maj 2019 arkiv

Fake News – falske nyheder

31. maj 2019

“Falske nyheder er en type af journalistik eller propaganda, der er bevidst fabrikeret som en misinformation, et fupnummer, en avisand eller en practical joke. Falske nyheder spredes via traditionelle trykte eller elektroniske medier, f.eks. som sociale medier, og de bliver skrevet og udgivet med den hensigt at vildlede offentligheden for at skade en person, en organisation, et politisk parti osv. for at opnå en økonomisk eller politisk fordel. Det sker ofte med sensationsprægede, overdrevne eller åbenlyst falske overskrifter for at fange opmærksomhed.” [den danske udgave af Wikipedia]

I går aftes havde DR-tv-avisen en historie om “falske nyheder”. Det drejede sig om RT, der definerer sig selv som en “autonom, non-profit organisation” der er finansieret af den russiske føderation. Og, med henvisning til bl.a. balladen om russisk indblanding i den seneste amerikanske valgkamp, så blev RT fremstillet som en kilde til “falske nyheder”. Et eksempel var nogle indslag om det politisk kontroversielle 5 G-netværk (tænk på Huawei), der blev fremstillet som skadeligt for mennesker.

Og det er da ganske sandsynligt, at RT, der sender nyheder døgnet rundt på seks forskellige sprog, hverken er uafhængig af de russiske myndigheder eller fri for “falske nyheder”. Men, men, tv-avisens journalister kunne ikke bringe sig selv til at rejse det nærliggende spørgsmål: Hvordan forholder det sig med de vesterlandske nyhedsmedier, ikke mindst nyhedskilderne, de såkaldte nyhedsbureauer? Alene det forhold, at sådan et sådant oplagt spørgsmål ikke rejses, taler et tydeligt sprog om, at de vesterlandske medier og deres nyhedsbureauer (som fx Reuters, Associated Press, AFP og DPA) ikke er hævet over kritik. Hvor ofte er vi ikke blevet genstand for “falske nyheder” i nyhedsmedierne?

Allerede i 1972 kunne medieforskeren Frands Mortensen i sin bog 22.00 Radioavis : kommunikationskritisk analyse af 22-Radioavisen fremlægge overbevisende argumenter for, at vi i den vestlige verden via nyhedsbureauer bliver præsenteret for et bestemt ideologisk billede af virkeligheden. Og i dag er vi ikke kommet ret meget længere, selv om vi har fået nyhedskilder som Aljazeera, RT og de såkaldte sociale medier. Og vi kommer bestemt ikke videre, så længe journalister som DRs ikke formår at rejse ovenstillede spørgsmål, men tværtimod lader en Venstrepolitikers nedrakning af RT stå næsten uimodsagt (bortset fra en ærlig borger, der mente, at man skulle forsøge at hente informationer fra så mange kilder som muligt).

Pensionering – ha, ha, ha

31. maj 2019

“I enjoy it, that’s what it comes down to. There will be a time, I’m sure, for retirement and I’m closer than I was years ago…To me, retirement is not a lovely word. People always talk about ‘looking forward to retiring’ but for me that’s an awful thought. I’m lucky I have a brilliant job that I love, and as long as I enjoy it and people are coming out in their droves to the shows then I will go on.” [Rod Stewart til The Mail]

Elton John gør det. Paul Simon gør det. Og mange flere. Går på pension. Men andre – Bob Dylan, Neil Young og Rod Stewart  brænder deres lys i begge ender og vil hellere brænde ud end sygne hen. Og sådan er vi så forskellige, Nogle er heldige at kunne fortsætte ufortrødent, måske på nedsat kraft, men dog med dampen oppe. Andre må bøje sig for alderen nådesløse komme eller blot for erkendelsen af, at alt har en ende.

