erindringen om Elvis Presley? Så er det da godt, man har været med, medens han betød noget.
Det siger vist ikke så lidt om min musikalske horisont, at jeg indtil for en times tid siden ikke anede, hvem de to meget hypede navne, Ed Sheeran og Harry Styles, var. Selv om de har bemægtiget sig de stjerneomsuste mediers forsider igen og igen, lykkedes det mig at undgå at lytte til deres musik og at opfange informationer om de to unge herrer. Og selv om jeg nu er blivet lidt bedre informeret, så ændrer det ikke noget ved tingenes tilstand i mit musikunivers – og dermed i min blog. Mange kan godt lide dem – og Kate Perry og hvad de nu allesammen hedder, de nye unge mediedarlings. Og fred med det. Man skal ikke kunne lide alt, lige som man ikke skal være venner med alle. Heldigvis for det.
Og så til noget helt andet: Lilly Winwood sammen med sin far Steve Winwood i dennes mesterlige sang “Higher Love”:
Mental Illness – altså: sindsyge på godt, gammeldags dansk – er titlen på Aimee Manns nyeste udspil. Som altid fra hendes hånd er der tale om hudløse,”ærlige” sange, hvoraf hun her fremfører en god håndfuld ved NPRs udmærkede skrivebord.
En tilfældig websøgning fik mig sendt tilbage til barndommens tv-kiggeri, dengang der kun var Danmarks Radio og de tyske kanaler, som min mor lod sig underholde af – dagen lang. Og det var på de tyske kanaler, jeg lærte Conny Froboess at kende. Hun var teenagestjerne i starten af tresserne.
Egentlig hed hun Cornelia og fik sit første pophit som otteårig. Det var “Pack deine Badehosen (ein)” (Pak dine badebukser ned). året var 1951. I 1962, nu som Conny, fik hun en sjetteplads ved Melodi Grand Prix med en sang om to små italienere. Den solgte til guld i hjemlandet og lagde for alvor grunden for hendes videre karriere som sangerinde og skuespillerinde i det store naborige. I teenageårene fremstillede hun den tidstypiske oprørske teenager, der ikke fulgte forældrenes hoveder, men senere blev hun mere seriøs og arbejde fx sammen med Rainer Werner Fassbinder og optrådte på store tyske teatre. Hun er stadigvæk aktiv som skuespillerinde.
https://www.youtube.com/watch?v=IRj07BD4Jo0
Ja, det er “mors dag” i dag. Og for sjov skyld læste jeg lige wikepedias artikel om denne dag, hvor mødre skal fejres. Og her kan man læse, at den – selvfølgelig – blev indført i USA og gjort til national festdag af præsident Woodrow Wilson i 1914. Og at ophavskvinden til ideen, metodisten Anna Jarvis, blev så fortørnet over kommercialiseringen af dagen, at hun begyndte at bekæmpe den, fordi hun mente at det drejede sig om at hylde mødrene. Og det kunne man fx gøre ved at skrive et brev til sin moder, i stedet for at punge ud til trykte morsdagskort og anden merchandize. Her i huset fejrer vi ikke dagen, lige som vi heller ikke holder “fars dag” eller andre importerede festdage fra United Bluff of America.
https://www.youtube.com/watch?v=eDVkkwl6aJo
I går døde journalisten Vibeke (von) Sperling, 72 år gammel efter længere tids kræftsygdom. Og i Information skriver Karen Syberg en lang indfølt, vidende nekrolog om Sperling. En nekrolog som et portræt af en erklæret venstreorienteret journalist, der holdt fast i sit udgangspunkt i ungdomsoprøret, kvindebevægelsen og de venstreorienterede halvfjerdsere til det sidste og brugte udgangspunktet i sin vidende, analytiske tilgang til sit journalistiske fagområde – der især var de østeuropæiske lande – og i sit forhold til den danske og udenlandske venstrefløj.
Når man læse hendes artikler i Information eller hørte hende i Danmarks Radios udsendelser var man aldrig i tvivl om, at hun havde styr på sin research og sin baggrundsviden i sine analyser. Og det er journalister som Sperling, der stiller den aktuelle journalistiske elendighed i de store medier til skue. En journalistik, der stiller sig tilfreds med at løbe med vinden, aldrig forholder sig virkelig kritisk til det bestående, men skøjter selvtilfreds hen over en tilsyneladende lydefri overflade, sjældent har styr på research og baggrundsviden og nøjes med at fokusere på (helst kendte) personer og egen mediefremtræden. Sperling gjorde den slags journalistik til skamme – og derfor vil hun være savnet i mediebilledet.
Foto lånt fra den danske Wiki-artikel om Sperling.
