Ingen tvivl om det. Blandt kvindelige musikere i vor tid er der en agenda, hvor der kræves ligestilling, opgør med sexisme og så videre i den dur. Og det er helt fint og påkrævet. Og nu kommer så Melbourne femin-punk-trio Camp Cope og gør agendaen til deres egen på plade og ved koncerter. Men mon ikke de nok kunne klare sig endda? De spiller en let, fængende udgave af garagerock, som altid har et publikum, vil jeg mene.
Eric “Slowhand” Clapton runder de 73 i dag og kan således henregnes til gruppen af rockronkadorer, der stadigvæk i et vist omfang er i vigør. Ganske vist vil han vist neddrosle koncertaktiviteterne, men helt holde sig i ro kan han nok ikke. Og selv om mange synes, han har sit bedste bag sig som guitarens guddom, så synes jeg stadigvæk, han er værd at lytte til. Fx i form af de fornemme sessionoptagelser fra 461 Ocean Boulevard og There’s one in every crowd (lige netop de to plader, der var med til at detronisere ham – i visse kritikeres øjne/ører).
Sludge – eller sludgecore, – metal – er en undergenre af den hårdest metal og punk. Gudfædrene til genren er de unge Swans blandt andre. Og her er Melvins, der i den nye video lader støjen regere såvel på billed- som lydsiden.
I anledning af den årlige “Record Store Day” genudgives Nicos allerførste single fra 1965. Det var længe før Velvet Underground. Hun var kæreste med Rolling Stone-Brian Jones, der sørgede for at hun fik en lille pladekontrakt med Immediate Records, der var ejet og drevet af Andrew Loog Oldham (Stones’ manager). Og med bl.a. Jimmie Page som sessionsmusiker indspillede hun så canadieren Gordon Lightfoots sang “I’m not saying” (med en Oldham-Page-sang som B-side: “The last mile”). Pladen gjorde ikke Nico berømt, men blev samlerobjekt. Og nu udkommer den så igen på det lille Charly Records med et såkaldt “gate fold“-cover.
I mange af mine anbefalinger har jeg kredset om melankolien som et tidstypisk træk. Noget ved tidsånden, sådan som den udfolder sig nu. Men måske stikker det endnu dybere. Kloge mænd og koner, filosoffer og deslige, har skrevet tykke bøger om melankolien som et særligt psykologisk og filosofisk træk ved vestens kultur. Fx skrev psykoanalytikeren Sigmund Freud om “Sorg og melankoli” i begyndelsen af forrige århundrede. Og en af de første bøger, jeg mødte i min studietid om enmet, var sociologen Wolf Lepenies “Melankoli og samfund”.
Måske er melankolien en grundstemning ved det menneskelige?
I går aftes genså jeg den udmærkede udsendelse “TV-2 – Danmarks lykkeligste band” (på TV2) og jeg bemærkede bl.a. at trommeslager m.m. Sven Gaul hævdede at alle de pop- og rocksange, der var blevet hits og “store sange” i vor tid var netop melankolske. At den, melankolien, altid er en ingrediens i den store sangskrivning. At vi ikke får dur uden at få mol, så at sige. Så melankolien rækker langt ud over og videre end blot til tidsånden. Den er snarere et grundvilkår. Og det fortjener selvfølgelig flere akademiske undersøgelser og studier. Og ikke kun helkastede skriverier i en blog.
Den unge retro-rocker Ezra Furman er tilbage med et album med titlen Transangelic Exodus, som han selv betegner som “a queer outlaw saga”. Hm. Døm selv ud fra udspillet “Suck the blood from my wound”, hvordan det står til.
Hvis jeg ikke tager helt fejl, så skal vi tilbage til 2012 for at finde den seneste nyudgivelse med Patti Smith, Banga. Men hun er ikke gået på pension, som man kan forvisse sig selv om i denne optagelse fra public service-radioens Mountain Stage, der bl.a. byder på klassikere som “Because the Night” og “People have the Power”.
Dr1 er åbenbart løbet tør for kriminalserier ved aftenfladens afslutning. I hvert fald havde de i går grebet dybt ned i genbrugskassen og fundet den gamle, slidte romantiske komedie Notting Hill (med den altid anvendelige Hugh Grant og den lige så brugbare Julia Roberts i hovedrollen som de to forelskede) frem. Og jo da, den kan godt klare et gensyn i mangel af bedre og når den kritiske sans er mere eller mindre slået fra et par timer før sengetid.
– Men man kan jo altid – i tråd med tidligere skriverier – kaste sig lidt over lydsporet. For selvfølgelig har også denne gamle traver et lydspor – oven i købet et ganske lytteværdigt et af slagsen. Med Elvis Costello, Texas, Spencer Davies Group, Bill Withers, Al Green m.fl. Og lydsporet er selvfølgelig også udgivet på plade. Og med et godt sammensat lydpor i øret, kan man godt sluge en del filmiske urimeligheder i underholdningens tjeneste.
Begrav din(e) døde er titlen på Mom & Bears debutalbum. Og bag band- eller projektnavnet gemmer sig sangskriver og musiker Jens Rahbek Johansen, der har været længe undervejs med musikken på pladen.Og stemningen på pladen anslås ikke kun af den umiddelbart ret så morbide titel med også af pladecoveret, der er holdt helt i sort/hvidt og viser en tegning af døden på skateboard.
