Når Alzheimer-sygdommen rammer – og det gør den ofte i disse år – så er noget af det, der holder længst mod nedbrydningen af det neurologiske menneskets musikalitet. Brian Ridings oplevelser med sin gamle, demente mor understreger dette forhold på smuk og rørende vis. Og Glen Campbells måske sidste indspilning “Adios”, der er med på mandens kommende album (juli), peger i samme retning.
Fruen insisterer på at høre “Anja”. Og Anja er åbenbart det danske bidrag til European Song Contest – det der engang var Melodi Grand Prix. Og med et halvt øre kan jeg høre, at der er langt mellem de melodiske snapse i den forestilling. Ja, faktisk kommer der ingen snapse. Men jeg fortrækker til kontoret og lytter til Jimi Hendrix, der – som Jens jo gør opmærksom på – jubilerer med “Are you experienced” i disse dage. Oh, hvilken plade! Og helt tilfældigt har jeg på en obskur side kaldet Forgotten Guitar fundet en meget tidlig optagelse af Jimi fra februar 1967 – tre måneder før udgivelsen af Are you experienced – hvor han optræder på et lille spillested kaldet Chelmsford Corn Exchange. Desværre kan jeg ikke implementere videoen, men du kan se den her. Og den er fin. Så fin, at man glemmer alt om European Song Contest og den slags forglemmelige begivenheder.
Måske skulle advarselslamperne have blinket kraftigt, da jeg læste, at aftenens film, “About time”, var lavet af holdet bag successerne “Love actually” og “Nothing Hill”. Eller omvendt: Måske skulle man have taget det som en kraftig anbefaling af noget, der solidt og godt, omend letbenet underholdning. Og inden jeg endte i sofaen var jeg endt i den sidste kategori. For sandheden er, at jeg har været ganske godt underholdt af de to omtalte successer, der begge dyrker det amourøse i udpræget grad. Samtidig med, at de afvæbner sentimentaliteten og det emotionelle overbud med en god portion humor, humanistisk lommefilosofi og gode skuespilpræstationer. Og især det sidste kan få mig til at sænke de kritiske arme lidt.
About Time (fra 2013) følger i sporet på de andre, idet den også handler om kærligheden. Den unge Tim (Domhnall Gleeson) er ‘høj, tyndt og rødhåret’ og har svært ved at komme i nærkontakt med det modsatte køn. Da han er fyldt 21 får han imidlertid afsløret en familiehemmelighed, der sætter skub i sagerne. Faderen (spillet af Bill Nighy) betror Tim, at mændene i familien kan rejse tilbage i tiden. Selv har faderen brugt evnen til at rejse tilbage og genlæse gode bøger, fx af Charles Dickens (faderen er tidligere litteraturprofessor). Men sønnen advares også mod at foretage forkerte beslutninger i fortiden, fordi det selvfølgelig vil få konsekvenser for den efterfølgende tid.
Kan man sluge denne absurde præmis i filmen, så fungerer filmen fint som et letbenet lærestykke om, at man må leve sit liv med de ‘fejltagelser’, man nu gør, og fokusere på glæden ved at være til. Såre banalt, kan man sige. Og derfor også sandt. Og med et hold håndplukkede britiske stjerner og karakterskuespillere sikres en velturneret dialog og et lige så velsmurt handlingsforløb. Der er ingen skarpe kanter og ingen filosofiske pointer, der rager ud over feel-good-filmuniversets horisont og får en til at tænke længe over filmen. Men underholdende, det er den.
Og så har filmen – akkurat som de to andre – en ganske lytteværdigt lydspor, der oven i købet er udsendt på plade. Pop i overflod, men også tungere navne som The Cure, Ron Sexsmith og Nick Cave & the bad Seeds. Selv kunne jeg godt lide “How long will i love you” med Jon Boden, Ben Coleman, Mick Laird-Clowes og Sam Seeney. Også fordi den fint er indlejret i en scene på en banegård.
