Der var engang og nu er nu… om Jackson Browne
7. oktober 2012
Jeg læser lidt tilfældigt på nettet, at den amerikanske singer-songwriter Jackson Browne fylder 64 år om et par dage. Og oplysningen sendte mig tilbage til studietiden i halvfjerdserne, hvor Browne var en man lyttede meget til – i min omgangskreds. Jeg købte troskyldigt mandens plader – fra den første Saturate before using (også kaldet Jackson Browne, fra 1972) og til og med Lives in the Balance (1986). Derefter tabte jeg forbindelsen til Browne.
En del af forklaringen var givetvis at finde i mit eget liv, hvor interessen for musik i nogle år var nedtonet, fordi andre ting krævede min tid. Men måske havde det også noget at gøre med, at Jackson Browne netop med albummet Lives in the Balance og forgængeren Lawyers in love (1983) blev mere politisk i sin sangskrivning. Måske blev hans sange – for mig i det mindste og måske ubevidst – mindre vedkommende. Og måske var det en ubevidst reaktion på de foregående årtis politisering af uddannelsessektoren herhjemme. Eller måske var Brownes politiske habitus bare ikke i sync med fattigfirsernes kuldslåethed…
Den Jackson Browne, jeg holdt af, havde rod i den amerikanske, akustiske folk. Ja, hans karriere begyndte i midten af tresserne i Greenwich Villages musikalske heksekeddel, hvor Browne som teenager kom med i den legendariske gruppe Nitty Gritty Dirt Band. Men det var primært som sangskriver, Browne gjorde sig bemærket i tresserne. Han spillede sammen bl.a. Tim Buckley og ikke mindst den tyske sangerinden Nico, som han havde et romantisk forhold til. Hendes berømte debutalbum Chelsea Girl ville ikke have været det samme, hvis ikke Browne havde spillet med på guitar og skrevet tre af sangene.
Mange andre nød godt af Brownes sangskrivertalent – The Eagles, Linda Ronstadt, The Byrds m.fl. Og først i 1971 udkom Jackson Brownes debutsoloalbum, der hittede i kraft af en række fine sange som “Rock me on the Water”, “Doctor my Eyes”, “Jamaica Say You Will” og “Song for Adam”. Pladen blev indspillet for det toneangivende forlag Asylum, der havde ansvar for en hel del af halvfjerdsernes bedste amerikanske navne, og der blev ikke sparet på den musikalske opbakning, hvor man finder navne som David Crosby, Jesse Ed Davis, Albert Lee, Russ Kunkel, Sneaky Pete Kleinow, Jim Gordon og Leland Sklar. Pladen blev også en kommerciel succes, og den blev godt hjulpet på vej ved, at Browne kom på plakaten med store navne som Joni Mitchell og Linda Ronstadt.
Successen forsatte på de næste albums – For Everyman (1973) 0g Late for the Sky (1974) – hvor Brownes talent for iørefaldende melodier og vedkommende, personligt farvede sange blev udfoldet. I 1976 kom så det album, der – dengang i det mindste – blev betragtet som det helt store kunstneriske gennembrud, The Pretender. Med en rig, stilistisk variation og et sæt mindeværdige sange slog Browne fast, at han var en af tidens bedste sangskrivere. Og kommercielt blev de foregående plader overgået af Running on Empty (1977), et livealbum optaget off-stage (i bandbussen, på hotellet og backstage), der indfangede det sidste af tressernes forsinkede, lette, ubekymrede tidsånd i en håndfuld gode sange. Den plade var hele tiden på min B&O-grammofon i månederne efter sin udgivelse, kan jeg huske. Og der toppede det for mit vedkommende.
Jeg købte også de næste albums, men fik ikke spillet dem ret meget, selv om sangskrivningen stadig holdt vand.
Fra firserne og frem blev Jackson Brown en politisk, aktivistisk musiker. Han var med til at skabe MUSE, en amerikansk organisation af musikere, der arbejder for ikke-nuklear, sikker energi, og som afholdt en række koncerter under titlen No Nukes. Og Browne kastede sig over andre emner – fx fordømmelsen af Reagans politik. Det liberalt, venstreorienterede politiske engagement har Browne holdt fast i lige siden. Senest har man set ham optræde til støtte for Occupy Wall Street-bevægelsen. Siden Lifes in the Balance udkom er det kun blevet til fem album, hvis man ser bort fra opsamlinger og tre live-albums. Den seneste studioplade kom i 2008, Time the Conquerer. De har alle fået pæn modtagelse af kritikken og gamle fans. Måske er tiden inde til at tage tråden op igen…
