Den kastrerede popmusik

20. februar 2012

I dagbladet Information fra i fredags leverer Center for Vild Analyse en fin lille vild analyse af popmusikkens udvikling under overskriften Popmusikkens endeligt. I deres analyse foreslår de, at vi skal se popmusikkens seneste udviklingstrin – som de fx ses i udsendelser som X-Factor og i gennemproducerede musiknumre – som en fase i popmusikkens selvdestruktion.

Bag denne forestilling om popmusikkens selvødelæggelse ligger, hvad de vilde analytiskere selv betegner som "en fantasi" om en oprindelig, ægte, folkelig popsang. For at give fantasien kød på kroppen nævner de Johnny Cash, der et sted fortæller, at han lærte at synge på markerne. ‘Når de gik i marken, han og hans søskende, så sang de. Dagen lang. Sangen var på den måde populærsang i de mest demokratiske forstand: en simpel sammensætning af toner; som alle principielt ville kunne synge med på, og som samtidig kunne indeholde mange forskellige fornemmelser og stemninger’. Vi kender og genkender tankegangen fra mange musikskriverier (også her i bloggen!): Fantasien om den oprindelige ægte musik – The Blues, som blev til på bomuldmarkerne, ‘roots’, amerikana, den ægte, autentiske vare, der formodes at eksistere uantastet før enhver teknologi kom ind over og berøvede den dens uskyld.

Og fantasien næres selvfølgelig af vor tids højteknologiske popmusik, hvor intet er overladt til tilfældigheden. I en vis forstand begynder dem med Michael Jackson – der ikke alene som person var iscenesat som en aldersløs mellemting mellem hvid og sort, mand og kvinde – men hvis musik var udtryk for den tids optimale produktion. Alene stemmen var – som de vilde analytikere gør opmærksom på – uefterlignelig og mindede mest af alt om en moderne udgave af kastratsangen, som engang var resultat af et teknologisk indgreb i naturen: kastrationen af unge mænd…

De vilde analytikere kan ikke helt se sig fri for en vis nostalgi, en hæmmet længsel mod de demokratiske popsang i sin oprindelighed. ‘Men hvordan kan man så bevare sangens uskyld? Kan vi komme tilbage til den rene, klare sang, som alle synger med på?’, spørger de efter først at have bemærket, at uskyldstabet allerede indtræder med kulturens indtræden. Det var den ‘kastration’, psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud, sigtede til i sit værk om kulturens ubehag (på dansk: kulturens byrde). Nej, svarer de vilde analytikere. Der er ingen vej tilbage til sangens uskyld. Vejen er spærret. Og måske skal vi se fremad og se, hvad udviklingen vil føre med sig. Måske er ‘popmusikkens endeligt’ udtryk for en virkelig demokratisering af poppen, hvor enhver (X-Factor!) i virkeligheden kan fremstå som gennemproduceret, inautentisk popmusiker?

Men måske skal vi i virkeligheden gå et skridt videre og hævde, at den oprindelige, autentiske, ægte, uskyldige popsang aldrig har eksisteret som andet end en ‘fantasi’ eller som en iscenesættelse. Oprindeligheden fortaber sig som det spøgelse, Peter Gulralnik jager efter sin lille fine bog "Searching for Robert Johnson", hvor han forsøger at opspore blueslegenden uden at det rigtig lykkes. Og uskylden går allerede tabt, da Johnny Cash og familien åbnede munden på markerne. For allerede der er kulturen indtrådt og har beskåret uskylden. Ja, vi kan kun forstå uskylden som beskåret. Som kastreret. Men det betyder også, at vi fortsat vil fantasere om den, drømme om den, begære den…

2 kommentarer

  1. mb kommentarer:

    “The issue of “authenticity” is such a weird can of worms. Westerners get obsessed with it.”
    David Byrne

  2. capac kommentarer:

    @mb: Ja!

Skriv en kommentar

365 har læst indlægget