Det var vist T. S. Elliott, der sagde (noget i retning af), at alle kunstnere står på skuldrene af andre kunstnere. Og den danske digter Per Højholt, der mente, at al kunst begynder med at kopiere, repetere, stjæle fra osv. andre kunstnere. Og her fortæller Donovan om, hvordan han lærte guitarteknik og akkordstrukturer og gav det videre til bl.a. John Lennon og Paul McCartney, da de var sammen i Indien…
https://youtu.be/9hrfujWd1WA
Medens klimaproblemerne hober sig op og vi venter på den nye regerings klimatiltag, gør man sig jo nogle tanker i hverdagen. I det store og det små. Fx sad jeg i går og bladrede i et af de såkaldte “dameblade”, som min frue indkøber til sin adspredelse. Og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at klimaproblematikken øjensynligt ikke har haft den store betydning for indholdet. Det drejer sig stadigvæk om modetøj, som kvinderne formodes at købe, andet forbrug (fra indbo til make-up) til hjemmet, familien eller læseren selv, CO2-krævende rejser, madopskrifter med masser af eksotiske (CO2-krævende) ingredienser og så videre. Dertil skal selvfølgelig lægges hele produktionen af sådan et dameblad – hvad det kræver.
Det er blot et lille eksempel – flere følger nok i den kommende tid – fra vores verden i klimaproblematikkens skygge. Hvis vi vil tage klimaet alvorligt, så vil det ikke kun ændre vores måde at leve på, men også vores måde at tænke på.
Jovist, vinylpladerenæssancen fører alskens velkomne genudgivelser med sig. Fx kommer Crosby, Stills, Nash & Youngs dobbeltlivealbum 4-Way Street i et nyt oplag. Oven i købet med de ekstranumre, der var med, da pladen blev genudgivet på CD i 1992-93. Blandt andet kvartettens live-udgave af Hollies’ King Midas in Reverse. Hvorfor det ikke var med første gang, kan man jo altid fundere over, måske skyldtes det, at man ville sløre fortiden lidt (Nash var jo med i Hollies).
Et andet bonusnummer er “Laughing”
Den nydannede regering tager sig vist en lille ferie oven på forhandlingerne om en regeringsdannelse. Men klimaforandringerne tager ingen ferie. Tværtimod tikker nye kedelige rekorder og tal ind hver eneste dag – uden at medierne nødvendigvis bringer dem alle med det samme.
Senest fik vi nyheden om, at Frankrig nåede en hidtil ukendt temperatur i forbindelse med de forgangne dages hedebølge i Europa. 45, 9 graders Celsius blev der målt. Og på BBCs hjemmeside kan man læse om de mange metereologiske omstændigheder, der ligger bag den abnormt høje temperatur. Og om udsigten til flere europæiske hederekorder de kommende år. Lige som man kan læse, at den liberalistiske præsident Macron reagerer på klimaprotesterende borgere ved at lade politiet sprøjte tåregas på dem – midt i hedebølgen. Det siger nok alt om den præsidents forhold til klimakrisen…
I dag kan man så – igen – læse om den voldsomme afsmeltning af Grønlands is. Specielt gletscherne. Jovist, der er bestemt ingen klimatiske grunde til at standse op og holde ferie. På med arbejdstøjet – det kan kun gå for langsomt.
Musikalske uoverstemmelser. Det er vist det udtryk, der ofte er blevet brugt, når et band er gået i opløsning og hver til sit. Og udtrykket er sådan set også dækkende for opløsningen af trioen Jimi Hendrix Experience. Efter en optræden på Denver Pop Festival (27.-29. juni 1969), en forløber til Woodstock-festivalen, tog bassisten Noel Redding sit gode tøj og gik – dvs. rejste tilbage til England. Årsagen var angiveligt, at Jimi Hendrix mente at trioformatet havde tjent sit formål og nu var blevet en musikalsk begrænsning. Dermed var Experience i realiteten opløst og Hendrix gik sine egne vej – i første omgang til projektet Band of Gypsies.
https://youtu.be/INniLPDgQRU
I dag er det 50 år siden, at en politirazzia mod The Stonewall Inn i Greenwich Village i New York førte til demonstrationer og uroligheder. The Stonewall Inn var en mafiaejet beværtning, der var kendt for at være tilholdssted for ikke mindst de mest udsatte dele af det homoseksuelle miljø i storbyen, og politiets razzia var et led i den dengang fortløbende forfølgelse af mennesker med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle.
