Indlæg tagget med all that jazz

The Mills Brothers – The Mills Brothers Featuring Ella Fitzgerald, Vol. 3 – 1935-1937

28. juli 2022

Med opsamlingen The Mills Brothers – The Mills Brothers Featuring Ella Fitzgerald, Vol. 3 – 1935-1937 (1996, Cedar, Giants of Jazz, Italien) – er jeg vist nået til bunds i mine jazz-erhvervelser, i hvert fald midlertidigt. Og brødrene Møller, som Shu-bi-dua kærligt kaldte dem, er kendt af alle (?), der har fulgt bare lidt med i musikken siden tresserne. Og det samme gælder for Ella Fitzgerald, der hjælper dem på nogle af de ialt 24 numre, som alle stammer fra 1930’erne.

Svingende traditionel poppet jazz eller jazzet pop fra øverste hylde. Det er svært at sætte en kritisk finger på brødrenes vokalarbejde. Selv om det ikke er de mest kendte standards, de synger her, så sidder det lige i skabet og er en sand fryd for enhver, der holder af den slags.

Dedicated to you

Big Boy Blue

Sweet and slow

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Chet Baker – Time after time

27. juli 2022

Hvor heldig kan man være. Blandt de jazz-plader, jeg gaflede i storskraldet, er også boksen (!) Time after time med jazz-sangeren og -trompetisten Chet Baker. Fire cd’er med lige så mange timers musik – fra mandens mest frugtbare og produktive år i første halvdel af 1950’erne. Chet Baker er kendt som ‘prinsen af cool’ og for sin uforlignelige stemme. Baker var også kendt/berygtet for sin stofafhængighed, og han døde kun 58 år gammel i 1988 efter et faldt fra andel sal i det hotel, hvor han opholdt sig med masser af stoffer omkring sig og i sin krop.

Time after time

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

En jazzsangerinde med popsensibilitet – Dianne Reeves – Bridges (1999)

26. juli 2022

Næste skive på reolhylden er sangerinden Diane Reeves, som er et relativt nyt bekendtskab for mig, selv om hun har været på banen, siden halvfjerdserne og som pladekunstner siden de tidlige 1980’er. Og så er hun kusine til den kendte jazz-fusionist George Duke, der også har produceret og medvirker på denne plade. Endelig kommer Diane fra en familie, hvor både faderen og moderen spillede jazz og andet, moderen på trompet og faderen på bas (den relativt kendte Charles Burrell).

Selv om pladen er produceret af George Duke og er udsendt på det kendte jazz-plademærke Blue Note, så befinder musikken sig i grænseområdet mellem jazz, pop og rock. Hvilket også understreges af, at Reeves fortolker både Leonard Cohen, Joni Mitchell, Peter Gabriel og Milton Nascimento. Og hun synger eminent godt med sin smukke stemme. En skam jeg ikke har opdaget hende før nu, hvor hendes plade er faldet ned i min samling.

Dianne Reeves / Bridges / Mix

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

All that jazz: Henry “Red” Allen & jazzballader

23. juli 2022

Den fhv. ejer af de plader, der er faldet min vej, må have været/ være en sand jazz-elsker. Og måske med en særlig kærlighed til trompeten som instrument. I hvert fald er den næste skive, der skal omtales her med Henry James “Red” Allen (1908-67), der blandt jazz-elskere betragtes som en af de vigtigste arvtagere af selveste Louis Armstrong. Allen videreførte og udfoldede det trompetspil, som Armstrong var ophavsmanden til.

Da jeg gik i gymnasiet, spillede vores musiklærer Louis Armstrong for os. Ikke den Armstrong, der kom på hitlisten med “What a wonderful world”, men den Armstrong, der i 1920’erne var med til, sammen med King Oliver, at forny og styrke jazzen. Og det er tydeligt på albummet med Henry Allen – The Henry Allen Collection Vol. 5, 1937-1941 – at det er i det spor, Henry Allen træder. Indspilningerne er mestendels med Allens eget orkester, men Zutty Singletons orkester. Og ud over at spille sin trompet synger Allen med en smægtende, blød vokal, der står godt til de svingende jazznumre.

