Gilberto Gil: Sarara
10. august 2011
Ovre hos mændene af den rette støbning diskuteres latinamerikansk opvaskemusik, og det fik mig sendt tilbage til dengang omkring 1980, hvor den brazilianske – og latinamerikanske i det hele taget – musik skyllede hen over musiklandskabet som en lun, gyngende og forfriskende bølge. Og en af de plader, der tilkæmpede sig en konstant plads på min B&O-grammofon var legebarnet Gilberto Gils Nightingale (1979). Ikke mindst pladens mest forførende hit – Sarara – fandt en naturlig plads på den indre jukebox, hvor den stadigvæk sætter i gang med at spille, når associationerne fremkalder den… Og den skulle være til at synge med på ved opvasken, i hvert fald omkvædet.
10. august 2011 kl. 17:39
Det er meget sjovt, for jeg kludrede faktisk rundt i de to navne en kort utjekket periode af min ungdom, Joao Gilberto og Gilberto Gil. Ikke at jeg ikke kunne høre forskel på deres musik.
10. august 2011 kl. 19:23
@Gowings: Det er vel også samme samba-bossa-nova-ursuppe, de kommer fra?! :)