CAPAC

Willie Nelson bliver 85 år i dag og er sprællevende. Det samme kan man af gode grunde ikke sige om Duke Ellington, der i dag ville være fyldt 120 år.
Duke Ellington og hans musik var noget, jeg en gang imelle hørte i mine forældres gamle rørmodtager hjemme i Esbjerg. Det var lyden af musikken fra mine forældres ungdom. Og jeg husker, at lyden af Ellington nogle gange fik lov til at bryde igennem samtaleanlægget på Sædding Skole, når administrationen havde glemt at slå radiosignalet fra – og det skete ret tit (heldigvis).
Mange år senere læste jeg regelmæssigt anmeldelser af udgivelser med Ellington i musiktidsskriftet MM, hvor jazz-entusiasterne kastede sig sultne over dem og kastede roser over musikken. Jo, Duke Ellington er en del af min musikbagage. Som Stevie Wonder sang:

For there’s Basie, Miller, Satchmo
And the king of all, Sir Duke
And with a voice like Ella’s ringing out
There’s no way the band can lose

Ja, medstifteren af Motor City 5 – MC5 – fylder 70 i dag. Kick out the Jams!

Det ligner næsten en tanke, at jubilæumsfejringen af Woodstock-festivalen i 1969 er blevet aflyst. Efter langt tilløb fra årsskiftet og frem til denne måned har der ellers været sat alle sejl til for at forsøge at skabe noget, der kunne bare minde om den legendariske tresserfestival. Men sådan skulle det altså gå. NPR forsøger at rede trådene ud, og det viser sig, at de er mange årsager, bl.a – og selvfølgelig – økonomiske. Når man tænker på de odds, som den oprindelige festival var oppe imod – og klarede, så kan man godt undre sig lidt over aflysningen. Men tiderne er ikke de samme. Den idealisme, der drev den oprindelige festival frem og gjorde den til alle rockfestivalers moder, er svær at finde i dag, hvor kold beregning og kalkulering vejer tungere end den oplevelse en god festival kunne være.

Man behøver ikke nødvendigvis en hel LP med fyrre til halvfjerds minutters musik for at overbevise en lytter – mig – om , at man han noget særligt at byde på. Og kvartetten Kúlu overbeviser netop med sin debutEP Quiescence om, at det har noget særligt for med deres musik.

Forleden kunne man i nyhedsstømmen læse om den støj, der er en del af den moderne verden, og som også udgør en konstant baggrundsstøj for vores liv og indirekte er med til at true os på eksistensen – på lige fod med andre klimaforandrende elementer. Og man kan sige, at Kúlu lige netop tager afsæt i denne konstante baggrundstøj og i dens musikalske korellat, vi finder i den støjende post-rock og dens forudsætninger i de tidligere årtiers metropolrock.

Kúlu trækker så at sige baggrundsstøjen ind i deres univers, hvor den forvandles til musik, der består af støjende flader – af forvrængende guitarer, ekspressive, eruptive trommer og en sang, der svæver over det hele. Selv om Quiescence er støjrock, så er de fire numre både markant melodiske og fulde af emotionel dramatik.

Qiescence overbeviser, fordi de fire numre demonstrerer af Kúlu allerede har fundet melodien, eller rettere sagt: deres særlige stil inden for den musikalske strømning, der er båret af den metropole støj. Så hvis man er til støjrock, så kan man roligt give Kúlu en chance på grammofonen og på de scener, hvor de end måtte optræde. Hermed anbefalet.

Kúlu. Quiescence. Produceret af: Asger Techau. Celebrations Records. Udkom d. 26. april.

Jeg er stærk kalder Claudia Campagnol sin debutplade. Og stærk er hun – som komponist, musiker og ikke mindst sanger. Og pladen er en stærk kop te, der dækker et stort spektrum fra saftig halvfjerdserinspireret funk til pop, men alt med et anker i jazzen, der farver hele spektret.

Der lægges ud med “All Through you”, der også er blevet til et singleudspil. Det er er funk, der leder tankerne hen på de fusionsplader, som den unge, ungarskfødte Claudia, lyttede til i sin faders pladesamling. Chick Corea, Mezzoforte m.fl., der leverede den funky, rockinfluerede, elektriske jazzrockfusion, der dominerede plademarkedet en periode. Og Claudia tager tråden op og giver den sit eget personlige anstrøg, blandt andet i kraft af sin smukke, stærke vokal, der både dominerer og spiller med som sit eget særprægede instrument. Det er et nummer, der burde kunne omvende de skeptikere, der mener, at jazz-rock-fusionens tid er ovre. Det er den bestemt ikke.