The Jazz of Henry Red Allen

Og lad os bare tage en plade mere. The Real Jazz Ballads, en portugisisk opsamling fra 1992 med kunstnere som Thelonius Monk, Stan Getz, Billie Holliday, Duke Ellington, Toots Tielemans, Ben Webster og Stephane Grapelli. Og lutter kendte sager og jazz-standards. Ialt 65-66 minutter med 13 udsøgte numre. Man kan kun blive lidt glad som skabsjazzentusiast.

Duke Ellington “Sophisticated Lady”, live

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

All that jazz: Charles Mingus – Oh yeah

21. juli 2022

Den næste jazz-plade, jeg fik i hænderne, stammer ikke fra storskraldet, men er et regulært indkøb. For et par år siden døde en af mine bekendte, en gammel studiekammerat, ved en faldulykke. En såre trist historie. Men han og jeg havde de senere år fået retableret ungdomsvenskabets bånd med hyppige  udvekslinge i brevform – både gammeldags og nymodens, digitale. Og i en af hans breve nævnte han, at han havde købt en brugt cd med Charles Mingus, Oh yeah”(1962), som lød som ‘ind imellem lød som det rene rock and roll’. Så da min gamle kammerat var lagt i jorden drev mindet og nysgerrigheden mig til at købe netop denne plade.

Jeg kender mestendels Mingus fra dennes samarbejde med Joni Mitchell på albummet Mingus (1979), hvor det meste af musikken er af Mingus.

Oh Yeah tangerer rigtignok rock and roll. Og det skyldes nok, at det er en plade, hvor jazz møder blues og slår gnister. Ud over Mingus selv medvirker notabliteter fra jazzens verden – som Rahsaan Roland Kirk (saxofon m.m.), Kimmy Knepper (trombone) og Dannie Richmond (trommer). Interessant nok spiller Mingus ikke bas, som han ellers plejer, men indskrænker sig til at synge på tre numre og ellers tage sig af pianoet.

Oh Yeah er 76-77 minuters løssluppen, improvisatorisk, energisk, givende og fascinerende jazz. Så er du advaret…

 

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

All that jazz: Miles Davis – Nefertiti

20. juli 2022

Efter fundet af pladen med Cat Anderson i går besluttede jeg mig for at kaste mig over jazz-sporet. For nogle af de plader, der kom mig i hænde via vores lokale storskrald, er jazz-plader. Og det passer mig fint lige at få lidt styr på denne side af min lille pladesamling, nu hvor jazzen jo for længst har trængt sig på i bloggen.

Og næste pladefund, jeg fik i hånden, var Miles Davis’ Nefertiti (1968). Jeg har i forvejen en 10-15 albums med Davis med hovedvægten på hans tidlige indspilninger fra 1950’erne og nogle af hans mest kendte fra tresserne, for eksempel Kind of Blue og Sketches of Spain. Men Nefertiti er en nytilkomling.

Nefertitit er interessant ved at være den sidste helt akustiske plade, Davis lavede,og ved at Wayne Shorter, Tony Williams og Herbie Hancock (frontfigurer i tressernes og halvfjerdsernes elektiske jazz) spiller bag Davis.

Musikken kategoriseres som hard bop, post-bop og modal jazz. I hvert fald er det meget ekspressiv jazz med stærkt fokus på Davis’ trompetspil og afstikkere til solostykker med de andre instrumenter. Det er en plade, der nok ikke vil tiltale jazz-skeptikere, for det er meget frit og improviserende, men også meget givende, hvis man ellers kan åbne sine ører og sin sjæl for musikken. Og i hvert fald føler jeg mig heldig i at have fundet den i storskraldet, hvor den bestemt ikke hører hjemme.

Nefertiti

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »