november 2018 arkiv

Pladeregn i november 1968

30. november 2018

Ultimo november 1968 leverede en sandt jordskred af LP-udgivelser. John Lennon & Yoko Ono udsendte deres kontroversielle Unfinished Music No. 1: Two Virgins (hvor man kunne se parrets bare røve på coveret), The Nice Ars Longa Vita brevis, Van Morrison Astral Weeks, Gordon Lightfoot Bakc Here on Earth, Melanie Safka Born to be, Bonzo Dog Doo-Dah Ban The doughnut in granny’s greenhouse, Nico The Marble Index, Electric Prunes Release of an aoth, Them Time Out! og The Incredible String Band Wee Tam and the Big Huge. Og en håndful mere. Og alle kom i slutningen af november 68, nærmere bestemt d. 25/11, med alle de forbehold netoplysningerne kræver. Og mange af dem, men alle album, der stadigvæk har appel og har sat sig spor.

Jovist, der var lagt noget under juletræet ved udgangen af november måned. Men det fortsatte i årets sidste måned, og det skal jeg nok vende tilbage til.

https://www.youtube.com/watch?v=kpy51TlTRSE

50: Farvel til Cream

29. november 2018

50årsjubilæumsåret for 1968 rinder så småt ud. Men der er stadigvæk et par store snapse til gode. Således har vil lige passeret 50sdagen for Creams afskedskoncert på Royal Albert Hall. Et fornemt, foreløbigt punktum for en af rockens store trioer. På tuben kan du finde hele koncerten…

Capac er tilbage…

29. november 2018

Så fik man lige lært noget mere om “boot”, “bootsektorer” og de problemer, man møder i en Microsoftdomineret computerverden, når man foretrækker Linux. Men det vigtigste er, at det lykkedes at få computeren til at køre normalt igen. Så er der bare tilbage at håbe, at det holder…

Capac pauserer…

29. november 2018

Grimme computerproblemer gør, at bloggen holder en pause og vender tilbage snarest muligt. Stay tuned and rock on.

Bob Dylan og Neil Young

27. november 2018

 

Rygters bureau vil vide, at Bob Dylan på sin ‘never ending tour’ møder Neil Young i Hyde Park d. 12. juli næste år. Og der gættes allerede på, at de to ikke bare vil være på samme scene, men måske også spille sammen. Og ikke nok med det. Dylan besøger også Sverige og Norge – både Stockholm, Göteborg og Oslo i dagene 26. til 30. juni. Og der gættes også på, at han også vil besøge København, når nu han alligevel er på de kanter… De to rockronkedorer bliver ved til de segner.

Øst for Paradis – fylder 40 år

27. november 2018

I min erindring har biografen Øst for Paradis i det århusianske minefelt/latinerkvarter altid været der. Men erindringen slår et lille smut lige der, for den har “kun” været der i fyrre år. Grundlagt den 28. november 1978 af John Rosendorff, Flemming W. Larsen og Uffe Sloth Andersen og har været en af de ganske få såkaldte art cinemas, der har været i Danmark. Med et repertoire, der gjorde en dyd ud af at dyrke film, der havde høj kvalitet, men ikke nødvendigvis indtjente mange penge. Og det har givet problemer undervejs, men kunstbiffen er her endnu – under ledelse af Line Daugbjerg Christensen, der overtog direktørstolen efter de tre grundlæggere.

Øst for Paradis har været – og er – et kulturelt åndehul. En oase, der sammen med Århusstudenternes filmklub på Matematisk Institut, har sørget for at Århus og opland også kunne være med, når det galt om at følge med i filmkunsten. Det var her, jeg genså Paradisets børn (Les enfants du paradis), i selskab med en stor del af den århusianske intelligentzia. Og det var her jeg for første, men langt fra sidste, gang så The Rocky Horror Picture Show (der i øvrigt løb i månedsvis i biffen). Bare for at nævne et par store oplevelser.

I en tid, hvor mange af de kulturelle steder, der opstod i halvfjerdserne, forsvinder, er det godt at vide, at den lille kunstbif stadigvæk er der, selv om konkurrencen fra de store kommercielle biografer er ubønhørlig og voldsom. I morgen markeres fødselsdagen med reception, gratis film m.m. Så man må kende sin besøgelsestid, hvis man vil fejre Øst for Paradis. Til lykke med dagen.

https://www.youtube.com/watch?v=Pgx1QZFNMz8

Capac anbefaler: Le Duc – Too

26. november 2018

Jeg har brugt temmelig lang tid på at finde et coverfoto af Le Ducs nye album/EP “Too”. Og jeg fandt da også et lille bitte foto på Spotifys side, hvor pladen allerede ligger. Se her.