 

Folketingsvalget – 22

31. maj 2019

Smoke rises into the night sky as strong winds push the Thomas Fire across thousands of acres near Santa Paula, California, U.S., December 4, 2017. Picture taken December 4, 2017. REUTERS/David McNew

Hvis der er et spørgsmål, der deler vandene i dansk politik (og politik i det hele taget), så er det holdningen til klimaforandringerne. Skillelinjen går mellem dem, der er overbevist om rigtigheden af klimaforskernes prognoser og analyser – og dem, der mener, at klimaforandringerne først og fremmest skyldes “naturlige” årsager (‘klimaet har altid forandret sig’) og at den menneskelige indflydelse er minimal. Men klimaspørgsmålet skiller også på en anden måde. For man kan ikke anskue de menneskeskabte klimaforandringer (ja, jeg er en af ‘klimatosserne’) uafhængigt af det økonomiske system, vort samfund er bygget op omkring. Kapitalismen kaldes dette system – i nyere tid kaldes det undertiden liberalistisk, men det er i bund og grund det samme. Og som de gamle teoretikere – med Marx og Engels i spidsen – allerede forklarede, så bygger kapitalismen på en systematisk undergravning af menneskets eksistensgrundlag, naturen, fordi systemet er drevet af et profitmotiv, der tilsidesætter ethvert andet hensyn og omgår enhver hindring. Så hvis vi skal gøre noget ved klimaforandringerne – og de skal vi selvfølgelig – så skal vi også ændre radikalt på det økonomiske system. Og op til folketingsvalget kan vi så passende spørge: Hvem af de politiske partier ser sammenhængen mellem klimaforandringer og økonomisystem? Det er spørgsmålt, og det er det, der skal afgøre, hvor krydset skal sættes.

Dødsfald: Leon Redbone

30. maj 2019

Leon Redbone er død. Hvem han egentlig var og hvor gammel han var, har været lidt af et mysterie. Han gjorde en dyd af at omgærde sig med mystik. Lige fra sin fremtræden med Stetsonhat, mørke solbriller og en stor mustache til mystiske udtalelser i interviews, som fx at påstå, at han var 127 år. Og meget passende spillede ha en musik, der var gammeldags og alt andet end innovativ. Ragtime, blues, Tin Pan Alley og country var på repertoiret.

Hans storhedstid var i midten af halvfjerdserne, hvor album som Double Time og Champagne Charlie gjorde sig godt på hitlisterne. Og han blev ved med at optræde helt frem til 2015, hvor han trak sig tilbage med helbredsproblemer. Nu er han ikke mere, og endnu en original musiker mangler i musikkens store puslespil.

Back to the Garden – 50 år med Woodstock

30. maj 2019

Selvfølgelig kommer man ikke uden om Woodstock-festivalen på festivalens 50-års jubilæumsår. Og ud over et mere eller mindre vellykket forsøg på at stable en ny festival på benene, så udkommer der, hvad man nok må kalde den ultimative udgivelse med musik fra den oprindelige festival. Med hele 38 CD’er, 432 numre, hvoraf 267 ikke tidligere har været udsendt (bortset fra bootlegsene…), en Blue Ray-udgave af Woodstockfilmen og en bunke såkaldt ephemera, så overgår den musikalske fejring alt, hvad vi hidtil har set. Ca. 800 $ skal man af med for at få adgang til herlighederne. Men så får man nok også revl og krat af den begivenhed. Kan man nøjes med mindre, så kommer der også en 10 CD- og 2-CD-udgave og en 5-vinyl-udgave. Så der er noget for enhver fan af alle festivalers moder.

https://www.youtube.com/watch?v=bW5M5xljdCI

50: Billedpornografiens frigivelse

30. maj 2019

I dag er det nøjagtig halvtreds år siden folketinget frigav billedpornografien. Set fra den situation, vi er i i dag, hvor internettet flyder over med billedpornografisk materiale i alskens former og alle afskygninger og for enhver smag og lyst, kan det måske – måske især for yngre generationer – forekomme at være en ret ubetydelig ting, at det pludselig blev tilladt at afbillede seksuelle emner og oven i købet gøre det til genstand for kommerciel udnyttelse.

