25. april 2019 arkiv

50: On the treshold of a dream – Moody Blues

25. april 2019

Også Moody Blues fik et succesalbum ud for 50 år siden. On the treshold of a Dream. Pladen videreførte bandets unikke sound, hvor melotronen blev en vandmærke, og gruppen fik deres første  førsteplads på den britiske LP-liste og brød igennem til et stort  publikum på den anden side af Atlanten.

50: With a little help from my friends – Joe Cocker

25. april 2019

Joe Cockers debutalbum fylder 50. Og min favoritanmelder Robert Christgau var rundhåndet med anmelderroserne, da han omtalte pladen med disse ord:

With a Little Help From My Friends is the major triumph of rock interpretation thus far. Cocker’s material leans to the conventional … but his conception and performance, as well as Denny Cordell’s production, are always audacious. His transformation of “Bye Bye Blackbird” and “A Little Help From My Friends” from light-hearted ditties into wails of human need succeeds perfectly, and his version of ‘Feelin’ Alright’ is not only better than Three Dog Night‘s but better than the original, by Dave Mason and Traffic. If that means Cocker is the best singer in England, well—overlook Mick Jagger and it’s possible, even likely. His voice is very strong, influenced by Ray Charles, and he has no inhibitions about using it. All of his inhibitions came before the fact, in the immense care that went into each track … Cocker’s affection for rock is uniquely personalized. He is gruff and vulgar, perhaps a touch too self-involved, but his steady strength rectifies his excesses. He is the best of the male rock interpreters, as good in his way as Janis Joplin is in hers.

 

Det har nok heller ikke dæmpet pladesalget, at Cocker optrådte på Woodstockfestivalen og fik et regulært, internationalt gennembrud der.

https://www.youtube.com/watch?v=3s-dSoDptVc

Dansk Folkeparti – et parti med fremtiden bag sig?

25. april 2019

Det ser ikke lovende ud for Dansk Folkeparti ved de kommende afstemninger. I dag kan man læse, at partiet står til en halvering af mandattallet ved det kommende valg til Europaparlamentet. Og meningsmålingerne op til det snarlige folketingsvalg peger også på en kraftig tilbagegang. Spørgsmålet er måske i virkeligheden om partiet har haft sin storhedstid og nu skal se frem til at spille en meget mindre rolle i dansk politik? Er det historien om et parti, der sejrede sig selv ihjel?

Hvis det er tilfældet, så hænger det uden tvivl sammen med, at partiets succes især har været forbundet til en bestemt søjle i partibygningen, nemlig udlændingepolitiken. Som udspring fra Fremskridtspartiet og dets xenofobiske holdninger har Dansk Folkeparti været – og er stadigvæk – fortaler for en meget restriktiv politik over for flygtninge og indvandrere. Og det har partiet været så succesfuld med, at en stor del af den politiske midte – omkring partierne Venstre og Socialdemokratiet – har overtaget Dansk Folkepartis mærkesag, og det i en grad, at partiet – trods fx Martin Henriksens behjertede forsøg på at overgå de andre partiers udlændingepolitik – i dag fremstår som et blandt andre “udlændingekritiske” partier. Og da partiet ikke er i stand til at markere sig markant på andre områder, fx velfærdsområdet eller EU-området, idet der er andre partier, der har det som mærkesager, så fremstår Dansk Folkeparti et politisk svækket parti, der kun – på godt og ikke mindst ondt (fordi det stort set altid koster stemmer, at agere støtteparti for en regering) – kan fremhæve sig som den siddende regerings parlamentariske grundlag.

Så måske bliver vi i den kommende tid vidne til, hvordan Dansk Folkeparti må indstille sig på en fremtid som et mindre og mindre markant oppositionsparti for en ny regering!?