20. maj 2019 arkiv

Folketingsvalget – 12

20. maj 2019

Medens Socialdemokratiet har været i opposition, har der bredt sig den opfattelse, at der ikke er den store forskel på Venstre og Socialdemokratiet. Og at det var et valg mellem pest og kolera, om man valgte Venstre eller Socialdemokratiet. Jeg vil ikke sætte kryds hos de to partier, men af Socialdemokratiets just fremlagte økonomiske plan fremgår det dog tydeligt, at der faktisk er væsentlig forskel på, hvad de to partier vil, når det kommer til skattepolitiken. At der så er mange andre områder, hvor de to partier flugter – fx udlændingespørgsmålet – er en hel anden sag.

Socialdemokratiet vil poste flere penge i den såkaldte velfærd – hvilket jo også er hårdt tiltrængt – og finansieringen skal komme ved at annullere den lettelse på bo- og gave-afgiften for virksomhedsarvinge som regeringen har indført. Dernæst skal skatten for fri telefon og internet genindføres, da den især er kommet de velhavende til gode. Og endelig skal bankerne og den finansielle sektor i det hele taget  bidrage mere til velfærden. Samlet set er det en fundamental anden økonomisk politik end den, Venstreregeringen står for. At jeg så alligevel ikke sætter kryds ved Socialdemokraterne skyldes mange andre årsager. Og så skal vi jo lige huske, at der stadigvæk er langt fra ord til handling i dansk politik.

Joe Cocker – 75

20. maj 2019

https://www.youtube.com/watch?v=YysibkGHgMY

Hvis ikke en lungekræft havde spændt ben for Joe Cocker for fem år siden, så ville han i dag være blevet 75 og dermed en del af den efterhånde store skare af rockdinosaurer.

Folketingsvalget – 11

20. maj 2019

Fruen insisterede på at se debatten mellem Venstres Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets Mette Frederiksen på TV2. Så jeg kunne ikke helt undgå at opfange noget af meningsudvekslingen mellem de to. Og jeg bemærkede mig, at  Mette Frederiksen på et tidspunkt – henvendt til tilhørerne – sagde, at man skulle vurdere debattanterne på, hvad de havde bedrevet i tiden frem til valgkampen og ikke på, hvad de stod og sagde lige nu. Og jeg kunne ikke være mere enig. Politikerne skal bedømmes på deres handlinger og ikke på deres ordflom. Og sådan vurderet står begge de to kombattanters partier dårligt i mine øjne.

Pete Townshend og litteraturen

20. maj 2019

Pete Townshend har altid forekommet mig at være ‘en halvstuderet røver’. Forleden læste jeg, hvordan han var til stede, da skifflemusikken blev “født” i Storbritannien og kickstartede den udvikling, der førte til beatmusikken få år senere. Og så kom jeg til at kigge på coveret til The Whos The Who Sell Out fra 1967. Townshend er afbilledet med en stor deodorant mærket Odorono (Læses: Odor – Oh! – No!), og straks var jeg tilbage i gymnasiets første år, hvor vi læste Graham Greens roman Our Man in Havanna (fra 1958). Og det var i denne roman, Odorono dukkede op første gang. Og min engelsklærer Andersen forklarede, hvordan Graham Greene legede med ordene og opfandt Odorono – Lugt! Åh! Nej! Så jeg er sikker på, at den halv-intellektuelle Townshend kunne/kan sin Graham Greene.