Det er fyrre år siden: A Clockwork Orange – Stanley Kubrick
10. januar 2012
Jeg har et særligt forhold til Stanley Kubricks dystopiske filmatisering af Anthony Burgess’ roman “A Clockwork Orange”, som havde europæisk premiere i denne uge for fyrre år siden. Den aften, jeg skulle ind at se den sammen med en gymnasieveninde, blev jeg påkørt af en John Lennon-sygekassebebrillet mand på scooter. Jeg havde lånt min fars Morris 1000 og kørte mod Esbjergs Strandbio, da omtalte mandsperson påkørte bilen i et blødt sving i et villakvarter i Fourfeld. Heldigvis skete der ikke andet med manden end at han fik nogle hudafskrabninger på hænderne og fik knust sine briller. Jeg kan endnu se ham stå der uden for bilen og kigge gennem de knuste brilleglas. Han var landet på en græsplæne. Heldigvis. Forskærmen og -hjulet på bilen var ødelagt, og det blev ikke til noget med den biograftur med min veninde. Men jeg fik set filmen et par dage efter.
Kubricks film havde været til debat i gymnasiets kristendomstimer, fordi læreren havde set den ved premieren og brugte den til at diskutere emnerne ‘vold’ og ‘æstetik’. Siden har jeg genset filmen nogle gange og er lige så fascineret af den, som første gang jeg så den. Dengang var det provokerende, at Kubrick kombinerede Beethovens musik med scener af vold og voldtægt – oven i købet med et anstrøg af humor. Som det komplekse kunstværk filmen er, så er dens skildring af mennesket som både et dyrisk og et kulturelt højtstående væsen og af samfundet som modsigelsesfuld blanding af civilisation og brutalitet kompleks, så kompleks, at de nemme konklusioner, vi gymnasieelever drog, ikke forekommer så enkle og ligetil i dag.
