Er rock’n roll som stilart en død sild?
11. januar 2011
Vor hjemlige pladebranche har oppet sig og lavet en hitliste over de mest streamede tracks (som det hedder på ny-dengelsk). Danmarks officielle hitlister siden 2001 lyder den selvbevidste markedsføring. Som almindelig dødelig musikkonsument kan man godt undre sig lidt over, hvorfor listen skal være forbeholdt dem, der tilfældigvis abonnerer på TDCs Play og Telenors tilsvarende tag-selv-bord. Jeg mener, vi snakker om streamet musik, ikke? Hvorfor kan andre ikke få lov til at lytte med på hitlisten? Vi er trods alt på hitlisten, hvor meget af det alligevel flyder rundt – tjek bare YouTuben. Men det handler selvfølgelig om, at det helst ikke må være gratis. Meningen er jo, at forbrugerne skal betale for musikken. Ikke? At listerne så – i følge pladebranchen selv – stimulerer folk til at købe mere musik, det faktum lader vi så lige glide i baggrunden et øjeblik…
Nå, men det var slet ikke derhen, jeg egentlig ville. Prøv engang at kigge på albumlisten. Hvor mange rockalbum kan du finde? Ikke mange vel? Springsteen, Volbeat og et par stykker til. Med lidt god vilje.
Betyder det, at rocken er en død sild? Det er det spørgsmål Alexandra Topping rejser i The Guardian. Og en DJ-vetran og ‘popprofessor’ ved navn Paul Gambaccini er ikke sen til at fælde dommen: *Rockæraen er ovre på samme måde som jazzæraen er ovre’. Baggrunden for den tunge dom er, at procentdelen af rockplader blandt de 100 bedst sælgende i UK er faldet til små 3% – medens hip-hop/R&B fylder 47% og pop 40%.
Gambaccini er heller ikke sen til at pege på det væsentlige problem. Og det er ikke, at rocken som sådan er afgået ved døden, men at branchen glemmer at nære vækstlaget og lader de gamle navne om at fange lytterne. For det er de gamle navne, der er fremme. Oven i købet navne, der vil få rockpurister til at rynke på næsen. Bon Jovi fx. Eller Journey. Rock’n roll?
I følge Gambaccini er det X-Factor-tænkningen, der forklarer den manglende interesse for rock’n roll. Til billedet hører dog den kendsgerning, at rocken stadigvæk gør sig nogenlunde på album. 27% af de 100 bedst sælgende album i UK kvalificeres som rock. Så set fra albummets perspektiv er rocken jo stadigvæk levende.
Man kan også spørge: Er der noget nyt i den diskussion? Er det første gang rocken er blevet erklæret død som genre? Nej. Er der noget nyt i pladebranchens forsømmelse af vækstlaget og dens fokuseren på de hurtigt sælgende døgnfluer og tv-programmernes 15-minutters-berømmelse-efterfulgt-af-en-hurtig-glemsel? Nej vel.
11. januar 2011 kl. 22:00
Jeg fristes til at sige “Jazz is not dead, it just smells funny” – og det er sikkert ligesÃ¥ med Rocken.
Det hører med til historien at dødsdommen er baseret på Top 100 over bedst sælgende Singler.
Her er jeg nød til at spørge, kære med-rock-elskere, hvornÃ¥r har I sidst købt en single? For mit eget vedkommende er det omkring 1984, da jeg købte Men Without Hats “Safety Dance” (og det er vel i og for sig ikke engang rock), sÃ¥ man kan vel sagtens sige at jeg er en del af problemet, hvis vi ellers vælger at tro pÃ¥ at man kan konkludere Rockmusikken er i fare ud fra ovenstÃ¥ende. ;)
På dr.dk kan man læse at Henrik Randolph fra IFPI giver ulovlig musikdownload skylden, så altså, hvis man hører rock-musik er man mere tilbøjelig til at downloade musik. Ja det er altså hr. Randolphs ræsonnement, som jeg kun har hovedrysten til overs for.
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2011/01/11/163300.htm
12. januar 2011 kl. 01:17
@Isak: Netop. Rock er albums. Singler pop. Groft taget.
12. januar 2011 kl. 15:33
Bemærk i øvrigt, at ingen refererer til eller tjekker den nævnte liste eller i øvrigt spørger til, hvad rock er. Man nupper bare et tal, som alle forstår og konkluderer løs. Det er muligt, at alle andre er helt klar over, hvad der er rock og hvad der et pop. Jeg er ikke:-).
12. januar 2011 kl. 16:33
@henrik: Ja, og nÃ¥r jeg tænker pÃ¥, hvordan “rock” ændrede sig gennem Ã¥rtierne fra tresserne og frem, sÃ¥ bliver man først lidt forvirret.
Selv om jeg selv flittigt bruger termen “rock”, sÃ¥ vil jeg helst afstÃ¥ fra at definere den.
Det minder mig i øvrigt om dengang, man begyndte at tale om “rytmisk musik” (sikkert pÃ¥ grund af definitionsproblemerne) og klassiske musikere rystede pÃ¥ hovedet: Klassisk musik er da ogsÃ¥ rytmisk musik.