Bag kunstnernavnet Le Duc gemmer sig 20-årige Thea, der pladedebuterede i maj måned med “One”. Og nu får vi så, hvad der skulle være den “svære toer”.  Men den har angiveligt været en leg at lave, og det er da altid et godt udgangspunkt.

Le Duc er barn af sin tid. Opvokset med elektronisk musikisenkram inden for rækkevidde (fx mosters Roland RE-201 Space Echo, der som navnet antyder leger med gentagelses-/ekkoeffekter). Og det er da også en meget legende, eksperimenterende musik, der møder en på albummets ialt fem numre. Instrumentale numre, der sammenklipper/blander, ja citerer, lydsekvenser (bas, tangenter, stemmer, guitarer, “grooves”) til relativt lange forløb, hvor det repetetive, ja monotone, er dominerende. Monotonien er fremherskende, og der er ikke spor af popmusikkens traditionelle strukturer, hvor der fx bygges meld A- og B-stykker eller forløb med klimaks. Nej, musikken bevæger sig konstant inden for sine egne monotone rammer. Men det skal ikke forstårs negativt. Monotoni er en del af det musikalske udtryk og kan være meget stemningsskabende . Og det er da også tilfældet på Le Ducs plade, der i høj grad eksisterer og fascinerer i kraft af sin særlige minimalisme, der er en slags ekstrem udgave af dub/electronica /groove-musik, som Le Duc selv kalder den.

Too er ikke en plade for sarte popsjæle eller for folk, der synes at musikkens udvikling gik i stå sidst i forrige århundrede. Men hvis man kan åben ørerne igen, så er der en fascinerende oplevelse at hente i Theas musikalske legestuen, hvor det moderne isenkram er i højsædet.

Le Duc. Too. LD Records. Udkom d. 23/11-2018

Capac anbefaler: Jette Torp – Jul

25. november 2018

Forleden gik jeg tur på det aarhusianske strøg i et bestemt ærinde. Nærmere bestemt Ryesgade ved Banegården. Og der var ingen tvivl om, at julen står for døren og har gjort det nogen tid. Selv om jeg af natur og gemyt skubber julen foran mig til engang omkring den 24. december, for at det ikke skal blive for meget, så er det ikke til at tage fejl af, at julen – i hvert fald den kommercielle del af den – er over os her i november måned. Med LED-lys og alskens kommers – i alle dette ords betydninger.

Så der er ikke noget underligt i, at jeg nu sidder med den første af årets juleplader i hånden. Det er Jette Torps plade med den enkle titel Jul.

Jette Torp har i mange år været et kendt ansigt og navn i dansk underholdningsoffentlighed. Men hun har holdt en pause fra al det fokus og støhej, der hører med til at være fremme i offentlighedens søgelys. Og den nye plade er et produkt af denne tid, hvor der har været skruet ned for det store format og de store armbevægelser.

Og det er da også et album, der er præget af, hvad man kunne kalde begrænsningens kunst. Den kunst, hvor kunstneren ved, hvor langt man kan gå uden at træde ved siden af eller overgøre projektet. Og det er positivt, for som man siger er det i begrænsningens kunst mesteren viser sig.

Jul består af en række velkendte julesange – af fx Brorson, Grundtvig og Laub – suppleret med et par selvkomponerede sange af Jette Torp – i samarbejde med hhv. Jan Kaspersen og Odd Nordstoga. Og netop de to selvskrevne sange – “Julen er tilbage igen” og “Lad glæden spire, lad glæde gro” – viser, at Jette Torp helt står inde for de kvaliteter, vi almindeligvis forbinder med den danske jul: det følelsesmæssige, fælleskabet og den religiøse dimension. Og selv om de to sange måske ikke bliver selvskrevne til fremtidige juleopsamlingsplader eller bliver obligatoriske i de små hjem, så lever de helt op til de melodiske og indholdmæssige forventninger, man kan have til sang til og om den forestående højtid.

Og Jette Torp synger godt, måske endda bedre end hun har gjort længe. Måske, fordi hun med dette sæsonbestemte projekt har fundet én hjemmebane, der passer til stemmen og de kunstneriske ambitioner. Og så får hun god hjælp af en række musikere – ikke mindst Jan Kaspersen – der formår at itonesætte julesangene, så de på fineste facon foregriber den julestemning, som mange af os ellers kan have svært ved at finde, når det hele går op i stress, jag og forbrugerisme. Så samlet set er Jul en særdeles vellykket plade, der sagtens kan supplere eller ligefrem erstatte de juleplader, man har i forvejen. Hermed anbefalet.

