Den kastrerede popmusik

20. februar 2012

I dagbladet Information fra i fredags leverer Center for Vild Analyse en fin lille vild analyse af popmusikkens udvikling under overskriften Popmusikkens endeligt. I deres analyse foresl̴r de, at vi skal se popmusikkens seneste udviklingstrin Рsom de fx ses i udsendelser som X-Factor og i gennemproducerede musiknumre Рsom en fase i popmusikkens selvdestruktion.

Bag denne forestilling om popmusikkens selvødelæggelse ligger, hvad de vilde analytiskere selv betegner som "en fantasi" om en oprindelig, ægte, folkelig popsang. For at give fantasien kød pÃ¥ kroppen nævner de Johnny Cash, der et sted fortæller, at han lærte at synge pÃ¥ markerne. ‘NÃ¥r de gik i marken, han og hans søskende, sÃ¥ sang de. Dagen lang. Sangen var pÃ¥ den mÃ¥de populærsang i de mest demokratiske forstand: en simpel sammensætning af toner; som alle principielt ville kunne synge med pÃ¥, og som samtidig kunne indeholde mange forskellige fornemmelser og stemninger’. Vi kender og genkender tankegangen fra mange musikskriverier (ogsÃ¥ her i bloggen!): Fantasien om den oprindelige ægte musik – The Blues, som blev til pÃ¥ bomuldmarkerne, ‘roots’, amerikana, den ægte, autentiske vare, der formodes at eksistere uantastet før enhver teknologi kom ind over og berøvede den dens uskyld.

Og fantasien næres selvfølgelig af vor tids højteknologiske popmusik, hvor intet er overladt til tilfældigheden. I en vis forstand begynder dem med Michael Jackson – der ikke alene som person var iscenesat som en aldersløs mellemting mellem hvid og sort, mand og kvinde – men hvis musik var udtryk for den tids optimale produktion. Alene stemmen var – som de vilde analytikere gør opmærksom pÃ¥ – uefterlignelig og mindede mest af alt om en moderne udgave af kastratsangen, som engang var resultat af et teknologisk indgreb i naturen: kastrationen af unge mænd…

De vilde analytikere kan ikke helt se sig fri for en vis nostalgi, en hæmmet længsel mod de demokratiske popsang i sin oprindelighed. ‘Men hvordan kan man sÃ¥ bevare sangens uskyld? Kan vi komme tilbage til den rene, klare sang, som alle synger med pÃ¥?’, spørger de efter først at have bemærket, at uskyldstabet allerede indtræder med kulturens indtræden. Det var den ‘kastration’, psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud, sigtede til i sit værk om kulturens ubehag (pÃ¥ dansk: kulturens byrde). Nej, svarer de vilde analytikere. Der er ingen vej tilbage til sangens uskyld. Vejen er spærret. Og mÃ¥ske skal vi se fremad og se, hvad udviklingen vil føre med sig. MÃ¥ske er ‘popmusikkens endeligt’ udtryk for en virkelig demokratisering af poppen, hvor enhver (X-Factor!) i virkeligheden kan fremstÃ¥ som gennemproduceret, inautentisk popmusiker?

Men mÃ¥ske skal vi i virkeligheden gÃ¥ et skridt videre og hævde, at den oprindelige, autentiske, ægte, uskyldige popsang aldrig har eksisteret som andet end en ‘fantasi’ eller som en iscenesættelse. Oprindeligheden fortaber sig som det spøgelse, Peter Gulralnik jager efter sin lille fine bog "Searching for Robert Johnson", hvor han forsøger at opspore blueslegenden uden at det rigtig lykkes. Og uskylden gÃ¥r allerede tabt, da Johnny Cash og familien Ã¥bnede munden pÃ¥ markerne. For allerede der er kulturen indtrÃ¥dt og har beskÃ¥ret uskylden. Ja, vi kan kun forstÃ¥ uskylden som beskÃ¥ret. Som kastreret. Men det betyder ogsÃ¥, at vi fortsat vil fantasere om den, drømme om den, begære den…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. mb kommentarer:

    “The issue of “authenticity” is such a weird can of worms. Westerners get obsessed with it.”
    David Byrne

  2. capac kommentarer:

    @mb: Ja!

Skriv en kommentar

363 har læst indlægget
14,918