Kakao til trommehinderne: Smokey Robinson

17. oktober 2010

For et Ã¥rstid siden skrev jeg følgende om soulmusikkens store, lyse og lysende tenor, Smokey Robinson og hans hovedværk “A Quiet Storm” (1975):

“For mange Ã¥r siden – engang sidst i halvfjerdserne – lÃ¥ der en lille bitte pladeforretning pÃ¥ Trøjborg (Ã¥rhusiansk bydel), et langspyt fra den tidligere fabriksbygning, hvor “mit” institut – Nordisk Sprog og Litteratur – holdt til. Og her kom jeg tit for at ose i det lille pladeudvalg. Lille, med udsøgt. Og her fandt jeg min kopi af Smokey Robinsons “A Quiet Storm”. Allerede fÃ¥ Ã¥r efter sin udsendelse var pladen blevet kanoniseret som en af soulmusikkens klassikere. Og i musiktidsskriftet MM, som jeg abonnerede pÃ¥ dengang, var pladen en tilbagevendende reference hos de kritikere, der beskæftigede sig med den “sorte” musik. Smokey kendte jeg godt i forvejen fra hans glorværdige tid sammen med The Miracles – og for hans fantastiske sange (Tracks of my Tears, My Girl, Second that Emotion m.fl.), som han selv og andre havde sunget direkte ind i populærmusikkens kanon.

Men han havde forladt Miracles og manglede bare at indfri de sidste, store forventninger til ham som soloartist. Og pladen med den modsætningfulde titel gjorde det. Og den beviste, at manden ikke havde fremtiden bag sig. Der var mere at hente…

Titlens indre modsigelse – en stille storm – karakteriserer ganske godt musikkens kontrollerede følelsesliv. Den er som en keddel, der koger under tryk. Æstetikken er superlækker. Sangene er neddæmpede, beherskede og smeltende bløde, og Smokeys stemme er ligesÃ¥. Men under det hele brænder lidenskaben og begæret med vulkanisk styrke. Musik var selvskrevet som de stille præ-coitale numre pÃ¥ datidens scorested: diskoteket. Musikken er da ogsÃ¥ antipodisk til megen af den funky diskomusik, der kom dengang. Selv om den – som nævnt – passer fint til en sjæler eller to, sÃ¥ er det i høj grad en lytteplade, der kalder pÃ¥ fordybelse. Og som sÃ¥dan er den næsten uopslidelig. Anbefales kraftigt.”

Og i dag ser jeg sÃ¥, at det lille hippe retro-pladeselskab Hip-o-Select har fÃ¥et den oplagte idé at genudgive mandens soloplader to og to pÃ¥ cd. Serien hedder The Solo Albums Vol. I-II-III.. Forløbigt er der tre plader pÃ¥ trapperne, der omfatter “Smokey”, “Pure Smokey” (Vol. I), “A Quiet Storm”, “Smokeys Family Robinson” (Vol. II) og “Deep in my Soul”, “Big Time” (Vol.III). Koncentereret kakao til trommehinderne.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. klaus kommentarer:

    “det lille hippe retro-pladeselskab Hip-o-Select” = Universal Music Groups afdeling for opsamlinger og genudgivelser

  2. capac kommentarer:

    @klaus: ja, men retro og hipt er det nu alligevel… :)

Skriv en kommentar

260 har læst indlægget
15,018