“I’m strong”, titelsangen og pladens andet nummer, er et helt nedtonet, stille, ligefremt stykke blød jazz, der i høj grav lever højt på Campagnols klare, smukke stemme, der fint fører sig frem på en bund af især keyboards (af Campagnol selv). Og den afløses af pladens mest poppede sag og sang “Do you love me”, hvis banalitet bæres igennem af Campagnols stemmepragt og den uviskelige jazzfeeling, der som en sky bærer melodien frem.

Og det er den bløde, poppede jazz, der dominerer pladen. Og heldigvis for det, for det lægger op til en følsomhed og fraseringslyst, som passer meget fint til Campagnols stærke stemme. Og bag sig har Campagnol et stærkt hold af musikere plus musikalske “special guests” (ingen nævnt, ingen glemt), der sørger for at numrene fremtræder på bedste måde – og for at Campagnols stemme får den plads og rolle, den fortjener.

Alt i alt er “I’m strong” en meget overbevisende debut, der også leverer et argument for jazzens og fusionsmusikkens fortsatte eksistens på musikscenen. Hermed varmt anbefalet.

Claudia Campagnol. I’m strong. Produceret af: Claudia Campagnol og Peter Sundberg (Executive Producer). Giant Sheep Music. Udkom d. 23. april 2019

To gange inden for ganske kort tid er jeg blevet mindet om det måske lidt undervurderede og miskendte punkband Buzzcocks. Et sted fik jeg en forklaring på, hvad en buzzcock kunne tænkes at være, nemlig et synonym for en vibrator, en vibrerende dildo. Og dels en beskrivelse af, hvad Buzzcocks kunne, sammenlignet med andre punkbands, nemlig skrive sange om noget, ingen andre ville skrive sange om eller ville røre med en ildrager. Og bagefter er det bare svært ikke at holde af Buzzcocks.

Man er gammel, når mange af ens  yndlingsplader er 50 år gamle eller derover. Sådan er det. Og en af disse plader, der i dag runder de 50, er debutpladen fra Chicago Transit Authority, der siden kaldte sig Chicago og blev et stort mainstreamnavn.

Men inden det kom så vidt, forsøgte Chicago Transit Authority at blive en slags nyt svar på Blood, Sweat and Tears med en saftig blanding af jazz, rock, soul, funk og pop. Alt sammen sovset godt ind i masser af messingblæsere. Og kreativiteten var så stor, at den første plade endte med at blive en dobbelt-LP, der betød at de måtte give afkald på nogle af deres royalties, fordi selskabet bag – Columbia Records – mente, at bandet ikke havde vist sig salgbare. Men selv om pladen ikke kastede singler af sig, så gjorde den sig rigtig godt både på hitlisterne og i pladebutikkerne. Både publikum og kritikerne tog dobbeltdækkeren til sig.

På promotionturnéen for pladen måtte bandet skifte navn, fordi transportfirmaet Chicago Transit Authority krævede det. Og de hed nu og mange år frem (faktisk endnu) Chicago, og de holdt jazz-rock-fusionsdampen oppe en årrække, inden de blev mere poppede og mainstreamorienterede. Og mindre interessante, hvis I spørger mig.

https://www.youtube.com/watch?v=qupeVLtXWLY

https://www.youtube.com/watch?v=IvmeEyVd5w8

Og titlen på den amerikanske komedie blev hængende i bevidstheden, som om den ventede på den rette sang. Og hvad var det for en sang, der lurede der lige om hjørnet. Jo, selvfølgelig, Nick Lowe og hans “So it goes”. Ingen anden forbindelse end et sammenfald af titler.

Jeg skulle egentlig tage mig sammen og tage ind og se den roste tyske film Værk uden forfatter (Werk ohne Autor). Men det er ikke lykkede mig endnu. Og i går ville jeg så se en anden film på skærmen, nemlig 45 Years med Charlotte Ramplin og Tom Connelly. Men min optagelse hakkede og slæbte sig af sted, så jeg gav op og faldt så tilfældigvis ind i den amerikanske film And so it goes, der har fået den lidt misvisende titel Det er aldrig for sent.