Men for ældre generationer, der er gamle nok til at huske årtierne før frigivelsen, var frigivelsen endnu et dæmningsskred i den frigørelsesbevægelse, der skyllede hen over den vestlige verden i tresserne. Pornografi har eksisiteret siden menneskehedens tidligste tider, men nu kom den så op over overfladen og blev legal, hvilket afslørede en voldsom interesse for emnet (selv om politikernes hensigt faktisk var at dæmpe nysgerrigheden og interessen). Og i løbet af ganske få år fik Danmark ry af at være pornografiens hjemland.

Meningerne om den legale pornografi har altid være delte, og er det fortsat i dag. Men man kan ikke komme uden om, at legaliseringen er et smukt udtryk for håndhævelsen af ytringsfriheden.

Billedet ovenfor viser maleren Wilhelm Freddies maleri Sex-paralyappeal, der i 1937 kostede kunstneren 10 dages fængsel, efter at have været udstillet og været et tilløbsstykke på udstillingen ”SEX-SURREAL, træk gaflen ud af øjet på sommerfuglen.”

Folketingsvalget – 21

30. maj 2019

Det er svært, ja umuligt, at lytte til de opstillede folketingskandidater uden at komme til at tænke på og forholde sig til fænomenet spin. Wikipedia forklarer spin som et “kommunikationsværktøj”, der har til formål “at dreje budskabet i en bestemt retning”. Et eksempel, jeg så i går: Pernille Skipper (Enhedslisten) spørger i folketinget Venstres ordfører Britt Bager om, hvorfor regeringen kun har formået at få ansat yderligere fire læger på de danske hospitaler, medens der er blevet fjernet adskillige sygeplejersker, sundhedsassistenter osv. Hvortil Bager svarer, at regeringen har investeret 55 milliarder på sundhedsområdet og at det er regionernes opgave at bruge dem. Underforstået, at det ikke er regeringens skyld, hvis regionerne bruger pengene på andet end nyansættelser. Bagers spin består i at dreje vores opmærksom hen på regeringens overordnede sundhedspolitik (de 55 milliarder), væk fra regeringens ansvar for politikens udmøntning – og ikke svare direkte på det, der bliver spurgt om. Man kan finde mange andre eksempler på denne manøvre. Prøv blot at følge et interview på tv. Det er nærmest reglen, at politikerne bruger spin. Spørgsmålet er måske dybest set, om fænomenet spin hører hjemme i en demokratisk debat? Forudsætter en demokratisk debat ikke, at deltagerne anstrenger sig for at være ærlige, troværdige og netop undgår retoriske/kommunikative manøvrer, der tjener andre formål – fx magt – end at lade holdninger og meninger brydes? I hvert fald synes jeg, man skal teste sine politikere (dem man påtænker at stemme på) for spin.

Tuba Skinny: Weary Blues og Gimme Some

29. maj 2019

50: Crosby, Stills & Nash

29. maj 2019

Det var et brag af et gennembrud, da supergruppen Crosby, Stills & Nash udsendte deres debutalbum. Ikke alene solgte det godt og leverede to solide singlehits – “Marakesh Express” og “suite: Judy Blue Eyes”, men den markerede også – sammen med The Band Music from Big Pink (1968) og Byrds’ Sweetheart of the Rodeo (68) – et opbrud i amerikansk rock. Væk fra det tydeligt bluesbaserede i retning af en fusion af mange stilelementer, country, folk, pop osv. Samtidig med at det var tre stærke egoer, der satte deres respektive præg på tekst og musik.

Den plade sparkede helt benene væk under mig, da de udkom og blev spillet – i sin fulde længde, så vidt jeg husker – på radioens P3. Og jeg måtte selvfølgelig poste mine lommepenge i LP’en. Og siden har den haft en særlig plads i pladesamlingen og i mit musikunivers.

Læs også Torben Billes kærlighedserklæring til trioen – her.

