Da nypuritanismen kom til Ã…rhus: Lulu-plakaten

9. september 2008

Ã…rhus Teater har fÃ¥et den udmærkede og oplagte idé at opføre Frank Wedekinds teaterstykke “Lulu” om kvinden Lulu, der inkarnerer den europæiske kulturs fantasi om kvinden som lidenskabelig femme fatale, der lever sit driftsliv ud. Værket, der er fra 1894, blev af Wedekind selv opfattet som en ‘monstertragedie’ og kan opfattes som en litterær og teatralsk pendant til Freuds skrifter om seksuallivets mørke sider…
Man kan kun bifalde, at et sÃ¥dant stykke sættes op i en tid, hvor nypuritanisme viser sit grimme hoved her, der og allevegne. Det kunne mÃ¥ske give anledning til en diskussion af, hvordan det stÃ¥r til med det forkromede danske frisind nu til dags. Men allerede inden stykket for alvor er kommet i gang pÃ¥ teateret, har debatten drejet sig om teaterplakaten. Eller rettere plakaterne. For den første plakat blev straks udsat for censur. Plakaten viser en nøgen kvindekrop fra lige under navlen til anklerne. Mellem de udstrakte ben snor navnet LULU sig med pink bogstaver op og skjuler lige kønsorganerne – men ikke det øverste af mons pubis. Man kan se lidt af kønsbehÃ¥ringen.
Gratisavisen ville ikke trykke denne plakat og en ny udgave af plakaten blev lavet, hvor kønshÃ¥rene var retoucheret bort. Men det var ikke nok, for firmaet AFA JCDecaux, der sætter plakater op i de Ã¥rhusianske busskure, afviste at sætte den op, da den stred mod deres “moralkodex”, der siger, at plakater ikke mÃ¥ forarge i det offentlige rum, hvor der færdes børn.. Sagen er endt pÃ¥ RÃ¥dhuset.
Til forskel fra mange andre plakater gør der sig den ikke uvæsentlige forskel sig gældende, at plakaten ikke reklamere for en læskedrik eller lignende, men for et kunstværk. Plakaten er med andre ord et adækvat udtryk for kunstværkets indhold. Teaterstykket handler om de seksuelle drifter, og plakaten antyder dette. Derfor kan man med godt ret mene, som den konstituerede teaterchef Mikkel Braae-Andersen gør, at de to firmaet censurerer ytringsfriheden – den kunstneriske. Men lige præcis denne skelnene vil plakatopsætterfirmaet ikke foretage. Kim Axelsen fra firmaet siger: “At noget er kunst er ingen undskyldning for noget som helst. Vi skelner ikke mellem kunst og alt muligt andet. Det gør børn heller ikke”. Der er flere ting, der er interessant i dette udsagn. 1. Axelsen afviser blankt kunstens ret til at forarge, 2. Kunst, læskedrikke etc. er ét fedt, 3. Det skal kunne vises for børn, 4. Firmaet mener, at man er i sin gode ret til at udøve censur over for sine kunder. OgsÃ¥ den private forening Pornofrit Miljø har kritiseret plakaten for at “smaske kvindekønnet” op i synet pÃ¥ folk og har indbragt sagen for Forbrugerombudsmanden.
Set i forhold til, hvad vi som almindelige borgere i dette land – inklusive børn – fÃ¥r “smækket op i ansigtet” pÃ¥ plakater, i aviser (Side 9-piger!), ugeblade, pÃ¥ kioskhylder, pÃ¥ internettet osv., sÃ¥ forekommer sagen at være helt ude i hampen. Der er tale om et bornert, nypuritansk forsøg pÃ¥ censur, som burde høre fortiden til.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 kommentarer

  1. Liselotte kommentarer:

    Det bliver mere og mere grÃ¥t at være dansker… *suk*

  2. klaus kommentarer:

    rent grafisk er det nu ikke nogen specielt vellykket plakat… hverken med eller uden kønsbehÃ¥ring…

  3. Tina Charlotte Møller kommentarer:

    Ja, her må jeg endnu en gang erklære mig uenig med dig, Capac. Og tillige undre mig over din udmelding, efter at have læst nogle af dine andre indlæg, hvor du taler for en tilbagevenden til en tid, hvor antydningens kunst, når det gjaldt (kvinde)kønnet var i højsædet.

    At der findes adskillige andre fremvisninger af den nøgne (kvinde)krop i det offentlige rum, er vel ikke ensbetydende med, at man skal undlade at kritisere/censurere netop plakaten for denne teaterforestilling. Ét sted skal man vel begynde, kunne man sige. Og netop denne plakat fokuserer i udtalt og bogstavelig grad pÃ¥ kønnet, hvilket selv ikke den temmelig usmaglige reklame for Cult – the partymaker gør.

    Hvad angÃ¥r det, at Lulu-plakaten reklamerer for et kunstværk og af nogen mÃ¥ske derfor kan betragtes som et kunstværk i sig selv – og i sin egenskab heraf ikke mÃ¥ censureres – sÃ¥ er jeg igen uenig. Især da her er tale om et “kunstværk”, som ikke blot er tilgængeligt i et til kunstværker indrettet rum, som mindre interesserede (og børn) kan undlade at opsøge, men derimod Ã¥benbart ophængt indtil flere steder, hvor det mÃ¥ være mere eller mindre umuligt at undgÃ¥ synet.

    Vi kan så i øvrigt, som du i nogen grad inviterer til, bevæge os ud i en principiel diskussion om, hvorvidt kunst skal have ret til at forarge, men den kan vi tage ved en anden lejlighed. Jeg er dog overbevist om, at du godt ved, hvilken side jeg hælder til, hvad det angår.

    NÃ¥r alt det er sagt, sÃ¥ ser jeg ingen kunstnerisk kvalitet i Lulu-plakaten. Jeg ser netop kun en plat fremstilling af en fragmenteret kvindekrop – en fremstilling, som kun kan tjene ét af to formÃ¥l: Enten at lokke husarerne til eller at vække forargelse og afsky hos beskueren.
    Måske pla(ka)tmageren og teaterfolket hermed har opnået, hvad de ville. Dårlig omtale er jo som bekendt bedre end ingen omtale. Så tillykke med det!

Skriv en kommentar

1.431 har læst indlægget
14,925