Politiets razzia gik ikke efter planen, og i forlængelse af dagens demonstrationer og optøjer skete der en politisering i det homoseksuelle miljø, hvor deltagerne organiserede sig i grupper og arbejdede for at skabe steder, hvor ligesindede kunne færdes frit uden at blive udsat for forfølgelse. Derfor er Stonewall-begivenhederne siden hen blevet opfattes som en vigtig begivenhed i homoseksuelles kamp for anerkendelse og accept. En forhistorie til det, vi i dag fejrer som Pride-parader verden over.
I min indboks fandt jeg et link til denne udgivelse (stream, digital download, CD m.v.) med århusianske Tales of Murder and Dust, der består/bestod af: Christian Sinding Søndergaard, Jacob Korsgaard Jensen, Ess Beck,Rasmus Aaen Jensen – og tidligere medlemmer: Simon Toftdahl Olesen, Kristoffer Vilsgaard, Kathrine Kaspersen ogKasper Lund Resen. Genremæssigt beskriver de sig således: Darkwave, Drone, Noise, Post-Punk. Så det skal jo nok passe.
Som bekendt anbefaler jeg ikke musik, jeg ikke modtager i fast form, så betragt dette indlæg som en invitation til weekenden.
https://youtu.be/alx5G08T1L8
Sådan kan man blive ført langt omkring. Et snak om en bogillustration førte til en snak om trommeslageren Poul Bjelke Larsen og så var der kun et snublende skridt til The Sharons, den esbjergensiske pigtrådsgruppe, der blev dannet i 1963 og var et af Jyllands førende beatorkestre i perioden 1964-1967 med lokale musikhelte som Johan Lind (sang, og stadig aktiv), Eric Waldeier (lead-guitar og sang), Lars Tolsgaard (rytmeguitar), Jan Raun (el-bas) og altså Poul Bjelke på trommer. Senere kom Gert Kring (tangenter) med i stedet for Tolsgaard og Henning Bach (el-bas) i stedet for Lind og Raun. Et stor del af bandet dukkede senere op i det her i bloggen tidligere omtalte progressive rockband Smile. Sharons fik vist kun indspillet ovenstående singleplade, hvilket var stort dengang…
Opdatering: Pigtrådsarkæologiske undersøgelser afslører, at The Sharons ganske vist kun fik indspillet denne ene singleplade på Sonet, og at den er blevet solgt på discogs.com for 75 euro (559 kroner ved dagens kurs). Men også, at pladen to numre er med på en af Dansk Pigtråds-opsamlingerne. Nemlig nr. 14, der har den informative titel Provinsen og “Klar i studiet” 1964-68, hvoraf måske følger at Sharons har vist sig på tv dengang (!?). Sammen med Sharons optræder The Shouts, East West (Roskilde), Johan Lind, Tony and the Diamonds, The Space-Makers, The Spitfires, Master Joseph and his Disciples, The Burglars, The Bootjacks, The Faroe Boys, Tommy P Studio Group, Rocking Ghosts og The Scarlets. Altså en perlerække af provinspigtråd og -garage.
