Den fhv. ejer af de plader, der er faldet min vej, må have været/ være en sand jazz-elsker. Og måske med en særlig kærlighed til trompeten som instrument. I hvert fald er den næste skive, der skal omtales her med Henry James “Red” Allen (1908-67), der blandt jazz-elskere betragtes som en af de vigtigste arvtagere af selveste Louis Armstrong. Allen videreførte og udfoldede det trompetspil, som Armstrong var ophavsmanden til.
Da jeg gik i gymnasiet, spillede vores musiklærer Louis Armstrong for os. Ikke den Armstrong, der kom på hitlisten med “What a wonderful world”, men den Armstrong, der i 1920’erne var med til, sammen med King Oliver, at forny og styrke jazzen. Og det er tydeligt på albummet med Henry Allen – The Henry Allen Collection Vol. 5, 1937-1941 – at det er i det spor, Henry Allen træder. Indspilningerne er mestendels med Allens eget orkester, men Zutty Singletons orkester. Og ud over at spille sin trompet synger Allen med en smægtende, blød vokal, der står godt til de svingende jazznumre.
Og lad os bare tage en plade mere. The Real Jazz Ballads, en portugisisk opsamling fra 1992 med kunstnere som Thelonius Monk, Stan Getz, Billie Holliday, Duke Ellington, Toots Tielemans, Ben Webster og Stephane Grapelli. Og lutter kendte sager og jazz-standards. Ialt 65-66 minutter med 13 udsøgte numre. Man kan kun blive lidt glad som skabsjazzentusiast.