Tilbage til Laurel Canyon

29. maj 2019

Laurel Canyon ved Los Angeles var et musikalsk kreativt hotspot i tresserne med navne som Beach Boys, Mamas & Papas, Byrds, Buffalo Springfield og mange andre. Og selvfølgelig måtte der komme en dokumentarfilm om det sted. Den hedder så Echo in the Canyon og den har sit eget lydspor, hvor yngre kunstnere kaster sig over klassiske sange fra perioden. Fx Dylan junior, Jakob sammen med selveste Fiona Apple, der fortolker både Beach Boys og Byrds. Lyt selv.

Mavis Staples vil lave om på noget…

29. maj 2019

Selv om Mavis Staples – den sidste overlevende af The Staple Singers – er blevet 79 år, så er hun ikke holdt op med at lave musik og være politisk aktiv. Senest har hun udsendt albummet We get by, hvorfra “Change” stammer. En enkel sang og et enkelt budskab.

Carole King – anno 1973

29. maj 2019

https://youtu.be/Pyfhl5AEB5g

I 1973, det år, hvor jeg kom til Århus for at studere, gav Carole King koncert på Montreux Jazz Festival i Schweiz, hvor hun spillede sange fra Tapestry og opfølgeren Fantasy. Koncerten blev optaget, men aldrig udgivet – før nu, hvor optagelserne er blevet restaureret og lagt ned på DVD og CD, der udkommer medio juni.

Folketingsvalget – 20

29. maj 2019

I går aftes viste DR1 et dokumentarprogram om de udviste asylansøgeres børn på opholdsstedet Sjælsmark. Og hvis man har søgt efter et argument for, hvorfor man ikke skal stemme på partier som Venstre, Dansk Folkeparti og andre, der står bag Sjælsmarkprojektet, så fik man det serveret af Venstres Inger Støjbjerg.

Konfronteret med de urimelige forhold, som Sjælsmarkbørnene udsættes for, og som indebærer en risiko for, at de tager skade på deres sjæl, så svarede Støjberg, at børnene var forældrenes ansvar. Underforstået: Kun forældrenes ansvar. Dermed fralagde hun sig som politiker og menneske ethvert ansvar for børnenes situation.

Hvis man brugte samme argumentation over for danske børn, der lider overlast i underbemandede danske daginstitutioner eller som ikke får den tilstrækkelige undervisning i danske folkeskoler, så tror jeg Støjberg og hendes politiske bagland ville få problemer med deres vælgere. Den slags ansvarsforflygtigelse er politisk og menneskeligt forkastelig – og enhver rettænkende borger bør seriøst overveje at stemme på andre partier.

Med Animals på lydsporet

28. maj 2019

Chas Chandlers basintro og -tema til Animals’ “We gotta get out of this place” må være et af de mest fængende og hjerneinficerende i rockens historie. Den går lige i blodet – hver gang. Og denne gang var den med i andet afsnit af Prime Suspect 1973 (Prime Suspect Tennison), hvor den fik selskab af Thunderclap Newman, Thin Lizzy, Mamas and Papas, Sweet, Kinks, Deep Purple og Roxy Music. Jo, ingen tvivl om det, englænderne elsker bare musikken fra tresserne og halvfjerdserne.

Bare græd

28. maj 2019

Vi skal tilbage til Apollorevyen i mit fødeår, 1953. Aage Stentoft var komponisten og Börge Müller tekstforfatteren (den tids danske svar på Lennon og McCartney) og skuespiller og komiker Kjeld Pedersen som den, der fremførte sangen. “Bare græd” var et fast indslag i min barndoms Giro 413. En af de sange, der ofte dukkede op på ønskelisten.

Forleden blev jeg ledt på sporet af det, der må have været inspirationen til denne tudesang. Nemlig den amerikanske sanger, skuespiller m.m. Johnnie Rai (John Alvin Ray – 1927-1990), der var et stort navn i halvtredserne og bliver opfattet som en af dem, der banede vejen for rock and roll. Med sangene “The Little White Cloud that cried” og “Cry” fik han stor succes, ikke mindst i England, hvor fandyrkelsen af ham nåede helt Beatlemaniske højder. Teenagepigerne elskede denne tudesanger. Og han var en af dem, der banede vejen for den teenagekultur, der siden blev en vigtig klangbund for britisk rock and roll og beat.