Jette Torp. Jul. Produceret af: Jan Kaspersen. Eget forlag. Er udkommet.

 

Jimi hader sine covers

24. november 2018

Jeg har aldrig syntes, at Jimi Hendrix’ pladecovers var noget særligt. Bortset lige fra det engelske på Electric Ladyland med alle de bare damer. Og sjovt nok viser det sig, hvis ellers man kan tro sitet Dangerous Minds, at Jimi hadede sine covers – bortset fra netop de bare damer (selv om han også havde indvendinger mod fotoet).

https://www.youtube.com/watch?v=PbwUH_eJ2fk

24. november 2018

Endnu et talentfuld pigeband…

https://youtu.be/ljOonyYsMJI

Dylan, whisky og tavshed

23. november 2018

50: The Kinks – The Kinks are the Village Green Preservation Society

22. november 2018

Samtidig med Beatles’ hvide album udkom også The Kinks conceptalbum The Kinks are the Village Green Preservation Society. Det fik slet ikke en modtagelse, der kunne måle sig med Beatles’. Albummet gjorde sig ikke på hitlisterne og solgte heller ikke stort. Til gengæld fik den positiv omtale hos de fleste kritikere, og albummet er med årene blevet et af Kinks’ bedst sælgende album overhovedet. Først blev det dyrket som kultplade og siden tog mainstreampublikum pladen til sig.

En mulig forklaring på pladen manglende gennemslagskraft i 1968 er, at den er typisk Ray Davies med sine nostalgiske sange om sangskriverens elskede England. Og det faldt lige som ved siden af tendens til eksperimenterende nytænkning i det herrens år 1968. Til gengæld var det udtryk for Ray Davies’ store format som sangskriver.

Også denne plade udkom på denne dag – og er blevet genudsendt i (endnu) en jubilæumsudgave.

50: The Beatles – The Beatles (White Album)

22. november 2018

Fejringen af the Beatles’ dobbeltalbum The Beatles fra 1968 er allerede i fuld gang. Der er kommet boksæt i vinyl og CD med masser af nye lyd og ekstramateriale, og nettet mange magasiner konkurrerer med den trykte presse om at bringe omtaler, anmeldelser og mere information om dette hovedværk. Her vil jeg blot nøjes med at lytte til noget fra pladerne…nemlig “Revolution #9”, der er et af de numre, der deler vandene – også blandt erklærede fans.

Dobbeltalbummet udkom i følge mine oplysninger på denne dag for 50 år siden.

 

Capac anbefaler: Consolation – Heartland

21. november 2018

Også The Consolation – Nis Gaarde (sang, guitar, banlo, piano og synths), Rasmus Skov (guitarerpå “the fire”), Jacob Svensson-Hahn (bas), Uffe Nørtoft (pedal steel) og Sven Busck Andersen (trommer) – er gamle kendinge her i bloggen. Det vil sige: Jeg omtalte og anbefalede bandets eponyme debutalbum tilbage i april 2015, hvor jeg især fremhævede bandets fine eksponering af den efterhånden allestedsnærværende americana.

Nu er bandets så tilbage – i en let modificeret udgave (og med tilføjelse af seks andre musiske mennesker) – med opfølgeren Heartland med en bisonokse og et umiskendeligt amerikansk landskab på coveret. For ligesom at understrege, at det med americanaindflydelsen slet ikke var – eller er – nogen tilfældighed. The Consolation lægger på inden måde skjul på, hvor hovedinspirationen kommer fra – det store land derovre. Og måske er det det, der er hjertelandet? Landets hjerte? Kernen i landet? Eller måske er det i virkeligheden et imaginært land!? Hvad ved jeg…

I hvert fald er der ingen tvivl om, hvor inspirationen er hentet. Og denne gang er der ekstra accent på og understregning af, at amerikansk rock også er en væsentlig påvirkning. Fra allerførste skæring – “Stampede” – er der smæld i trommerne, bassen pumper løst,  kontante, markerede riffs på guitarerne rammer trommehinderne og en attitude, hvor sanger og band er helt fremme i skoene og appellerer direkte til koncert- og festivalpublikum med hang til at danse og skeje lidt ud. Nis Gaarde synger godt med den autoritet og selvbevidsthed, der hører med til den store stolte amerikanske tradition for fortællende rock. Og bag ham sørger bandet for at  får rockbudskabet igennem med tæt, dirrende rock og rul.

