Troels Trier – Sange til Rosa
31. juli 2010
Hvis livet er en fortælling, så er det tidspunkt, hvor man bliver forældre – far eller mor – et point-of-no-return. Her pådrager man sig et ansvar og en kronisk bekymring, som man ikke kan løbe fra, selv om man ville. Og dem, der forsøger, slipper ikke godt fra det. Man bliver opgraderet generationsmæssigt. Pludselig er man ej længere – som man bildte sig ind – tidløs, generationsløs og udødelig. Man er ikke længere simpelthen ung. Men i en eller anden forstand voksen – omend ikke nødvendigvis moden.
I en tid, hvor det er moderne at fravælge børn for at realisere sig selv karrieremæssigt osv., eller hvor børn betragtes som et forbrugsgode, der skal passes ind i karriereplanlægningens timemanager, tabes blikket for det eksistentielle perspektiv, der ligger i denne begivenhed, at blive forælder. Og under byrden af lortebleer, madpakker, forældremøder osv. glemmes ofte den personlighedsudviklende gave, der ligger i, at man for første gang i sit liv tvinges til at koncentrere sig om et andet lille liv end ens eget.
Derfor er det forståeligt, at musikere – og kunstnere i det hele taget – kaster sig over emnet.
Troels Trier gjorde det med pladen Sange om Rosa (1975). Den kom, medens Triers band “Røde Mor” endnu var aktivt som Danmarks førende politiske rockband. Nogenlunde samtidig udkom Røde Mors dobbeltlivealbum “Betonhjertet”. Men der var ikke nogen modsætning mellem Rosa-pladen og de mere håndfast politiske udgivelser. Det private var også politisk, som man sagde dengang. Og som Troels var inde på i et interview i MM, så var enhver pladeudgivelse, enhver musikalsk udfoldelse – også dansktoppen – politisk i en eller anden forstand.
I sangene om Rosa kommer det politiske ind som en bekymring for det liv, Rosa vil komme til at leve i det tyvende århundrede og videre frem. En bekymring, Trier delte og deler med alle andre forældre, selv om de ikke nødvendigvis oplever og oplevede det som et politisk problem. Men først og fremmest er pladen gennemsyret af den overvældende faderkærlighed, som hovedpersonen gribes af, og som gennemstrømmer sange som “Nyfødt”, “Velkommen Engel”, “Når Solen Skinner” og “Besat af dig”. Det er let (som fader) at identificere sig med den voksne, maskulin følsomhed, der får frit løb her, men som allerede er at finde i de mere poetiske sange fra Røde Mor-kataloget. Der er noget rørende over at lytte til Trier med den rustne stemme og det halvfjerdserpolitiske machoimage fremstå som følsom, ja, nærmest blød mand!
Musikken, som også er lavet af Trier, er i meget gode hænder hos Egon Aagaard (harmonika), Peter Abrahamsen (guitar), Peter Ingemann (bas), Kim Menzer (fløjte, tenorsax), Peter Mogensen (trommer m.m.), Henrik Strube (el-guitar), Lars Trier (spansk guitar og rytmeguitar) og Birte Zander og Bette Crusell (kor). Lars Triers guitar giver musikken et klart anstrøg af spansk og latinamerikansk.
Men ellers ligger pladen i god forlængelse af Røde Mors rock med fokus på det akustiske. Måske som følge af temaet, så er der noget tidløst over denne plade, selv om den fremstår som meget tidstypisk i sit layout. Den holder stadigvæk.
PS. Du kan få pladen i nakken for en skilling nede i byen…
31. juli 2010 kl. 15:12
Slægter følger på slægter! Og det er faktisk ret smukt.
I øvrigt mener jeg stadig – ikke at Carthago bør ødelægges – men, at det private er politisk. Skriver jeg om inkontinens, arbejdsløshed, fattigferier for SkÃ¥nepesetas, teenagesex, what ever, sÃ¥ er jeg nok ikke alene om de følelser eller oplevelser. Vi er ikke unikke og vi agerer alle i en verden/et samfund, der har de samme konjukturer, tendenser osv. At fÃ¥ sat ord pÃ¥ de ting er at synliggøre dem og jo flere der ser det, opdager de ikke er alene og bliver enige om “noget” og om det er bevaringsværdig eller trænger til en udskiftning…jamen, det er sÃ¥ der, at man skaber de virkelige forandringer, en udvikling, mÃ¥ske endda revolution…(PS. Jeg var kun 11 Ã¥r i 1975, men jeg fik jo den slags ind med modermælken og selv om jeg modrevoltede lidt mod den tendens som en helt almindelige sund teenager, sÃ¥ er det faktisk helt igennem mit grundsyn den dag i dag.)
31. juli 2010 kl. 16:36
@susling: Jovist. Det afhænger jo af, hvordan vi definerer begrebet “politik”. Og dengang blev det udvidet helt ind i soveværelset. Og det var sundt, tror jeg.
31. juli 2010 kl. 17:23
Enig! Lad os pille plahstiiiken af og komme videre over stepperne :-)
1. august 2010 kl. 17:45
Meget fint Capac – at fÃ¥ lidt opmærksomhed om Troels Trier`s soloplader, som stadig er supergode. Det ville være fint, hvis du ogsÃ¥ omtalte andre soloplader med Troels, som har samme musikalske høje kvalitet, men med andre temaer – hvad med “fru Orlowsky”?
1. august 2010 kl. 18:59
@Jesper Macshvitsz: Tak. Jeg vender helt sikkert tilbage til Troels Triers soloarbejder.
2. juni 2012 kl. 14:30
ROSA er – efter min beskedne mening – absolut det bedste musik, Troels Trier nogensinde har lavet.
Det var før, han for alvor begyndte at råbe og skrige med og uden ledsager.
“Søndag med dig” og “Besat af dig” er hjerteskærende smukke og stÃ¥r stadig i dag som funklende perler i de sidste 50 Ã¥rs dansksprogede musikproduktion, som mildest talt er af varierende kaliber.
Det er synd, at man ikke kan høre dem på nettet. Min LP er slidt op.
2. juni 2012 kl. 15:54
@Lone G: Ja, det er en måske lidt overset lille perle i Troels Triers karriere. Og et fint kontrapunkt til hans mere udadvendte, politiske og komiske rolle. Du kan være heldig at finde den på cd til få kroner.
2. september 2017 kl. 18:23
@Lone G: jeg har lavet min Rosa om til Mp3
vil du ha en kopi Det er nemlig lovlig når man laver Lp om til Mp3
En Lp er Analog og må kopieres og bortgives da det ikke er omfattet
af den nye Digital lovgivning
Vh Arne
2. september 2017 kl. 19:40
@Sv-Arne Rasmussen: Tak for tilbuddet, men mit eksemplar er en CD, så det er ikke noget problem at rippe den til eget brug. Lone må svare for sig selv.