Noget om penge – apropos “Brønderslevsagen”

23. juni 2011

PÃ¥ arbejde sad jeg mutters alene i min sene spisepause og sÃ¥ DR Update, der kører som bÃ¥ndsløfte i spisestuen. Og af indslagene kunne jeg forstÃ¥, at noget af det, der optog medierne allermest var størrelse af de erstatninger, som ‘ofrene’ – familiens børn – havde fÃ¥et tildelt. Forsvarerne havde vist krævet i omegnen af en million kroner ialt, men dommerne havde tildelt cirka 600.000 kr.
PÃ¥ vej hjem i bilen kunne jeg ogsÃ¥ høre, at det allerede var blevet et hot politisk emne. En konservativ retspolitiker – Benke – mente, at det var alt for lidt (uden egentlig at argumentere…), og at man derfor skulle se pÃ¥ problemet generelt og mÃ¥ske lave loven om. Uden tanke for, hvad øgede erstatninger ville komme til at betyde for den i forvejen betrængte statskasse.
Men det slog mig, at fokuseringen på beløbsstørrelsen var et udmærket billede på, hvor samfundet har bevæget sig hen. Alt skal gøres op i kroner og ører. Alt skal vægtes i guld. Alt skal økonomiseres.
For er det ikke fuldstændig absurd at gøre en ødelagt barndom op i ussel mammon?! Uanset, hvor mange penge du tildeler et barn, der er blevet vanrøgtet, misbrugt, tævet, udsultet osv., så vil det jo aldrig kunne give barnet den tabte tid tilbage. Pengene vil ikke kunne lindre traumer og psykiske sår, selv om det selvfølgelig kan gøre livet lidt mere materielt udholdeligt.

I Brønderslevsagen har det offentlige system fejlet. Det er vist klart for enhver. Og den interessante diskussion er, om systemet kunne have forhindret det, der er sket – og om det er muligt at forhindre sÃ¥danne sager fremover? Men dette perspektiv var mærkeligt fraværende i gÃ¥rsdagens mediefokus. Og det var det sikkert, fordi det er en problematik, der ikke sÃ¥ let lader sig reducere til For/Imod og ikke lader sig indfange i et 15 sekunder langt interview eller en ritualiseret debat pÃ¥ P1. Shake your Money Maker…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Donald kommentarer:

    Perspektivrigest er det at diskutere hvordan man kan forebygge og hvorfor man har lavet en instans, som kontrollerer sig selv.

    Penge er i denne sammenhæng åbenbart blevet til noget, der er nok af og som skal udtrykke sympati. Det er i orden med mig, selv om jeg sagtens kan forestille mig et samfund, som ikke kun regner i kroner.

    Men erstatningsdiskussionen er yderst interessant uanset at noget af den er afsporet. Har du hørt en journalist referere en vistnok jurist for at sige at “en paparazzi erstatning for misbrug af private billeder i formiddagsbladene taxeres til X antal kroner, sÃ¥ derfor er det ikke sÃ¥ dÃ¥rligt at BBørnene fÃ¥r 2*X kroner.”

    Det er efter min opfattelse dér, det går galt og jeg kan forstå du er på linie med det. Kommunal-svigtet og den tabte barndom kan ikke erstattes og kan slet ikke sammenlignes med Extra Bladets eller Se&Hørs billedreportager af private situationer.

    Men at det ikke kan erstattes er ikke det samme som at man kan afskaffe kronebeløbene til etablering af nyt hjem, uddannelse, terapi, alternative Ã¥r med opbygning af en personlighed eller hvordan man nu vil uforme et forløb. Minimumstaxt for terapi – alene det kan smadre et ufaglært budget.

  2. capac kommentarer:

    @Donald: Juristens analogi mellem paparazzien og den aktuelle sag holder efter min mening slet ikke. For det første er det at sammenligne æbler og pærer. For det andet så er jura ikke den rene retfærdighed.
    Jeg har ikke noget mod, at ofrene fÃ¥r penge. Det er slet ikke det, der er problemet. Problemet er, at det skal gøres til en stort emne pÃ¥ den dag, hvor en far er idømt forvaring og en mor har fÃ¥et fire Ã¥rs fængsel,fordi de har vanrøgtet deres børn gennem mange Ã¥r. Hvad vil politikerne og myndighederne gøre for at forhindre, at en sag som denne – eller sagen i Sønderjylland – gentager sig (eller mÃ¥ske allerede er ved at gentage sig!). Min fornemmelse er, at problemerne allerede begynder i faderens og moderens opvækst. Det handler med andre ord om et spørgsmÃ¥l, hvordan vi bedriver socialpolitik i dette land. Hvordan sikrer vi, at børn fÃ¥r en tryg og god opvækst? Er vi gode nok til i tide at hjælpe de forældre, der ikke magter opgaven? Vi har stadigvæk ikke knækket koden til den negative sociale arv! Og hvad med institutionerne? Hvad betyder det, at vi lader hundredvis af børn opholde sig i ressourcefattige institutioner, hvor det pædagogiske personale ofte ikke har tid til empati og omsorg? Der er mange spørgsmÃ¥l i sÃ¥danne sager. SpørgsmÃ¥l, der er vigtigere end penge…

Skriv en kommentar

191 har læst indlægget
14,851