IBM kuglehoved
2. august 2011
Den første skrivemaskine, jeg havde, var en Brother Charger 11, en lille, handy bærbar sag. På den skrev jeg mine første mange universitetsopgaver med flittig brug af “kvajeblæk”, korrekturlak. Selv om jeg havde lært mig tifingersystemet, så blev jeg ikke perfekt som en kontordame. Men det var idealet.
Og jeg drømte om at få en rigtig maskine med serif font. Og senere endnu om at få en IBM kuglehovedmaskine. Rød. Det var state of the art. Det blev det ikke til. Jeg måtte nøjes med en Brother med skrivehjul (flere) på afbedrag hos en kontormaskinesælger i den indre by. Den kostede mere end det dobbelte af, hvad en bærbar computer kan fås til nu til dags. Men inden jeg havde slidt den særlig meget, var computeren kommet ind i mit liv og tekstbehandlingsprogrammet Wordperfect 5.1 havde skubbet IBM-maskinen tilbage i drømmekabinettet.
(Med hensyn til de to fotos i dette indlæg, så har jeg ikke kunnet finde oplysninger om ophavsret, copyright. Jeg henviser til Billedpolitiken for denne blog…)
2. august 2011 kl. 10:14
@capac: Ak ja, endnu et minde fra en svunden tid, der udløser en anekdote fra det virkelige liv: Da vi pÃ¥ Politiken sidst i 70’erne gik over til at skrive (og senere redigere) pÃ¥ det der nymodens computer-noget, gik Medarbejderforeningen kun med til det, hvis der for den enkelte journalist blev valgfrihed. Foretrak han/hun at aflevere sit manus pÃ¥ skrivemaskine eller computer?
Kun få år forinden havde vi alle fået en rød IBM med kuglehoved. Det betød, at artiklerne blev optisk læsbare, så man sprang sætteren over.
Nu skulle vi så i gang med endnu en fager ny verden, men kunne altså ifølge overenskomsten have IBM-maskinen at falde tilbage til.
Og hvordan gik det så? Ja, i løbet af et par måneder kunne man på hver af de mange enkeltmandskontorer, der dengang var i Politikens Hus, ovre i et hjørne se en rød IBM, overdækket med støv og et gråt plastikdækken. Fortiden var stuvet til side for altid. I hvert fald den teknologiske.
Kun NINKA fik stadig lov at aflevere, som hun altid havde gjort – hÃ¥ndskrevne manuskripter, men ogsÃ¥ det havde sin tid: Det stoppede, da den eneste tilbageværende typograf, der kunne tyde hendes kragetæer, gik pÃ¥ pension.
Og det med typograferne og deres selvpåførte endeligt er jo en helt anden diskussion.
2. august 2011 kl. 13:49
@Torben: Ak, ja. Den slags erindringer (som blev fremkaldt af ovenstÃ¥ende foto) kan fÃ¥ en til at falde i staver. Jeg kan supplere dine erindringer med at fortælle, at jeg inden jeg fik min første computer inden for dørene, havde svoret, at jeg aldrig ville forfalde til den slags. Det holdt indtil jeg kunne flytte rundt pÃ¥ teksten og korrigere uden problemer med lak og andet…
Men derfor kan jeg godt blive helt svag i koderne, nÃ¥r jeg ser en gammel Hermes Baby eller bare en manus skrevet fejlfrit pÃ¥ maskine…
2. august 2011 kl. 14:03
@ Det sidste er jo nærmest en perverteret sjældenhed nu om dage… pÃ¥ maskine eller ej!
2. august 2011 kl. 14:06
@Torben: Af rent nostalgiske grunde har jeg gemt et par manusser af den slags fra min studietid…