Ja, vi befinder os på 50-årsdagen for udgivelsen af Procol Harums klassiker “A whiter shade of pale”. En paradoksal udgivelse, der på den ene side var en atypisk hitsingle (men blev storsælgende) og på den anden var indbegrebet af tresser-progressivitet med dybsindig tekst (der stadigvæk debatteres…) og musik, der lod sig inspirere af klassisk musik, samtidig med at det var tresserbeat. Et stykke musik, der som Beatles samtidige Sgt. Pepper-musik, ikke er for fastholdere, men fortsætter med at ægge og provokere dem, der lytter til musikken. Og et stykke musik, der har gjort mine forældres generations afvisning af rockens holdbarhed til skamme.
Og apropos punk og det, der ligner, så har LA-punk-bandet Girlpool udsendt en video med titelsangen til deres album nr. 2, “Powerplant”. Og som man kan se i videoen, så har de fået hjælp af en trommeslager på den nye plade – uden at det er gået ud over udtrykket.
Et enkelt album var, hvad punk-forfædrene i The Monks nåede at lave, Black Monk Time fra 1966. Siden er der – i 2009 – kommet en plade med nogle af bandets tidlige indspilninger The Early Years: 1964-65. Men ikke alt er kommet for dagen. Og plademærket Third Man Record udgiver nu en god håndfuld sange fra bandets sidste tid under titlen Hamburg Tapes 1967. Så kan der vist heller ikke være ret meget mere i arkiverne…
Way down the street there’s a light in his place
He opens the door, he’s got that look on his face
And he asks you where you’ve been
You tell him who you’ve seen
And you talk about anything
He’s got this dream about buying some land
He’s gonna give up the booze and the one-night stands
And then he’ll settle down
In some quiet little town
And forget about everything
– Ja, den har kørt rundt i hovedet i lang tid. Afdøde Gerry Raffertys vel nok bedst kendte sang, “Baker Street”. Og nu efter hans alkoholrelaterede død fremtræder den smukke, blå sangs alkoholtematik så meget desto tydeligere. Ikke, at det på nogen måde gør sangen dårligere. Snarere tværtimod. Det passer mig helt fint, at den bliver trukket ud af den pussenuttede popsammenhænng, den ofte er blevet skrevet ind i.
Mickey Jupp var talk of the town, dengang punken og new waven skyllede ind over vesteuropa. Jupp var en del af pub rocken, der var grobund for netop nybruddet i rocken. Han spillede i forskellige sammenhænge, fx bandet Legend, og fik udgivet en række singleplader, der var med til at konsolidere hans omdømme i musikerkredse og blandt elskere af den umiddelbare og ukomplicerede rock og rul, der strømmede ud fra de britiske pubber. Og da han i 1978 fik kontrakt med det toneangivende Stiff Records blev hans navn først et, der dukkede op i tide og utide.
Hos Stiff fik han udgivet en opsamling af Legends tre album og et soloalbum, Juppanese, der var musikalsk skizofrent, idet den ene side bestod af pub rock (med Rockpile som backing) og den anden af musik, inspireret af bl.a. Procul Harum. Siden har han udsendt et par soloalbum på andre, udenlandske plademærker. Men han er aldrig for alvor brudt igennem til det store publikum. Det skyldes måske hans musikalske søgen, men også hans stemme, som mange ikke kunne lide. Ikke desto mindre har han været en fin sangskriver med mange gode sange i rygsækken.
PS. For nogle få år siden kom der en større opsamling med det bedste fra Jupp.
Nej, det lå ikke i kortene, at Sid Vicious skulle blive tres. Slet ikke. Men hvis hans skæbne havde været en anden, så ville det være i dag…
https://www.youtube.com/watch?v=LOy8zvmIgvo
https://youtu.be/3N5HVgDqKL8
Hvis jeg havde fundet singlen på et loppemarked, ville det have været et loppefund. Nu fandt jeg den så på nettet, men begejstringen er ikke mindre. Jeg har vist aldrig hørt om australske Ted Mulry Gang, men sangen “Jump in my car” skulle efter sigende have hittet down under i 1975. Og dengang gik jeg vist glip af denne næsten arketypiske rocksag… Men bedre sent osv.
https://youtu.be/a-e3VaW9EzY?list=PLidfw1Qe_P_Lt0I9JBOcIHAuDa3-Ilg9k
En klassisk bluessang om et tog. Af en kunstner, der aldrig nåede den berømmelse, han fortjente. Han var mest kendt som sideman for Charlie Patton.
