Homoseksualitet – og nazismens spøgelse. Om Axel Agil og nazifortiden.

4. oktober 2012

Sidste år omkring dette tidspunkt på året skrev jeg et lille mindeord om homoaktivisten Axel Axgil, der netop var død i en fremskreden alder af 96 år. Jeg mente dengang, at Axel og hans livspartner Eigil fortjente anerkendelse for deres pionerindsats for homoseksuelle menneskers rettigheder i et samfund, der stadigvæk ikke er fri for homofobi. Og det mener jeg stadigvæk.

I dagens udgave af Politiken kan man læse, at det socialdemokratiske byrådsmedlem i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, mener, at den såkaldte Axgil-pris, der uddeles af Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce skal have et andet navn, fordi det er kommet frem, at Eigil Axgill under Anden Verdenskrig nærede sympatier for nazistyret og oven i købet lod sig indrullere som tysk soldat med naziuniform. Oplysningen om Eigils nazifortid kommer frem i Axels bog “Kampen for kærligheden”, der netop er udkommet.

Men man må spørge, om ungdommens letsindige omgang med nazismen, er nok til at diskvalificere Eigil som forbillede for senere generationer af homoseksuelle? Skal nazifortiden endnu engang være et stempel, et stigma, der skal bæres og synliggøres – mange år efter og uden hensynstagen til, hvad personen har foretaget sig i de mellemliggende år?

Homoseksuelle er mennesker som alle andre. De begår fejl. De løber oven i købet ind i modsigelsesfulde fejltagelser som i Eigils tilfælde, når han sympatiserede med en -isme, der forfulgte og udryddede homoseksuelle på linje med jøder, kommunister og andre, der ikke passede ind i det ariske ideal. Vi har set den slags diskvalifikationer til hudløshed siden slutningen af Anden Verdenskrig.

For det første skal vi huske på, at nazisympatier og racistiske holdninger overhovedet ikke var ualmindelige i 30’erne og under besættelsen. Man får let det indtryk, at der var tale om undtagelsestilfælde, når nogen afsløres for deres nazisympatier. Det er en msiforståelse. Man kunne måske formulere det på den måde, at naziideologien var en del af tidsånden. Som en historiker engang udtrykte det: Før Anden Verdenskrig var vi alle racister. Selvfølgelig en sandhed med modifikation. Men den siger noget om tidsånden.

Selvfølgelig er det svært at undskylde en nazifortid, men det vi kan forlange og forvente er, at de involverede siden hen gør op med deres fortid. Ikke nødvendigvis i fuld offentlighed – sådan som vor tids borgerlige inkvisitorer forlanger af gamle venstreorienterede – men ved at leve et liv, der modsiger denne fortid. Og det kan man jo netop sige, at en person som Eigil Axgil har gjort ved at kæmpe og arbejde for homoseksuelles rettigheder.

Det hører med til det at være menneske, at vi fejler og går af de forkerte stier i livet. Og det hører også til menneskelivet, at vi kan blive klogere og ændre holdning til det, vi har gjort. Når Axel ikke har gjort det tidligere – offentligt – hænger det givetvis sammen med, at det ville være et ekstra kors at bære rundt på, når man i forvejen tilhørte en diskrimineret del af befolkningen. Men med sine handlinger gjorde han en forskel i forhold til tiden i naziuniform.

Selvfølgelig skal vi ikke trække på skuldrene af folk, der aktivt har været med til at udrydde jøder o.a. og på anden måde begå forbrydelser mod menneskeheden. Men ellers bør vi vi tilgive de ideologiske vildfarelser, når der gøres op med dem aktivt. Ellers kommer vi ikke videre. Derfor mener jeg, at Lars Aslan Rasmussens forslag blot bidrager til den form for historieforfalskning og -udviskning, der ikke kan rumme menneskelige fejltagelser og menneskelige modsætninger – og derfor modvirker fremskridtet…

4 kommentarer

  1. Gowings kommentarer:

    Alle dem der erkendte de tog fejl – ingen nævnt, ingen glemt – er mere troværdige end alle de mange der enten aldrig valgte side eller trykkede sig og lod tingene passere.

    Jeg er til stadighed – og har ikke forsømt at gøre opmærksom pÃ¥ det – glad for at jeg aldrig er belevet præsenteret direkte for det dilemma som den generation blev udsat for.

  2. Carsten Agger kommentarer:

    Hør, hør!

  3. Sanne kommentarer:

    Helt enig.
    Skønt med et velformuleret fornuftigt indlæg
    Jeg vil dog lige pÃ¥pege, at det var Eigil Axgil – Axel’s mand, der var tysk soldat.
    Hvilket gør balladen endnu mere absurd

  4. capac kommentarer:

    @Sanne: Tak for kompliment og korrektion.

Skriv en kommentar

385 har læst indlægget