Dagens loppefund: Willy Deville

25. juni 2008

Frøkenen havde brug for sin chaffør-far for at hjembringe en gavepakke fra USA pÃ¥ posthuset. Hun mente, at den ca. 1 kg tunge pakke var for tung til at bære de 250 meter, der er fra posthus til hjemmeadressen… NÃ¥, men sÃ¥ kunne jeg jo lige sÃ¥ godt købe lidt ind undervejs og slÃ¥ et slag forbi det lokale bibliotek for at aflevere nogle medier. Og vanen tro kastede jeg lige et blik pÃ¥ tilbudskassen, hvor der – oh-ho! – var blevet fyldt op igen. Og mit blik faldt straks pÃ¥ Willy Devilles soloplade Horse Of A Different Color (1999), som jeg har haft pÃ¥ min (alt for lange) ønskeliste i flere Ã¥r. At dømme pÃ¥ cd’ens fine stand, sÃ¥ er den ikke blevet udlÃ¥nt eller afspillet ret meget gennem de smÃ¥ ti Ã¥r, biblioteket har haft den stÃ¥ende. Og det siger mÃ¥ske ogsÃ¥ lidt om, hvor stort et navn Willy Deville er i Danmark. Selv om manden har været aktiv i mere end tre Ã¥rtier, sÃ¥ er han vel kun kendt i en udsøgt kreds af lyttere.
Willy Deville, der var med i det legendariske band, Mink Deville [1. som vi vil vende tilbage til ved lejlighed…], spiller americana. Ja, var americana før dette blev et begreb. Willy Devilles musik er dybt forankret i det multietniske, -kulturelle amerikanske musikhjerte. Her koges cajun, blues, latinske toner, tressersoul, doo-wop og meget andet sammen til en velsmagende, krydret ret, der serveres med Devilles smægtende, macho-længselsfulde røst.
Pladen bestÃ¥r af egne sange og fortolkninger af andres sange, fx Deltablues-kunstneren Fred McDowells ”Going over the Hill”, R&B- og rockmusikeren Andre Williams’ “Bacon Fat“, John Hiatt og Ry Cooders “Across the Borderline“, Jack Nietzsches og Sonny Bonos popklassiker “Needles and Pins” [2. som The Searchers fik en stort hit med i tresserne ], som i Devilles version fÃ¥r nyt liv og ny betydning.
Willy Deville har en stor produktion bag sig. Udgav sammen med Mink Deville seks albums og er vel som solokunstner oppe på mere end ti stykker. Anbefales.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

12 kommentarer

  1. hhs kommentarer:

    Og så var Willy DeWille, såvidt vides, også den sidste der så Johnny Thunders i live, før denne junkede sig ihjel på et lusket hotel i New Orleans

  2. Heidi kommentarer:

    Hm, kunne godt huske navnet Mink DeVille, men ikke Willy. Var lige på YouTube og høre Needles and Pins. Det er afgjort den bedste udgave, jeg har hørt af dét nummer..

  3. capac kommentarer:

    @Heidi: Jeg kan nu også vældig godt lide Jackie Deshannons udgave:
    http://www.capac.dk/wordpress/?p=2131

  4. capac kommentarer:

    @hhs: SÃ¥ kan han da prale af det, om ikke andet.

  5. Heidi kommentarer:

    Hun er da en frisk pige og videoen er totalt 60’erhip, meeen….

    Nu jeg var forbi YouTube, så jeg også lige hendes udgave af The Weight, tjøøøe

  6. capac kommentarer:

    @Heidi: Ja, ja, det er jo gamle sager… ;-)

  7. hhs kommentarer:

    Og så var der også denne udagve af Needles & Pins:

  8. Donald kommentarer:

    Der var du heldig — og opmærksom. Hvorfor er hans musik sÃ¥ spændende? Er det teksterne, placeringen i stil-spektret eller lydene?

  9. Heidi kommentarer:

    Det har sÃ¥mænd ikke noget at gøre med alderen, Capac. Min musiksmag hører mest hjemme i 60érne og 70’erne. Jeg kan ogsÃ¥ godt høre at Jackie har en god stemme, men der var meget mere intensitet og rosk’n’roll over Willy, som talte mere til mig – men tak for tipset, anayway :-)

  10. capac kommentarer:

    @Heidi: Jamen, det kan vi ikke blive uenige om.

  11. capac kommentarer:

    @Donald: Godt spørgsmÃ¥l. Willy Deville er – for mig – spændende blandt andet, fordi han med sikker æstetisk smag og stor traditionsbevidsthed formÃ¥r at sætte en lang række stilarter fra amerikansk folkelig musik sammen, sÃ¥ de udgør en personlig helhed. Samtidig afspejler hans musik og tekster pÃ¥ fineste vis den multikulturelle og -etniske heksekeddel, som New York er.

Skriv en kommentar

445 har læst indlægget
14,851