Mother Maybelle Carter – 110
10. maj 2019https://youtu.be/XE80Ed59uCY
10. maj 2019 arkiv
Capac anbefaler: Fjelding – Into the light
10. maj 2019
Straight from the Shadows hed bandet Fjeldings debutalbum fra 2015. Og den nye hedder Into the light og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Fjelding gerne vil ind i lyset – rampelyset – med deres 2019-udgave af klassisk guitardrevet rock.
Fjelding er centreret om Mikkel Fjelding og Christian Panum, og det er de to, der har skrevet albummet ialt elleve, skarpt skårne rocksange. Det er sange, der har noget på hjerte, både tekstligt og musikalsk. Tekstligt spreder det sig over genkendelig emner fra livsappetit til kærlige spark i bagdelen til os alle og en diskret opfordring til at få en holdning til tingenes gang (“Take a stand”).
Også musikken har en god portion genkendelighed i sig. Der er ingen tvivl om, at Fjelding kan deres rockhistorie fra tresserne og frem. Og deres frenetisk guitardrevne rock associerer såvel til halvfjerdsernes store guitarbands men også til hård post-punk og grunge. Men Fjelding er også deres egne med deres fornemmelse for den gode popsang og så den entusiasme og energi, de lægger for dagen i fremførelsen af numrene. Fjelding burde være selvskreven til de kommende mange festivaler som et bevis på, at guitarrocken slet ikke er så død, som nogen gerne så den. Into the light er klassisk rockskive, der holder mere end en sæson. Hermed anbefalet.
Fjelding. Into the Light. Eget forlag. Udkom d. 26. april
Capac anbefaler: Wayne Graham – Songs only a mother could love
10. maj 2019
Fotoet på coveret til duoen Wayne Grahams nye LP Songs only a mother could love sender uvægerligt tankerne tilbage til tresserne eller i hvert fald lige omkring 1970. En ung dame kigger bagud fra forsædet i ældre bilmodel. Måske er det et ungdomsbillede af den moder, der sigtes til i titlen. Hende, der vil kunne sætte pris på brødrene Kenny og Hayden Miles’ sange.
Brødrene Miles kommer fra en af de fattigste dele af Trump-land, den tidl. kulmineby Whitesburg, South-East Kentucky, hvor de fra barnsben har fået musikken ind med modermælken og familiens engagement i den lokale kirke. Og den musikalske opvækst på et udsted i guds eget land sætter sit præg på duoens sange, der tekstligt set er meget jordnære og ligefremme med et typisk lokalt perspektiv på livet.
Sangene, der primært fremføres af Kenny og Hayden (med lidt hjælp fra et par familiemedlemmer og venner), er relativt korte og bygget op omkring Kennys sang og Haydens markante trommer, suppleret med slagtøj, tangenter og lidt andet. Der er tale om en slags folk-rock af en tidløs slags, der sagtens – apropos indledningen – kunne være skabt i tresserne eller halvfjerdserne. Stilfærdige sange, der minder om mangen en garvet sangskriver – fx John Prine – men samtidig er helt deres egne. Sangskriver Kenny har sin egen stilfærdige, tilbagelænede facon at skrive melodiske, bevægende sange sammen på – og fremfører dem helt i den ånd.
Det er musik, der ikke gør meget væsen af sig (sådan som tiden ellers foreskriver). En slags lokalt forankret udgave af den frodige, mangfoldige americana, hvor traditionsbevidstheden er stor og hvor man sætter tidløshed højere end aktuel hurtigtsælgende x-faktor. Songs only a mother could love er en af den slags tidløse, slidstærke plader, der lever højt på solid sangskrivning og lige så solid fremførelse. En plade af den slags, der hører til i min musiksamlings afdeling for tidløse album, man altid har brug for.
Hermed anbefalet.
Wayne Graham. Songs only a mother could love. Celebrations Records. Er udkommet.
https://youtu.be/XMo8c3NOLIo
Apropos folketingsvalget – kommentar 1
10. maj 2019Jeg skal have lidt luft i disse valgtider og vil derfor skrive et lille skræp hver dag frem til valgdatoen. Stort og småt, og som sagt bare for at få lidt luft for min frustration. Jeg ved godt, hvordan jeg skal stemme, så det er ikke det, det handler om. Mere om tendenser og almene problemer i valgkampen.
I går kunne man se den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen blive stillet til regnskab for nogle valgløfter, han afgav ved sidste valg. Dengang lovede han, at han ville gøre noget ved de mange indbrud i private hjem. Desværre viser statistikken, at der ikke er sket noget i den retning – snarere er det gået den forkerte vej. Og Poulsen kunne ikke andet end bortforklare problemet ved at henvise til andre, krævende politiopgaver (fx bandeproblemer i København). Og generelle hensigtserklæringer om at gøre det bedre i fremtiden, hvis ellers han bliver genvalgt…
Eksemplet er et mønstereksempel på den slags valgløfter – kaldet valgflæsk – der, når de ikke bliver indfriet, er med til at udhule politikeres troværdighed (der årligt måles) og give næring til den såkaldte politikerlede.
Hvorfor det lige var Søren Pape Poulsen og ikke en anden politiker, der skulle trækkes ind i manegen, kan godt undre – og svaret fortaber sig i journalisternes uransagelige nyhedsveje. Det kunne i princippet være et flertal af folketingspolitikere, der stod for skud. Og det er ikke sagt for at forsvare Pape Poulsen, der helt fortjener at blive trynet for sit valgflæsk.
Problemet med valgflæsk er, at politikerne overvurderer deres egen indflydelse. Selv om de så har en formelt flertal bag sig i Folketinget, så er der andre formelle og strukturelle vilkår, der er afgørende for, hvad der kan gennemføres. I Papes tilfælde er der fx tale om diverse politiforlig, om politiets ressourcer (der altid er i konflikt med politiets mange opgaver) og politiske prioriteringer (at det fx betragtes som værende vigtigere at lave “terrorbekæmpelse” end at forsvare borgernes boliger osv.).
Det ville klæde politikerne, hvis de holdt sig til deres partiprogrammers mål i stedet for at komme med den slags konkrete stykker valgflæsk. Vælgerne ved godt, at politikerne gør sig selv til grin og mister troværdighed, når de lover guld og grønne skove før valget og så ikke kan indfri dem efter. Så enkelt er det.
