Hvem og hvad tjener de såkaldte digitale musiktjenester?
1. juli 2013Det er snart længe siden, jeg har kommenteret den digitale udvikling på musikfronten. Men i dagens aviser kan man læse, at pladebranchen efter en række sløje år er begyndt at tjene penge igen. Det er de såkaldte digitale musiktjenester, der er skyld i den nye optur.
Og det er ikke så overraskende. Alle tegn i sol og måne har i årevis peget på, at de digitale formater ville være fremtiden. Problemet har blot været pladebranchens langsommelighed og konservativisme. Men har brugt krudt på at beklage sig over faldende indtægter og på at jagte såkaldte pirater, der formastede sig ved at fildele musik o.a. på det store internet. Og det gik der mange år med.
Nu er de store pladeselskaber så omsider kommet på banen med musikstreamingtjenster som Wimp, Play, Spotify, iTunes og Napster, hvor kunderne mod en passende betaling kan lytte til millionvis af musiknumre døgnet rundt.
Og set fra en musikelsker synspunkt er det selvfølgelig glædeligt, at musikken sådan bliver tilgængelig for mange og at musikbranche så småt indstiller sig på internettets digitale vilkår. Det burde bare være sket for mange år siden.
Men i al begejstringen er det nok også på sin plads med slå lidt kold vand i blodet og lade den kølige eftertanke få lidt plads. For godt nok hedder det ‘digitale musiktjenester’ og ‘streamingtjenester’. Men hvad er det nu lige disse store supermarkeder tjener, når det kommer til stykket? Ja, det ikke primært musikken og musikerne, disse tjenester tjener. Men pengemændene bag. Som al anden privat virksomhed i dette samfund handler det først og fremmest om at tjene penge til investorerne. Det fremgår tydeligt af en lille artikel på DRs nyhedsside, hvor man fortæller om perspektivet på området for musikstreaming. Vi kan endnu frit vælge mellem iTunes, Play, Spotify osv., men hvor længe? For udviklingen – og kampen om markedet – går i retning af monopolisering. Inden for en overskuelig årrække vil antallet af aktører på markedet være reduceret kraftigt – og den forsvindende konkurrence på produkt og pris vil resulterer i, at såvel forbrugerne som musikproducenterne vil komme til at betale gildet. Musikbrugerne vil komme til at betale overpris for musikken – og musikere og komponister vil få mindre for deres værker.
Man kan beklage det, men det er svært at gøre noget ved det. For det er en indbygget tendens i den kapitalistiske konkurrence. Tendens mod monopolisering. Som en lektor fra Copenhagen Business School formulerer det, så er det det samme, hvad enten vi snakker om benzin eller musik.
Men hvad kan musikerne og komponister så gøre ved det? De er jo til alle tider blevet udnyttet og udbyttet af musikindustrien? Tja. En mulighed er, at musikere og komponister gør det selv. Evt. indgår fælleskaber for produktion og distribution af musik. Der er allerede masser af eksempler på den strategi. Men det er nok ikke tilstrækkeligt til at stoppe udviklingen på området. Der er brug for opfindsomhed blandt musikere og komponister, hvis man vil undgå konsekvenserne af monopoliseringen på musikmarkedet.