Med Michael Douglas i hovedrollen som et røvhul af en ejendomsmægler, der er i gang med at planlægge sit sidste salg og gå på pension. Douglas spiller den næste arketypiske rolle som en mand, der har viet sit liv til sin karriere. Konen er død af kræft nogle år tidligere og er begravet på en høj uden for byen. Og sønnen har Oren ikke set i årevis, fordi sønnen har været ude i et stofmisbrug. Men Oren (Douglas) er en følelsesafstumpet karrieremand, der lever højt på sin karrieres bedrifter, og bliver støttet af en ældre, kvindelig kollega, der er hans eneste ven (med hendes ord).

Og det ligger næsten i kortene på denne Hollywood-bagatel og i titlen, at Oren her på falderebet til pensionistlivet, skal lære noget om tilværelsens “sande værdier”. Og derfor bor han i et mindre træhus med Leah (Diane Keaton), en lidt mislykket sangerinde, som nabo – og viser det sig hurtigt: potentiel hjerterdame. Og den potentielle romance og Orens omvendelse til et bedre menneske sættes i gang, da hans søn en dag dukker op og afleverer Orens ukendte barnebarn, en pige på 9 år, til ham, fordi faderen skal ni måneder i fængsel (uberettiget viser det sig siden hen).

Oren tager vrangvilligt pigen til sig, og hun, Sarah, bliver en katalysator for såvel romancen med Leah og for forsoningen med sønnen og den emotionelle opblødning af machomanden Oren, der både skal lære at tale pænt til andre, være ydmyg og vise medfølelse for andre end sin afdøde kone.

Selv om skuespillerne spiller med forventelig professionalisme, kan det ikke dække over, at den garvede Rob Reiners film er en kliché af den mest forudsigelige slags. En feel-good-film, der skal få os til at glemme, at sådan er virkeligheden ikke. I virkeligheden er der ikke altid en happy end og røvhullerne bliver langt fra altid bedre mennesker, men fortsætter deres egoistiske liv, indtil de ender i en kiste.

Det eneste formildende ved filmen er dens soundtrack, der ud over nogle forglemmelige sange med Diane Keaton , byder på genhør med Judy Collins, Allman Brothers Band, Canned Heat og The Band. Jovist, tresserne og halvfjerdsernes musik skal nok få urimelighederne til at glide lidt lettere ned.

Så brug tiden på noget andet, hvis du støder på den film i tvs uendelige række af genudsendelser…

https://www.youtube.com/watch?v=mHy44jiDgdM

Ja, i forbindelse med et ny opsamling med Pete Seeger, der fylder 100 år til maj, er der dukket en ikke tidligere offentliggjort sang op, “My dirty stream (The Hudson River Song)”, hvori Seeger besynger den flod, der løber forbi hans hjem og som er forurenet. Pete Seeger: The Smithsonian Folkways Collection udkommer i denne uge.

The Indians send signals from the rocks above the passThe cowboys take position in the bushes and the grassThe squaw is with the corporal, she is tied against the treeShe doesn’t mind the language, it’s the beating she don’t needShe lets loose all the horses when the corporal is asleepAnd he wakes to find the fire’s dead and arrows in his hatsAnd Davy Crockett rides around and says it’s cool for catsIt’s cool for cats

Ad uransagelige veje om omveje nåede jeg fra Bruce Springsteens solskin til gode gamle Squeeze og deres “Cool for cats” og må endnu engang beundre Tillbrooks og Diffords evner til at skrive stærkt vanedannende melodier og tekster, der ikke bare er sådan lige ud ad landevejen, men lidt krøllede og underfundige.

Her i den opdaterede version fra 2010:

Folketingsvalget nærmer sig, selv om statsministeren holder kortene helt ind til kroppen. Senest i juni går det løs, og i de store aviser har man kunnet læse om et vist politisk “opbrud”, der skulle være i gang i de europæiske lande, Danmark inklusive. Der skulle angiveligt blæse nye, populistiske vinde på både højre – og venstre fløj, der villle kunne ændre det samlede politiske billede i Europa (fx ved parlamentsvalget i denne måned) og i Folketinget. Nye politikere, nye partier – med er det også ensbetydende med nytænkende politik?

Et sigende eksempel er det af Rasmus Paludan etablerede parti Stram Kurs, der står til at blive opstillingberettiget om kort tid. Paludan har primært gjort sig bemærket ved anti-islam-demonstrationer eller – om man vil – anti-islam-provokationer, der har skabt stor medieomtale. Men ser man bort fra Paludans rabiate anti-islamisme og dens tilsvarende rabiate nationalisme, som han deler med allerede eksisterende politiske partier,  navnlig Dansk Folkeparti, selv om ordvalg og fremgangsmåde er forskellig, så viser det sig, at partiet Stram Kurs placerer sig inden for samme politiske og ideologiske horisont som partier som LIberal Alliance og Venstre.

