Under badebroen…

24. juli 2010

Ved det århusianske badested Ballehage, som Fruen og undertegnede frekventerer i ny og næ, har man fået renoveret badebroen. The Boardwalk. Og selv om man ikke ligefrem kan kravle ind under den, så gav den straks mindelser om sangen “Under the Boardwalk”. Den tydeligste tidlige erindring, jeg har om den sang, er den danske beatgruppe The Someones’ udgave fra 1965. Den udkom som single (med “Louis, Louis” som B-side) og fik en del airplay hos Mylius og omtale i de popblade, der var. Someones var hotte. Dels, fordi de spillede hyppigt i pigtrådsmusikkens mekka, Hit-House, og dels, fordi gruppen supportede en række af de store udenlandske bands. Stones, Kinks, Yardbirds.

Someones’ udgave, der er genudgivet på diverse opsamlingsplader (bl.a. Sonets “Pigtrådsmusik”, volume 1), er bestemt ikke ueffen. Men da jeg blev sporet ind på originalen – The Drifters version fra 1964 – så var det den, der stod mit hjerte nærmest. Den tilbagelænede, let latinamerikansk inspirerede (güiro!) vokaludgave med diskrete strygere i baggrunden indfanger fint stemningen fra de hede sommerdage, hvor man, en mand og hans elskede, søger tilflugt for sol og varme et skyggefuldt sted – under badebroen – for at “have det sjovt”. På singlepladen synger Drifters “We’ll be falling in love”. På det samtidige album hedder det “We’ll be making love”. Moralen fik sit. Men de fleste forstod nok, hvad det betød “at have det sjovt”, “we’ll be having some fun“… En af mine klare sommerfavoritter.

I øvrigt hittede sangen på en tragisk baggrund. Lige før pladens udsendelse døde forsangeren Rudy Lewis af en overdosis heroin.

Sangen, der er skrevet af Kenny Young og Arthur Resnick, var en født klassiker, som siden er blevet indspillet af mange andre, lige fra Rolling Stones over The Beach Boys og til – ja, vores egne Someones.

PS. Someones version (og andre udgaver) kan i øvrigt lyttes til på netbiblioteket.

En kommentar

  1. Claus1 kommentarer:

    Skøøøøøønt !

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

216 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62