En mytes endeligt?
14. september 2008Det er snart længe siden, bloggen har beskæftiget sig med sangerinden Amy Winehouse. Det betyder dog ikke, at hun er forsvundet ud af opmærksomhedens felt, for der går næppe en uge, hvor hun ikke bliver omtalt i medier for sit “skandaløse” liv med stoffer, druk og dårlig opførsel. I dagens udgave af tante Berlinger skriver Line Holm Nielsen en slags nekrolog. Ikke over Amy, men over sex-drugs-booze-and-rock’n-roll-myten.
Amy Winehouse runder de 25 år i dag, og Nielsens pointe er, at den omtalte myte aldrig tidligere er blevet udstillet i medier med så stor grad af konsekvens og detalje. Myten blive udstillet i al dens gru og spektakulære gossip-skamløshed.
Det er da også sikkert, at frk. Winehouse reelt er i fare for at følge i fodsporene på Jim Morrison og alle de andre for tidligt afdøde rockstjerner. Hendes sidste koncerter har nærmest haft katastofal karakter og har udstillet den talentfulde kunstner som et ynkeligt offer for sin egen “livsstil”. Og man behøver ikke at være psykolog for at se, hvordan det nemt kan ende.
Holm griber til psykologiseringen. Hvad er årsagen? Og finder den i hendes forhold til den nuværende ægtemand, der forlod hende til fordel for konen, men siden vendte tilbage for at holde hendes narko-sprøjte for hende… Et stykke journalistisk, individualiserende lommepsykologi, der hverken er særlig overbevisende eller særlig relevant. Man behøver vel ikke at have haft en dårlig barndom eller uheldige kærlighedsoplevelser for at gå i hundene i denne verden? Antallet af alkohol- og stofmisbrugere i den vestlige verden er eksorbitant stort, selvmordsraten ligeså, og noget tyder på, at vi har svært ved at finde “meningen” i en sekulariseret verden, hvor de eneste konstante “værdier” synes at være forbrug, arbejde og penge…
En række notabiliteter med pirat-gonzoen Keith Richard har været fremme og udtrykke bekymring for Amy. Sikkert velment af Richard og de andre, der har været igennem myten og er kommet ud på den anden side.
Holm mener, at den romantiske rockmyte får et skud for boven, fordi Amys nedtur udstilles i al den ulækre og frastødende detaljerigdom. Men jeg tror, Holm tager helt fejl. Det er en alt for oplagt konklusion. Jeg tror snarere, at Amys historie vil puste liv i den slumrende myte. Engang var rocken et sted, hvor ungdommelig raseri, vrede, desperation, lidenskab og oprør blev kanaliseret ud. Et sted, hvor den altid følsomme ungdom fik udtryk for sit kulturelle ubehag – og myterne om Morrison, Joplin, Elvis og så videre handlede om dem, der levede en alternativ livsstil ud eller blev offer for det etablerede samfunds regler og normer. Siden blev rocken i den grad indfanget af en musik- og medieindustri, at den for en stor del blev reduceret til harmløs underholdning, hvor selv oprørsattituderne blev til sælgende iscenesættelser uden indhold. Men rocken har aldrig været til at holde ned i kommerciel harmløshed. Punken viste det. Og undertiden dukker der stjerner op, der med deres utilpassede “livsstil” minder om, hvad rocken er gjort af…
Eddie Cochran – Summertime Blues
14. september 2008 kl. 11:08
vores egen johnny madsen falder mig i hu – første gang jeg oplevede ham pÃ¥ en scene var han en naturkraft og ti Ã¥r senere…
14. september 2008 kl. 11:11
Ja, han er næsten faldet til patten, eller hvordan det nu er…
14. september 2008 kl. 18:39
Jeg synes Amy er et af vor tids største talenter. Hun synger med en nerve og intensitet, som rører mig.
Men jeg kan ikke lide hendes selvdestruktion.
Jeg er vokset op i en familie, hvor 60’ernes store stjerner blev hyldet for deres vildskab. Min mor var vild med Janis og Stones, og synes de gav sig fuldt ud.
Som yngre fulgte jeg op på den stil, men fandt efterhånden ud af at det alligevel ikke var så forløsende, som det havde set ud.
NÃ¥r jeg som voksen har set nærmere pÃ¥ rock’n’roll-myten, bla via The Rose og filmen om The Doors, ender jeg med at at en tomhed og en sorg for de shamaner, som i deres grænseløshed kom til at bære sÃ¥ mange unges længsel.
Jeg synes ikke, det er nødvendigt og for mig at se ender vejen blindt. Du siger, at Keith er kommet ud pÃ¥ den anden side: det synes jeg sgu’ ikke. Han er forfærdelig at se at høre pÃ¥. altsÃ¥ nÃ¥r han taler.
Jeg tror ikke pÃ¥ myten om at al god kunst skabes pÃ¥ et mørkt loftkammer – eller i en rus.
14. september 2008 kl. 19:38
@Heidi: Min bemærkning om Keith Richard gælder kun hans misbrug (af sex, stoffer og sprut), som ikke slog ham ihjem, og som han fik (mere eller mindre ) styr på.
Og mit indlæg skal ikke forstÃ¥s som et naivt forsvar for den romantiserede rockmyte, men blot som en pÃ¥pegning af, at myten – som alle myter – udspringer af virkeligheden. Og denne mytes udspring er rockens forankring i ungdommens ubændige friheds- og oprørstrang…
14. september 2008 kl. 20:49
NÃ¥r man bevæger sig ind i rockmytologien, kan jeg ikke lade være med at tænke pÃ¥ ordene fra John Ford’s film ‘The Man Who Shot Liberty Valance’, “When the legend becomes fact, print the legend”
14. september 2008 kl. 21:33
Ja, og myter er svære at komme til livs…