Men førstehåndsindtrykket kan godt snyde lytteren lidt. For godt nok oplever man ved førstehåndindtrykket Jens Rahbek og hans musikalske ledsagere – Ian Gregersen (sang, guitar, tangenter og slagtøj), Torben Guldager (guitar, bas, piano og tangenter), Morten Findshøj (bas), Jacob Abildgaard (trommer, sav), Stine Steendorph Petersen (sang), Nina O. Christensen (sang) og Veronika Kroell Voetmann (cello) – som nogle mørkemænd og -kvinder, men både på tekstniveauet og på det musikalske niveau er der lidt lys i mørket.
Mørket, ja døden, er så at sige det vilkår, hvorpå lyset og livet rejser sig. Der er tale om en grundstemning. Et nærmest klassisk motiv i litteraturens verden. En grundstemning, som Mom & Bear deler med meget moderne musik. Ikke kun mørkenændene i den efterhånden lange række af post-punk-bands, der dyrker shoegazin, introversion, melankoli og eksistentielt mørke. Nej, det går længere tilbage som en lang tradition af emotionel ambivalens. I hvert fald helt tilbage til rockens rødder i blues og folk.
Især musikken på pladen har en opdrift og energi, der et eller andet sted modsiger og kontrasterer den mørke grundstemning. Det være sig, når Jens Rahbek synger for – som fx i “Postive Note” – med livbekræftende vitalitet, medens trommer og bas understøtter opdriften. Så godt nok tilstræber Rahbek og Co. en monumental, pompøs, mørkt farvet lyd, men der er også noget kontrapunktisk i håndteringen af instrumenterne og sangen.
Samlet set er Bury your dead en psykisk rutsjebanetur, der byder på mere end den melankoli, der hærger nutidens musik. Vi bliver taget med på en tur, der – som når post-punken er bedst – nærmer sig en terapeutisk renselsesrejse gennem mørket og ud i lyset. Bury your dead er ikke for dem, der vil stryges med hårene og helst vil hengive sig til poppens x-faktor-glemsel af livets dobbeltkarakter af mørke og lyst. En plade, der helt naturligt passer ind det mere alvorlige segment af musik på pladereolen. Hermed anbefalet.
Mom & Bear. Bury Your Dead. Produktion: Jens Rahbek Johansen. Celebration Records. Er udkommet (vinyl og digitale formater)
https://youtu.be/rGDUCufDAlM
Jack Bruce Band fik måske ikke helt den opmærksomhed, som bandet fortjente. The Old Grey Whistle Test gjorde dog sit for at fremhæve Jack Bruces fine combo, der bl.a. talte ex-Stones Mick Taylor.
Bedst som man gik og troede, at Ulf Lundell havde lagt musikken på hylden og kastet sig over andre kreative sysler, som fx maleri, så melder han sig med en tredobbelt vinyl/dobbeltCD med titlen Skisser (Skitser). Udkommer omkring påske.
Og så kan man på hans hjemmeside nedhente nogle liveindspilninger (se ovenfor) fra 2015 i både mp3- og wav-format. Fornemt.
Godt at den gamle kæmpe er tilbage.
Jeg havde næsten glemt The Magic Numbers. Men det er heller ikke blevet til så forfærdelig meget, siden de debuterede med deres eponyme album tilbage i 2005 – til pæne anmeldelser og kritik. Siden er det blevet til ialt fire album – og nu er så et nyt på vej.
Jeg ved ikke, hvad det var, men jeg faldt for dem dengang. Nu kan jeg så lytte til det nye og prøve at finde ud af, hvad deres attraktion er…
Den svenske rock’n-roller Jerry Williams – egl. Sven Erik Fernström – er død efter nogen tids sygdom, 75 år gammel.
Jerry kom til verden i en arbejderfamilie i Solna den 15. april 1942. Familien boede i en etværelses lejlighed og moderen døde, da Jerry var tolv år gammel.
I starten af tresserne kom den unge Jerry med i gruppen The Violents, der i 1963 fik fornøjelsen af at agere opvarmning for selveste Beatles på deres Sverigebesøg. Han forsøgte sig med forskellige genrer, fx soul, men fra omkring 1970 og frem var rock’n roll fundamenet for hans solokarriere. Den 25 maj 1977 besøgte han Aarhus og gav koncert i Vejlby Risskov Hallen som opvarmning for selveste Chuck Berry. En vital og energisk opvarmning som jeg husker det. Nu er Jerry ikke mere og et kapitel i svensk rockhistorie er skrevet færdig.
Og sangeren-sangskriveren-og-musikeren Nick Lowe, som jeg have fornøjelsen af at opleve på spillestedet Train for nogle år siden, har lige rundet de 68. Men er ikke på vej på pension, selv om han lagt ungdommens rock’n roll-manerer bag sig i sin sangskrivning. Men han er stadigvæk værd at lytte til som den fine sangsnedker han er.
Og vi skal ikke forbigå i tavshed, at bassisten og guitaristen Carol Kaye fyldte 82 år i går. Hun var medlem af det navnkundige Wrecking Crew, en gruppe af sessionmusikere, der har spillet en stor og afgørende rolle for poppen og rocken efter anden Verdenskrig. Nedenstående oversigt over singleplader, Kaye har bidraget til, giver en fornemmelse af, hvad hun er skyld i…
