Krystalnatten – hvad er det?
10. november 2008
Jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det for mig, at vores erindring spiller en afgørende rolle for, hvem vi er. Ikke kun den personlige erindring, men også den historiske. Uden en solid forståelse af, hvad vi kommer af, og hvor vi kommer fra, får vi svært ved at handle i nutiden og endnu sværere ved at forholde os til det, der skal komme. Det, vi kalder fremtiden.
I søndags markerede en del mennesker rundt i landet, at det var 70-år siden, nazisterne for alvor tog hul på den jødeforfølgelse, der siden resulterede i kz-lejre og et traumatisk kapitel i Europas og hele verdens historie. Den 9-10. november 1938 overfaldt nazisterne tyske jøder, slog mange ihjel, brændte hundredvis af synagoger af, ødelagde forretninger og anden jødisk ejendom og internerede i tusindvis af jøder i koncentrationslejre. I Jyllands-Postens lille rapportage fra den århusianske demonstration giver et par piger “iført hvide AGF-trøjer” udtryk for, at de ikke aner, hvad Krystalnatten er eller var. Og det synes jeg er forstemmende. Er historieundervisningen i folkeskolen allerede blevet så ringe, at erindringen om hændelsene i første halvdel af forrige århundrede er blevet udvisket? Jeg blev født mindre end et årti efter Besættelsen, og i tresserne havde den periode højeste prioritet i folkeskolen, fordi det lå folk på sinde, at vi aldrig måtte glemme, hvad der skete under nazi-perioden. Vi skulle lære og forstå, så vi kunne forhindre en gentagelse.
De netop afholdte demonstrationer er en påmindelse om, at tingene kan gentage sig i historien. Racismen lever i bedste velgående og chikane og vold mod personer, der bekæmper racisme er blevet mere almindelige foreteelser i Danmark. Jeg tror, de to ting – skolelærdom og historisk gentagelse – hænger nøje sammen. Når unge mennesker i dag i ramme alvor kan påstå, at holocaust ikke har foregået, så skyldes det blank uvidenhed. Og det bør vi gøre noget ved i folkeskolen.
10. november 2008 kl. 10:56
i grunden underligt at ingen pÃ¥stÃ¥r at napoleonskrigene er det pure opspind… men bortset fra det, sÃ¥ handler det nok ogsÃ¥ om at en stadig mere fragmenteret verden giver en tilsvarende fragmenteret opfattelse af forudsætningerne… vi er jo begge vokset op i en konsensus-kultur der ikke findes mere (i grunden et godt ord: enighedskultur) og næppe vender tilbage med mindre omstændighederne igen gør os til jægere og samlere…
10. november 2008 kl. 11:03
SÃ¥ mÃ¥ vi finde tilbage til den enighedskultur. Og uddannelsessystemet er en nøgle. NÃ¥r jeg hører en femtenÃ¥rig nazist udtale, at jødeudryddelserne ikke har fundet sted, fordi der ikke forefindes en eneste obduktion af et kz-offer, sÃ¥ mener jeg, at der er noget rivende galt. Efter min mening har verden altid været fragmenteret; det er op til os selv at skabe sammenhæng i fragmenterne. Og det gør man blandt andet med en seriøs historieskrivning…og ditto -undervisning.
11. december 2009 kl. 09:54
jødene er hjelpelige jeg synes synd på dem !