Det var “A whiter shade of pale”, der gjorde Procol Harum berømte og sikrede dem en varig plads på rocken firmament. Men for mig begyndte Procol Harum-begejstringen for alvor med gruppens tredje album, A salty dog, der udkom for halvtreds år siden. Måske havde det noget at gøre med, at min familie var en sømandsfamilie, men nok allermest med, at sangene på denne plade tiltalte mig i højere grad end de foregående. Og sådan kan det gå…
I omtalerne af pladen kan man bemærke, at kritikerne peger på, at gruppen med denne treer skifter lidt retning. Selve ideen – det nautiske – er enklere og mere gennemskueligt end temaerne på de to foregående. Og bandet begynder her at bruge stort orkester, noget som de gjorde i udstrakt grad senere. Ellers var kritikerne nok lidt forevirrede og syntes, at bandet ville for meget stilistisk set eller mere positivt formuleret: Procol Harum viste hvor bredt de favnede sådan rent musikalsk.
. Vi vil lave en klimaplan, en bindende klimalov og reducere udslip af drivhusgasser med 70 procent, siger Mette Frederiksen.
I et borgerligt folkestyre som det danske er det nødvendigt at lave kompromisser, hvis man vil danne en regering eller love eller finanslove osv. Sådan er det. Og det kan komme til at kompromittere de involverede partier, sådan som man fx så det ske for SF, da de dannede regering med Socialdemokraterne under Helle Thorning. Det kan også komme til at give knubs for partierne SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre,at de nu omsider – efter 20 dages forhandling – peger på Mette Frederiksen som statsminister. Vi får se – men det allervigtigste er det, Mette Frederiksen står citteret for ovenfor. En klimaplan, en bindende klimalov osv. En lille sten falder fra mit hjerte – klunk.
Hvis man ellers kan tro medierne, de store medier, så er regeringsforhandlingerne inde i en afgørende fase. Der snakkes om, at en evt. regeringsdannelse vil kunne ske i weekenden. Men – det er også tvivlsomt, om det ender der. For forsøget på at få Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Radikale Venstre til at finde et regeringsgrundlag sammen med Socialdemokratiet har fra starten været svært, fordi specielt Enhedslisten og Det Radikale Venstre står for radikalt forskellige syn på den økonomiske politik, altså spørgsmålet om, hvordan de andre projekter – klimalov, udlændingepolitik, socialpolitik m.m. – skal finansieres. Det Radikale Venstre forsvarer en liberal økonomisk tænkning, der primært handler om udbuddet af arbejdskraft (vi skal have flere kvalificerede indvandrere ind på arbejdsmarkedet, så vi får mere vækst, flere skatteindtægter og mere forbrug…), hvor Enhedslisten mener, at vi skal bruge den arbejdskraft, der i forvejen er i landet (ledige, folk på overførselsindkomst, hjemmegående indvandrerkvinder osv.) og i øvrigt hente pengene ved at beskatte finanssektoren, de “rige” og ved at rulle allerede vedtagne skattelettelser tilbage.
Og det er og har hele tiden været en mere end svær manøvre at få de to yderpunkter til at mødes i et kompromis. Om det vil lykkes, vil de kommende dage vise. Men, hvis det ikke lykkes, så må vi – på venstrefløjen af det politiske spektrum – erkende, at det er umådeligt svært, ja faktisk umuligt, at realisere idealistiske politiske planer om klimapolitik, velfærdspolitik, lighedspolitik og så videre, så længe man skal lave et flertal sammen med et nyliberalistisk parti som Det Radikale Venstre.
Jeg tror ikke, at vi kan lave en ambitiøs klimalove og ændre på velfærd, lighed og så videre, hvis vi holder fast i en økonomisk politik, der bygger på liberalistiske ideer.
Bill Haley & the Comets udgave af “Rock around the clock” har fået status af at være en af de første rock-and-roll-sange. Men faktisk skrev Maxamus C. Freedman og James E. Myers sangen som en foxtrot, og uenigheder mellem de to sangskrivere gjorde, at Bill Haley & Comets ikke fik lov til som de første at indspille sangen.Det gjorde derimod den italienske combo Sunny Day & his Knights. Men det var Haley og Comets, der fik succes med pladen – især i kraft af dens markedsføring via filmen Blackboard Jungle.