Men det er ikke kun rock. Der er selvfølgelig også spor af alt det andet fra den store americanagryde, der synes at være en konstant inspirationskilde her og hisset. Den rigt facetterede country sætter også sin umiskendelige spor på sangene – ikke mindst i form af countryens flair for fortællende sange. Et rigtig godt eksempel er titelsangen “Heartland”, der – hvis ellers jeg har dechifreret teksten rigtigt – handler om kærligheden – til hjertelandet og en eller anden skøn dame… Et andet godt eksempel er den efterfølgende sang om hjertedamen “Mary Sue”, der svinger af sted ad countryens velkendte, trådte stier.

Consolation tager med Heartland et skridt fremad og bjergtager mig med et album, der minder mig om store albums fra min ungdom. Album med, ja, Little Feat, The Band m. fl. Sådan at forstå, at det er et album, der overbeviser ved sin musikalske konsekvens, sit tætte samspil og sin tro på projektet. Heartland er et album, der har beriget mig her i 2018. Og det er jeg glad for. Hermed varmt anbefalet.

Consolation. Heartland. Producer: Nis Gaarde. DME. Er lige udkommet.

 

 

 

Capac anbefaler: Søren Lampe – I lampens skær. Ti små jazzede fortællinger

20. november 2018

Søren Lampe er, heldigvis, en gammel kending her i bloggen. Jeg har anbefalet hans jazz på danska ogog hans Slow & Sentimental. Og på sin nye plade med den lidt drilske titel I Lampens skær fortsætter Søren Lampe i samme spor. Det vil sige det spor, hvor jazz og croonersang møder sange af forskellig observans og bliver til let fordøjelig jazz, easy listening. Og hvis der er noget nyt på den nye plade, så er det måske, at Lampe dyrker det danske sprog og fremstår som medsangskriver på samtlige numre.

Et godt, og måske også lidt overraskende (men på den gode måde) eksempel, er sangen og undtagelsen  fra reglen om egenkomposition “Den blå anemone”, hvor Lampe og Co. kaster sig over Kaj Munks kendte tekst. Men netop som undtagelse understreger nummeret, hvor produktivt det er, at Lampe vender sig mod sit modersmål. For i Lampes udgave afsløres det netop, hvor oplagt det kan være at itonesætte danske sange, der almindeligvis henlever deres efterliv i Højskolesangbogen. Munks livshyldende og religiøse tekst passer som fod i hose til Lampes livsbekræftende og lidt melankolske jazzudtryk.

Og med denne undtagelse kridter Lampe så at sige banen op for sine egne sange, der – som pladens undertitel fortæller – er små jazzede fortællinger. Og her træder Lampe ud i det spor, som Munks sang om anemonen, har lagt, hvor spaltningen mellem den danske melankoli og livsglæde løber gennem sangene. Hvad enten det er den åbenlyse kærlighedserklæring til storbyen København, en “Selfie blues” (alene titlen siger det hele…) eller en dansk udgave af Jobims vidunderlige “Girl from Ipanema”, hvor pigen er fra Hornbæk, uden at det gør den store forskel.

Det danske sprog  bliver ofte underkendt som udtryksform for musik, men i Sørens Lampes eksempel bliver det tydeligt, at brugen af vort modersmål fremtivinger en særlig ærlig følsomhed, som vi ikke – eller i hvert fald sjældent – mestrer på engelsk. Så det er et klogt valg af Lampe at vende sig mod vores fælles sprog. Jeg kan kun anbefale Lampe at fortsætte i det spor…

Lampe bakkes på smukkeste vis op af et hold musikere, der forstår at jazzificere Lampes luner. På tangenter finder vi Søren Møller, på slagtøj Morten Lund, Thomas Ovesen på bas, Per Gade på guitar, Steen Hansen trombone og endelig Mads Lacour på flügelhorn. Og de spiller dejligt tæt og indforstået og får pladens easy listening til at swinge helt naturligt.

Samlet set har Søren Lampe og Co. fået lavet en plade, der matcher de foregående to – og overgår dem i ovenfor beskrevne forstand. Derfor kan jeg kun anbefale pladen til alle dem, der sætter pris på det lette jazzede udtryk, der er kulør på tilværelsen.

Søren Lampe. I lampens skær. Ti små jazzede fortællinger. Producer: Søren Møller. Gateway Music. Er udkommet.

Video kommer, når der findes en sådan…