Coney Island Baby

9. oktober 2006

I 1975 udsendte Lou Reed sit berømt-berygtede white-noise-dobbelt-album Metal Machine Music, der mest af alt bestod af lyd lavet med en guitarsynthesizer (jævnfør Lous egen kommentar pÃ¥ live-pladen Take no prisoners ). Rygtet gik, at det skete i protest mod kontraktbetingelserne pÃ¥ det pladeselskab, han var tilknyttet. PÃ¥ denne mÃ¥de ville han opfylde sin del af kontrakten, mente han. I stedet kastede det Lou ud i et økonomisk og personligt morads, hvor han mÃ¥tte tage til takke med et værelse pÃ¥ Gramercy Park Hotel og overleve fra dag til dag. En leder i RCA-pladeselskabet, som Ã¥benbart godt kunne lide Lou Reed, gav ham en chance: Han skulle indspille en rock-plade. Resultatet blev Coney Island Baby, hvor Lou vendte sig væk fra sine tidligere storby-tematikker (samfundets udskud, seksuel perversion etc.) mod det personlige, der i titelsangen handler om at blive en del af det lokale fodboldhold og være med i fælleskabet. Med denne plade kom han et skridt nærmere det ideal, han selv har sat for sine kunstneriske ambitioner: at lave et adult rock’n roll album. Her fremstÃ¥r han med en ny modenhed og følsomhed, som nedturen sikkert har været katalysator for, og lægger lidt afstand til de foregÃ¥ende pladers anderledes vilde og eksperimenterende Ã¥nd. Som det sig hør og bør er genudgivelsen tilført nogle ekstranumre osv. I hvert fald er det rart at se, at et af mine favoritalbums med den gamle Velvet Underground-stjerne bliver fejret pÃ¥ behørig vis.
Coney Island Baby

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

403 har læst indlægget
14,852