På partiets hjemmeside kan man læse om partiets “politiske grundlag” , der – formuleret på en alt andet end folkelig og umiddelbart forståelig facon – bygger på to “søjler” (og det er en sært ironisk pendant til islams søjler…men lad det nu ligge*): 1. Den identitære søjle, der handler om danskhed og dansk nationalisme – og 2. og i snæver sammenhæng med pkt. 1 finder vi den libertære søjle, der handler om at hævde det danske individs frihed og rettigheder. Og dernæst om at begrænse staten, der opfattes som faktor, der truer og begrænser den individuelle frihed.

Og med dette politiske grundlag placerer Stram Kurs sig inden for samme “liberale” og “liberalistiske” politiske og ideologiske horisont som det store parti Venstre. Man fristes til at sige, at Stram Kurs blot fremstår som endnu et skud på den store stamme, der i forvejen har produceret Liberal Alliance.

Stram Kurs er altså på ingen måde udtryk for politisk eller ideologisk nytænkning, men er mere af det samme – blot en tak mere rabiat på det identitære område.

Og jeg mener, at man kan lave tilsvarende analyser af andre nye partier, fx Nye Borgerlige, og Klaus Riskjær Petersens parti. Det er gammel, bitter, borgerlig, højrefløjsvin på nye flasker.

Og sådan er det i det hele taget med det påståede politiske “opbrud” i Europa. Nye partier dukker op, nye politikere melder sig på banen, gamle fornyr sig (fx Labour i England) osv., men i kernen er der ikke tale om noget, vi ikke har set før.

*) Og så alligevel. Uden at udfolde analysen helt, kan man hævde, at der her faktisk er tale om form for identifikation mellem partiideologi og islam. Og ikke på et tilfældigt sted, men på et område, der er med til at definere islams og partiets fundamentalisme. Søjlerne er det urokkelige grundlag, de rejser sig på.

Denne form for identifikation med noget, man hader og helst ikke vil identificere sig med, er ikke et nyt fænomen. Jeg husker analyser af nazismens racistiske projekt, der kunne påvise tilsvarende identifikationer med ærkefjenden, jøden.

Der er nu noget særligt ved at starte dagen med en frisk, ny sang fra en af de gamle i gårde. Nemlig Bruce Springsteen og hans “Hello Sunshine”, der baner vejen for en ny plade. Ganske vist er der dem, der mener, at han er faldet lidt af på den de senere år, men dem om det. Jeg synes, han klarer sig helt fint med Broadwaysucces og alderens komme.

Også Moody Blues fik et succesalbum ud for 50 år siden. On the treshold of a Dream. Pladen videreførte bandets unikke sound, hvor melotronen blev en vandmærke, og gruppen fik deres første  førsteplads på den britiske LP-liste og brød igennem til et stort  publikum på den anden side af Atlanten.

Joe Cockers debutalbum fylder 50. Og min favoritanmelder Robert Christgau var rundhåndet med anmelderroserne, da han omtalte pladen med disse ord:

With a Little Help From My Friends is the major triumph of rock interpretation thus far. Cocker’s material leans to the conventional … but his conception and performance, as well as Denny Cordell’s production, are always audacious. His transformation of “Bye Bye Blackbird” and “A Little Help From My Friends” from light-hearted ditties into wails of human need succeeds perfectly, and his version of ‘Feelin’ Alright’ is not only better than Three Dog Night‘s but better than the original, by Dave Mason and Traffic. If that means Cocker is the best singer in England, well—overlook Mick Jagger and it’s possible, even likely. His voice is very strong, influenced by Ray Charles, and he has no inhibitions about using it. All of his inhibitions came before the fact, in the immense care that went into each track … Cocker’s affection for rock is uniquely personalized. He is gruff and vulgar, perhaps a touch too self-involved, but his steady strength rectifies his excesses. He is the best of the male rock interpreters, as good in his way as Janis Joplin is in hers.

 

Det har nok heller ikke dæmpet pladesalget, at Cocker optrådte på Woodstockfestivalen og fik et regulært, internationalt gennembrud der.

https://www.youtube.com/watch?v=3s-dSoDptVc