Lou Reed – Metallica – igen, igen…

10. november 2011

Jeg har mine ideosynkrasier, mine musikalske grænser. Og netop derfor vil jeg gerne sætte dem på spil. Senest har jeg igen og igen fremhævet mine forbehold over for de megasælgende Metallica. Jeg har efterhåndet lyttet meget til dette band, men Metallica lyder stadigvæk som buldrende, tomme tønder i mine ører.

Og med hensyn til Lou Reeds overraskende samarbejde med Metallica på pladen Lulu, så har jeg stadigvæk svært ved at kapere ideen med dette projekt, som Lou Reed har betegnet som det bedste, han nogensinde har lavet (samtidig med, at han gav kritikere og anmelderne fingeren – med en besked om, at han aldrig læste, hvad de skrev). Min modstand mod projektet hænger måske også sammen med, at Lou Reeds kunstneriske formkurve har været lidt lav på de seneste par plader, han har udgivet i eget navn.

Anledningen til ovenstående betragtninger er, at jeg er faldet over et par tv-optagelser, hvor Lou optræder sammen med Metallica hos Jools Holland. Og det er en sær oplevelse. I mine ører og for mine øjne er det, som om partnerskabet falder fra hinanden. Lou og Metallica befinder sig musikalsk set to steder. Og falder ikke i hak, ikke i sync. Der er efter min bedste overbevisning tale om en mesalliance. Men døm selv:

Iced Honey White Light/ White Heat

Foto: ikke krediteret snapshot fra Jools Holland-udsendelsen

Opdatering 11.11.2011:

Anmelderen i den tyske avis Die Zeit noterer, at Lulu en ‘ubehagelig udfordring selv for eventyrlystne lyttere’ og sammenligner hypet omkring pladen med den tilsvarende virak omkring stærkt markedsførte bøger, der købes, men aldrig læses… Anmelderen, Christoph Dallach, fortsætter med at slå fast: “At lytte pladen til ende er en kval, at forsøge at lytte til den for anden gang, kan man slet ikke forestille sig“. Og efter at have pointeret, at konstellationen Reed-Metallica slet ikke er så overraskende, som den er blevet gjort til, fordi begge parter igen og igen lodder det ekstreme, provokerer og ignorerer kommercielle hensyn, så konkluderer han, at “selv for eventyrlystne lyttere er de ti sange en udfordring af den ubehagelig slags. Der mangler melodier til Lou Reeds brummen, der mangler ideer. Man har hørt meget mere ophidsende larm end det her.

2 kommentarer

  1. Tina - omme i London kommentarer:

    Jeg sidder netop og ser Jools Holland og Lou Reed og Metallica har opfoert et par numre. Den foerste var direkte afskyelig, mens nr. 2 saadan set var god nok, men jeg maa aerligt indroemme jeg foretraekker dem hver for sig. Det er lidt som naar man her sommetider faar serveret popcorn med salt og sukker paa; det smager simpelthen forkert!

  2. capac kommentarer:

    @Tina: Salt og sukker p̴ popcorn Рja, det er nok et meget godt billede p̴ den konstellation!

Skriv en kommentar

187 har læst indlægget